Kan psykiatribrugere skabe politisk fokus
Hvordan råber man op?
Indholdsfortegnelse
Kan psykiatribrugere skabe politisk fokus
Det er ikke retoriske spørgsmål. Jeg spørger, fordi jeg ikke har forstand på den slags, men jeg håber, en eller flere af mine læsere har de rette kompetencer og også har lyst at dele viden i kommentarfeltet her på siden – ikke på Facebook. Hvis du kommenterer her for første gang, skal din kommentar lige godkendes (spamhensyn). Herefter vil du stryge lige igennem med de næste kommentarer.
Jeg spurgte på et tidspunkt Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS), om jeg som bruger kunne hjælpe dem i bestræbelserne på at skabe fokus på psykiatriens problemer? Var min “stemme” og historie noget værd for dem? Jeg fik et fint svar om, at jeg sikkert kunne bidrage, og at det bedste nok var et læserbrev i en avis.
Så “døde” den for mig, da aviser ikke er mit medie, og jeg aldrig har prøvet at skrive et sådant læserbrev. Det er lidt ærgerligt, da jeg forestiller mig, at brugererfaringer gennem mange år kunne være interessante for politikere uanset partifarve. Jeg er bedre kendt med internettets muligheder, og jeg har brug for den umiddelbare debat, der kan følge umiddelbart efter, jeg har trykket på “Udgiv”. Jeg er stort set holdt op med at debattere på Facebook, som er det eneste sociale medie, jeg bruger. Der kommer alligevel ikke noget ud af det. Det flytter sjældent noget, og kun få er interesserede i at lære noget nyt. Det gælder sikkert også mig selv.
Jeg er helt klar over, at der ikke er en eneste politiker, der kender til min beskedne hjemmeside og dermed mine erfaringer. Så det er næppe vejen frem. Hvad gør man i stedet?
Mange psykiatribrugere har muligvis ikke en “stemme” – og SIND hjælper ikke
Det kan være, en del psykiatribrugere ikke har en “stemme”. Derfor må os med en “stemme” råbe op og derved støtte de professionelle aktører. Det er nærmest en forpligtelse for os.
Vi har selvfølgelig patientforeningen “SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed“, der “arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelse og deres pårørende”.
De er bare ikke en aktiv spiller i debatten. Jeg ved godt, at formanden optrådte i en udgave af “Aftenshowet” forleden. Hun var meget påvirket af en hændelse, hun omtalte, så hun fik tårer i øjnene og kunne næsten ikke tale. Det er fuldt forståeligt, men det er ikke videre politisk slagkraftigt at sidde og græde på landsdækkende TV i et program, mange bryder sig om at se og danner meninger og holdninger ud fra.
Herudover kan man undre sig over, at der vist ikke er et eneste pip på deres hjemmeside om hændelsen i field’s, som jo er den, der har sat gang i den aktuelle, nødvendige debat. Jeg har dog fundet dette, men det er udateret, så man kan kun gætte på, at det relaterer sig til denne hændelse. Det er ikke professionelt. Den seneste opdatering af forsiden er fra den 23. juni, og drejer sig om “midlertidige tekniske problemer”. Helt midlertidige kan de nu ikke være, når de nu har varet i 15 dage.
I disse dage gør mange af SINDs medlemmer et kæmpe stykke arbejde for at holde humøret oppe hos mennesker med psykisk sårbarhed og deres pårørende.
Sammenligner man med en anden patientforening “Kræftens Bekæmpelse” er diskrepansen enorm. Havde hændelsen i field’s haft en “kræft-vinkel”, havde deres formand ikke grædt på landsdækkende TV, og deres hjemmeside havde helt sikkert været opdateret. Det er en forening med langt større slagskraft. Tænk bare på alle de kræftpakker, de har været med til at kæmpe igennem. Når de bruger deres stemme, lytter beslutningstagerne. De er simpelthen ikke til at komme udenom. Sådan en forening mangler vi.
Er PsykiatriAlliancen en “stemme” for os?
Herudover har vi PsykiatriAlliancen, der har udsendt en pressemeddelelse i maj 2022 med titlen: “PsykiatriAlliancens åbne brev til statsministeren” og den er god. Bortset fra det er der tilsyneladende ikke udsendt pressemeddelelser i ca. 5½ år (siden november 2016). Det tyder heller ikke på et videre slagkraftigt netværk. Det er synd, eftersom alle de relevante patientforeninger er repræsenterede i netværket. Det kan man læse på deres “Om-side“.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Trackbacks & Pingbacks
-
[…] flyttet intet. Jeg kommer ingen vegne og er på vej til at mene, at jeg spilder min tid. Det er umuligt at trænge igennem til det politiske niveau både på kommunalt, regionalt og nationalt niveau. Det højeste, jeg måske opnår, er, at et par […]
-
[…] PsykiatriAlliancen (der sker vist ikke meget. De har fx ikke udsendt pressemeddelelser siden 2016…) […]
Jeg synes heller ikke, at læserbreve skal være vejen frem i din situation.
Du skriver udmærket og har en stor viden og mange holdninger om emnet. Du bør derfor prøve at skrive kronikker og dermed også blive betalt for din indsats. Læserbreve bliver nemt opslugt i tråde, der minder om det, man kan finde på FaceBook.
Selvfølgelig skal man som kronikør også være forberedt på at blive afvist, eller hvis kronikken bliver antaget, at blive angrebet for de synspunkter, man har givet udtryk for, men det er du jo ikke fremmed for.
Det, at du udtrykker dig nøgternt, ser jeg som en fordel. Det er jo ikke sådan, at du er kold og følelsesløs, men du gør os den tjeneste ikke at eksplodere med føleri ud over det hele. Det kunne mange lære noget af.
@ Henny
Tak for din kommentar!
Jeg havde slet ikke tænkt på kronikker, men det er faktisk en vældig god idé. Er det noget, man får penge for? Jeg må kunne finde nogle retningslinjer om, hvordan man skriver en god kronik, der vil blive antaget.
Nej den med læserbreve tror jeg heller ikke på, men det var selvfølgelig et venligt og imødekommende svar fra formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Merete Nordentoft.
Nej i en situation, hvor det drejer sig om at skabe politisk fokus, tror jeg heller ikke, man skal have følelserne uden på tøjet så at sige. Nu ved jeg jo ikke, om du ser “Aftenshowet”, men det kan streames, og der vil du kunne finde den udsendelse, hvor formanden for SIND nok ikke slog igennem med sine ellers udmærkede synspunkter.
Jeg tør ikke garantere, at man _altid_ bliver betalt for en kronik, men det bør man da gøre, idet der er tale om redaktionelt stof, der sædvanligvis er mere omfattende og dybdegående end et typisk læserbrev.
Nej, jeg har afskrevet “Aftenshowet”, idet det har irriteret mig mere og mere efterhånden. Jeg har set for mange tilfælde, hvor de bare agerer mikrofonholdere og overhovedet ikke seriøst forsøger at interviewe deres gæster, hvilket jeg finder skammeligt, både overfor gæsterne og overfor seerne.
@ Henny
Det er helt ligegyldigt med pengene; jeg har bare aldrig været klar over, at det var en mulighed. “Omfattende og dybdegående”: Det har du helt ret i, og der går meget tid med at skrive, lave “research”: i form af at finde kilder og sætte mig/sig ind i, hvad andre allerede har skrevet, korrekturlæsning osv. Selv blot artiklerne på hjemmesiden bruger jeg meget tid på (men jeg elsker det jo).
Udgaven af “Aftenshowet” – vist i onsdags – var mit første (og sidste) kig på det program, men nu ville jeg selvfølgelig se det pga. indslaget hvor bl.a. Merete Nordentoft var med, for hun er virkelig en klog kvinde. Jeg er fuldkommen enig med dig i, at studieværterne faktisk ikke interviewer. De prøvede ikke at finde “spidse vinkler” at præsentere deltagerne for. Det var som om, de selv vidste meget lidt om emnet. Jeg tror faktisk, jeg vil give dig ret i, at de primært var mikrofonholdere. Jeg har tit set det udtryk, men aldrig helt været klar over, hvordan det skulle forstås. Det ved jeg nu.
Apropos det at interviewe: En eksempel på en fremragende journalist, eller hvad hun nu er, er vært Mette Frisk i programserien “Forsvundne arvinger”. Hun er vanvittig dygtig til at få sine gæster til at fortælle. Hun fortæller selv en lille bid af en historie – men hun formår at gøre det på en måde, der bevirker, at gæsterne med glæde opruller resten af historien. Det er som om, hun fortæller 15 pct. på en måde, så gæsterne fortæller de resterende 85 pct.