,

Chat eller e-mail?

Jeg behøver ikke stille spørgsmålet

Chat eller e-mail? Jeg vil have e-mails og jeg hader chat.

Chat eller e-mailDet værste er at besøge en hjemmeside, hvor man tilbydes, at firmaet altid er online og rede til support, fordi man altid kan komme i kontakt med deres chat-robot.

Robotten vist til højre, som er hentet fra Proshop, er endda en af de mere venlige, da den fortæller, at man kan blive stillet om til et menneske. Den mangler bare at fortælle, hvornår menneskerne er på arbejde.

Problemet er, at robotten selvfølgelig kun forstår de spørgsmål, firmaet egenhændigt har defineret på forhånd med tilhørende svar. Hvis man har andre spørgsmål, får man en masse gange at vide, at man skal prøve at stille spørgsmålet på en anden måde. Herre Jemini… Jeg kan ikke stille mit spørgsmål på en anden måde, og jeg kan ikke gætte deres foruddefinerede termer. Måske kender jeg slet ikke deres specielle ord.

De ting, jeg har behov for at spørge om, er af og til komplekse, og havde problemet ikke været komplekst, ville et par søgninger med Google måske endda have givet svaret. Resultatet er, at jeg skal gøre mig de hæderligste anstrengelser for at komme til at chatte med et menneske, alternativt prøve om det er muligt at finde et telefonnummer, som jeg – helt altmodisch – kan ringe til næste dag i åbningstiden. Mange kan man ikke engang ringe til firmaerne. Det, synes jeg, er langt fra god kundeservice.

Jeg plejer at finde en anden udbyder, der måske koster lidt mere, men jeg vil betjenes, og det er mig, der kunden. Robotterne er billige i drift. De skal ikke have nat- og weekendtillæg, feriepenge eller på barsel (øremærket eller ej) mv. Men individuel kundeservice kan de altså ikke yde.

Svigtende hukommelse er endnu en grund til at foretrække e-mails

Fordelen ved e-mails er, at både spørgsmål og svar kan gemmes og findes frem igen. Og skal man “slås” med nogen, fx Microsoft 🙂 , er det rart senere at have dokumentationen i orden.

Når jeg stiller et spørgsmål, har jeg som regel prøvet 17 ting forud for selv at løse problemet. Jeg foretrækker så afgjort at være selvhjulpen blandt andet for at kunne komme videre med det samme og ikke at være afhængig af nogen. De 17 ting vil jeg gerne præsentere udbyderen af en eller anden ydelse for, så vi ikke skal igennem hele møllen igen, men de er svære at putte ind i det lille chat-felt ned i højre hjørne.

Svaret, man får i en chat, er væk, når chat-vinduet lukkes. Hvis jeg har brug for fx de samme instruktioner igen en måned senere, må jeg tage turen via chatten en gang til. Det er ikke hensigtsmæssigt for hverken udbyderen af en given service eller mig. Jeg skal stille måske næsten samme spørgsmål, og de skal give måske næsten samme svar. Jeg er godt klar over, at jeg selvfølgelig kan lave nogle “øvelser” med kopier og sæt ind fra chatten til Notesblok eller lignende – men det er altså bøvlet. Hvorfor kan de dog ikke tillade, at jeg sender dem en mail, som de svarer på, og som jeg kan gemme?

Lige i øjeblikket prøver jeg at forklare en serviceudbyder ovenstående og at jeg husker ret dårligt, og naturligvis accepterer længere svartid mod at kunne kommunikere pr. mail, selvom de foretrækker chat. Selvfølgelig kan de ikke lave særregler for mig, men igen: hvem er det, der er kunden og er med til at holde deres virksomhed i gang?

Er de vidunderlige e-mails på vej ud?

Det er min fornemmelse, at e-mailens dage er talte. Er det rigtigt? Der er så mange, der sender små beskeder via Facebook, Messenger eller noget lignende. Det er ved at være sjældent, jeg får en e-mail. Har du det på samme måde?

Jeg er ikke meget for al den kommunikation i små afgrænsede felter i skærmens højre side, for jeg kan ikke overskue den. Når svar nummer 12 kommer, er jeg i tvivl om, hvor vi egentlig startede. Hvad handler det overhovedet om? Jeg er klar over, at andre har det anderledes og sagtens kan sammenholde informationerne, men jeg kan altså ikke. Så vær rar at sende en e-mail eller bruge kontaktformularen her, hvis du vil mig noget.

Tilføjelse den 7. oktober 2021

Jeg har fået mange fine kommentarer til denne post via Facebook. Mange bryder sig ikke om chat. Det er ikke bare mig, der er håbløst gammeldags.

Efter at have læst og besvaret mange af kommentarerne er jeg kommet til at tænke over, at chat-samtalerne da efterfølgende burde kunne downloades til en tekstfil. Det kan ikke tage en dygtig programmør mange timer at lave den tilføjelse til programmet. Det burde faktisk være et ubetinget krav, at det kan lade sig gøre i alle chat-programmer (eller hvad det nu hedder).

Det ville løse problemet fuldstændigt.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *