Så skønt med dobbelttid

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Jeg er vild med psykologen af blandt andet følgende årsager:

• Hun accepterer uden videre, at jeg ikke kan finde ud af det med “psykodrama”. Men hun har selvfølgelig også kendt mig længe. Hun kender mine svagheder (og styrker).
• Hun accepterer, at jeg ikke kan male/tegne og sådan noget. Hendes andre klienter kan sikkert, men jeg kan ikke tegne så meget som en tændstikmand. Og jeg får mindreværdskomplekser af bare at se en pensel, et staffeli eller et lærred.
• Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, som har stor glæde ud af at udvikle teorier og analyser sammen.
• Hun accepterer, at jeg optager vores samtaler og har tillid til, at jeg ikke misbruger dem.
• Jeg ved helt præcist, hvornår vi “gætter” sammen, fordi ingen kan vide, hvordan tingene rent faktisk var for et halvt århundrede siden, når der er noget, jeg ikke husker. Jeg kan sætte foden i og sige “Nej, det kan ikke passe på grund af “xyz””
• Jeg ved helt præcist, hvornår “gætterierne” kan bringe mig videre, og hvornår de er “far fetched”. Det er, når tankerne inden næste session ikke hænger sammen for mig. Og jeg kan komme og sige “jeg tror ikke på det”. Det sker bare ikke ret tit!
• Hun er teoretisk og fagligt velfunderet. Hun har siddet i stolen i mange år.
• Hun ikke synes, jeg er kedelig!
• Hun elsker sit job!

Du er sgu også så kedelig!

Jo mere min “mor” (og psykopaten) fik at drikke, jo “kedeligere” blev jeg, når de blev “sjovere”. Min “mor” sagde ofte:

Du er sgu også så kedelig

Der kommer rent faktisk nogle følelser her. Og jeg er jo begejstret, når jeg endelig føler noget. Jeg har det svært med at være kedelig. Inde i mig er der et billede af, at jeg faktisk er kedelig, fordi jeg har hørt det gennem så mange år (mindst seks).

Det bekræftes af, at jeg ser ting og sager på Facebook, som andre synes er sjove; men jeg synes overhovedet ikke, de er sjove, selvom jeg prøver at forstå morskaben. Et eksempel er, at jeg slet ikke synes, det er sjovt, at fire millioner mennesker fra Ukraine har måttet flygte fra deres hjem, der ligger i ruiner. Jeg synes heller ikke, Victor Borge er sjov, eller for den sags skyld at Gøg og Gokke er sjove. Psykologen forstod mig uden videre.

Psykologen synes ikke, jeg er kedelig; jeg er bare alvorlig. Det har jeg ikke noget imod at være. Jeg er ikke til “Falde på halen-komedier”. Det er fint for mig.

Jeg vil prøve at skifte ordet “kedelig” ud med “alvorlig”, til vi ses næste gang ultimo april. Det der ukærlige “Du er sgu også så kedelig” sidder bare dybt i mig. Det kræver lidt arbejde, men det er i orden. Der er kun en vej fremad, og det er den arbejdsomme.

“Den gode mor” havde inviteret sit barn på en sød måde til at være knapt så alvorlig fx ved hjælp af følgende: “Lille Hanne-pige, du er så alvorlig. Jeg vil vise dig, hvordan du kan have det lettere og være mindre “tung””. Sådan var det bare ikke. Måske syntes hun, at jeg så på hende/dem som en slags “dommer”; og det havde hun i givet fald ret i. Jeg kan faktisk huske/fornemme, at jeg betragtede sceneriet udefra og tog afstand fra det med afsæt i de værdier, der boede i mig. Og gæt selv hvor de mon kom fra.

Jeg havde ikke en mor  – men jeg havde en far

Jeg er så umådeligt lykkelig for, at jeg har haft en far, selvom det ikke var ret længe. Nogle mennesker er “fars pige”, nogle er “mors pige”. Når jeg læser om andre modne kvinder, der mister deres mor, skal jeg jo i og for sig bare “kopiere” følelserne fra de følelser, jeg havde for min far for at forstå, hvad de føler. Så kan jeg sagtens forstå det tab, de lider. Det var en vigtig erkendelse i dag. Jeg vil virkelig gerne; jeg ønsker ikke på nogen måde at fremstå u-empatisk. Det er en del af det at være på autismespektret, at man har svært ved at leve sig ind i andre menneskers følelser. Jeg synes bare ikke selv, den del af diagnosen passer ret godt på mig. Det må andre selvfølgelig vurdere.

Da psykopaten og jeg kæmpede om min mors gunst

Det er de særeste ting, man kommer i tanke om, når man er “hjernestyret”, men sådan er det: da vi boede i det gamle faldefærdige skammel på Sydfyn (Nellemose fem km. fra Hårby) havde min “mor” et job med morgenrengøring på lægehuset i Assens. Det, jeg husker allerbedst, er, at psykopaten og jeg mentalt “kæmpede” om at komme med på disse rengøringsjobs, selvom det betød, at vi skulle ud ad døren kl. fem om morgenen eller deromkring. Hvis jeg vandt, havde jeg min “mor” for mig selv et par timer i ædru stand, og hvis han vandt, havde han vundet over mig!

Terapien ville selvfølgelig gå meget hurtigere, hvis jeg kunne det der med psykodrama, tegne-/maleterapi osv. Jeg tror, at hvis jeg har forstået logikken og de rette sammenhænge, tror jeg også, jeg har har løst problemet. Sådan er det bare ikke i virkelighedens verden. Når vi tager vejen via logik og hjerne, kan vi tage en lille bid af problemstillingerne, hver gang ordene bliver sagt og analyserne bliver lavet. Hvis jeg kunne det andet, ville den bid være større. Følelser bor i kroppen – ikke i hjernen. Men det må tage den tid, det tager (og koste det, det koster).

Barnet foran sin fars gravsted

Hvorfor pokker er der ikke nogen, der ser, at der er et barn, der har behov for omsorg? Det hører med til et bare lidt mere nuanceret billede af min “mor”, at hun ikke selv kan overskue at give omsorg på et tidspunkt, hvor hun selv er i chok og sorg over at have mistet den mand, hun havde været gift med i 17 år. Hvorfor skal det barn allerede som niårig lære ensomheden at kende og finde ud af at “Jeg må klare mig selv”? Jeg kan næsten ikke udholde at se et barn på det enorme familiegravsted for mit indre blik. Jeg har svært ved at acceptere, at det ikke er et fremmed barn, jeg ser for mig, men at det faktisk er mig selv. På den anden side set: Hurra – jeg føler noget. Det må jeg straks notere mig.

Det er noget af det, vi (psykologen og jeg) undrer os over. Hvorfor var der ingen overhovedet? Min far var en indflydelsesrige person i byen. Det kunne have været underdirektøren, arbejdere på fabrikken, naboer, præsten, nogle lærere, for nu slet ikke at tale om min fars søster, der var gift med en overlæge, professor dr. med. De har da sikkert haft en god økonomi. De boede godt nok i Aarhus, og der er godt nok 98 km., men det er jo ikke en afstand som til hverken Madrid, Athen eller Nordkap. Og så var der min mormor, der også boede i Brande, hvorfor kridter hun ikke skoene? Hun er på det tidspunkt 62 år og vist i det væsentlige rask.

Hvorfor er økonomi pludselig et problem? Hvorfor var der ikke en forsikring eller en pensionsopsparing efter min far? Hvor er provenuet efter salget af fabrikken? Psykologen nævnte ordet “enkepension”, og det ord vakte genklang ~ jeg har hørt det før engang for længe siden. Jeg tror, der var en enkepension. Hvor blev den af? Måske var der gæld, der blev betalt med enkepensionen?

På den anden side set fremgår det af adoptionssagen otte år før:

I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.

Der er en tanke, jeg har tænkt i mange år, men som jeg med vilje aldrig har nævnt, fordi den måske er lidt “far fetched”, fordi jeg ikke vil fremstå med endnu en offer-historie og fordi det kan lyde selvmedlidende. Men når nu psykologen nævnte det forsigtigt som en langt-ude-mulighed, så kan jeg også tillade mig det:

Er der ingen overhovedet, fordi jeg ikke er deres “rigtige” barn?

---

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.