Glemt er godt
En tur hos psykologen
Glemt er godt.
Vi talte meget om mine problemer med hukommelsen. Psykologen er så god til at vende det hele på hovedet:
- Hvad betyder det nu, hvor jeg kan optage og tage noter af alt vigtigt og
- Alt det gamle skidt, inkl. de seneste år siden 2014, er det alligevel værd at huske? Næh hun har ret! Det har været forbandede år, som jeg alligevel ikke savner at huske. Det meste er veldokumenteret vha. hjemmesiden. Jeg har skrevet om det meste, også om alt det frygtelige. De, der kender mig godt, kender alligevel til problemerne, og er søde til ikke at påpege, at de allerede adskillige gange har hørt om dette eller hint. Jeg kan jo selv se det på bloggen, når jeg “læser baglæns”. Jeg kan jo se, at jeg skriver det samme adskillige gange. Men det er nyt for mig selv…
ECT-behandlingerne gør, at jeg har en lille seddel herhjemme med koden til mit Dankort. Det er egl. ikke fordi, jeg har behov for at se på den, men jeg kan godt lide bevidstheden om, at den er her. Skulle jeg få behov for den, så er den her.
Vi talte om, at jeg har skrevet om det meste siden 2014, så jeg vil næsten altid kunne finde tilbage. Jeg har læst en del “baglæns”, og forleden fandt jeg en post om, hvordan jeg ikke længere orkede livet, men i erkendelse af, at det er svært at slippe fra denne jord, var min tanke, at jeg ville tage en færge en vinternat og springe ud fra den. Min tanke var, at når det ikke var let at finde et sted at klynge et reb op, så måtte dette med færgen trods alt være lettere. Ak ja – det er svært at tænke tilbage på, men jeg forstår mig (selv). Jeg tager ikke afstand fra tankerne, for jeg husker trods alt, hvad der førte til dem. Jeg håber inderligt, de ikke kommer tilbage.
Kommer der en krise?
Det er enten i morgen eller i overmorgen Pensionsnævnet træffer den endelige afgørelse. Jeg kan ikke huske det. Endelig skal jeg forhåbentlig være fri? Indtil videre er det fantastisk og jeg kender ikke til større ‘recovery’. Lige nu har jeg masser af gøremål på to-do-listen. Jeg nyder at kunne nørkle med min hjemmeside eller noget andet til kl. 02 om natten, hvor jeg har sat det op som mål, at jeg skal gå i seng. Jeg er vist nok B-menneske, men det har jeg enten glemt eller fortrængt sammen med en masse andet.
Rehabiliteringsteamets ordførende ‘direktør’ nævnte ad flere omgange, at der kunne komme en krise i forbindelse med at forlade arbejdsmarkedet. Jeg tænker selv, at jeg har brugt tiden siden siden sommeren 2020, hvor Parkinsonismen var på sit højeste, til at forberede mig selv på et liv udenfor arbejdsmarkedet. Jeg husker – vistnok – at jeg var ansat hos Interflora 6-8 timer om ugen. Al den tid, jeg ikke var på arbejde gik med at være angst for at skulle på arbejde. Det endte med, at jeg ringede til Niklas, min sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og sagde, at det ikke gik, og at nu måtte han hjælpe mig med at søge pension.
Og så var der hele den periode, hvor jeg ikke kunne se noget, og ikke kunne ramme tasterne, og hvor overlæge Kasper Thybo Reff på nul komma fem skaffede mig en øjenlæge i Glostrup. Jeg har fået intet mindre end en fornem behandling i hele ‘systemet’. Det manglende syn var altså slemt. Parkinsonismen var slem, faktisk værre end både depressionerne og manierne. Jeg ved det kun, fordi jeg har kunnet læse “baglæns”. Det var ikke rart at falde ud af sengen, at måtte trykke på nødkaldet eller at ligge på gulvet mange timer uden at kunne komme op. Piv piv – sådan skal det ikke forstås. Sådan var det bare! Og hele angsten for måske at være ved at blive dement, når jeg ikke kunne huske, hvordan man laver kaffe, eller hvordan jeg cykler til byen.
Jeg tror ikke uden videre på en krise. Men det har de selvfølgelig mere forstand på. Måske kommer den? Indtil videre er jeg bare lykkelig! Psykologen siger, jeg er blevet ‘mildere’ de seneste gange, og det har hun jo sikkert forstand på.
P.t. er jeg bare lykkelig! Jeg har måske aldrig i hele mit liv haft det bedre? ‘Kampen’ for det ene, det andet og det tredje er ovre. Når jeg ser tilbage, har hele mit liv siden jeg var 9-10 år været en kamp. Lige nu kæmper jeg ikke, og det er helt mærkeligt. Jeg nyder det bare.
På torsdag skal jeg ud til den dygtige neurolog Sara Bech på Bispebjerg, og jeg glæder mig så meget til at fortælle hende, at jeg er ude af medicinen, som udløste Parkinsonismen, og at jeg vha. ECT har fået mit liv igen.
At glæde mig/sig til
Jeg ser frem til den endelige afgørelse. Så kan jeg endeligt sænke skuldrene. Og ellers er det jo, psykologen og jeg må en tur i Aftenshowet. Måske synes hun om programmet, men jeg gør ikke.
Jeg ser også frem til en tid i frisørstolen i morgen kl 10:00, for jeg ligner snart en løve! Sådan er corona-hår, når man sædvanligvis skal under saksen mindst hver femte uge, og der er meget at klippe i. Jeg ringede, så snart jeg havde set pressemødet, og derfor lykkedes det mig at få så tidlig en tid. Åh hvor jeg glæder mig! Tænk at komme til at se nogenlunde ordentlig ud igen – og coronapasset er let på plads, for jeg er jo blandt de heldige, der allerede er vaccineret endda med Pfizer-BioNTech-vaccinen. Den dør man ikke uden videre af…
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
