Glemt kode

For pokker da

Det er da godt, jeg er sådan en gammeldags en med kontanter, for jeg stod i Kvickly ved 17:30 tiden og skulle betale i kiosken. Kortet nægtede at tage imod den kode, jeg var helt fuldstændig overbevist om, var den rigtige. Tre gange blev pinkoden afvist, og så blev kortet spærret, efter den unge smarte mand havde spurgt, om der var penge på kortet? Ja – selvfølgelig er der penge på kortet, ellers forsøgte jeg jo ikke at betale med det. Faktisk står der adskillige tusinde på det. Fjols! Den slags bliver jeg så irriteret over.

Jeg havde 200 kr. i kontanter og kunne lige betale for mine øvrige indkøb. Nu har jeg så 75 kr. i kontanter 🙂 Psykologen giver mig vel “henstand” på tirsdag, når jeg nu er en “gammel kunde”, men hun foretrækker af administrative årsager MobilePay, og det er fuldt forståeligt – jeg har spurgt om reg. nr. og kontonummer for at kunne betale med en bankoverførsel på forhånd. Selve kontoen er dog ikke spærret.

Når kortet er spærret, er alt spærret, og der er bare ikke noget at gøre. Det er selvfølgelig på mange måder en tryghed mod diverse svindel og humbug, men man er godt nok på den, når man har glemt pinkoden. Jeg var klar over, at jeg kunne glemme meget, men at det ligefrem kunne gå ud over pinkoden, havde jeg ikke troet. Jeg har en seddel liggende herhjemme med koden, men den hjalp jo ikke meget 800 meter nede ad gaden.

Selvfølgelig har jeg skrevet til banken, at det haster med fremsendelse af ny pinkode/nyt kort, da 75 kr. ikke rækker langt, men der vil jo gå nogle dage uanset hvad.

Pokkers…

6 Svar
  1. Jens
    Jens siger:

    Jeg prøvede det engang i en bus for nogle år siden.

    Dankortkoden havde længe siddet på muskelhukommelsen, og der i bussen på vej hjem fra arbejde var jeg så dum at prøve at huske selve nummeret. Det fik min muskelhukommelse til straks at glemme den. Jeg blev nødt til at bestille et nyt dankort fra banken.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jens

      Ja så ved du, hvor på’en man kan være. Det er vældig upraktisk i en bus – ja i det hele taget er det upraktisk.

      Min bankmand har ringet og ophævet spærringen og vist mig hvor i netbanken, man kan se koden. Så nu kan jeg lidt igen.

      Hav en god dag.

  2. Pia Nielsen
    Pia Nielsen siger:

    Normalt kan du ringe til banken og få sit kort genaktiveret, når det er spærret på grund af forkert pinkode. I nogle banker kan man selv gøre det via netbank. I de fleste banker kan man også se sin pinkode i netbanken.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Hej Pia

      Velkommen til min side! Din kommentar skulle lige godkendes, da det (vist nok) er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Jeg vil undersøge min bank lidt nærmere. Tak for dit råd.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Ja det må du nok sige! Jeg har faktisk skrevet til Bank Norwegian om endnu et kort, men de er ikke så hurtige på (retur-)tasterne. Eller også gider de ikke have mig som kunde…

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end 100 dage gammel.