,

Ankers nytårstale

Scenen er 1973

”Jeg tror, vi bliver fattigere den dag, vi ikke mere oprøres over, at mennesker lider nød. En årvågen verdensopinion, der lever med i begivenhederne, og som kan skabe grundlag for en international moral- og retsopfattelse, er et af de vigtigste elementer i håbet om en bedre fremtid. Den dag, vi bliver kolde, slukkes håbet.”

Anker Jørgensens (S) første nytårstale som statsminister 1/1 1973.

For mange år siden…

For mange år siden – faktisk stort set for 50 år siden efter lidt hurtig hovedregning – havde vi en socialdemokrat i førersædet, som var klar over, hvad det ville sige at være socialdemokrat, og hvad det ville sige, at have et internationalt udsyn. Hans navn var Anker Jørgensen, og han kom til at gå forud for socialdemokrater, der hellere ville ligne venstrefolk eller sågar folk fra Dansk Folkeparti.

Anker Jørgensen var klar over, hvad det ville sige at være socialdemokrat, og at stamme fra et reelt arbejderparti. Han var klar over, at der var bud efter mennesker, der forstod, hvad “empati” betød. Det forstår socialdemokrater med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i spidsen ikke længere. Lovgivningen er ikke “uretfærdig”, jf. salig Alf Ross, men vi har lov at standse op og spørge, om vi synes, det, der sker, er rimeligt? Og det synes vi ganske enkelt ikke!

Mit eget standpunkt

Det er ikke fordi, jeg nogensinde selv har stemt socialdemokratisk, men jeg har altid haft en forståelse for “deep down”! Jeg har altid haft en forståelse for de mennesker, der i virkeligheden ikke har en eneste chance. En periode var det børn af kontanthjælpsmodtagere og nu er er det altså de mennesker, der er på vej i udrejsecentre, fordi Danmark ikke har en udleveringsaftale med diktatoren Bashar al-Assad i Syrien.

Det kan ikke være sandt! Vi må kunne gøre noget. Jeg har ikke mulighed for at gå til demonstrationer – jeg må nøjes med det skrevne ord. Men det bør også have kraft!