, ,

Luksussamfund

Luksussamfund

Forberedelse til ECT

Det er et luksussamfund. I morgen skal jeg til ECT, og derfor har jeg her til morgen været til Covid 19-podning. Man er næsten face to face med medarbejderne under behandlingen; de skal selvfølgelig ikke smittes, og derfor skal man fremvise en negativ coronatest. Nu er jeg i selvisolation, til behandlingen er færdig.

Systemet fungerer helt fantastisk godt, uagtet der er mange involverede, og meget kunne gå galt.

Jeg kan ikke lade være at prise det danske samfund og den danske velfærdsmodel. Tænk at bo i et land, hvor ‘systemet’ passer så godt på sine borgere og jeg kan få en så flot – og sikkert dyr – behandling. Det findes vist ikke mange steder.

Logistikken forud for og efter ECT

Taxa om søndagen: Om fredagen aftaler jeg med sygeplejersken fra afdelingen, hvornår taxaen, som regionen betaler, skal komme søndag morgen. Kl. 8:00 er et rigtig godt tidspunkt, for så kommer jeg til et tomt venteværelse på akutmodtagelsen i Glostrup og bliver podet med det samme. Taxaen kan for det meste vente udenfor, og jeg kan være hjemme igen kl. 8:45. Så er det tid til en kande kaffe.

I dag kørte jeg med en sød chauffør, som var glad for at få turen både ud og hjem, idet taxameteret viser ca. 260 kr., og han ikke har noget andet at lave. Han fortalte om de manglende krydstogtskibe i sommer og om en indtægtsnedgang på 70 pct. I går havde han siddet i vognen i 11 timer men kun kørt de syv af dem, resten var ventetid. Branchen er hårdt ramt.

Flekstrafik om mandagen: Om fredagen fortæller sygeplejersken, hvornår jeg skal være klar til at blive hentet af Flekstrafik mandag morgen. I morgen vil de fx komme i tidsrummet 7:45 – 8:05. Jeg skal være klar fra 7:45 og have fastet fra midnat. Jeg skal huske ikke at tage Lyrica aftenen før, da det hæver krampetærsklen – altså skal der mere strøm til at fremkalde kramperne.

Efter behandling og opvågning af narkosen er der ventetid på Flekstrafik på at blive kørt hjem igen. Pyt med det; jeg har min iPad med for at fordrive tiden med den.

Det er alt sammen uden omkostninger for mig men sikkert dyrt for regionen. Det er derfor dette indlæg hedder ‘Luksussamfund’.

Artikel om ECT

Hvis du skulle være interesseret i at læse/lære mere om ECT-behandling, har jeg fundet denne interessante nyskrevne artikel fra 2021 af professor Poul Videbech.

Poul Videbech skriver bl.a. om alle de fordomme, der er om ECT trods det, at det er en meget skånsom behandlingsform. ECT virker ofte både hurtigere og bedre end medicinsk behandling.

Han skriver også om, at hukommelsespåvirkningen vil være kortvarig og primært vil ramme indlæringsfunktionerne. Det skriver de alle om, men jeg synes ikke, de har ret. For mig er det en blivende gene, og det, der er glemt, er glemt for evigt. Et lille eksempel er, at jeg ikke kan huske, at jeg i sommer var indlagt seks dage på Endokrinologisk afdeling. Jeg ved det kun, fordi jeg har læst det her på bloggen. Det er imidlertid valget mellem pest eller kolera: parkinsonisme og mani/depression eller tab af hukommelse og andre kognitive gener? Jeg vælger det sidste.

God søndag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.