,

De pokkers cookies

Cookie

Hvem er ikke træt af cookies?

(Indlægget er formentlig ret kedeligt, hvis du ikke ejer en hjemmeside!)

Jeg er i hvert fald træt af cookies og vælger altid ‘Kun nødvendige cookies’. Gennem et stykke tid har jeg været klar over, at min side ikke opfylder kravene i persondatalovgivningen (GDPR = General Data Protection Regulations), da brugeren ikke får mulighed for at tage stilling til, om vedkommende vil tillade cookies eller ej. Den mulighed skal eksistere. Giver brugeren sit samtykke, skal vedkommende også have mulighed for at ombestemme sig og trække samtykket tilbage.

Alle de sider, man støder på, hvor der står noget i retning af, at ‘hvis du fortsætter med at bruge denne side, regner vi med, at du tillader vores cookies’, eller hvor man kun kan vælge at trykke ‘OK’, overholder ikke lovgivningen!

Lovgivningen er ikke specielt indviklet. Torben Heikel Vinther har skrevet artiklen ‘Sådan overholder du cookiereglerne på dit website i 2020‘, og den er god at få forstand af.

Hvad er en cookie?

En cookie er i sig selv en lille uskyldig tekstfil, der gemmes på brugerens PC. Torben Heikel Vinther skriver: ‘En cookie er en lille tekstfil, som et website kan gemme på den besøgendes harddisk. Cookies tillader et website at gemme oplysninger på brugerens computer og senere hente dem igen’.

Der er et plug-in til alt

At installere et plug-in er at tilføje funktionalitet til hjemmesiden. Der er plug-ins til stort set alt, og man kan lynhurtigt få installeret en hel masse, så siden kan en hel masse nye ting. Problemet med det kan være, at siden bliver langsommere, og Google foretrækker hurtige sider. Har man en hjemmeside, har man selvfølgelig et ønske om, at den bliver set og brugt af flest muligt. Ergo skal man passe på med at installere for mange plug-ins, selvom det er fristende. Af og til falder også jeg for fristelsen – men af og til sætter jeg en aften af til at rydde ud i dem igen. Frem og tilbage er lige langt.

Tilbage til sagen: Der findes også plug-ins, der hjælper med at overholde GDPR. Jeg har valgt Cookiebot, der er ret avanceret og laver hele arbejdet selv. Det er så avanceret, at jeg opgav selv at sætte det op og overlod det til Jan Charington Klein fra Propagandafabrikken. Hvis emnet havde interesseret mig, kunne jeg muligvis have fundet ud af det selv.

Jan har fået det til at virke fint på min side, og Cookiebot genererer selv min cookiedeklaration – og sådan skal man have. Den er fin, men alt for uoverskuelig i forhold til fx Eric Bentzens privatlivspolitik, som jeg faldt over en dag.

(Revideret i juni 2021: Jeg har fundet en anden løsning. Du kan se den her.)

Prisen er enorm

Min side er enorm og helt fra 2007. Den rummer ca. 1.700 indlæg, 90 sider og 12.200 kommentarer. Alt sammen dyrebart for mig.

Jeg har fået den første regning fra Cookiebot, og den lyder på næsten 300 kr. for en måned. Og det synes jeg ganske enkelt er for dyrt. Jeg havde ikke ventet, at det var gratis. Min hobby må gerne koste penge, det er indregnet i budgettet, men mere end 3.000 kr. årligt er i overkanten.

Antallet af cookies er enormt

Min side sætter 34 cookies og halvdelen af dem har med markedsføring at gøre. Men jeg sælger ikke noget, og har ikke intentioner om at gøre det. Jeg er også ligeglad med statistikker, så de cookies kunne også spares væk. Da jeg hader cookies, har jeg aldrig aktivt tilvalgt nogen. Jan foreslår, at det er mit tema (hjemmesidens ‘skabelon’ som hedder Enfold), der sætter alle disse cookies.

Jeg kan selvfølgelig skifte tema og finde noget andet end Enfold, men dels er jeg ret glad for Enfold, dels vil opgaven være enorm, når siden er så omfangsrig.

Jeg må i tænkeboks.

Den nye Persondataforordning GDPR

Facebook kan, som tidligere omtalt, bruges til en masse fornuftige ting. Jeg er fx med i gruppen ‘Den nye Persondataforordning GDPR’, hvor der sidder nogle medlemmer, som har fuldstændig styr på både juraen og teknikken. Det er en fornøjelse at være med her, og man får kvalificerede svar på sine spørgsmål.

Har du en hjemmeside, kan jeg kun anbefale dig at være med i denne gruppe.

4 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    Jeg synes det er fint, at alle mulige firmaer ikke skal have lov til at indsamle og lagre personoplysninger, men jeg synes sådan set også, at de rigide cookie-krav, man stiller til hjemmesidesnedkere, ikke er proportionale. Det er og har været et kæmpearbejde at implementere, og det har kostet (og koster) uhyrlige summer at irritere læserne med OK-knapper.
    Jeg savner en browser, hvor man som default kan slå alle cookies fra, og så VALGFRIT kan slå dem til for udvalgte sider/domæner, hvor cookies er til hjælp for funktionaliteten. Noget i den dur.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Jeg er fuldstændig enig med dig. Intentionerne i GDPR er rigtig gode, fx tanken om at persondata i det offentlige stadig tilhører borgerne, og at staten/kommunen faktisk bare får lov at kigge i dem i en begrænset periode, og at man skal have lov at trække sit samtykke tilbage og al den slags.

      Men at du og jeg med vores hjemmesider er underlagt de samme krav, som Novo Nordisk er, er da Galimatias. I min studietid var jeg et par år ansat i Datatilsynet, som dengang hed Registertilsynet, så jeg har så at sige fået data-respekt ind med modermælken, og synes slet ikke, jeg bare kan være ligeglad med lovgivningen. 300 kr. om måneden er bare for dyrt!

      Browser: Jeg har brugt Firefox i mange år, og er lige ved at tro, at den kan det, du ønsker dig af en en browser. Du skal kigge under ‘Privatliv og sikkerhed’ (Privacy).

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.