Fordele ved hukommelsestabet

Fordele ved hukommelsestabet

Hvor er det godt, det er glemt

Der er helt bestemt fordele ved hukommelsestabet!

I forbindelse med mit projekt om søgemaskineoptimering gennemgår jeg som det første de 136 poster med mærkaten/tagget “Bipolar affektiv sindslidelse”, hvor jeg lige nu kun mangler 18, så det går bestemt fremad. Der burde være mange flere end de 136, når der er 445 poster i kategorien “Sygdom og sundhed”, men jeg har ikke været konsekvent med at opmærke posterne. Det er bare ærgerligt, for jeg gider ikke lede efter dem manuelt blandt 1.650 poster, og jeg er ikke skrap nok til SQL til at kunne finde dem maskinelt.

For at optimere siderne må jeg selvfølgelig læse dem igennem. Der er masser af stavefejl, dobbelte mellemrum, manglende billeder mv. i de poster, der er skrevet på iPadden på diverse psykiatriske afdelinger fra 14. juli 2014 og frem. Alt det retter jeg op på. Det er perfektionismen, der tager over og det er i orden, da jeg ikke generer andre mennesker med den. Google kan også godt lide orden i sagerne. De dobbelte mellemrum er selvfølgelig ligegyldige, men det er de manglende billeder ikke.

En barsk rejse bagud i tid

Jeg skriver ikke for at få medlidenhed. Det er bare objektivt konstaterbart.

Det er en barsk rejse bagud i tid at læse alle de gamle poster. Hvor er jeg dog glad for, der er så meget, der er glemt. Det er bestemt ikke værd at huske på. For pokker/fanden da hvor var jeg bare hundesyg længe. Det er lidt af et mirakel, jeg er i live, for hvor har jeg været tæt på at tjekke ud i lange, lange perioder. Alt var gjort parat, timet og tilrettelagt, jeg kunne bare ikke finde en sikker metode. Skulle jeg prøve igen, skulle det lykkes. Jeg var ikke en kylling, der var bange for smerten, jeg var kun bange for, at det ikke ville lykkes. Jeg mente ikke selv, jeg havde livslyst tilbage, men psykologen overbeviste mig om, at det havde jeg, for ellers havde jeg tjekket ud for længst. Jeg havde bare meget mere livsangst end dødsangst. Nu er det Gudskelov omvendt – og jeg er taknemmelig hver eneste dag.

Årene med uvished om økonomi, arbejdsmarked, fremtid og bolig var barske. Alt var uvist, og jeg havde mistet kontrollen over mit eget liv. Det er svært, når man er vant til at have kontrol over alle dele af livet. Jeg var ikke “bare” blevet syg. Der fulgte meget mere med.

Jeg var så tåbelig, at jeg ville arbejde, uanset Psykiatrifonden allerede i sommeren 2015 mente, det tegnede til pension. Jeg kunne ikke forestille mig at skifte identiteten ud med en anden. Jeg forsøgte mig med samlet set seks fleksjobs, hvor det bare gik værre og værre. Det bekræftede mig i, at jeg ikke havde kompetencer i behold. Det var en opfattelse jeg fik allerede i sommeren 2015, hvor psykologen bad mig lave to lister: den første har jeg lige nu glemt, men den anden skulle handle om kompetencer. Det sendte mig til tælling og og indlæggelse. Det var forfærdeligt ikke at kunne noget mere.

Psykoserne/nærpsykoserne var svære, for jeg var klar over, at det var uvirkeligt, men kunne ikke handle mig ud af det:

  • Jeg hørte en respirator stå i klædeskabet med dens bip-bip, men når jeg åbnede klædeskabet for at slukke for den, var den der selvfølgelig ikke.
  • En film kørte uafbrudt i de nederste 25 pct. af det indre skærmbillede. Den handlede om min begravelse, og alt var rigtigt: præsten, gæsterne, salmerne osv. Den varede vist omkring 12 måneder.
  • Jeg gik langs væggene for at finde ud af, om Jimmi Hendrix kom fra naboerne eller fra mit eget hoved. Derpå gik turen til Psykiatrisk Center Hvidovre, som det hed dengang.

Og så var der Parkinsonismen i sommeren 2020, hvor jeg nærmest var forgiftet af antipsykotisk medicin gennem mange år. Jeg kunne ikke ramme tasterne på tastaturet, fordi jeg rystede for meget, når jeg faldt, kunne jeg ikke rejse mig, jeg kunne ikke holde på vandet osv.

På den “positive side” tæller manierne, hvor jeg havde det pragtfuldt, udviklede forskellige løsninger på alt muligt ligegyldigt midt om natten, sov to timer i døgnet, ikke spiste og brugte penge, jeg ikke havde fx på tre computere på en dag. Sygdomsindsigt og skub fra dejlige læsere sendte mig afsted til afdelingen igen. Der fodrede de mig med sovepiller, da søvnbalancen er det første, der skal genoprettes for at standse en mani.

Hjælpen udefra

Det fremgår med al tydelighed af posterne, at jeg har fået meget hjælp udefra.”Systemet” har som hovedregel behandlet mig godt.

Psykiatrien har som hovedregel også behandlet mig godt, da den fandt ud af, at jeg kom igen og igen, altså nærmest var stamgæst på fx 808. Mig slap de ikke lige af med. På et tidspunkt, hvor jeg stod der med tasken endnu en gang og næsten var  flov over det, sagde en af sygeplejerskerne “Vi er her for dig, Hanne”. Bare ved tanken kan jeg næsten få tårer i øjnene. Det er en del af det bipolare, at man kommer igen og igen. Om rejserne frem og tilbage til diverse afsnit er forbi nu, kan kun tiden vise.

Samarbejdet med Hvidovre Kommune har som hovedregel også været godt. Især da de fandt ud af, at jeg ikke var doven men syg.

Er der noget at sige til, jeg nu nyder hvert minut?

Hvor er jeg dog glad for hukommelsestabet.

Efter de år med de oplevelser, jeg har præsenteret dig for bare et lille udsnit af, er der næppe noget at sige til, at jeg nu nyder livet hvert eneste minut, og selvfølgelig er bange for at miste det.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.