Indlæg

,

Tilbageblik

Sjov med hjemmesiden

Retrospektivt

To ting har i dag fået mig til at tænke tilbage; den ene er trist, den anden er sjov. Det er helt sikkert naturligt at tænke tilbage i den fase, jeg lige nu er i, som man nok vil kalde en ‘ny-orienteringsfase’. En del gammelt skal lægges på hylden, og noget nyt, som jeg endnu ikke ved hvad er, men det kommer nok, skal tage sin begyndelse.

Arbejdsmarkedet

Bloggen rummer 25 poster i kategorien ‘Arbejdsmarked’ siden januar 2019, og dem har jeg læst. Meget af det forekommer mig at være nyt, da jeg ikke kan huske det. Årene 2014/15 er helt væk. Posterne bærer præg af kamp, kamp og atter kamp mod noget, jeg ikke selv kunne/ville acceptere var en umulighed. Jeg er startet på noget nyt så mange gange, og hver gang har jeg været tæt på lykkelig (det er i hvert fald det, jeg har skrevet). Hver gang er det gået ad h… til, men jeg har troet på det. Eric skrev på et tidspunkt i en kommentar, at det var som at følge en yoyo: evigt op og ned. Og det havde han ret i.

Birgit skrev følgende i en kommentar den 21. februar 2019 – og det er noget af det klogeste, der er sagt i den sag:

“Hvor er jeg bare ked af det på dine vegne, og jeg håber, du får al den hjælp du har behov for, både på afdelingen og på arbejdet.

Som Eric også skriver, så er Henny en klog kvinde, og hun siger faktisk noget meget vigtigt, nemlig at der jo er en grund til, at du er fleksjobber. Jeg tror nemlig ikke, at du føler dig helt som fleksjobber endnu. Jeg tror faktisk, at du forventer af dig selv, at du kan levere som alle andre (og helst meget mere), men at du så skal levere i færre timer. Men det er jo ikke hele sandheden! Du skal jo ikke bare arbejde på deltid! Hvis du skulle det, ville det være rimeligt, at du leverer som alle andre, i den tid du er til stede. Men du er jo blevet bevilget et fleksjob, netop fordi du ikke kan klare en almindelig arbejdssituation – uanset hvor mange timer det så end drejer sig om – og det er jo en del af betingelserne, at der skal tages hensyn til dig!

Jeg håber altså, at der snart bliver taget hensyn til dig (også af dig selv), i stedet for at forvente, at man har fået en billig arbejdskraft, der kan en hel masse. Og det kan du jo, men du SKAL ikke så meget som du kan, for det er jo det, der får læsset til at vælte for dig!”

Nu bagefter ser jeg tydeligt, at det var usundt at definere ‘lykke’ ud fra et mere eller mindre tilfældigt arbejdsmarkedsperspektiv, men det var sådan, det var. Det svarer til, hvad min læge, som jeg har haft siden 2002, skrev i sin attest til rehabiliteringsteamet: Jeg havde omsider indset, at det ikke gik mere.

Hvor er det dog godt, det er slut. Det er lige før, man kunne kalde dét for lykke!

Computerverdenen – når man nu er lidt nørdet…

Jeg kender efterhånden et par stykker, der er eller har været glade for at være IT-hjælpere i Ældresagen, så tanken kom, at det måske kunne være noget for mig at bruge nogle timer på hver uge. Der er en lokalafdeling her i Hvidovre; jeg har fået et link til deres hjemmeside, som jeg skal have studeret og overvejet nærmere.

Min ven og jeg talte om det forhold, at i 1990 var en computer et særsyn på arbejdsmarkedet. Ufatteligt hvad der er sket på de 30 år!

I sommeren 1990 blev jeg ansat som sagsbehandler i Arbejdsskadestyrelsen, og alle koncepter blev skrevet på skrivemaskine. Der var ikke noget med at bytte om på afsnit mv., så kom argumenterne for eller imod erstatning til skadelidte i den gale rækkefølge, var det forfra.

I februar 1991 fik styrelsen en særbevilling til indkøb af computere til alle 250 medarbejdere og til at iværksætte uddannelse i at betjene computerne. Jeg var med til at undervise mine kolleger i det ligeledes nyetablerede journalsystem Scan*Jour; det var både sjovt og udfordrende, for jeg skulle jo have det lært selv først. Det var en helt ny verden, og der var mange af de ældre ‘skrivedamer’, der måtte melde hus forbi og sige op, for de kunne simpelthen ikke forlige sig med alt det nye.

‘Min skriver’ var et skønt menneske, men hun egnede sig ikke til de nye tiltag, så hun sagde op. Det var synd, men hun var oppe i alderen og kunne snart gå på pension.

Omstillingen var svær, men det var fantastisk at være med til at få det til at rulle ud over stepperne. Nu 30 år efter virker det, som var det stenalderen. Tænk at man pludselig kunne slette, rette og bytte om på afsnittene. Det var næsten lykke.

,

Struktur

Struktur hos psykologen

Hos psykologen

Hvordan får jeg struktur på mine dage?

Vi talte mestendels ‘struktur’ hos psykologen i dag; altså hvordan får jeg en struktur på mine hverdage, så jeg bevarer fornemmelsen af at have kontrol over mit liv, også mens jeg er i et ‘limbo’, hvor alt er uafklaret? Hvis jeg ikke får skabt en struktur, får jeg følelsen af, at det hele sejler. Det gør det dog ikke. Jeg bor pænt og ordentligt, og her bliver både gjort rent og vasket op. Det kan knibe med vasketøjet, men jeg fik taget toppen i går. Det giver lidt sig selv, når der ikke er flere rene trusser 🙂

Ugeskemaer

Hun var en varm fortaler for en form for ugeskemaer. Psykiatrien ville elske hende for det, de synes nemlig også godt om ugeskemaer. Jeg er typen, der prøver de ting af, som mine dygtige rådgivere råder mig til, så jeg har skam haft lavet ugeskemaer i Excel: super flotte, zebrastribede og med alle mulige avancerede funktioner indbyggede. Problemet var bare, at det var sjovere at bygge skemaerne ved computeren end at udføre det, de påbød. Jeg fik faktisk aldrig gjort det, der stod, i skemaerne.

Vi kom til at tale om struktur, fordi min faste gå-en-lang-tur-makker er blevet indlagt. Vi plejer at gå ca. 11 kilometer sammen en eller to gange om ugen. Det er rigtig dejligt og giver mig noget: Jeg får kontakt med et andet menneske, jeg får en forpligtelse til at møde op, hvis jeg overhovedet kan, vi snakker om alt mellem himmel og jord, og vi drikker kaffe ved Damhussøen. Alt i alt rigtig godt.

Jeg må ikke gå i stå, fordi jeg skal gå alene i et stykke tid, så nu må jeg have kalenderen frem og finde to faste ugedage, hvor jeg traver med mig selv om livet.

Er jeg afklaret?

Psykologen spurgte også, om jeg er afklaret i forhold til førtidspensionen? Altså har jeg affundet mig med ikke længere at skulle være en del af det pulserende samfundsliv men i stedet selv at skulle fylde indhold i mit liv?

Ja det synes jeg egentlig nok, jeg er. Det betyder ikke, at det ikke er uden udfordringer. Sædvanligvis er man jo ti år ældre, når man bliver pensioneret enten frivilligt eller ufrivilligt (jeg er 57 år og har en pensionsalder på 68 år), og så er der måske også færre ressourcer at gøre godt med. Ind imellem kan jeg have følelsen af at være ‘for rask’ til at søge førtidspension, og jeg husker mig selv spørge overlæge Kasper Reff, om jeg begik socialt bedrageri? Nu, hvor både den bipolare lidelse og parkinsonismen holdes i skak med jævnlige ECT-behandlinger (hver tredje uge), har jeg det jo egentlig ret godt, så hvorfor ikke bare gå i gang med fleksjob nummer syv?

Min veninde, som jeg går tur med, har lige fået bevilget førtidspension fra Hvidovre Kommune. Rehabiliteringsteamet havde startet med at spørge hende: ‘Nå [navn] hvorfor synes du så, du skal have førtidspension?’ Hvis de nu starter med at spørge mig om det samme, kan jeg forestille mig to muligheder:

  1. Jeg falder i sagsbehandlerrollen og giver mig til at genfortælle alle sagens akter, som de jo allerede har læst – må man da formode.
  2. Jeg går fuldstændig i stå og ved ikke, hvad jeg skal sige.

Psykologen siger, at jeg skal svare, at jeg er så træt, og at jeg gerne vil bruge de tilbageværende ressourcer til at gå ture og sørge for, at der er styr på vasketøj mm. Mødet vil blive holdt virtuelt, så hun formentlig kan være ved min side. Hun og min læge betragter mødet i rehabiliteringsteamet som en formsag.

En snak med sagsbehandleren

Jeg har en god sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og jeg har en god fornemmelse af, hvilket udfald, han selv mener, sagen bør få. Vi talte om det i telefonen forleden, og vi er fuldstændig enige! Han kan selvfølgelig ikke afgøre noget som helst, men han kan gøre sig mest mulig umage for at skrive en indstilling, som teamet ikke kan ‘komme udenom’. Han skal argumentere for, at der ikke er nogen erhvervsevne tilbage. Og det tror jeg på, han vil gøre. Vi talte blandt andet om, at teamet jo allerede tilbage i 2015/16 vurderede, at erhvervsevnen var ‘væsentligt og varigt nedsat’ og på den baggrund tilkendte fleksjobbet.

Dette understøttes af, at psykologen fortæller, at hun i sin erklæring har skrevet, at allerede for ca. fem år siden mente Psykiatrifonden, at jeg skulle indstilles til pension, men det ville jeg ikke – jeg ville arbejde. Sagsbehandleren kender mig fra fleksjobforløbene,  for det er ham, der har skaffet jobbene, og han ved, hvor vigtigt det har været for mig at være i arbejde. Jeg har hele tiden vist mig fra min bedste side og aldrig været ‘arbejdssky’. Sagsbehandleren siger dog, at han synes, det er lidt problematisk, at diverse autoriteter udtaler sig om, at det bare er en formsag. Andet kan han vel ikke sige, men skulle teamet nu kende mig bedre end psykolog og egen læge plus selvfølgelig Kasper Reff?

Der vil formentlig gå tre til fire uger, inden sagen kan forelægges teamet, men det er også til at overskue.

Limboet

Det er svært at være i limboet! Det er som om, jeg ikke kan begynde at planlægge mit nye liv, førend jeg ved, om jeg kan sige farvel til det gamle liv. Det er som om de næste tre til fire uger bare skal gå…

Andre mennesker kan også godt lide deres arbejde, når de skal forlade det. Mit arbejde har bare været mit et og alt, og når jeg ser tilbage på det, har noget af det været præget af mani, inden der var en kat, der tænkte, at mine præstationer var sygelige. At det var sygeligt at arbejde til sent om aftenen eller måske sket ikke gå hjem og sove. Ser jeg tilbage på mit liv kan det se ud som om, jeg har spildt det. Det er ikke så rart.

Hvis jeg skulle leve livet om

Skulle jeg leve det om, ville jeg måske etablere en form for familie, en mere slagfast vennekreds, melde mig ind i en idrætsforening eller hvad ved jeg – bare gøre noget, der ikke kun handlede om at gå på arbejde. Men det gjorde jeg ikke. Det hele handlede om karrieren, og om at håndtere de udfordringer, der nu engang var. Det hele kulminerede på en måde den 3. januar 2006, da jeg gik hjem over Langebro fra Udenrigsministeriet og tænkte: ‘Dette her klarer jeg aldrig’. Det, jeg ikke klarede, var at idriftsætte et verdensomspændende IT-system til tidsregistrering på Asiatisk Plads og de dengang 101 danske ambassader rundt omkring i verden. Jeg gik derfor hjem og gjorde alt i orden og forsøgte derpå at tage en overdosis af sovepiller. Jeg havde kun 30 og vidste ikke, man skulle bruge mindst 100, hvis det skulle lykkes. Derfor er jeg her endnu.

Forleden fortalte jeg ovenstående til min kontaktperson i DPC. Hun spurgte lidt undrende til, hvorfor jeg ikke var gået til min leder og sagt, at jeg ikke magtede det. Sådan var kulturen bare ikke. Det gjorde man ikke, hvis man ville frem, og det ville jeg gerne.

Derfor står jeg nu i et kæmpe limbo! Jeg forlader ikke bare en kontorstol og en tilfældig 32″ skærm; jeg forlader et liv, en identitet og skal finde noget andet at sætte i stedet. Det gør man ikke sådan bare lige, men jeg kæmper for det, og de fleste dage tænker jeg også, at det nok skal lykkes.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

På kursus

På kursus 3

Jeg skal på kursus

Jeg er en medarbejder, jeg skal på kursus, jeg er værd at smide penge efter. Det er fantastisk. Jeg havde ikke troet, det kunne ske igen, men i morgen går toget til Aarhus, godt nok med skift i Odense, hvor jeg skal være sammen med vores faste samarbejdspartner Michael i to dage til eneundervisning. Jeg har ikke været på kursus siden før 2013, så nu føler jeg mig som kongen af Danmark. Det er alt sammen så nyt og spændende. Det er vild luksus.

Jeg skal lære om designdelen af det at skabe websites, for teknikdelen kan jeg. Jeg er meget spændt på, hvad der er et lækkert website og hvad der ikke er. Jeg glæder mig i det hele taget helt vildt.

Træerne vokser ikke ind i himlen, og det har jeg også sagt til min chef/kollega. Det var han heldigvis godt klar over og sagde “Bare rolig andre bruger tre år på at blive webdesignere. Jeg forventer ikke, du kan lære det på to dage”. Det blev jeg utrolig glad over, han sagde, for jeg var selvfølgelig begyndt at opbygge et indvendigt forventningspres. Sådan er jeg jo: altid bange for ikke at slå til.

Et er at komme på kursus

Et andet er hverdagen. Det går så godt, og jeg er så glad, også når vækkeuret ringer 05:45 tre dage om ugen, og jeg skal med toget til Midtsjælland. Chefen/kollegaen er glad, jeg er glad, intet kunne være bedre.

Betydningen af at have et arbejde

Jeg talte med speciallægen om disse ting i dag og hun sagde meget klogt: Den bedste medicin for mange ville være at give dem et arbejde. Det kan jeg kun være enig med hende i. Det betyder så meget at være et menneske, der bidrager på arbejdsmarkedet. Jeg kan kun bidrage med 15 timer, men lidt har også ret. Da Torkild Sonne for omkring ti år siden startede sine første projekter op, skrev jeg ham faktisk en ansøgning, men selvfølgelig fik jeg ikke engang et svar. Nu til dags har han modtaget adskillige priser for sit arbejde med mennesker i autismespektret. Arbejdet startede med, at hans søn havde Aspergers Syndrom og hvordan kunne der findes en plads til ham på arbejdsmarkedet?

Selv synes jeg, at jeg kan knejse med nakken, nu hvor jeg har noget at stå op til, nu hvor jeg bidrager, og nu hvor jeg har en funktion i det daglige. Jeg klarer mig som hovedregel rigtig godt, og det har jeg tænkt mig at blive ved med også selvom det betyder, at jeg skal føre alle mine skemaer, der som hovedregel er “hemmelige”. Jeg monitorerer mange ting og samlet set vil mange finde det lidt tosset, men det er så en del af mig. Så er jeg lidt tosset… 🙂

God påske

Påske

Hele påsken er lang ikke kun langfredag

Jeg ønsker alle mine læsere en god påske og siger tak for, at I indimellem læser med på mit vindue mod verden. Til orientering er billedet fra Notre Dame

For mig er hele påsken lang. Jeg vil hellere på arbejde, for jeg har en chef og kollega, der er glad, bare jeg møder op. Vi er et genialt team, og jeg er så umådeligt glad for at være der.

Ugen efter  påske skal jeg på kursus i Aarhus hos Michael, som er vores faste samarbejdspartner. Jeg har kendt Michael i fire år, men det er først nu, jeg skal mødes ham. Jeg glæder mig vildt meget til at træffe ham.

For at påsken ikke skal blive alt for lang, har jeg lidt projekter i gang:

  1. En længere gåtur med J. i morgen
  2. At søgemaskineoptimere nogle af alle de gamle indlæg.
    1. Jeg er begyndt med de 20, der tåbeligt nok hedder “Bisser”, som ingen vil søge på. Tak Eric og min ven B. Det er sært at sidde at læse om de første mange besøg hos tandlægen, hvor jeg slet ikke kunne lide at åbne munden. Det er som om, det er lysår siden.
    2. Jeg kommer aldrig til vejs ende med de 1.400 indlæg; men det gør måske heller ikke noget? Pdas. hvis jeg nu fikser bare tre pr. dag, er jeg home free efter 1 år og ca. 4 måneder.
  3. Som et forsøg har jeg sat reklamer på siden. Det koster penge at drive en side, og tænk hvis jeg kunne få bare lidt af dem ind igen. Jeg har valgt de automatiske, og jeg må sige, at Google rammer ret godt. Der er både mad fra Aarstiderne, slægtsforskning og tandimplantater. Både Eric og Jørgen har skrevet om deres reklamer på siderne, så nu vil jeg også prøve vel vidende at alle moderne mennesker bruger en ad blocker – mig selv inklusive. Indtil videre har jeg vist tjent den nette sum af fire øre i dag. Men lidt har også ret 🙂
  4. Det gør alt sammen, at den nye handicapmus bliver udforsket. Den er slet ikke tosset, men den kræver noget øvelse. Og jeg er langsom til sådan noget.
  5. At forsøge kunsten at pausere. Alt det ovenstående kunne let få mig til at arbejde igennem; blive færdig, komme videre, se resultater osv. Nu prøver jeg i stedet at holde pauser, og i pauserne sætter jeg mig i min fantastiske kuglestol fra Protac. Den er virkelig genial.

På den måde når jeg nogle fornuftige ting i påsken.