Indlæg

/i , , /af , ,

Den danske hverdagsracisme er ikke køn

Den danske hverdagsracisme er ikke køn

Hedder man Ali, må man tage usundt arbejde

Den danske hverdagsracisme er ikke køn

I løbet af september skal jeg have malet hele lejligheden, for den trænger alvorligt, idet jeg har boet her i lige knap 17 år, hvor stuerne ikke er blevet malet. Vedligeholdelseskontoen bugner af penge. Det er i øvrigt en glimrende anledning til at overgå til kun at ryge udendørs. Intentionen er i hvert fald god. Lad os se, om det holder.

Alt skal pakkes ned og opbevares et eller andet sted, så maleren kan komme til. Herefter skal det pakkes ud og sættes på plads igen en lørdag. Inden nedpakningen skal jeg have ryddet ud i en del bøger, der skal køres til genbrug eller forbrænding. Eksempelvis har jeg et par hylder fyldt med 20 år gamle IT-lærebøger, hvoraf de fleste selvfølgelig er ubrugelige nu, da der er sket meget på 20 år.

Jeg kan ikke overskue at gøre det selv, jeg har ingen, der kan hjælpe, og jeg kender ingen, der har en bil. Ergo må jeg betale mig fra det.

I den forbindelse talte jeg med en meget sød ung mand ved navn “Ali”. Han er i starten af 20erne og læser til procestekniker på Pharmalinjen på CBS. Det er en 4½ år lang uddannelse altså lige så lang som min. Han er lovet arbejde hos Novo Nordisk, når han er færdig. Jobbet er vellønnet, da det er i treholdsskift.

Vi talte om det usunde ved treholdsskift. Hjernens “vaskeprogrammer”, som gennemføres, når man sover den vigtige REM-søvn, forstyrres. Der er både kortere og færre perioder med REM-søvn, når man skal sove om dagen. Søvnen forstyrres herudover af trafikstøj, naboer mv. Bladet “Sygeplejersken” skrev fx i 1997 blandt andet:

Søvnproblemer

Skiftarbejdere klager generelt ofte over søvnforstyrrelser: De har problemer med at falde i søvn og at sove tilstrækkelig godt og længe.

Søvnkvaliteten bliver dårligere: Søvn-vågen-rytmen forrykkes, perioden med REM-søvn bliver kortere og opvågningerne bliver hyppigere – godt hjulpet på vej af al den aktivitet, andre udøver, når man skal forsøge at sove i dagtimerne: Trafiklarm og vejarbejde fra gaden, musik og kimende telefoner hos naboen eller i hjemmet osv.

Det er alt i alt ikke godt, for søvnkvaliteten har en stor indvirkning på menneskets generelle velbefindende.

Melatonin er et af de hormoner, der fortæller kroppen, at nu er der ikke dagslys, så nu skal vi sove. Der går bare kuk i det, når man er på treholdsskift, for der skal man jo altså arbejde, når det er mørkt.

Hedder man Ali, må man tage usundt arbejde

Ali var til fulde klar over, at det er utrolig usundt. Der er bare det, at når man hedder “Ali” og gerne vil arbejde med den ret lange uddannelse, man har arbejdet sig til, er man nødt til at tage et usundt skifteholdsarbejde. Man kan – uanset at man er født her, altid har boet her, taler og skriver perfekt dansk – ikke få et job uden skiftende vagter.

Jeg kalder det racisme! Og det er den form for racisme, man næsten ikke opdager, før man træffer et ungt menneske med den slags problemer.

Strukturel mistænkeliggørelse

Alis fortælling rammer lige ind i Frederik Vads (S) udtalelser fra Folketingets talerstol om, at muslimer – selvom de virker velintegrerede – sikkert udøver en samfundsomstyrtende virksomhed.

Den danske hverdagsracisme er ikke køn

dr.dk citerede den 20. april Frederik Vads tale fra den 5. april:

– Det er jo en erkendelse af, at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok alene, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra, sagde Frederik Vad fra talerstolen den 5. april og kom senere i talen med nogle eksempler:

– Et parallelsamfund er ikke længere kun et boligområde i Ishøj. Det kan også være et kantinebord i en statslig styrelse. Det kan også være et apotek i Nordsjælland.

Kaare Dybvad Bek (S) har ikke lyst til at iværksætte en undersøgelse af problemet, for det kan jo være, der slet ikke er et problem:

Den danske hverdagsracisme er ikke køn

Jeg håber, Socialdemokratiet på et eller andet tidspunkt indser, at de her er på gyngende grund. Jeg kalder det racisme!

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

DSB-minder og andre minder

DSB-minder og andre minder

Da jeg var togstewardesse

DSB-minder og andre minder

Mens jeg læste, havde jeg mange sære studenterjobs. Et eller andet sted skulle pengene jo komme fra, og jeg har arbejdet, siden jeg var 14 år.

De første år var de knapt så interessante, og nogle var decideret hårde. Til sidstnævnte kategori hørte tiden som togstewardesse. Der er langt fra Københavns Hovedbanegård til Frederikshavn, når man skal stå op og lave kaffe hele vejen. Det var dengang, skjorterne var bolsjestribede.

Det var også dengang, der var en lille bar, eller hvad vi skal kalde det, i vogn 11. Fredag aften var ikke specielt rar; jyske forretningsmænd på vej hjem fik sig en tår eller syv over tørsten, mens vi sneglede os gennem landet. Man var jo nødt til at tale med dem, når man stod i “baren”. Man kunne ikke slippe væk. Og det ville have været uden for al code of conduct, hvis man havde bedt dem holde kæft. Men lysten var der.

Stod man ikke i baren, trillede man måske gennem toget med salgsvognen, og så var kaffen lastet på vognen sammen med alle de andre sære ting, man skulle sælge.

Når man endelig nåede Frederikshavn, overnattede man i en DBS-ejet bygning lige på den anden side af banelegemet. Næste morgen tidlig gik turen hjem igen.

Tiden på det DSB-ejede Hotel Astoria

Inden jeg begyndte på Statens Kursus til Studentereksamen, men efter jeg havde forladt gulvklud og moppe i De Gamles By og var flyttet til Amagerkollegiet, var jeg var en periode på Hotel Astoria lige ved Københavns Hovedbanegård. DSB ejede hotellet. Jeg stod for morgenmadsserveringen i weekends.

Mig i brun nederdel og hvid skjorte samt brune, fodformede Jacoformsko størrelse 40. Det har været et ømt syn. Heldigvis er det længe inden, folk rendte rundt og tog billeder af alting hele tiden.

Jeg havde en sød kollega ved navn Anne, og damen ude i køkkenet var også sød. Jeg tror faktisk, hun hed Fru Nielsen. Kollegaen så jeg også i fritiden.

Omklædning foregik i kælderen, hvor man også skulle stemple ind og ud i en fuldkommen oldnordisk stempelmaskine med papkort, håndsving osv. Direktøren skulle altid lige et ærinde derned, når man var nede at klæde om … Klamt. Jeg var der vist ikke så længe. Der var bedre hos Irma.

Der er bedre på DSB 1’ Stillezone

Lige nu snegler jeg mig også gennem landet med DSB. Der står ellers InterCityLyn på billetten, og jeg mener ikke, vi burde standse i hverken Nyborg, Korsør eller Ringsted. Men sådan er det altså.

Vi er også forsinkede (ca. 20 minutter) – men DSB kan ikke gøre for, at et menneske i Horsens ikke ville livet længere. Vil man ikke længere, er det ikke en god løsning. Guderne skal vide, at jeg mange gange har stået på min egen station og spurgt mig selv “Er det nu?” Men dels ville det være synd for togføreren, dels var jeg alt for meget en kylling.

I det mindste sidder jeg nu ned og drikker kaffen – jeg skal ikke selv stå op og lave den. Der er løbet en del vand i stranden på de lidt mere end 40 år.

På udrejsen var der en times forsinkelse, så jeg kan benytte mig af rejsetidsgarantien og få 25 pct. af billettens pris refunderet. Det er lige lykkedes mig at søge efter mange forsøg, hvor siden returnerede noget a la “Datoformatet er forkert”. Selvfølgelig havde jeg indtastet det korrekt!

Inden for 28 dage skal jeg have 171,50 kr. Da jeg senest benyttede mig af rejsetidsgarantien kom pengene nu i løbet af et par dage. De benytter sig nok af “Better safe than sorry”.

DSB-minder og andre minder

Hvad laver jeg en sen fredag aften i april hos DSB?

Jeg har været en tur i Thy. Verden ser anderledes ud deroppe; den er ganske pæn.

Billederne i galleriet herunder er fra Stenbjerg Landingsplads. Et skønt sted; stort set mennesketomt. Fred og frihed. Der var os og en traktor i vandkanten, der skulle trække kuttere op på land/ud i vandet. Stedet mindede om et museum, men det var det ikke.

Jeg tog billederne på grund af farverne, og fordi der var mulighed for min foretrukne fotoregel nummer 1: “Gå tæt på”. For mange år siden vandt jeg faktisk en pris i “Copenhagen Photo Marathon”, fordi jeg håndhævede reglen:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Livets tredje akt

Livets tredje aktStegemüller

Udvikling eller afvikling?

Livets tredje akt

Da mine læsere, jfr. spørgeskemaet i bunden, lige nu for 85 %’s vedkommende er over 50 år, handler denne artikel om pensionisttilværelsen eller overgangen til den.

Jeg fandt et fremragende webinar, som jeg varmt anbefaler dig at se (på YouTube). Det hedder: “Kom godt i gang med livet som pensionist” og blev udsendt af P+, Pensionskassen for Akademikere, den 3. oktober. (Det kan ofte ikke lade sig gøre at linke til YouTube; jeg håber, du alligevel kan finde det med udgangspunkt i disse oplysninger. Man skal ikke være medlem af P+ for at tilgå webinaret.)

For kun at lytte til lektor og aldringsforsker Aske Juul Lassen, skal du starte 12:34 inde i lydfilen. Det slutter 41:37. Den halve time er godt givet ud.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside er der en hel sektion, der er blevet til i et samarbejde mellem styrelsen og ham.

Pension handler mere om udvikling end afvikling

Gradvis overgang, nedsat tid, senkarriere, socialt engagement, storfamilieliv, entreprenørskab og unretirement. Der er i dag mange forskellige måder at lade sig pensionere på, og vi skal derfor udfordre vores forestillinger om pensionisttilværelsen. Det mener aldringsforsker Aske Juul Lassen, der forsker i pensionsovergangen og livet som pensionist.

Brat eller planlagt overgang?

Aske talte om forskellige former for overgang til livets tredje akt. Når jeg tænker på min egen overgang til livets tredje akt, var den på en gang både planlagt og brat. Det skal forstås som, at jeg i flere år havde modtaget invalidepension og var klar over, at karrieren som sådan var slut. Planlagt kan man dog nok ikke kalde det, da det ikke er frivilligt at blive syg.

Samtidig var den brat forstået på den måde, at ved indstillingen til førtidspension grundet et par diagnoser sagde formanden for rehabiliteringsteamet “Du kan nok godt forvente en krise”. Og det var selvfølgelig fra den ene dag til den anden, og jeg kan stadig genkalde mig, at jeg sad og tudede med psykologen ved min side, da de returnerede med indstillingen. Det var ikke grundet den bratte overgang, og jeg synes ikke, krisen har indfundet sig. Det skyldtes lettelsen over, at kampen var slut. Nu vidste jeg hvordan, hvordan fremtiden ville se ud.

Nogle, der har haft en brat overgang, oplever at komme i en form for meningstomt rum, for hvad er meningen med livet, når man ikke længere skal på arbejde? Vi har gennem livets første to akter vænnet os til, at andre definerede vores tid: Først var det barndom og ungdom, hvor forældre og uddannelsesinstitutioner definerede, hvordan vi skulle bruge tiden og dernæst var det arbejdsmarkedet, der fx definerede, at vi skulle bruge mere tid på det end samværet med eventuelle børn. Jeg husker sagtens, hvordan det var at sidde på kontoret før 08:00. Heldigvis har jeg glemt, at vækkeuret må have været sat til 06:00.

Al den tid har vi i livets tredje akt for os selv. Fraværet af vækkeuret er nu en markant del af livet. Vi kan hver dag lave det, vi har mest lyst til.

Vi er nogle helt andre pensionister i dag

Livets tredje akt

I relation til punkt 7 herunder “Lad dig ikke skræmme af dit eget skræmmebillede”, er det vigtigt at tænke på, at vi er nogle helt andre pensionister i dag end for bare 20 år siden eller de pensionister, vores gamle forældre måske er i dag. Vi har det bedre både fysisk og økonomisk. Vi kan nemt engagere os og vi kan fx gå tre uger på Caminoen. Det var formentlig utænkeligt for bare 20 år siden.

Jeg kan ikke lade være at tænke på min egen stakkels gamle morfar (Carl Frederik Kristensen 1899 – 1982). Han må være gået på pension, da han var 68, dvs. i 1967. Han var fuldstændig slidt op af hele livet at være først husmand, så arbejdsmand og sidst cementstøber på Specialbeton i Odense. Han havde købt et større, nyt, kolonihavehus med rigtigt toilet, og planen var, at han skulle nyde sin alderdom der med at dyrke byens flotteste jordbær og georginer.

Imidlertid var han så slidt op, at han ikke kunne passe det. Han endte sit liv i et baglokale til en skobutik i Svaneke. Det gør mig ked af det at tænke på det og han er mit skræmmebillede.

I morfars tid fandtes ingen opsparing til arbejdsmarkedspension, ingen “Arne-pension”, førtidspension osv. Både 1967 og 1982 er i det perspektiv nærmest forhistorisk. Det ser gudskelov helt anderledes ud i dag.

Askes ti tips

Måske giver selve overskrifterne ikke meget mening i sig selv. Det er derfor, du skal lytte til webinaret, hvor han fortæller om den forskning, der har ført frem til de ti tips.

  1. Forbered dig.
  2. Gør pensionen til dit valg.
  3. Skab en overgang.
  4. Se pensionen som en mulighed for noget nyt.
  5. Skab en mening.
  6. Accepter forfaldet.
  7. Lad dig ikke skræmme af dit eget skræmmebillede.
  8. Engager dig.
  9. Lær at mestre tiden.
  10. Lær at slappe af og nyde friheden.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , /af , ,

“Varme hænder” er nedværdigende

“Varme hænder” er nedværdigende

Kolde hjerner og varme hænder?

“Varme hænder” er nedværdigende

Hvis jeg var sygeplejerske, social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent, ville jeg være træt af at høre om “varme hænder”, da det er en nedværdigende betegnelse. Jeg kender adskillige både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, der bruger hjernen en del for at løse opgaverne. Temperaturen i håndfladerne er noget ævl.

Retorikken om vores plejepersonale er nedværdigende. Hvem vil uddanne sig til at være et par “varme hænder”?

Man bliver ikke bare sådan lige sygeplejerske. En af dem skrev skrev i Viborg Amts Folkeblad i oktober 2021 følgende fuldt forståelige indlæg

Personligt har jeg altid kolde hænder, men jeg kan garantere dig en sygepleje, som er funderet på et videnskabeligt grundlag med en udvidet specialistviden om omsorg, etik, anatomi og fysiologi for netop at kunne varetage en kvalificeret sygepleje tilpasset den enkelte.

For 100 år siden var alting godt

Nej vel. Men ca. på det tidspunkt var jeg kæreste med en sygeplejeelev. Dengang var de netop elever og blev udlært på et hospital. De lærte derfor alt om patientkontakt og praktiske færdigheder. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun blev en dygtig sygeplejerske, da hun blev færdig.

I 2019 blev sygeplejerskeuddannelsen ændret til en professionsbacheloruddannelse på 3½ år, der gav adgang til videreuddannelse. Teorien udgjorde nu 58 pct., mens praktikken udgjorde 42 pct.

Jeg har talt med en sygeplejerske på min egen alder om hendes vurdering af uddannelsen dengang og nu. Hun sagde, så vidt jeg husker, at nutidens sygeplejersker uddannes bedre i fx anatomi, fysiologi og medicin end dengang. Til gengæld var de måske dengang lidt dygtigere til praktikken end de, der bliver færdige nu. Det skal de først ud at lære.

Tjenestemandsreformen fra 1969 og forud for den

“Varme hænder” er nedværdigendePernille Skipper er en af de (måske få?) politikere, der har sat sig grundigt ind i tjenestemandsreformen fra 1969. En aften deltog jeg i et webinar, hvor hun fortalte om baggrunden for reformen, der stadig her 53 år efter ligger implicit i sygeplejerskernes løndannelse og er årsagen til, at sygeplejerskernes løn halter bagud.

Efter krigen oplevede hele Europa en velfærdsstigning og det vi i dag kalder “velfærdsstaten” blev skabt. Historisk blev kvinders arbejde som fx sygeplejerske, jordemoder eller den, der passede de ældre/gamle anset som en form for fritidsjob, der højst medførte lidt lommepenge, for hovedindtægten i hjemmene stammede fra mandens arbejde.

Sygeplejersker var nogle, der hjalp lægen med at passe patienterne. De forskellige fag blev anset for at være et kald, og et kald er ikke lønnet; det er noget, man er “kaldet til”.

Tjenestemandsreformen vedtoges af folkevalgte politikere, der ikke tænkte på “Den danske model”, som de fleste nu angiver som hovedargument for ikke at agere på skævhederne mellem mande- og kvindefag. Henter man publikationen fra Institut for menneskerettigheder: “Kvindefag i historisk skruetvinge“, kan man blandt andet læse

Kommissionen valgte derfor hovedsageligt at bevare det eksisterende hierarki mellem de offentlige faggrupper – og dermed mellem mænd og kvinder – som kommissionen selv daterede tilbage til den første tjenestemandslov fra 1919.

Kvindefag lønnes helt generelt 12 – 14 pct. ringere end mandefag

“Varme hænder” er nedværdigende

Nu står vi med det problem, at de omhandlede faggrupper ikke gider være der længere og de unge søger ind på andre uddannelser. Nogle vil måske fortsat gerne faget som sådan, men de rejser til Norge for at udføre det. Andre igen rejser bare fra det offentlige til det private, hvor de kan få 60.000 kr. mere i løn årligt.

Intet tyder på, at problemet har nået sit toppunkt; det vil vokse i de kommende år, og det vil bliver yderligere aktualiseret af, at middellevetiden stiger, så der bliver flere af os gamle. Hvis vi ikke sørger for bedre aflønning af både mænd og kvinder i kvindefag, står vi om ganske få år med et uoverstigeligt problem, som det vil tage årtier at rette op på. Man kan kalde det for et velfærdseksperiment.

Når (eller hvis?) vi beslutter os for at agere, vil en af de helt store diskussioner være sammenligningsgrundlaget: Hvad skal medregnes i lønnen? Skal vi tage udgangspunkt i grundlønnen eller skal vi inkludere ulempetillægget for at være på vagt lørdag nat?

Aflønnes de “varme hænder” efter temperaturen i håndfladerne eller efter faglig dygtighed? Måske. Det er næsten den eneste logiske forklaring på, at kvindefagene helt generelt lønnes 12 – 14 pct. ringere end mandefagene.

Man siger, at “Den danske model” er til hinder for politisk indgriben; det er ikke hele sandheden, for det er udtryk for et politisk valg hvor mange lønkroner, der sendes regionernes vej.  Arbejdsmarkedets parter bringes altså først i spil, efter den indledende politiske prioritering.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.