, ,

Cowboyland

Cowboyland

Hvorfor “Cowboyland”?

Svaret er enkelt: Med hensyn til kontrakten med min nye arbejdsgiver har jeg det som i det vilde vesten – eller i hvert fald som jeg forestiller mig, der er/var i det vilde vesten. Og det er altså ikke mig, der er hverken John Wayne eller Sitting Bull!

Ny tilgang

Fredag fik jeg en fil med et udkast fra arbejdsgiver. Jeg kunne ikke se, at der skulle være ændret et komma. Jeg endte med at tænke, at de havde sendt den forkerte fil – altså den oprindelige fil.

Jeg udformede derfor selv et forslag til kontrakt og konfererede det med Djøf og min ven, der engang var min bisidder fra SIND. De var enige i langt det meste, og i fællesskab fik vi udryddet et par svipsere fra min side. Det sendte jeg afsted mandag formiddag.

Når jeg valgte den tilgang selv at skrive et udspil, skyldes det, at Djøf og jeg jo kunne blive ved med at modtage noget fra arbejdsgiver, i hvilket vi dernæst kunne skrive om alt det, vi ikke var enige i. Så var det faktisk noget nemmere at lave det selv!

Det vil sige, at vi sendte noget af sted, der var fagligt korrekt og tjekket af to kloge mennesker + mig selv.

Ny status

Arbejdsgiver er som hovedregel enig i det skrevne, bortset fra:

  1. CowboylandLønnen kan ikke PL-reguleres.
    • For det første fordi det bruger virksomheden ikke, og fordi de ikke interesserer sig for, at min købekraft over årene vil falde. Jeg har selvfølgelig sat mig ned og regnet ud, hvad de sædvanlige PL-reguleringer vil betyde i kr. pr. måned for virksomheden. Reguleringerne ligger typisk mellem 1,5 og 2,3 pct. Billedet viser resultaterne.
    • Hertil har jeg kun at sige, at jeg pr. time betaler 28,95 for at komme ind under funktionærloven. For at komme ind under den lovgivning, skal man være ansat mere end otte timer. Det er så blevet til otte og en halv time – jeg skal nemlig også have frokost, når jeg arbejder hjemme. Uden mad og drikke dur helten ikke! De har ikke flere penge at rutte med, så når jeg skal have flere timer, må min gennemsnitlige timeløn selvfølgelig falde. Sådan lidt hurtig hovedregning tilsiger, at jeg på hver arbejdsdag á fire timer taber minimum det beløb, det ville koste dem at PL-regulere med 1,5 pct. pr. måned! (Note: faktisk er det 123,04 kr. pr. arbejdsdag jeg betaler – altså svarende til en PL-regulering på 1, 5 pct. pr. måned for dem.)
  2. Virksomheden ønsker ikke at følge funktionærlovens bestemmelser om opsigelsesvarsler. De oplyser, at der ikke skal gøres forskel på de forskellige medarbejdere, og at de øvrige har gensidigt 14 dage uanset ansættelsesforholdets længde. Og ikke noget med “løbende måned plus 14 dage”, som man sædvanligvis formulerer den slags. Det er virksomhedens opfattelse, at ASE siger, at den slags er helt rigtigt, når der ikke foreligger en overenskomst, og sådan er det så for “alle” medarbejderne i virksomheden.
    • Jeg nægter at tro på, at ASE siger den slags vås! Jeg vælger at tro, virksomheden har misforstået et eller andet.
    • Det er simpelthen ikke rigtigt, at man som arbejdsgiver kan vælge dele af funktionærloven fra, når den ikke passer ind i ens kram. Fra min ungdom kunne jeg faktisk huske, at funktionærloven – på samme måde som fx købeloven og kreditaftaleloven – er “beskyttelsespræceptiv”, som betyder, at man ikke kan fravige den ved aftale. Enten følger man den lov, eller også gør man ikke.
    • Hvis jeg går ind på det og skriver under, så tror jeg faktisk at hele aftalen vil være ulovlig/ugyldig, som på juridisk kaldes en “nullitet”, altså skal aftalen behandles, som om den slet ikke eksisterede.

Cowboyland

Næste træk

Jeg skal tale med Djøf i morgen. Jeg vil foreslå, at de tager en direkte dialog med ASE for at afklare, hvad der egentlig er meddelt virksomheden. Lige p.t er både virksomheden og jeg “sendebude”, og der er for mange blinde spillere i dette her.

Tænk at det skal være så besværligt at nå til enighed om en bette kontrakt på et bette fleksjob med 8½ time om ugen til fastfrosne 7.000 kr. brutto pr. måned i al evighed.

Er jeg bare rigid?

Jeg kunne blæse højt og flot på PL, herregud de 105 kr. pr. md. brutto, når jeg alligevel taber 800 kr. om måneden (det helt rigtige tal er faktisk 984 kr.), og lade varsler være varsler ud fra en tankegang om, at dem får vi sikkert slet ikke brug for. Jeg har jo dog fået igennem, at jeg får løn under sygdom efter kommunen har tegnet og fortalt for dem; og i øvrigt får de refusion fra dag  et, da det er et fleksjob. Kunne jeg så ikke bare være glad og tilfreds?

Nej det kunne jeg ikke! Tingene skal gå ordentligt til. Jeg skriver ganske enkelt ikke under på en “nullitet”. Jeg er hysterisk med den slags. Jeg skriver aldrig under på noget, jeg ikke rent fagligt kan stå inde for.

Næste scenarie: De bliver så trætte af mig og alle mine regler, at de siger, at nu gider de ikke mere, og de gider ikke, at jeg skal have særstatus i forhold til de øvrige, smider mig på porten og ånder lettede op.

Hvad vil kommunen så sige til mig? At jeg en idiot, der bare kan lære at bøje nakken og være glad for i det hele taget at have fundet et fleksjob med drømmeopgaver? Kan jeg risikere sanktioner?

Jeg glæder mig meget til at få konkrete råd fra Djøf, for nu orker jeg simpelthen ikke dette cirkus længere.

Jeg vil sætte mig hen til mit Excelkursus for at lave noget sjovt, der peger fremad. Måske skal jeg snart ud og finde nyt job igen, igen, og så er det måske nyttigt at kende nogle (flere) af Excels krinkelkroge?

5 Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Jeg undrede mig altså også det der “Oplysningsforbund”, da sådan et jo plejer at være et sted der udbyder aftenskolekurser i fx fransk og madlavning 🙂

  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg skal ikke forsøge at gøre mig klog på detaljerne i det du skriver, det overgår simpelthen min begrænsede forstand, men det lyder, som om du og din arbejdsgiver kommer fra to forskellige planeter. Du skal overveje, om det er noget, du kan leve med, og om du orker at skulle op på de høje nagler, hver eneste gang, noget kommer frem, som I ikke ser ens på. De svar, du får fra arbejdsgiver, minder mig om en gang jeg var ansat ved en udløber af et af vore kære oplysningsforbund. De havde også meget specielle måder at forholde sig til løn- og ansættelsesforhold. Nu var vi nogle stykker, og alle, undtagen en, desværre, var organiserede i det relevante forbund. Der fik vi rigtig god hjælp, og der kom styr på tingene efterhånden. Chefen blev dog ikke mere intelligent. Nok er Oplysningsforbundet en meget god fagforening, men selv de kan ikke udvirke mirakler.

    Jeg håber, DJØF fortsat kan rådgive dig, og kan i øvrigt ikke forstå, hvorfor du er nødt til at tage stilling til noget ASE siger. Der er du jo ikke medlem. Kan kommunen slet ikke hjælpe her?

    Som jeg har forstået det, _skal_ man være ansat under funktionærloven, hvis det arbejde, man udfører, hører ind under dens område. Er du helt sikker på, at man _skal_ have over 8 timer for at være under denne lov, når der nu er tale om et fleksjob. Det skulle man ikke tidligere, ved jeg. Men selvfølgelig har man lavet mange ting om i de senere år, og sjældent til arbejdstagers fordel, her i de senere år.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Du har helt ret i det med planeterne. Selv kommer jeg jo fra steder, hvor der bare var styr på den slags, og hvor jeg som medarbejder ikke behøvede at forholde mig til PL-regulering eller opsigelsesvarsler. Det sørgede diverse departementer og forbund for. Det har jeg såmænd ikke værdsat efter fortjeneste.

      Jeg ved ikke om jeg orker det. Jeg går mest og håber på, at vi kan nå til enighed om noget, der er fagligt korrekt, så vi kan koncentrere os om det egentlige: opgaverne, som jo er en drøm for mig. Jeg synes sørme bare, jeg allerede har slugt temmelig mange kameler!

      Jeg ser meget frem til at tale med Djøf i morgen.

      Næh jeg behøver ikke forholde mig til hvad ASE siger, men så bliver der jo ikke to men kun en underskrift, da arbejdsgiver retter sig efter ASE, og ikke vil skrive under, hvis tingene ikke er som ASE fortæller dem, de skal handle. Jeg for mit vedkommende skriver heller ikke under, hvis det bliver som ASE vil have det. Jeg retter mig jo efter Djøf. Men ASE vrøvler. Om man er omfattet af funktionærloven eller ej har (så vidt jeg da læser loven) intet at gøre med, om der er en overenskomst. Lovgivning er selvfølgelig “trinhøjere” end aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Her er faktisk en god WIKI om loven: https://da.wikipedia.org/wiki/Funktion%C3%A6r Det fremgår blandt andet:

      Funktionærstatus er præceptiv, dvs. den ansatte er automatisk omfattet af loven, blot vedkommendes ansættelsesforhold lever op til lovens minimumskrav. Det er derfor ikke muligt at fraskrive sig sin status som funktionær. I en ansættelseskontrakt er det muligt at aftale, at en medarbejder, hvor ansættelsesforholdet ikke lever op til lovens minimumskrav, alligevel omfattes af funktionærlovens beskyttelse. Omvendt er det ikke muligt at fratage en ansat sine funktionærrettigheder, da disse automatisk erhverves iht. loven blot lovens minimumskrav er opfyldt.

      Ja der er ingen tvivl om, at det er et krav, at man er over de otte timer. Man er omfattet, hvis man laver handels- og kontorarbejde i mere end otte timer. Vores første knast var at komme op på de 8½ time for netop at høre under loven, der regulerer alt det, der ellers måtte forhandles individuelt punkt for punkt og nedfældes i en kontrakt fx det med varsler og løn under sygdom. Det er en ændring, der er lavet ved reformen 1/1 – 2013. (Præcisering fra min side: Hvis parterne er enige, kan man selvfølgelig godt aftale, at man følger loven uanset at der ikke er otte timer. Man må gerne stille arbejdstager bedre end loven foreskriver, men må ikke stille arbejdstager ringere!)

      Åh jeg synes alt dette her er så utrolig anstrengende og håber det “går over”. jeg har tænkt på at kontakte kommunen, men der er allerede tilstrækkeligt med kokke i maden, så det gør jeg kun, hvis Djøf tilråder det.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.