Indlæg

, , ,

Forordningshumor: GDPR

Næsten “compliant”

At være compliant betyder, at du som virksomhed har fastlagt nogle processer og retningslinjer for at sikre at overholde de krav og regulativer, der findes. Kilde: Bisnode

Nu er jeg den lykkelige indehaver af både en cookiepolitik og en privatlivspolitik, hvilket man er forpligtet til, når man driver en hjemmeside. Forordningen (GDPR) er jo fin og fornuftig, når man taler virksomheder, marketing, økonomi, personfølsomme oplysninger om helbred, seksualitet, trosretninger og jeg ved ikke hvad.

Det er straks lidt sværere at få det til at give mening, når man bare har en hjemmeside, der sætter en cookie, når brugeren bevæger sig rundt på siden eller selv – af egen fri vilje – indtaster en kommentar.

Når det kun er lige ved og næsten, skyldes det, at jeg simpelthen ikke kan finde noget om, hvordan jeg skal forholde mig, når mine navneservere peger på Cloudflare, der står i USA, og forordningen er et europæisk regulativ. Nu har jeg så bare skrevet, at det mangler. Så har jeg da vist min gode vilje.

Jeg har med vilje prøvet at putte en anelse humor ind i privatlivspolitikken – så hvis der engang om fem år skulle være nogen, der læser den, får de muligvis et smil på læben. Så har jeg da fået lidt ud af de timer, jeg har kastet efter projektet.

Noget om snakken?

WordPress, som er mit blogsystem, har lavet en rigtig god og inspirerende skabelon, man kan gå frem efter, så man får det væsentligste med.

Og mange udbydere af alle mulige andre webtjenester har fint indrettet deres sider, så man fx kan opdatere en formular eller lignende, der så uden videre viser de felter, man skal tilføje og herefter oversætte til dansk. Det gælder fx Mailchimp, der er et nyhedsbrevssystem.

Mit nyhedsbrev har 114 abonnenter. Af dem havde 14 valgt ikke længere at ville modtage det; herudover var en enkelt død. Men de 14 fandtes alligevel i databasen, hvilket undrer mig noget. Nu er de selvfølgelig slettet, og så giver det hele måske alligevel en smule mening.

Jeg synes, det var lidt tungt at komme igennem – men nu er det overstået, næsten da.

, ,

Gætte-Per

Privatlivsindstillinger

Jeg har de seneste par dage fået mindst 25 e-mails fra alle mulige websteder om, at de har opdateret deres privatlivsindstillinger, og det vil de nu gerne fortælle mig om. I virkeligheden er jeg temmelig ligeglad med det. Men det er jo i virkeligheden godt, at de fortæller mig, at de overholder gældende lovgivning. På den anden side forventer jeg da, at de gør det; det er vel ikke noget at skilte med?

GDPR

Hvis man nu siger “Gætte-Per” rigtig hurtigt, så lyder det næsten som GDPR, som er det korte navn for den nye europæiske persondataforordning, der for alvor trådte i kraft i går den 25. maj. Når det er en forordning, træder den uden videre i kraft i alle medlemsstaterne to år efter offentliggørelsen i EU-tidende. Der kræves ikke yderligere national lovgivning – den er “umiddelbart anvendelig” modsat et direktiv, der skal indskrives i staternes egen lovgivning efter behandling i staternes egne parlamenter.

Det positive

Der er flere positive ting i forordningen – fx:

  • “The right to be forgotten”. Fordi man fx en gang har tilmeldt sig et nyhedsbrev, bør man vel ikke være registreret der til evig tid?
  • Taler vi offentlige registre: Det er borgernes data! Myndighederne får faktisk bare lov at benytte dem i en kort periode. Hvis de har behov for dataene i længere tid, skal de indhente et nyt samtykke. Jeg kan ikke lade være at mene, at der er noget sundt i det. Hvis data bliver noget “stationært”, får man ikke taget stilling til, om man stadig har behov for dem. De hober sig bare op år efter år.

Det tåbelige

Jeg bliver nødt til at bruge dagen i morgen på at hitte ud af, hvad det betyder for de tre sider, jeg administrerer. Der er noget med nogle cookies. Det er ikke en videre fed måde at bruge en søndag på, men jeg tør ikke lade være, da bødestørrelserne er op til fire pct. af omsætningen.

Mine sider er absolut altruistiske, der er ikke så meget som halvtreds øre knyttet til dem andet end det, jeg selv betaler for at drive dem, men så er der sikkert en anden form for sanktion.

Så jeg bliver nødt til at få styr på det.

WordPress, som siderne ligger i, har lavet nogle forskellige vejledninger, og noget man kan copy/paste. Men det skal vel i det mindste oversættes til dansk?

Jeg er medlem af en fin Facebookgruppe om GDPR, der er nok noget at nappe der! Hurra for Facebook.

, ,

Cowboyland

Hvorfor “Cowboyland”?

Svaret er enkelt: Med hensyn til kontrakten med min nye arbejdsgiver har jeg det som i det vilde vesten – eller i hvert fald som jeg forestiller mig, der er/var i det vilde vesten. Og det er altså ikke mig, der er hverken John Wayne eller Sitting Bull!

Ny tilgang

Fredag fik jeg en fil med et udkast fra arbejdsgiver. Jeg kunne ikke se, at der skulle være ændret et komma. Jeg endte med at tænke, at de havde sendt den forkerte fil – altså den oprindelige fil.

Jeg udformede derfor selv et forslag til kontrakt og konfererede det med Djøf og min ven, der engang var min bisidder fra SIND. De var enige i langt det meste, og i fællesskab fik vi udryddet et par svipsere fra min side. Det sendte jeg afsted mandag formiddag.

Når jeg valgte den tilgang selv at skrive et udspil, skyldes det, at Djøf og jeg jo kunne blive ved med at modtage noget fra arbejdsgiver, i hvilket vi dernæst kunne skrive om alt det, vi ikke var enige i. Så var det faktisk noget nemmere at lave det selv!

Det vil sige, at vi sendte noget af sted, der var fagligt korrekt og tjekket af to kloge mennesker + mig selv.

Ny status

Arbejdsgiver er som hovedregel enig i det skrevne, bortset fra:

  1. Lønnen kan ikke PL-reguleres.
    • For det første fordi det bruger virksomheden ikke, og fordi de ikke interesserer sig for, at min købekraft over årene vil falde. Jeg har selvfølgelig sat mig ned og regnet ud, hvad de sædvanlige PL-reguleringer vil betyde i kr. pr. måned for virksomheden. Reguleringerne ligger typisk mellem 1,5 og 2,3 pct. Billedet viser resultaterne.
    • Hertil har jeg kun at sige, at jeg pr. time betaler 28,95 for at komme ind under funktionærloven. For at komme ind under den lovgivning, skal man være ansat mere end otte timer. Det er så blevet til otte og en halv time – jeg skal nemlig også have frokost, når jeg arbejder hjemme. Uden mad og drikke dur helten ikke! De har ikke flere penge at rutte med, så når jeg skal have flere timer, må min gennemsnitlige timeløn selvfølgelig falde. Sådan lidt hurtig hovedregning tilsiger, at jeg på hver arbejdsdag á fire timer taber minimum det beløb, det ville koste dem at PL-regulere med 1,5 pct. pr. måned! (Note: faktisk er det 123,04 kr. pr. arbejdsdag jeg betaler – altså svarende til en PL-regulering på 1, 5 pct. pr. måned for dem.)
  2. Virksomheden ønsker ikke at følge funktionærlovens bestemmelser om opsigelsesvarsler. De oplyser, at der ikke skal gøres forskel på de forskellige medarbejdere, og at de øvrige har gensidigt 14 dage uanset ansættelsesforholdets længde. Og ikke noget med “løbende måned plus 14 dage”, som man sædvanligvis formulerer den slags. Det er virksomhedens opfattelse, at ASE siger, at den slags er helt rigtigt, når der ikke foreligger en overenskomst, og sådan er det så for “alle” medarbejderne i virksomheden.
    • Jeg nægter at tro på, at ASE siger den slags vås! Jeg vælger at tro, virksomheden har misforstået et eller andet.
    • Det er simpelthen ikke rigtigt, at man som arbejdsgiver kan vælge dele af funktionærloven fra, når den ikke passer ind i ens kram. Fra min ungdom kunne jeg faktisk huske, at funktionærloven – på samme måde som fx købeloven og kreditaftaleloven – er “beskyttelsespræceptiv”, som betyder, at man ikke kan fravige den ved aftale. Enten følger man den lov, eller også gør man ikke.
    • Hvis jeg går ind på det og skriver under, så tror jeg faktisk at hele aftalen vil være ulovlig/ugyldig, som på juridisk kaldes en “nullitet”, altså skal aftalen behandles, som om den slet ikke eksisterede.
Næste træk

Jeg skal tale med Djøf i morgen. Jeg vil foreslå, at de tager en direkte dialog med ASE for at afklare, hvad der egentlig er meddelt virksomheden. Lige p.t er både virksomheden og jeg “sendebude”, og der er for mange blinde spillere i dette her.

Tænk at det skal være så besværligt at nå til enighed om en bette kontrakt på et bette fleksjob med 8½ time om ugen til fastfrosne 7.000 kr. brutto pr. måned i al evighed.

Er jeg bare rigid?

Jeg kunne blæse højt og flot på PL, herregud de 105 kr. pr. md. brutto, når jeg alligevel taber 800 kr. om måneden (det helt rigtige tal er faktisk 984 kr.), og lade varsler være varsler ud fra en tankegang om, at dem får vi sikkert slet ikke brug for. Jeg har jo dog fået igennem, at jeg får løn under sygdom efter kommunen har tegnet og fortalt for dem; og i øvrigt får de refusion fra dag  et, da det er et fleksjob. Kunne jeg så ikke bare være glad og tilfreds?

Nej det kunne jeg ikke! Tingene skal gå ordentligt til. Jeg skriver ganske enkelt ikke under på en “nullitet”. Jeg er hysterisk med den slags. Jeg skriver aldrig under på noget, jeg ikke rent fagligt kan stå inde for.

Næste scenarie: De bliver så trætte af mig og alle mine regler, at de siger, at nu gider de ikke mere, og de gider ikke, at jeg skal have særstatus i forhold til de øvrige, smider mig på porten og ånder lettede op.

Hvad vil kommunen så sige til mig? At jeg en idiot, der bare kan lære at bøje nakken og være glad for i det hele taget at have fundet et fleksjob med drømmeopgaver? Kan jeg risikere sanktioner?

Jeg glæder mig meget til at få konkrete råd fra Djøf, for nu orker jeg simpelthen ikke dette cirkus længere.

Jeg vil sætte mig hen til mit Excelkursus for at lave noget sjovt, der peger fremad. Måske skal jeg snart ud og finde nyt job igen, igen, og så er det måske nyttigt at kende nogle (flere) af Excels krinkelkroge?

, ,

Cowboyland?

Pludselig ser verden anderledes ud

Jeg har været i staten i 23+ år. Jeg blev afskediget fra Moderniseringsstyrelsen i 2013 pga sygdom – og set i bagklogskabens ulideligt klare lys er det fuldt forståeligt – eftersom jeg året efter blev diagnostiseret med bipolar type 1, og herefter indlagt ni gange med 188 sengedage. Alt i alt forståeligt. Og ingen piv piv fra mig af den årsag.

Nu er jeg så i begreb med at indgå en ansættelseskontrakt med en arbejdsgiver i det private erhvervsliv. Det er sørme svært. Jeg føler mig på dybt vand, og det er rigtig svært, for jeg er i Cowboyland med den store pistol for panden. Jeg er som en hund, der løber efter et kødben, jeg aldrig kan nå. Take it or leave it. Det er næsten umuligt at få et fleksjob, og det ved alle arbejdsgivere jo. Med en simpel magtanalyse, er det ikke svært at se, hvem der har fat i den lange ende.

Arbejdsgiver føler sikkert, at de gør noget godt for mig – og det gør de også! – men jeg har altså stadig arbejdstagerrettigheder! Jeg er ikke kun hunden, der løber efter kødbenet…

Fagforening

Jeg er organiseret i Djøf, og det har jeg været siden 1984, hvor jeg blev optaget som studentermedlem. Jeg har aldrig bedt om noget fra dem, for når man er i staten, er ansættelsesvilkår og øvrige vilkår, fx. lokalaftaler og personalehåndbøger, om ansættelsesforholdet jo noget, der bare kører på skinner. Der er en overenskomst, der er en aftale om, at det (selvfølgelig) er funktionærloven, der er gældende, der er taget stilling til løn under sygdom, opsigelsesvarsler i og uden for prøvetiden osv. Som medarbejder behøver man overhovedet ikke tænke på den slags.

Jeg meldte mig ud af A-kassen, da jeg blev bevilget fleksjobbet. Det var på anbefaling fra kommunen, og det var helt korrekt rådgivning. De mente, at jeg også kunne melde mig ud af fagforeningen… Det var ikke det bedste råd, så det gjorde jeg naturligvis ikke. Djøf har en fin ordning med et langt lavere medlemsbidrag, når man er i fleksjob. Det er fint.

Til min dødsdag er jeg i en fagforening. Mine oldeforældre var dele af andelsbevægelsens (og derfor også indirekte af fagbevægelsens)  start, de tog på Rødding Højskole, trods det at de kun havde fem eller måske seks stude på den jyske hede. Morfar var arbejdsmand = “Cementstøber” på Hjallese Beton til han var slidt op, og døde i et baglokale til en skobutik i Svaneke. Det er så trist, og det er bare for at fortælle en flig af årsagen til, at jeg er, og altid har været, organiseret! Jeg tror på kollektivet og fællesskabet. Også når det ikke er moderne.

Cowboyland

Pludselig er jeg så i Cowboyland og underlagt de frie markedskræfters spil, hvor “det kan betale at arbejde”. Alt er overladt til parternes frie forhandling. Jeg synes, det er svært, jfr. billedet med hunden, der løber efter det uopnåelige kødben. Jeg har jo ikke en pind fortstand på den slags. Jeg har aldrig prøvet sådan noget. Pludselig sidder jeg alene ved forhandlingsbordet og skal klare alt det, der plejer bare at være aftalt af nogle, der var langt væk fra mig.

Virksomheden og jeg er heldigvis enige om, at vi “taler”, lige til vi er enige. Vi skal gøre det rigtigt! Vi skal kunne se hinanden i øjnene også om om fem år og og sige “Yes det var det, vi aftalte, og det var korrekt”. De spørger deres bagland – primært ASE, og jeg spørger mit, dvs. Djøf og kommunen. Det er jeg glad for.

Jeg har selvfølgelig kontaktet Djøf, og de er gode. De rådgiver om:

  1. Der bør være en dato for lønforhandling, der fint kan ende med 0 kr., men der bør vel i hvert fald være en aftale om almindelig PL-regulering, da min købekraft ellers vil falde jævnt henover årene. Arbejdsgivers umiddelbare svar er, at det har de ikke råd til, og at de i forvejen har strakt sig langt. Når Djøf regner på min løn, er der ret lang fra det, vi indgår aftale om pr. time til det, Djøf mener, det kan bære… Men jeg vil jo gerne have jobbet, altså “pistolen for panden” og jeg elsker opgaverne. Og der skal selvfølgelig høvles af, fordi jeg er autodidakt og fordi, der er tale om et fleksjob. Men stadig er der en stor difference. Men hvad gør man ikke, når man ad omveje har fundet et fleksjob? Min pointe er, at det ved alle arbejdsgivere godt. De synes, de løfter “det sociale ansvar”, og det kan de gøre næsten uanset hvordan. Hunden logrer med halen og vil gerne have sit kødben… uden at være vidende om, at den aldrig vil få det.
  2. Arbejdsgiver har fået oplyst (fra en eller anden jobkonsulent – en anden2 aktør) at der er ikke tale om et fleksjob! Øh ja.. Men hvis der ikke er tale om et fleksjob, så er der jo tale om et deltidsjob, og så har jeg jo selvfølgelig ikke ret til et fleksløntilskud. Hvad pokker tænker anden2  aktør? Arbejdsgiver har fuldt forståeligt ikke indsigt i den slags – og det har jeg heller ikke. Alligevel er det pludselig, der skal over-/gennemskue den slags. Jeg kan ikke!
  3. Jeg er ikke omfattet af funktionærloven. Det er helt korrekt, når arbejdstiden kun er syv en halv time plus frokost.
  4. Jeg er ikke omfattet af nogen overenskomst.
  5. Der er ingen pension
  6. Der er ingen løn under sygdom. Lovgivningen er sådan set klar nok: Arbejdsgiver får refusion fra dag et, når der er tale om et fleksjob. Arbejdsgiver skriver i kontrakten, at der ikke er løn under sygdom. Fair nok – men hvor kommer pengene til min helt almindelige husholdning så fra? Skal jeg selv betale? Seks uger på psyk. kan blive en dyr affære!
    • Kommunen vrøvler om, at virksomheden skal gå til en eller anden hjemmeside om noget med refusion. Jeg argumenterer:; “Hvordan skal de kunne kræve refusion, når de ikke har haft en udgift?”. Hvor svært kan det være? Herefter henviser de til en anden afdeling, som jeg selv skal kontakte… Suk. Det gør mig så træt, og jeg kan slet ikke overskue det.
    • God sagsbehandling ville være, hvis denne nye konsulent kontaktede den anden afdeling, forelagde problemet, indhentede et svar og vendte tilbage til mig med det. Hvorfor skal jeg selv koordinere arbejdet i kommunens forskellige afdelinger?
    • Djøf har sørget for kontakt til en socialrådgiver. Det er super. Hun har også svaret, men jeg forstår det desværre ikke.
    • For en gangs skyld kan jeg mærke mine kognitive deficitter for alvor.
  7. I kontrakten er angivet, at der i prøvetiden på tre måneder er et gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage. Jeg skal altså være på prøve i tre måneder og tre uger… Varslet er formuleret sådan, at der er 14 dages gensidigt varsel både indenfor og uden for prøvetiden. Det giver ikke meget meget mening. Tænker man på principperne i funktionærloven, er dette ret klart til min ulempe.

Jeg vil ikke pive, pive, men jeg synes, dette er hårde ods. Jeg har god støtte fra Djøf, deres socialrådgiver og min bisider fra SIND. Alligevel føler jeg mig alene, eftersom jeg aldrig har prøvet den slags før. Jeg kan næsten ikke mere! Og så må jeg sige, at jeg har mistet sidste rest for ASE, der har leveret paradigmet.

Med Cowboyland in mente vil jeg gå i seng og se noget TV…