Slægtsforskning med DNA 2

Slægtsforskning med DNA 2

Hvem var min biologiske far?

Slægtsforskning med DNA 2

Jeg tog først på sommeren en DNA-test hos MyHeritage, og en meget venlig mand ved navn Ole har nu brugt et par timer på at hjælpe mig i gang med at tolke resultaterne. Han lærte mig en masse, og jeg ville ikke kunne have fundet frem til det samme selv. Det var dejligt, for jeg synes, det er svært. Og det hele virker på en eller anden måde fuldkommen overnaturligt eller mystisk.

Blandt Oles konklusioner var, at ham, jeg regner med er min biologiske far, måske slet ikke er den rigtige.

Ole sagde: “DNA lyver ikke”. Det er “Samfundet for dansk genealogi og personalhistorie” langt henad vejen enige i. Jeg satte mig og så samtlige deres fremragende små videoer om DNA i slægtsforskning. Det er læge Jacob Hejmdal Gren, der gennemgår, hvad det hele går ud på og hvordan man tolker de matches, man får. Jeg mener, han nævner, at der kan være tilfælde, hvor DNA tager fejl.

Der var også en anden indblandet

Jeg husker fra adoptionssagen, at der faktisk også var en anden potentiel far til mig, men Arvebiologisk Institut kom dengang frem til, at det ikke kan bevises, at ham, jeg tror, det er, ikke skulle være den rigtige. Jeg tror, de skriver, at chancerne for dem begge er lige gode – men det skal jeg selvfølgelig tjekke endnu en gang. Han skriver under på bidragsresolutionen “i protest” og betaler frem til adoptionen er på plads. Han mener ikke, han er min far. Eftersom jeg er på børnehjem, ryger pengene formentlig i stats- eller kommunekassen. Man slipper ikke for at betale af den grund.

Adoptionssagen er for længst stillet op på sin (øverste) hylde igen. Det kræver en stige at få den ned. Jeg kan simpelthen ikke rumme, hvis mine nyligt fundne halvsøskende alligevel ikke er mine halvsøskende. I affekt slettede jeg DNA-testen/-resultatet på MyHeritage. Det var nu nok dumt af mig.

Skal jeg prøve igen?

Nu har jeg set mig varm på firmaet FamilyTreeDNA og jeg overvejer at købe den absolut mest omfattende pakke, de tilbyder. Man kan uploade resultater fra dem til MyHeritage. Det vil nok være nødvendigt, da de fleste danskere tester hos MyHeritage. Pakken fra FamilyTreeDNA er bare bedre. Det var i hvert fald sådan, jeg forstod Jacob Hejmdal Gren.

Så jeg tæller på fingre: Skal jeg prøve igen? Hvad vil jeg have ud af det? Kan jeg overhovedet få noget ud af det, eftersom resultaterne kun er valide, hvis der også er andre nulevende, der har taget en test.

En af årsagerne til, at der kan rejses tvivl om faderskabet er, at absolut ingen af de personer Ole og jeg kiggede på stemte med den traditionelle slægtsforskning, jeg har udført på min (formodede) biologiske fars side. Alle slægtsforskere laver fejl, og det gør jeg så selvfølgelig også. Men meget, kan jeg ikke tage fejl. Jeg har trods alt en del års erfaring.

Min (formodede) biologiske far havde et specielt efternavn og det har jeg kunnet spore til midt i 1700-tallet på Lolland. Altså burde det navn også være dukket op i bare nogle af de træer, vi så på. Men det gjorde det ikke!

Og der var vist heller ikke noget af alt det andet, vi så, der kunne passe. Det kan der selvfølgelig være mange årsager til. En af dem kan være de manglende lokaliteter (sogn, herred og amt). Jeg kiggede efter træer, der havde Lolland og eller Falster som lokaliteter, men mange skriver af en eller anden mærkelig årsag ikke lokaliteter i deres træer, og så vil jeg ikke umiddelbart kunne genkende noget. Og jeg har ikke et sted at lede blandt landets ca. 2.300 sogne. Hvor skal man ende og begynde med at lede efter fx en Peter Hansen?


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

6 Svar
  1. Kit
    Kit siger:

    Jeg syns da du skulle prøve en ny dna test og se om du kan finde nogen match der peger mod din biologiske far, hvis nogen i hans familie er med på dna/slægtsforskningen. Men, kan du mon ikke skrive til MH om din handling. De må jo ligge inde med din test på deres lab og hvis du ikke har slettet mails fra dem, bør du kunne se dit kit nr der og prøve at komme ind på din konto hvis du kan huske mail og kode (ved ikke om lukker konto for evigt hvis man har slettet den). Pøj pøj med din jagt hvis det bliver din beslutning.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kit

      Mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes, da er første gang, du kommenterer her på siden (spamhensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Jeg har det komplette abonnement hos MyHeritage, så de “kender” mig, og derfor må de kunne finde frem til mig. Du har garanteret ret i, at de har en backup et eller andet sted. Men jeg tror nu alligevel, jeg vil prøv FamilyTreeDNA, fordi det virker som om, de måske er bedre. Men ak, jeg famler mig frem og har meget lidt forstand på alt dette. Men det er sørme surrealistisk at have fundet to halvsøskende, der måske slet ikke er halvsøskende alligevel. Vi får se.

      Svar
      • Kit
        Kit siger:

        Hej igen

        Jeg har en idé om, at de gemmer vores dna test, så det er da et forsøg værd at skrive til MH. Mine 4 test personer har jeg både på FTdna og MH. På FTdna, Jeg har købt test i begge firmaer. FTdna kan nogen ting som MH ikke kan og omvendt. Så der er fordele og ulemper ved begge, syns jeg. Jeg vil følge din side her og vente spændt på at følge udviklingen i din jagt og håbe, at der kommer nogen match du er helt sikker på ikke kommer fra din mors side. Det ville hjælpe lidt på vej i jagten.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Kit

          Det er sikkert rigtigt, at de gemme data et eller andet sted (“i en kælder sort som kul, allerdybest nede …”).

          Det er dejligt med en ny læser. Tak skal du have. Hvis du vil gøre det lettest for dig selv, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev ovre i højre side af skærmen. Så vil du få én autogenereret mail pr. uge (mandag morgen kl. 6, og der vurdere, om der er noget, du gider læse). Jeg vil naturligvis skrive om “DNA-cirkusset”, når der er nyt.

          Svar
  2. Kirsten Sanders
    Kirsten Sanders siger:

    Det er en god ide at få lavet en ny test hos FamilyTreeDNA og så overføre den til MH. Du kan så – mod at betale $29 få adgang til de gode værktøjer, som MH har.
    Kontakt Bettina Balslev Sørensen for at købe et testsæt så billigt som muligt. bbalslevs at gmail dot com.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kirsten

      Mange tak for din kommentar. Jeg vil straks kontakte Bettina Balslev Sørensen, for du kan da godt se, jeg står med et “lille problem” her ikke? Jeg er lidt rundt på gulvet for nu at være ærlig.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *