Indlæg

/8 Kommentarer/i , /af ,

DNA finder både slægtninge og mordere

“Gennembruddet” en sand historie

DNA finder både slægtninge og mordere

En Netflix-serie om et svensk dobbeltdrab bliver afsæt for en personlig og faglig refleksion over DNA-slægtsforskning. Artiklen tager udgangspunkt i den sande historie bag “Gennembruddet”, hvor politiets traditionelle metoder kommer til kort, og hvor slægtsforskning og DNA til sidst bliver nøglen til opklaringen 16 år senere.

Samtidig kobles fortællingen til egne erfaringer med DNA-tests, brudte relationer og en grundlæggende skepsis over for DNA som slægtsforskningsmetode. Hvad kan DNA, hvad kan det ikke, og hvilke menneskelige omkostninger følger med, når sandheden endelig findes?

Normalt har jeg ikke abonnement på Netflix, fordi jeg ikke kan koncentrere mig mere end 20 minutter, når jeg ikke selv er aktiv, og jeg vil også hellere lave noget selv. En ven fortalte dog om serien på fire afsnit á ca. 35 – 40 minutter. Netflix introducerer selv historien sådan:

Da et chokerende dobbeltdrab forbliver uopklaret i 16 år, samarbejder en kriminalbetjent med en slægtsforsker om at fange morderen, før sagen bliver forældet

Jeg så tre afsnit i aftes/nat og det sidste afsnit her til morgen. Hvert afsnit er 32,25 kr. værd. Jeg kan godt koncentrere mig om levende billeder, når noget er høj-interessant. Og det er “Gennembruddet”.

En virkelig historie

Der er tale om den næststørste politiopgave i svensk historie, kun overgået af drabet på statsminister Oluf Palme i 1986.

Drabene finder sted i 2004, og politiet sætter alle ressourcer ind på opklaringen, men det lykkes dem ikke ved hjælp af politiets traditionelle metoder. Serien viser, hvordan den ledende kriminalbetjent nærmest er besat af at finde gerningsmanden. Han og hans hold arbejder i døgndrift, de sover ikke, de spiser næsten ikke, men efterforskningen bevæger sig ikke ud af stedet.

Man følger de pårørende til de to dræbte. Den ene er en lille dreng på otte år. Forældrene er libanesere, og som faderen siger, da gerningsmanden er fundet og har tilstået, har familien nærmest følt sig som levende begravede i de 16 år, der er gået med uvished. Det kan man godt forstå.

Gerningsmanden bliver kun fanget alle de år senere, fordi en DNA-slægtsforsker ved navn Per går på jagt i DNA-profiler og kirkebøger.

Jeg er fuldkommen overbevist om, at Per befinder sig på autismespekteret med formentlig Aspergers syndrom og/eller har ADHD. Jeg hæfter mig ved hans evne til at se alle detaljer og til at hyperfokusere. Herudover kæmper han og hans kone med en datter, der vægrer sig ved at komme i skole, og som har svært ved det sociale, hvilket Per også selv har.

Forhindringerne

Kriminalbetjenten kæmper på mange fronter:

  • Pressen
  • Tiden
  • GDPR
  • Unge chefer der synes, at ressourceallokeringen nu må ændres. Man må opgive at opklare drabet, når der er gået så mange år. Det er jo egentlig en forståelig holdning fra ledelsens side.

Mine erfaringer med DNA-slægtsforskning

Mine erfaringer med DNA-slægtsforskning er ikke gode. Jeg fik kontakt til en halvsøster, jeg virkelig godt kunne lide, men da jeg fortalte hende, at en meget dygtig DNA-slægtsforsker rejste tvivl om, hvorvidt han, vi regnede med, var vores fælles far, måske alligevel ikke var vores fælles far, ønskede hun ikke længere at have kontakt med mig. Sådan kan det gå, det var ærgerligt, men det siges jo, at “DNA lyver aldrig”.

Jeg har indsendt en spytprøve til MyHeritage og forsøgt at forstå, hvad det går ud på, men min hjerne vil ikke være med. Jeg fatter ikke en brik – og måske elsker jeg også bare de originale kilder for meget. Jeg synes ikke, DNA-slægtsforskning er “rigtig slægtsforskning”, men det er nok fordi, jeg ikke forstår det. Og jeg kan sagtens forstå styrken i at koble DNA-resultater og originale kilder.

“… forælders kusine i 4. led” blandt mine 10.798 matches siger mig intet. Herudover genkender jeg ikke uden videre navnene i min biologiske slægt, og så er opgaven næsten umulig. Dog er der en med 936,4‎ cM, jeg kan genkende, for jeg ved på forhånd, han er min biologiske mors barnebarn.

Jeg bladrer videre 🙂

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Konsekvenserne af din DNA-test?

Konsekvenserne af din DNA-test?

Når først opdagelser er gjort, kan vi ikke fortryde dem

Konsekvenserne af din DNA-test?

Måske skal du holde dig i forsætlig uvidenhed, med mindre du er klar til at få din verden vendt på hovedet?

Det er firmaet Ancestry, der på sin hjemmeside skriver “Når først opdagelser er gjort, kan vi ikke fortryde dem”, og det har de jo ret i.

Jeg har selv inderligt fortrudt, at jeg tog en DNA-test, for det ødelagde mit forhold til en halvsøster og en halvbror, som jeg var glad for at have fundet via traditionel slægtsforskning. Min historie findes i Politiken den 7. marts 2024 under titlen “Laura fik to nye halvsøskende”. Deres identitet er selvfølgelig sløret. Når der er adoption involveret, er forholdene noget komplicerede.

Forbrugerrådet Tænk har på deres hjemmeside en artikel fra den 7. juni 2024 med titlen “Kan du overskue konsekvenserne af din DNA-test?” Det koster desværre 695 kr. at læse den, med mindre man allerede er medlem, og det er jeg ikke. Dog kan jeg vederlagsfrit læse:

En DNA-test fra nettet er blevet et populært redskab til slægtsforskning. Du risikerer dog at gå på kompromis med både din egen og andres datasikkerhed, at få en falsk diagnose eller at afsløre familiehemmeligheder, du slet ikke var forberedt på.

Anne-Marie Gerdes, professor i klinisk genetik på Rigshospitalet

Lidt research leder alligevel frem til en spændende artikel i Politiken fra den 4. marts 2024.

Rubrikken er: “Selv professoren, der ved alt om genetik, kom i problemer, da hun sendte sin dna til USA”.

Professoren hedder Anne-Marie Gerdes, og hun er professor i klinisk genetik på Rigshospitalet, og hun var formand for Etisk Råd fra 2019 til 2022. Og så er hun selv “kommet galt af sted” ved at dele sine gener med en stor amerikansk virksomhed.

Underrubrikken er: “Har man sendt sit dna til udlandet, kan det være meget besværligt at slette sine oplysninger. Det erfarede en professor i genetik på egen krop.”

Problemstillingerne med DNA i slægtsforskning er i følge Anne-Marie Gerdes blandt andet noget om:

  1. “Familiehemmeligheder,
  2. Privatliv,
  3. Arvelige sygdomme,
  4. Fremtidige genteknologier,
  5. Datasikkerhed.”

Er du selv helt sikker på, at du gerne vil kende sandheden? Det skal du være, før du gå i gang med DNA.

DNA og slægtsforskning for begyndere

For ca. 300 kr. kan man bede diverse udenlandske firmaer tjekke, om de kender nogle andre, der har også betalt ca. 300 kr., som man deler DNA med. Det er som om, det er blevet en trend at springe over, hvor gærdet er lavest og få fx MyHeritage til at sammenligne spytprøver og afsløre, om man måske er beslægtede i 7. led eller deromkring.

Selv købte jeg Michael Duponts fine lille bog “DNA og slægtsforskning for begyndere” fra 2020, men jeg forstod ikke så meget af det og blev aldrig venner med terminologien. Dygtige og erfarne mennesker fortalte mig, at “DNA lyver aldrig”, og det kan jeg selvfølgelig godt se, men jeg kunne ikke genfinde kærligheden til mit håndværk – den traditionelle, skrevne, kildebaserede slægtsforskning – i automsomalt DNA og centiMorgans.

Jeg vil hellere transskribere kirkebøger og skifter, og så lever jeg med en usikker oldefar. Jeg gør det, så godt jeg kan, og det bliver ikke bedre. Det generer næppe nogen, hvis det er forkert – end ikke mig, for jeg ved det jo ikke. Ergo holder jeg mig i forsætlig uvidenhed.

Pengemaskinen MyHeritage med hovedkontor i Israel

Når man søger med Trustpilot, skal man ikke være ingeniør for at finde ud af, at i skrivende stund tildeler 24 pct. af brugerne kun en stjerne. De fleste danske virksomheder vil være kede af en så ringe vurdering. Læs nogle af anmeldelserne inden du deler oplysningerne om dit kreditkort med dem.

Antallet af kunder, der rapporterer, at de har mistet 1.500 kr., fordi de indsendte et mundskrab og bare ville kende til ukendte græske fætre eller lignende, er rystende. Jeg er faktisk overrasket over, at 54 pct. af brugerne i det hele taget giver dem fem stjerner.

Konsekvenserne af din DNA-test?

Retfærdigvis skal det siges, at MyHeritage opnår markant bedre resultater end konkurrenten inden for DNA-tests “23andme”, som jeg aldrig har hørt om, hvor hele 77 pct. af brugerne nøjes med en stjerne.

Konsekvenserne af din DNA-test?

MyHeritage: den danske oversættelse af vores betingelser er ikke juridisk gældende

I Politiken den 3. marts 2024 skriver journalist Michael Thykier blandt andet:

“Hos Forbrugerrådet Tænk i Danmark bakker man op om klagerne i Norge og Sverige, siger jurist Ida Daarbak Reislev.

MyHeritage og andre udbydere af dna-tests behandler nogle af de allermest følsomme oplysninger, vi overhovedet har om os selv. Derfor skal de have styr på persondatareglerne, herunder oplyse brugerne om, hvordan ens personoplysninger bliver behandlet, og hvordan MyHeritage har sikret sig mod, at oplysningerne kommer de forkerte i hænde.

MyHeritages persondatapolitik er imidlertid meget bredt og uklart formuleret, hvilket er i strid med GDPR-reglerne. De (dvs. reglerne, red.) stiller krav om, at brugerne skal oplyses på en klar og letforståelig måde. Forbrugerne kan derfor ikke vide, hvordan deres persondata bliver brugt, siger hun.

Ida Daarbak Reislev hæfter sig desuden ved, at MyHeritage skriver, at den danske oversættelse af deres betingelser ikke er juridisk gældende.

På den måde skal man altså ikke bare læse og forstå svært stof om dna og jura, man skal også kunne det på engelsk. Læser man den danske version af betingelserne, kan man ikke regne med, at det gælder. Det er jo helt skævt, siger Ida Daarbak Reislev.”

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Opklaring af drab der aldrig forældes

Opklaring af drab der aldrig forældes

Brug af DNA i drabsefterforskning

Opklaring af drab der aldrig forældes

Drab forældes aldrig, og sådan skal det naturligvis også være! Det skylder man både ofrene og deres pårørerende.

På det seneste er to frygtelige sager opklaret ved hjælp af DNA-spor.

  1. Den ene er drabet på Hanne With, der blev dræbt nytårsnat 1990. Gerningsmanden, som man fandt frem til ved hjælp af DNA, blev idømt 11 år og 6 måneders fængsel.
  2. Den anden er drabet på Emilie Meng, der blev dræbt i sommeren 2016, og hvor opklaringen blev en del af den såkaldte “Kirkerup-sag”. Drabsmanden Philip Westh blev idømt livstid ved retten i Næstved. Det stærkeste bevis var DNA.

I begge sager har man foretaget et såkaldt kindskrab på den formodede gerningsmand og holdt det op mod de ca. 140.000 personer, der findes i Det Centrale DNA-profil-register. Det vil sige, at hvis den formodede gerningsmand har en bror, en fætter eller en anden i registeret, og som han deler DNA med, kan man måske finde frem til ham.

I begge sager er det blevet fortalt, at det overvejes i fremtiden at inddrage personer fra “hobby-DNA-databaser” altså personer, der findes i kommercielle databaser som eksempelvis MyHeritage eller Ancestry, fordi en slægtsforsker har villet finde frem til (fjerne) familiemedlemmer. Tillades det at bruge disse databaser, udvides “søgefeltet” betragteligt.

Gældende ret om brugen af genetisk slægtsforskning

Allerede i dag må dansk politi bruge genetisk slægtsforskning i efterforskning af drab og grov personfarlig kriminalitet. Reglen er blevet til i april 2023 på baggrund af et borgerforslag.

Politiet må kun bruge genetisk slægtsforskning med kendelse fra retten. Ved retsmødet skal følgende være opfyldt:

  1. Politiet skal dokumentere, at det uidentificerede DNA med begrundet mistanke stammer fra gerningspersonen.
  2. Genetisk slægtsforskning må kun bruges i helt særlige sager, herunder drab, voldtægt, terror og identificering af lig og jordiske rester.
  3. Alle andre eksisterende og tilgængelige DNA-muligheder skal være udtømt.

Retssikkerheden og en grad af tilfældighed?

Det er ubetinget positivt, at gamle sager, der ikke har kunnet opklares på traditionel vis, kan hjælpes på vej af DNA-efterforskning. Der er jo en grund til, at drabssager aldrig forældes!

Det er tænkeligt, at der er noget, jeg ikke har været opmærksom på, men er der ikke en vis grad grad af tilfældighed i disse drabsopklaringer?

Personer, der er beslægtede med personer, der allerede findes i Det Centrale DNA-profil-register, vil lettere kunne blive fundet, end personer, der ikke har “kriminelle” i familien.

“Kriminelle” er i citationstegn, fordi man jo ikke nødvendigvis er dømt, fordi man befinder sig i kriminalregisteret.

Man findes i registeret, hvis man har været sigtet – eller selvfølgelig dømt – for en forbrydelse, der kan give 1½ års fængsel eller mere. Efter de gældende regler kan oplysninger om DNA-profiler eller fingeraftryk som udgangspunkt opbevares, indtil den registrerede fylder 80 år, uafhængigt af, om der er tale om en DNA-profil eller et fingeraftryk, der stammer fra en person, som er dømt, eller som er sigtet, men senere frifundet mv.

Har man ikke “kriminelle” familiemedlemmer, eller i fremtiden slægtsforskere i familien, kan man således lettere gå fri, selv om man evt. er skyldig. I begge tilfælde er der tale om en høj grad af tilfældighed, og det er retssikkerhedsmæssigt problematisk.

  1. I det første tilfælde er der tale om, at hele familier anses for kriminelle (og det er de måske også).
  2. I det andet tilfælde er det bare en tilfældighed, om en eller anden gal slægtsforsker har villet betale fx MyHeritage eller Ancestry for at lave en DNA-profil.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Når man hele livet leder efter spor

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Lige nu findes der på DR1 en DR-Dokumentar i tre afsnit ved navn “Det store adoptionstyveri”. Jeg har set de første to afsnit, hvor børn kommer til Danmark fra et børnehjem i Indien. Herudover så jeg lidt af et “Aftenshowet” om dem, vi engang kaldte for “Koreabørn”. Så havde jeg fået nok. Det er positivt ment!

Jeg forstår deres smerte og livslange søgen efter deres biologiske forældre. De børn – som altså nu er granvoksne mennesker – leder efter nåle i høstakke for at finde frem til deres biologiske forældre eller bare slægtninge et sted i det enormt store Indien og Korea. Og det lykkes for flere af dem, også selvom papirerne har været forfalskede. Detektivarbejdet er imponerende – men selvom det selvfølgelig hjælper at have Danmarks Radio i ryggen, fremgår det, at flere har ledt efter deres forældre på egen hånd i ca. 10 år. Sikke en kampgejst.

Min historie er (heldigvis) en helt anden

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret, forstået på den måde, at jeg ikke kan huske, at jeg ikke har vidst det. Således holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

  1. Den dag jeg rent faktisk har fødselsdag
  2. Den dag, de syntes, de havde noget at fejre, nemlig den dag de hentede mig fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup. Jeg har altid syntes, det var rørende, fordi det beskriver deres glæde over at blive forældre.

Jeg kan huske, at jeg selv som ganske lille sagde til mine forældre “Når jeg bliver stor, vil jeg møde min rigtige mor”. Jeg har været mindre end ni år. Af og til har jeg tænkt på, om det gjorde ondt på dem, og om de blev kede af det. Jeg håber, de kunne drage den logiske slutning, at når mine adoptivforældre havde fortalt mig, at de ikke var mine biologiske forældre, ville jeg en dag lede efter dem. Desværre er der ingen at spørge.

Jeg er utrolig glad for altid at have vidst det, og jeg føler med de mennesker, der først sent i livet finder ud af, at de er adopterede fx via en DNA-test. Det må være som at få gulvtæppet revet væk under sig. Alt det man har troet på, viser sig at være en livslang løgn.

En underlig “medgift”

Normalt var “medgifter” noget unge kvinder fik med hjemmefra, når de giftede sig og skulle etablere en husholdning med ægtefællen. Min “medgift” var adoptionsbevillingen, der blev stoppet ned i kufferten, da jeg flyttede til København fra Bornholm som 16-årig. Det var selvfølgelig meget praktisk, at jeg selv havde den hos mig, men … jeg synes nok, man kan undre sig lidt. Men jeg skulle selvfølgelig heller ikke giftes. Jeg flyttede/flygtede bare, og så er medgiften måske en anden?

Detektivarbejdet var let

Jeg havde en idé om, at jeg skulle være 18 år, før jeg kunne opsøge mine biologiske forældre. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men jeg var 18 år og en eller to uger, da jeg i 1981 kontaktede Civilretsdirektoratet for at få oplyst deres navne. Om det stadig er dem, der har kompetencen på området, ved jeg ikke.

Da jeg havde navnene, var det bare at slå op i telefonbogen. Nu undrer jeg mig lidt over, hvordan Civilretsdirektoratet kunne vide, hvad min biologiske mor så mange år efter hed til efternavn. Og det kan også være, jeg husker forkert, men jeg ville da huske, hvis jeg havde brugt flere år på detektivarbejdet. Jeg husker det som hurtigt og nemt.

Det var før, jeg selv havde telefon, så jeg stod i gård 80 på Amagerkollegiets lille telefonboks og ringede hende op.

Det resterende var svært

Hun havde altid vidst, at jeg en dag ville ringe. Det første møde var fantastisk. Jeg tror, det var hos hende et sted i Nordsjælland. Jeg traf mine to halvsøskende og hendes ægtefælle.

Jeg husker tydeligt, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Og det var jo i virkeligheden stort af hende. Men det var ikke nok for mig, for jeg ville så gerne have en mor, hvilket jeg jo ikke rigtig havde haft efter november 1972, hvor min far døde.

Og derfor var det vældig svært. Det var for eksempelvis svært, at hun ikke havde tid til at besøge mig på Amagerkollegiet, fordi hun skulle træne til maraton. Jeg var ikke kvik nok til at sige, at hun da bare kunne løbe ud til mig, eftersom distancen passede nogenlunde.

Samlet set mødtes vi nogle gange – sådan tre eller fire gange – og så døde forbindelsen ud. Men jeg er glad for at have mødt hende, fordi der trods var nogle huller, der lukkede sig. Der var spor, jeg ikke længere behøvede at lede efter.