Tag Archive for: DNA

Tre søskende på Fejø

Automatisk kladde

Kan bedst beskrives som “specielt”

Tre søskende på Fejø

Vi er tre mennesker, der er bundet sammen af en fælles far; ingen af os har samme mor. Jeg er bortadopteret. De er mine halvsøskende. De to kender hinanden gennem hele livet. Den ene opsøgte mig den 11. juli i år. Den anden traf jeg første gang i torsdags.

Gennem længere tid har to af os haft besluttet, at vi ville til Fejø for at se, hvor vores far var fra. Måske kunne vi finde nogle interessante gravsten på vores farmors side, der levede og døde på Fejø i århundreder? Vi ville se kirken, hvor vores far blev døbt i 1940, vi ville prøve, om vi kunne finde hans fødested mv. Sådan rigtig slægts-nørdet. Vi har forsøgt om præsten, en graver, et medlem af menighedsrådet eller en anden havde tid at vise os lidt rundt i kirken og på kirkegården, men vi havde ramt en dårlig dag, hvor ingen havde tid. Det må så blive næste gang.

Ingen af os havde nogensinde været på øen før, men i dag har vi uden tvivl set hele øen i strålende sol og augusttemperaturer. Det har været forrygende, og det kan nok bedst beskrives som “specielt”. Vi kender næsten ikke hinanden, men et usynligt bånd binder os sammen, og vi kigger alle tre efter ligheder.

De synes, de kan se noget af vores far i mig (jeg er ældst); det er noget med øjenbrynene. Jeg leder efter “mentale spor” og om der fx skulle være arvelige psykiske sygdomme. Det synes der ikke at være, men han havde noget med tal og tabeller …

Bestemmelserne i arkivloven

Jeg har ledt efter dem i minimum ti år. Jeg har haft adoptionssagen i knapt 20 år, men på grund af 75-års restriktionen og vilkårene i adgangstilladelsen, jf. arkivlovens §§ 23 og 40, har jeg ikke lov at opsøge dem, hvad der er rimeligt nok. Det står sort på hvidt flere gange i adgangstilladelsen.

Jeg har stor forståelse for, at mennesker, der vælger at bortadoptere, har ret til at være i fred og lægge låg på et muligt traume; taler man ikke om ting, går de sikkert væk på et tidspunkt, synes filosofien at være hos nogle mennesker, og den filosofi har så sneget sig ind i arkivloven.

Arkivlovens § 40 lyder

Den, der får adgang til benyttelse af arkivalier, som ikke er umiddelbart tilgængelige, må ikke uberettiget offentliggøre, videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til private eller offentlige interesser.

Jeg er jo da trods alt jurist, så selvfølgelig har jeg overholdt alle paragraffer og vilkår, men jeg kan jo ikke gøre for, at mine søskende opsøger mig. Og det er, hvad der er sket.

Pludselig sidder vi alle tre i én bil

Har vi noget at tale om, bare fordi vi deler lidt DNA? Ja, det har vi, men vi kan også være stille og eftertænksomme sammen og betragte den umådeligt kønne ø. Jeg er meget spændt på, hvordan det kan udvikle sig.

To af os har skrevet/talt om, at ingen af os har erfaring med, hvordan “man gør”, når man pludselig får en ny familie. Det må komme lidt henad vejen. Det er “specielt” og uhyre spændende.

Tre søskende på Fejø

Langt over frokosttid genlød bilen af maverumlen. Vi havde regnet med, at det ville være muligt at spise en frokost et sted på øen, men det lykkedes ikke at finde noget andet, der var åbent, end et sted med et stort billardbord og ivrige billardspillere, hvor kokken var ude af syne og så en “Restaurant fodkoldt”, selvom vi afsøgte alle muligheder. Det gjorde selvfølgelig, at vi fik set hele øen.

Vi endte et fremragende sted i Maribo ved navn “Café Vin&Brød”. På det tidspunkt var kl. 15, og jeg havde ikke spist morgenmad, så burgeren ledsaget af en Rauchbeer fyldte sin plads godt ud.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Du er fuldkommen anonym og alt vedr. GDPR overholdes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

I Roskilde med min nye familie

I Roskilde med min nye familie

Jeg savner vist ord

I Roskilde med min nye familie

I de forskellige slægtsforskningsgrupper læser jeg af og til om:

  • Ældre der på deres dødsleje fortæller et barn, at det også har en søster/bror, der aldrig har været talt om,
  • Granvoksne halvgamle mennesker (ca. på min alder), der via DNA-test finder ud af, at deres far var en anden, end ham de hele livet har anset for faderen, eller
  • At de er bortadopterede.
  • DNA-slægtsforskning er p.t. et hit; jeg har også taget en DNA-test, men har intet fået ud af det, så jeg bladrer videre.

De mennesker spørger så, hvordan de kommer videre. Og det forstår jeg til fulde.

En uhyggelig indskudt historie eller skrøne

Måske er der i en af min farfars brødres familier en lignende historie eller skrøne:

En kvinde tilbageholdes tre eller fire dage under besættelsen af tysk politi – derfor regner jeg med, at det var efter september 1943 (så vidt jeg husker, var det der, de tog politiet) og inden 4. maj 1945. Hendes to ikke ret gamle sønner er alene hjemme og må tage sig af en lille nyfødt pige. Drengene spørger naboerne om hjælp, men naboerne vil ikke hjælpe, idet kvinden muligvis var “tyskervenlig”. Kvinden fortæller tyskerne, at hun har en nyfødt derhjemme, men de er ligeglade. Da hun løslades og kommer hjem, er pigen død af sult. Det fortæller kvinden på sit dødsleje til et barnebarn. Jeg har kontakt til et andet barnebarn, der har fortalt historien, og som ikke er bange for facts.

Jeg synes, det lyder helt vanvittigt, og vil selvfølgelig gerne optrevle historien. Det er klart. Jeg har bare ingen spor at gå efter, hverken navn, årstal eller sted bortset fra “i København”, og så er det næsten umuligt med de lidt over 50 forskellige sogne på den tid.

I de år foregik der mange mærkværdige og frygtelige ting, og der kommer mere og mere for en dag. Alligevel vil jeg gerne se dokumentation. Om et par måneder kan jeg muligvis få nogle facts, der gør det muligt at finde ud af, om den lille pige virkelig fandtes. Før jeg ser det i primære kilder, stiller jeg mig altså mere end tvivlende.

Tilbage til dagens egentlige historie

Sådan har det aldrig nogensinde været for mig. Mine adoptivforældre traf meget tidligt den helt rigtige beslutning, at jeg skulle kende hele sandheden: at de havde fået mig fra et børnehjem, og at mine biologiske forældre var for unge til at have børn, og at de ikke var et “rigtigt” par. De brugte ikke udtrykket “One night stand” eller “Du skulle have været en plet på lagenet”, for det kan børn ikke forstå. Men det er sådan set sandheden.

Mine adoptivforældre holdt to fødselsdage for mig: en den dag, jeg er født, og en anden den dag, de syntes, de selv havde noget at fejre: nemlig årsdagen hvor de hentede mig i Hellerup fra “Dear Home” og tog mig med til Skjern. Ergo: der har aldrig været mystik, og da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg adoptionsbevillingen med i tasken. Måske en lidt underlig handling, men sådan var der så meget. I den står mine biologiske forældres navne.

Der er så sket det magiske, at min biologiske fars yngste barn har opsøgt mig, og vi lærer nu hinanden at kende stille og roligt. Det bliver til mange mails, hvor vi kommer vidt omkring, og i dag til en dejlig dag i Roskilde, hvor hun viste mig flere af de steder, han holdt af at komme.

Det er et menneske, jeg vældig godt kan lide, og som jeg gerne vil bruge tid med/på. Vi sætter begge pris på transparens, “ordet på bordet” og på at lægge puslespillet sammen. Jeg kan fx vældig godt lide at høre om, hvilken type menneske, han var. Jeg har gravet masser af data frem fra arkiverne, som jeg til gengæld kan give hende. Det er en fin byttehandel, hvis man kan tillade sig at kalde det sådan. Det lyder ikke så kønt; “gensidighed” er nok et bedre ord.

Det er meget specielt og meget vanskeligt at beskrive. Jeg savner vist ord. Jeg er helt sikkert glad og spændt på, hvordan det vil udvikle sig med tiden. Det er de følelser, der fylder mest – sådan ca. 95 pct.

Der er også nogle andre, men jeg ved ikke, hvad de kaldes. Det kommer nok, og negative er de under ingen omstændigheder.

Slægtsforskning med DNA

Slægtsforskning med DNA

Jeg hoppede på vognen

Slægtsforskning med DNA

Endelig, efter at have ventet otte uger, er mit DNA-resultat fra MyHeritage kommet. Nu ved jeg, at jeg er 70,4 pct. skandinav. Det er nu ikke nogen overraskelse. Jeg kender den biologiske slægt nogenlunde godt bagud i tid fra den traditionelle slægtsforskning.

Jeg har kigget lidt på resultaterne og forsøgt at læse om alle de – for mig – nye begreber. Det mest overraskende er sådan set, at alle resultaterne er under 1,0 pct. på parametren “Fælles DNA” lige bortset fra en person ved navn Philip, der er min nulevende halvsøsters nulevende søn.

Et venligt menneske i gruppen “Slægtsforskning med DNA” oplyste, at så lavt et fælles DNA typisk peger på noget med fælles aner født tilbage fra starten af 1700-tallet, men dog også kan være med fælles aner født helt op i 1800-tallet.

Uinteressant

Indtil videre er det hele altså ganske uinteressant. Det spændende kunne være, om der på et tidspunkt dukker en nulevende fætter/kusine op, der måske kunne bidrage med et billede af min biologiske far og måske hans forældre. På min biologiske mors side har jeg masser af billeder, som hun var så sød at dele med mig. Det vil sige, at det “kun” er min fars side, der er et mysterium.

Jeg fortalte min fars ungdomskæreste på 97 år, at jeg havde indsendt en DNA-test. Hun spurgte helt fornuftigt: “Hvad vil du opnå?” Det eneste, jeg kunne svare, var det med lidt billeder af min biologiske far og måske hans forældre.

DNA er en metode, der kun er interessant, hvis “de andre” også har ladet sig teste. Eller er der jo ikke noget “at matche” op i mod. Heldigvis har jeg kun spildt ca. 350 kr. på projektet.

Rottegiften…

Jeg har i årevis ment, at min biologiske far havde et selvmordsforsøg via indtagelse af rottegift bag sig. Men eftersom jeg som så mange andre var en idiot i starten af min slægtsforskning (næsten 20 år siden) og ikke fik skrevet kilder på alt, en typisk begynderfejl, har jeg tænkt over, om det var noget, jeg havde “digtet”, om det fx var noget min biologiske mor havde fortalt eller hvor Søren, det stammede fra.

Jeg satte mig af andre årsager til at læse adoptionssagen med lup – og det med rottegiften var selvfølgelig ikke noget, der var faldet ned fra himlen. Det er faktisk noteret af et sygehus i juli 1962:

Diagnose: Depressio mentis: Sindsnedtrykthed. Suicidalforsøg
Oplysning gives fra hjemmet, at pt. har indtaget rottegift i suicidalt øjemed.

Oplysningen er interessant af flere årsager, og en af dem er selvfølgelig, at min psykiske sygdom, bipolar affektiv sindslidelse, er genetisk betinget, og jeg kan altså muligvis have en disposition, der kommer fra ham. Det stemmer fint med, at min biologiske mors søster ikke mente, der var nogen dispositioner på hendes side.

Den biologiske slægt er et mysterium

Den biologiske slægt er et mysterium

Kriminelle aktiviteter

Den biologiske slægt er et mysterium

Når man er adopteret, vil den biologiske slægt altid være et mysterium. Jeg har efterhånden en del års erfaring som slægtsforsker, men jeg har nul erfaring i at opspore efterslægt, for jeg har jo aldrig haft nogen at lede efter, da jeg ikke er interesseret i efterkommere af min “mor” og psykopaten. Der er en efterkommer af dem, men vedkommende interesserer mig ikke. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad det er for et menneske, da jeg har en fornemmelse af, at vi kun har ganske lidt til fælles. Men det kan selvfølgelig være helt forkert.

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret

Mens min far levede, holdt de to fødselsdage for mig: En gang den dag jeg faktisk er født og en gang den dag, de hentede mig fra børnehjemmet “Dear Home”, og de derved mente, de havde noget havde at fejre. Det, synes jeg, er både kært og kærligt. Ergo har der aldrig været noget “mystik” over adoptionen, og det er jeg glad for.

Engang i 80’erne traf jeg begge mine biologiske forældre. Hvordan i alverden jeg fandt frem til dem, ved jeg ikke. Det gik ikke videre godt:

  • Med hensyn til min biologiske mor havde jeg alt for store forventninger, da jeg så gerne ville have en mor, og det kunne hun naturligvis ikke leve op til. Jeg husker, at hun sagde, jeg var velkommen til at “glide ind i familien”, og det var jo faktisk stort af hende; det var bare ikke det, jeg ville. Det var ikke nok for mig, så kontakten døde derfor hurtigt ud.
  • Min biologiske far ville gerne overtrumfe nogle af mine dispositioner mht. til min adoptivmor. Det fandt jeg mig ikke i, så jeg lagde kniv og gaffel på Restaurant Brønnum og forlod stedet. Det var det.

Det er mange år siden, jeg fik adgangstilladelse til adoptionssagen. Om det var før eller efter, jeg blev bidt af en gal genealog (et finere ord for slægtsforsker), husker jeg ikke. Sagen er fyldt med interessante oplysninger om den biologiske familie, men adgangstilladelsen rummer også en klausul om, at jeg ikke må offentliggøre oplysningerne om forældrene eller bruge sagens indhold til at opsøge den biologiske familie.

  • Ved hver evig eneste opdatering af TNG-siden indsætter jeg derfor denne passus ved de personhenførbare oplysninger: “Ikke oplyst (75-års restriktion jf. arkivlovens § 23).”
  • Og jeg tjekker hver evig eneste gang, at jeg ikke alligevel ved en fejltagelse kommer til at afsløre noget om de biologiske forældre. Selvom de begge er døde for længst, har de selvfølgelig krav på (grav-)fred mht. rent private forhold. At de er døde, ved jeg fra familiemedlemmer.

Et interessant regelsammenstød

Engang i efteråret blev jeg opmærksom på, at der findes en enormt stor slægtsdatabase, som offentliggør alle de oplysninger, jeg ikke må offentliggøre. På en måde er jeg ligeglad. På den anden side er jeg bekymret over, om nogen finder oplysningerne og tror, de stammer fra mig, idet der ikke er angivet kilder.

Jeg kontaktede ejeren af databasen og bad ham fjerne oplysningerne. Det ville han ikke, da kirkebøgerne er offentligt tilgængelige, og derfor klagede jeg (min nød) til Datatilsynet, som i slutningen af februar udtalte, at databeskyttelsesforordningen (det vi også kalder GDPR) ikke gælder, når der er tale om “personlige eller familiemæssige aktiviteter” jf. artikel 2, stk. 2, litra c:

2. Denne forordning gælder ikke for behandling af personoplysninger:
a) under udøvelse af aktiviteter, der falder uden for EU-retten
b) som foretages af medlemsstaterne, når de udfører aktiviteter, der falder inden for rammerne af afsnit V, kapitel 2, i TEU
c) som foretages af en fysisk person som led i rent personlige eller familiemæssige aktiviteter

Jeg ringede til tilsynet og sagde, at det forstod jeg simpelthen ikke. Og det kunne de godt forstå, jeg ikke forstod, hvorfor de anbefalede mig at kontakte Rigsarkivets jurister.

Hos Rigsarkivet kunne de godt forstå min undren over, at en fuldkommen ligegyldig person set i relation til slægten lovligt kunne offentliggøre det, jeg ikke må offentliggøre. Databasens ejer er på ingen måde i slægt med min biologiske familie.

Men det er Datatilsynet, der administrerer GDPR, så det kan Rigsarkivet ikke blande sig i. Hvorimod jeg skal overholde vilkårene for adgangstilladelsen. Det virker lidt pip, men der er ikke noget at gøre. Der er tale om et solidt regelsammenstød.

Nysgerrigheden har alligevel sejret

Familiemedlemmer husker som regel temmelig dårligt og har slet ikke den hang til præcis angivelse af steder og datoer, som slægtsforskere har. Fx var jeg klar over, at min biologiske far var død “Før år 2000” ved “Trafikuheld”, der jo er et vidt begreb. Selv havde jeg som kilde noteret “Familiemedlemmer; opringning fra børn”, der heller ikke er meget værd. Der var engang, der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det unødvendigt at notere, selvom jeg havde fået at vide, at man skulle notere alt. Nu sidder jeg 15 – 19 år senere og ærgrer mig gul og grøn. Men der er jo ikke noget at gøre ved det.

Jeg havde gode oplysninger om min biologiske mor, blandt andet fordi jeg har haft kontakt med hendes søster – altså min moster.

Det haltede vedrørende min biologiske far. Jeg meldte mig derfor ind i Facebookgruppen “Slægtsforskning – søg efter nulevende efterkommere”, og læste alle tips til, hvad man kunne starte med. Det gjorde jeg men fik intet ud af det, så derfor lavede jeg selv et opslag, jeg syntes var veldokumenteret. Og herved har jeg overtrådt vilkårene for adgangstilladelsen, men jeg får vel næppe en bøde, kommer næppe i fængsel og bliver vel heller ikke udelukket fra det gode “slægtsforskerselskab”. Jeg vovede ganske enkelt øjet.

Og tænk dagen efter vidste jeg, at min biologiske far døde 56 år gammel i 1996 i det gamle Roskilde Amt. Og at jeg har tre halvsøskende født lidt rundt omkring i landet. En af dem er faktisk 20(!) år yngre end mig. Det er et mirakel at finde frem til det på 24 timer. Et gruppemedlem havde lavet en “adresseforespørgsel” (en form for opslag i CPR/Folkeregisteret). Det koster 70 – 80 kr., som hun havde betalt, og hun ville ikke engang have pengene.

Hvor vil jeg dog gerne have en eller anden form for kontakt til en af disse halvsøskende. Jeg vil så gerne låne et billede af min biologiske far, måske et billede af hans forældre og høre lidt om, hvad han var for en. Der er også nogle overleveringer, jeg kunne tænke mig at få bekræftet. Og endelig vil jeg gerne vide, om der er psykisk sygdom og/eller Autisme i familien på hans side. Begge dele er genetisk betingede. Jeg har spurgt min biologiske moster om det med diagnoserne, men hun vidste ikke noget, så det kommer næppe fra min biologiske mor.

Et andet gruppemedlem kontakter ultraforsigtigt på mine vegne mennesker med det lidt specielle efternavn pr. SMS for at spørge, om vi har samme far, og hvis det er tilfældet, om de så ønsker kontakt med mig.

Det bliver sådan set værre endnu

Jeg har virkelig bevæget mig ind på en kriminel løbebane i den forgangne uge, idet jeg også har skrevet via Messenger til en kvinde på 65, som er min kusine. Det fremgår tydeligt af kirkebøgerne, der jo altså er offentligt tilgængelige. Jeg har formuleret mig meget forsigtigt, da der for nogle mennesker er et stort ubehag ved adoptioner. Et er at jeg ikke synes, der er noget mystik ved det, men den biologiske slægt har måske mest lyst til at glemme, at jeg er til – hvis de da nogensinde har været klar over det. Det er nu fire dage siden, jeg sendte forespørgslen, så sandsynligheden for, at jeg får svar, er nok ringe. Øv.

Jeg har formuleret mig så forsigtigt som overhovedet muligt og ladet beslutning om kontakt være op til hende – jeg ønsker mig jo hverken bøder eller fængselsstraf:

Kære X

Jeg vover at skrive til dig, idet jeg tror, vi er i familie. De undersøgelser, jeg har foretaget via de offentligt tilgængelige kirkebøger, viser, at dine forældre var Y (født og død) og Z (født og død) . Min biologiske far var Æ, altså din mors bror, ergo er vi sådan set kusiner.

Jeg er i dag 58 år. Jeg har truffet Æ for mere end 35 år siden, og der har aldrig været “mystik” om, at jeg var til og at jeg var (bort-)adopteret. Det er jeg selvfølgelig vældig glad for. Jeg har tillige truffet min biologiske mor for mange år siden, og jeg er klar over, at de begge er døde for en del år siden.

Når jeg kontakter dig, skyldes det, at jeg ville være så glad for at få en lille smule viden om min biologiske familie. Der er nogle “overleveringer”, jeg ville være glad for at få enten be- eller afkræftet, og jeg ville være glad for måske at låne et eller flere billeder af Æ og måske hans forældre.

I stedet for at fortælle en masse om mig selv her, sender jeg dig i stedet et link til min hjemmeside, så du kan se, hvad jeg er for “en fisk”, og derefter tage stilling til, om du ønsker at besvare min henvendelse. Et er sikkert: jeg vil være utrolig glad for at høre fra dig. Min hjemmeside finder du her: https://stegemueller.dk og mit telefonnummer er: 22 81 17 31.

De bedste hilsner
Hanne B. Stegemüller

Jeg har også taget en DNA-test via MyHeritage

Jeg har i virkeligheden ikke meget fidus til DNA-slægtsforskning, da jeg er ret ligeglad med, om jeg nu skulle være 35 pct. afrikaner og en lille smule waliser eller sådan noget.

At få kontakt med nulevende biologiske familiemedlemmer kræver jo også, at “de andre” er så interesserede i slægten, at de også har taget en DNA-test, så der er noget at sammenligne med. Nåh, men MyHeritage havde et tilbud, så det blev ca. 350 kr. Det vil jeg trods alt gerne ofre på det ædle formål. Måske kan der komme noget spændende ud af det?

Jeg er lidt bekymret for, om MyHeritage herudover skal have penge for de sammenligninger, de laver. Jeg har på Trustpilot læst om en masse mennesker, der har fået trukket ca. 1.500 kr. på kortet. Men det fremgår ikke helt tydeligt, hvad det er betaling for. Men så skal MyHeritage få med mig at bestille.

Ugen har ikke budt på yderligere kriminelle aktiviteter. Styr på biologien kunne bare reducere den følelse alle adopterede har af at være “smidt ud med badevandet”.