Indlæg

/i , /af ,

I Roskilde med min nye familie

I Roskilde med min nye familie

Jeg savner vist ord

I Roskilde med min nye familie

I de forskellige slægtsforskningsgrupper læser jeg af og til om:

  • Ældre der på deres dødsleje fortæller et barn, at det også har en søster/bror, der aldrig har været talt om,
  • Granvoksne halvgamle mennesker (ca. på min alder), der via DNA-test finder ud af, at deres far var en anden, end ham de hele livet har anset for faderen, eller
  • At de er bortadopterede.
  • DNA-slægtsforskning er p.t. et hit; jeg har også taget en DNA-test, men har intet fået ud af det, så jeg bladrer videre.

De mennesker spørger så, hvordan de kommer videre. Og det forstår jeg til fulde.

En uhyggelig indskudt historie eller skrøne

Måske er der i en af min farfars brødres familier en lignende historie eller skrøne:

En kvinde tilbageholdes tre eller fire dage under besættelsen af tysk politi – derfor regner jeg med, at det var efter september 1943 (så vidt jeg husker, var det der, de tog politiet) og inden 4. maj 1945. Hendes to ikke ret gamle sønner er alene hjemme og må tage sig af en lille nyfødt pige. Drengene spørger naboerne om hjælp, men naboerne vil ikke hjælpe, idet kvinden muligvis var “tyskervenlig”. Kvinden fortæller tyskerne, at hun har en nyfødt derhjemme, men de er ligeglade. Da hun løslades og kommer hjem, er pigen død af sult. Det fortæller kvinden på sit dødsleje til et barnebarn. Jeg har kontakt til et andet barnebarn, der har fortalt historien, og som ikke er bange for facts.

Jeg synes, det lyder helt vanvittigt, og vil selvfølgelig gerne optrevle historien. Det er klart. Jeg har bare ingen spor at gå efter, hverken navn, årstal eller sted bortset fra “i København”, og så er det næsten umuligt med de lidt over 50 forskellige sogne på den tid.

I de år foregik der mange mærkværdige og frygtelige ting, og der kommer mere og mere for en dag. Alligevel vil jeg gerne se dokumentation. Om et par måneder kan jeg muligvis få nogle facts, der gør det muligt at finde ud af, om den lille pige virkelig fandtes. Før jeg ser det i primære kilder, stiller jeg mig altså mere end tvivlende.

Tilbage til dagens egentlige historie

Sådan har det aldrig nogensinde været for mig. Mine adoptivforældre traf meget tidligt den helt rigtige beslutning, at jeg skulle kende hele sandheden: at de havde fået mig fra et børnehjem, og at mine biologiske forældre var for unge til at have børn, og at de ikke var et “rigtigt” par. De brugte ikke udtrykket “One night stand” eller “Du skulle have været en plet på lagenet”, for det kan børn ikke forstå. Men det er sådan set sandheden.

Mine adoptivforældre holdt to fødselsdage for mig: en den dag, jeg er født, og en anden den dag, de syntes, de selv havde noget at fejre: nemlig årsdagen hvor de hentede mig i Hellerup fra “Dear Home” og tog mig med til Skjern. Ergo: der har aldrig været mystik, og da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg adoptionsbevillingen med i tasken. Måske en lidt underlig handling, men sådan var der så meget. I den står mine biologiske forældres navne.

Der er så sket det magiske, at min biologiske fars yngste barn har opsøgt mig, og vi lærer nu hinanden at kende stille og roligt. Det bliver til mange mails, hvor vi kommer vidt omkring, og i dag til en dejlig dag i Roskilde, hvor hun viste mig flere af de steder, han holdt af at komme.

Det er et menneske, jeg vældig godt kan lide, og som jeg gerne vil bruge tid med/på. Vi sætter begge pris på transparens, “ordet på bordet” og på at lægge puslespillet sammen. Jeg kan fx vældig godt lide at høre om, hvilken type menneske, han var. Jeg har gravet masser af data frem fra arkiverne, som jeg til gengæld kan give hende. Det er en fin byttehandel, hvis man kan tillade sig at kalde det sådan. Det lyder ikke så kønt; “gensidighed” er nok et bedre ord.

Det er meget specielt og meget vanskeligt at beskrive. Jeg savner vist ord. Jeg er helt sikkert glad og spændt på, hvordan det vil udvikle sig med tiden. Det er de følelser, der fylder mest – sådan ca. 95 pct.

Der er også nogle andre, men jeg ved ikke, hvad de kaldes. Det kommer nok, og negative er de under ingen omstændigheder.

/1 Kommentar/i /af

Slægtsforskning med DNA

Slægtsforskning med DNA

Jeg hoppede på vognen

Slægtsforskning med DNA

Endelig, efter at have ventet otte uger, er mit DNA-resultat fra MyHeritage kommet. Nu ved jeg, at jeg er 70,4 pct. skandinav. Det er nu ikke nogen overraskelse. Jeg kender den biologiske slægt nogenlunde godt bagud i tid fra den traditionelle slægtsforskning.

Jeg har kigget lidt på resultaterne og forsøgt at læse om alle de – for mig – nye begreber. Det mest overraskende er sådan set, at alle resultaterne er under 1,0 pct. på parametren “Fælles DNA” lige bortset fra en person ved navn Philip, der er min nulevende halvsøsters nulevende søn.

Et venligt menneske i gruppen “Slægtsforskning med DNA” oplyste, at så lavt et fælles DNA typisk peger på noget med fælles aner født tilbage fra starten af 1700-tallet, men dog også kan være med fælles aner født helt op i 1800-tallet.

Uinteressant

Indtil videre er det hele altså ganske uinteressant. Det spændende kunne være, om der på et tidspunkt dukker en nulevende fætter/kusine op, der måske kunne bidrage med et billede af min biologiske far og måske hans forældre. På min biologiske mors side har jeg masser af billeder, som hun var så sød at dele med mig. Det vil sige, at det “kun” er min fars side, der er et mysterium.

Jeg fortalte min fars ungdomskæreste på 97 år, at jeg havde indsendt en DNA-test. Hun spurgte helt fornuftigt: “Hvad vil du opnå?” Det eneste, jeg kunne svare, var det med lidt billeder af min biologiske far og måske hans forældre.

DNA er en metode, der kun er interessant, hvis “de andre” også har ladet sig teste. Eller er der jo ikke noget “at matche” op i mod. Heldigvis har jeg kun spildt ca. 350 kr. på projektet.

Rottegiften…

Jeg har i årevis ment, at min biologiske far havde et selvmordsforsøg via indtagelse af rottegift bag sig. Men eftersom jeg som så mange andre var en idiot i starten af min slægtsforskning (næsten 20 år siden) og ikke fik skrevet kilder på alt, en typisk begynderfejl, har jeg tænkt over, om det var noget, jeg havde “digtet”, om det fx var noget min biologiske mor havde fortalt eller hvor Søren, det stammede fra.

Jeg satte mig af andre årsager til at læse adoptionssagen med lup – og det med rottegiften var selvfølgelig ikke noget, der var faldet ned fra himlen. Det er faktisk noteret af et sygehus i juli 1962:

Diagnose: Depressio mentis: Sindsnedtrykthed. Suicidalforsøg
Oplysning gives fra hjemmet, at pt. har indtaget rottegift i suicidalt øjemed.

Oplysningen er interessant af flere årsager, og en af dem er selvfølgelig, at min psykiske sygdom, bipolar affektiv sindslidelse, er genetisk betinget, og jeg kan altså muligvis have en disposition, der kommer fra ham. Det stemmer fint med, at min biologiske mors søster ikke mente, der var nogen dispositioner på hendes side.

/5 Kommentarer/i /af

Den biologiske slægt er et mysterium

Den biologiske slægt er et mysterium

Kriminelle aktiviteter

Den biologiske slægt er et mysterium

Når man er adopteret, vil den biologiske slægt altid være et mysterium. Jeg har efterhånden en del års erfaring som slægtsforsker, men jeg har nul erfaring i at opspore efterslægt, for jeg har jo aldrig haft nogen at lede efter, da jeg ikke er interesseret i efterkommere af min “mor” og psykopaten. Der er en efterkommer af dem, men vedkommende interesserer mig ikke. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad det er for et menneske, da jeg har en fornemmelse af, at vi kun har ganske lidt til fælles. Men det kan selvfølgelig være helt forkert.

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret

Mens min far levede, holdt de to fødselsdage for mig: En gang den dag jeg faktisk er født og en gang den dag, de hentede mig fra børnehjemmet “Dear Home”, og de derved mente, de havde noget havde at fejre. Det, synes jeg, er både kært og kærligt. Ergo har der aldrig været noget “mystik” over adoptionen, og det er jeg glad for.

Engang i 80’erne traf jeg begge mine biologiske forældre. Hvordan i alverden jeg fandt frem til dem, ved jeg ikke. Det gik ikke videre godt:

  • Med hensyn til min biologiske mor havde jeg alt for store forventninger, da jeg så gerne ville have en mor, og det kunne hun naturligvis ikke leve op til. Jeg husker, at hun sagde, jeg var velkommen til at “glide ind i familien”, og det var jo faktisk stort af hende; det var bare ikke det, jeg ville. Det var ikke nok for mig, så kontakten døde derfor hurtigt ud.
  • Min biologiske far ville gerne overtrumfe nogle af mine dispositioner mht. til min adoptivmor. Det fandt jeg mig ikke i, så jeg lagde kniv og gaffel på Restaurant Brønnum og forlod stedet. Det var det.

Det er mange år siden, jeg fik adgangstilladelse til adoptionssagen. Om det var før eller efter, jeg blev bidt af en gal genealog (et finere ord for slægtsforsker), husker jeg ikke. Sagen er fyldt med interessante oplysninger om den biologiske familie, men adgangstilladelsen rummer også en klausul om, at jeg ikke må offentliggøre oplysningerne om forældrene eller bruge sagens indhold til at opsøge den biologiske familie.

  • Ved hver evig eneste opdatering af TNG-siden indsætter jeg derfor denne passus ved de personhenførbare oplysninger: “Ikke oplyst (75-års restriktion jf. arkivlovens § 23).”
  • Og jeg tjekker hver evig eneste gang, at jeg ikke alligevel ved en fejltagelse kommer til at afsløre noget om de biologiske forældre. Selvom de begge er døde for længst, har de selvfølgelig krav på (grav-)fred mht. rent private forhold. At de er døde, ved jeg fra familiemedlemmer.

Et interessant regelsammenstød

Engang i efteråret blev jeg opmærksom på, at der findes en enormt stor slægtsdatabase, som offentliggør alle de oplysninger, jeg ikke må offentliggøre. På en måde er jeg ligeglad. På den anden side er jeg bekymret over, om nogen finder oplysningerne og tror, de stammer fra mig, idet der ikke er angivet kilder.

Jeg kontaktede ejeren af databasen og bad ham fjerne oplysningerne. Det ville han ikke, da kirkebøgerne er offentligt tilgængelige, og derfor klagede jeg (min nød) til Datatilsynet, som i slutningen af februar udtalte, at databeskyttelsesforordningen (det vi også kalder GDPR) ikke gælder, når der er tale om “personlige eller familiemæssige aktiviteter” jf. artikel 2, stk. 2, litra c:

2. Denne forordning gælder ikke for behandling af personoplysninger:
a) under udøvelse af aktiviteter, der falder uden for EU-retten
b) som foretages af medlemsstaterne, når de udfører aktiviteter, der falder inden for rammerne af afsnit V, kapitel 2, i TEU
c) som foretages af en fysisk person som led i rent personlige eller familiemæssige aktiviteter

Jeg ringede til tilsynet og sagde, at det forstod jeg simpelthen ikke. Og det kunne de godt forstå, jeg ikke forstod, hvorfor de anbefalede mig at kontakte Rigsarkivets jurister.

Hos Rigsarkivet kunne de godt forstå min undren over, at en fuldkommen ligegyldig person set i relation til slægten lovligt kunne offentliggøre det, jeg ikke må offentliggøre. Databasens ejer er på ingen måde i slægt med min biologiske familie.

Men det er Datatilsynet, der administrerer GDPR, så det kan Rigsarkivet ikke blande sig i. Hvorimod jeg skal overholde vilkårene for adgangstilladelsen. Det virker lidt pip, men der er ikke noget at gøre. Der er tale om et solidt regelsammenstød.

Nysgerrigheden har alligevel sejret

Familiemedlemmer husker som regel temmelig dårligt og har slet ikke den hang til præcis angivelse af steder og datoer, som slægtsforskere har. Fx var jeg klar over, at min biologiske far var død “Før år 2000” ved “Trafikuheld”, der jo er et vidt begreb. Selv havde jeg som kilde noteret “Familiemedlemmer; opringning fra børn”, der heller ikke er meget værd. Der var engang, der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det unødvendigt at notere, selvom jeg havde fået at vide, at man skulle notere alt. Nu sidder jeg 15 – 19 år senere og ærgrer mig gul og grøn. Men der er jo ikke noget at gøre ved det.

Jeg havde gode oplysninger om min biologiske mor, blandt andet fordi jeg har haft kontakt med hendes søster – altså min moster.

Det haltede vedrørende min biologiske far. Jeg meldte mig derfor ind i Facebookgruppen “Slægtsforskning – søg efter nulevende efterkommere”, og læste alle tips til, hvad man kunne starte med. Det gjorde jeg men fik intet ud af det, så derfor lavede jeg selv et opslag, jeg syntes var veldokumenteret. Og herved har jeg overtrådt vilkårene for adgangstilladelsen, men jeg får vel næppe en bøde, kommer næppe i fængsel og bliver vel heller ikke udelukket fra det gode “slægtsforskerselskab”. Jeg vovede ganske enkelt øjet.

Og tænk dagen efter vidste jeg, at min biologiske far døde 56 år gammel i 1996 i det gamle Roskilde Amt. Og at jeg har tre halvsøskende født lidt rundt omkring i landet. En af dem er faktisk 20(!) år yngre end mig. Det er et mirakel at finde frem til det på 24 timer. Et gruppemedlem havde lavet en “adresseforespørgsel” (en form for opslag i CPR/Folkeregisteret). Det koster 70 – 80 kr., som hun havde betalt, og hun ville ikke engang have pengene.

Hvor vil jeg dog gerne have en eller anden form for kontakt til en af disse halvsøskende. Jeg vil så gerne låne et billede af min biologiske far, måske et billede af hans forældre og høre lidt om, hvad han var for en. Der er også nogle overleveringer, jeg kunne tænke mig at få bekræftet. Og endelig vil jeg gerne vide, om der er psykisk sygdom og/eller Autisme i familien på hans side. Begge dele er genetisk betingede. Jeg har spurgt min biologiske moster om det med diagnoserne, men hun vidste ikke noget, så det kommer næppe fra min biologiske mor.

Et andet gruppemedlem kontakter ultraforsigtigt på mine vegne mennesker med det lidt specielle efternavn pr. SMS for at spørge, om vi har samme far, og hvis det er tilfældet, om de så ønsker kontakt med mig.

Det bliver sådan set værre endnu

Jeg har virkelig bevæget mig ind på en kriminel løbebane i den forgangne uge, idet jeg også har skrevet via Messenger til en kvinde på 65, som er min kusine. Det fremgår tydeligt af kirkebøgerne, der jo altså er offentligt tilgængelige. Jeg har formuleret mig meget forsigtigt, da der for nogle mennesker er et stort ubehag ved adoptioner. Et er at jeg ikke synes, der er noget mystik ved det, men den biologiske slægt har måske mest lyst til at glemme, at jeg er til – hvis de da nogensinde har været klar over det. Det er nu fire dage siden, jeg sendte forespørgslen, så sandsynligheden for, at jeg får svar, er nok ringe. Øv.

Jeg har formuleret mig så forsigtigt som overhovedet muligt og ladet beslutning om kontakt være op til hende – jeg ønsker mig jo hverken bøder eller fængselsstraf:

Kære X

Jeg vover at skrive til dig, idet jeg tror, vi er i familie. De undersøgelser, jeg har foretaget via de offentligt tilgængelige kirkebøger, viser, at dine forældre var Y (født og død) og Z (født og død) . Min biologiske far var Æ, altså din mors bror, ergo er vi sådan set kusiner.

Jeg er i dag 58 år. Jeg har truffet Æ for mere end 35 år siden, og der har aldrig været “mystik” om, at jeg var til og at jeg var (bort-)adopteret. Det er jeg selvfølgelig vældig glad for. Jeg har tillige truffet min biologiske mor for mange år siden, og jeg er klar over, at de begge er døde for en del år siden.

Når jeg kontakter dig, skyldes det, at jeg ville være så glad for at få en lille smule viden om min biologiske familie. Der er nogle “overleveringer”, jeg ville være glad for at få enten be- eller afkræftet, og jeg ville være glad for måske at låne et eller flere billeder af Æ og måske hans forældre.

I stedet for at fortælle en masse om mig selv her, sender jeg dig i stedet et link til min hjemmeside, så du kan se, hvad jeg er for “en fisk”, og derefter tage stilling til, om du ønsker at besvare min henvendelse. Et er sikkert: jeg vil være utrolig glad for at høre fra dig. Min hjemmeside finder du her: https://stegemueller.dk og mit telefonnummer er: 22 81 17 31.

De bedste hilsner
Hanne B. Stegemüller

Jeg har også taget en DNA-test via MyHeritage

Jeg har i virkeligheden ikke meget fidus til DNA-slægtsforskning, da jeg er ret ligeglad med, om jeg nu skulle være 35 pct. afrikaner og en lille smule waliser eller sådan noget.

At få kontakt med nulevende biologiske familiemedlemmer kræver jo også, at “de andre” er så interesserede i slægten, at de også har taget en DNA-test, så der er noget at sammenligne med. Nåh, men MyHeritage havde et tilbud, så det blev ca. 350 kr. Det vil jeg trods alt gerne ofre på det ædle formål. Måske kan der komme noget spændende ud af det?

Jeg er lidt bekymret for, om MyHeritage herudover skal have penge for de sammenligninger, de laver. Jeg har på Trustpilot læst om en masse mennesker, der har fået trukket ca. 1.500 kr. på kortet. Men det fremgår ikke helt tydeligt, hvad det er betaling for. Men så skal MyHeritage få med mig at bestille.

Ugen har ikke budt på yderligere kriminelle aktiviteter. Styr på biologien kunne bare reducere den følelse alle adopterede har af at være “smidt ud med badevandet”.

/i /af

Arv contra miljø – DNA i slægtsforskning

Arv contra miljø - DNA i slægtsforskning

Skal eller skal ikke?

Arv contra miljø – DNA i slægtsforskning

Der er en “bevægelse” i slægtsforskning disse år, og det er, at mange tager en DNA-test. Folk, der ikke ved noget om slægtsforskning, tror af og til, at de kan bruge testen til at at opbygge deres slægtstræ. Det er en fuldkommen fejlslutning. Som Jacob Green og Anders Mørup-Petersen fortæller i denne spændende artikel, kan en DNA-test i stedet bruges til at supplere den traditionelle slægtsforskning.

Jeg har styr på den biologiske slægt

Jeg er adopteret, har truffet begge mine biologiske forældre (begge er døde for længst) og har efterhånden ret godt styr på min biologiske slægt vha. traditionel slægtsforskning mange generationer tilbage. Min biologiske moster slægtsforsker også, og hun er meget dygtig. Jeg er enig med hende i langt det meste af det, hun præsenterer i sit træ.

Men efterhånden som jeg dykker ned også i den biologiske slægt melder tankerne om arv contra miljø sig naturligvis. På min biologiske mors side var de ret godt kørende: Masser af ingeniører, retspræsidenter, direktører og andet godtfolk. På min biologiske fars side ser det meget anderledes ud: fattige fiskere, indsiddere (det er en, der bor til leje) og husmænd på Lollands yderspidser er nøgleord. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan de overhovedet mødte hinanden.

Gad vide hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg var blevet hos min biologiske mor og hendes næste partner? Forbindelsen til min biologiske far var vist nok “et engangsknald”, og jeg skulle have været “en plet på lagenet”. Jeg har altid respekteret hende for, at hun ikke gav sig i kast med brun sæbe, strikkepinde eller lignende af datidens metoder, før aborten blev fri. Hun gifter sig med mine halvsøskendes far i maj 1968.

Hvad er målet?

Man skal gøre sig sit formål bevidst, inden man hiver visakortet frem, også selv om det er blevet meget billigere med årene.

Jeg er blevet nysgerrig mht. DNA test – og det skal være en “FTDNA” – da jeg ikke bruger MyHeritage eller andre amerikanske pengemaskiner. Jeg dyrker traditionel slægtsforskning.

  • Der står et sted (i 2018): “En autosomal DNA test (hedder FamilyFinder på FTDNA) kan spore slægtskab 360 grader ca. 4-6 generationer tilbage – dvs. at man kan spore personer, der har taget samme test og som man er i familie med 4-6 led tilbage.”
    • Vil jeg overhovedet få noget ud af det, når jeg allerede har afdækket de 4-6 generationer vha. traditionel slægtsforskning? Er det spild af penge?
    • Og det kræver, at de interesserer sig så meget for slægten, at de har taget en test. Det ville være en tilfældighed.
  • Jeg vil måske kunne få kontakt til levende efterkommere, men ved ikke helt, hvad jeg skulle med dem. Følelser, minder, had, kærlighed osv. hører jo til i adoptivslægten.
    • Hvis jeg nu traf fx en biologisk fætter, ville han måske låne mig nogle billeder, og jeg ville være glad for et billede af min biologiske far. Men hvad skulle vi derudover tale om? Jeg ville have lige så meget til fælles med ham som en kunde i køen hos Irma.
  • Kræver kontakt og givende input ikke, at “de andre” også har indsendt en datafil-fil til firmaet? Dvs. de skal også slægtsforske. Igen er vi ude i tilfældigheder.
  • Min traditionelle slægtsforskning har ikke vist noget om psykiske sygdomme, men jeg har selv to psykiatriske diagnoser, der begge er genetisk betingede. Det eneste, jeg ved, er, at min biologiske far engang forsøgte selvmord ved hjælp af rottegift. Derfor tænker jeg, at han måske havde en depression – og jeg er selv bipolar, så det kunne hænge sammen. Det ville være morderligt interessant.

En spændende Facebookgruppe

Jeg har meldt mig ind i Facebookgruppen “DNA i slægtsforskning” i et forsøg på at få input til ovenstående spørgsmål. Spørgsmålene var formuleret lidt anderledes der (mere med slægtsforskerbriller). Jeg bad om input, overvejelser for og imod samt erfaringer, og det var indledningsvist vanskeligt at få konkrete svar, men jo ældre tråden blev, desto bedre blev svarene. Der kom efterhånden erfarne folk på, som sendte nogle spændende svar, der lærte mig, at DNA-slægtsforskning er noget ganske andet end det, jeg bruger en stor del af mit liv på.

Noget af det, de påpeger, er, de interessante muligheder for at finde “fejl i kirkebøgerne”. Hvem siger egentlig, at en far er en far? En mor kunne jo have “glemt” at fortælle, at der også kunne være en anden eller flere andre kandidater?

Min ven i Esbjerg

Min ven i Esbjerg slægtsforsker også, så jeg ringede til ham for at høre hans mening. Hvis det var ham selv, ville han have bekymringer om, hvor data i sidste ende havner, da alle spytprøverne sendes til USA for analyse. Hvor meget videregives og til hvem? Hvilken kontrol har vi med vores genetik? Kan forsikringsselskaber fx pludselig sige, at “med din sygdomsprofil vil vi ikke forsikre dig”?

Det er helt relevante spørgsmål, men datasikkerhed mv. bekymrer ikke mig. Mit liv med op- og nedture ligger alligevel tilgængeligt på nettet, og jeg har ingen pårørende, jeg skal tage hensyn til.

Det ender nok IKKE med en test

Jeg spurgte et af firmaerne, om de ville kunne fortælle noget om “det psykiatriske ophav”. Det kan de ikke, og da de ikke kan fortælle om mere end fem til seks generationer bagud, vil jeg ikke få noget ud af det. Dem har jeg allerede selv afdækket med de gammelkendte og traditionelle metoder, som jeg stoler mere på.

Jeg har også haft skrevet lidt om DNA i slægtsforskningen i januar her, og der kom jeg til de samme konklusioner. Denne gang er det på et mere oplyst grundlag. Nu holder jeg mig til dem og glemmer resten.