Tag Archive for: DNA

Arv contra miljø – DNA i slægtsforskning

Arv contra miljø - DNA i slægtsforskning

Skal eller skal ikke?

Arv contra miljø – DNA i slægtsforskning

Der er en “bevægelse” i slægtsforskning disse år, og det er, at mange tager en DNA-test. Folk, der ikke ved noget om slægtsforskning, tror af og til, at de kan bruge testen til at at opbygge deres slægtstræ. Det er en fuldkommen fejlslutning. Som Jacob Green og Anders Mørup-Petersen fortæller i denne spændende artikel, kan en DNA-test i stedet bruges til at supplere den traditionelle slægtsforskning.

Jeg har styr på den biologiske slægt

Jeg er adopteret, har truffet begge mine biologiske forældre (begge er døde for længst) og har efterhånden ret godt styr på min biologiske slægt vha. traditionel slægtsforskning mange generationer tilbage. Min biologiske moster slægtsforsker også, og hun er meget dygtig. Jeg er enig med hende i langt det meste af det, hun præsenterer i sit træ.

Men efterhånden som jeg dykker ned også i den biologiske slægt melder tankerne om arv contra miljø sig naturligvis. På min biologiske mors side var de ret godt kørende: Masser af ingeniører, retspræsidenter, direktører og andet godtfolk. På min biologiske fars side ser det meget anderledes ud: fattige fiskere, indsiddere (det er en, der bor til leje) og husmænd på Lollands yderspidser er nøgleord. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan de overhovedet mødte hinanden.

Gad vide hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg var blevet hos min biologiske mor og hendes næste partner? Forbindelsen til min biologiske far var vist nok “et engangsknald”, og jeg skulle have været “en plet på lagenet”. Jeg har altid respekteret hende for, at hun ikke gav sig i kast med brun sæbe, strikkepinde eller lignende af datidens metoder, før aborten blev fri. Hun gifter sig med mine halvsøskendes far i maj 1968.

Hvad er målet?

Man skal gøre sig sit formål bevidst, inden man hiver visakortet frem, også selv om det er blevet meget billigere med årene.

Jeg er blevet nysgerrig mht. DNA test – og det skal være en “FTDNA” – da jeg ikke bruger MyHeritage eller andre amerikanske pengemaskiner. Jeg dyrker traditionel slægtsforskning.

  • Der står et sted (i 2018): “En autosomal DNA test (hedder FamilyFinder på FTDNA) kan spore slægtskab 360 grader ca. 4-6 generationer tilbage – dvs. at man kan spore personer, der har taget samme test og som man er i familie med 4-6 led tilbage.”
    • Vil jeg overhovedet få noget ud af det, når jeg allerede har afdækket de 4-6 generationer vha. traditionel slægtsforskning? Er det spild af penge?
    • Og det kræver, at de interesserer sig så meget for slægten, at de har taget en test. Det ville være en tilfældighed.
  • Jeg vil måske kunne få kontakt til levende efterkommere, men ved ikke helt, hvad jeg skulle med dem. Følelser, minder, had, kærlighed osv. hører jo til i adoptivslægten.
    • Hvis jeg nu traf fx en biologisk fætter, ville han måske låne mig nogle billeder, og jeg ville være glad for et billede af min biologiske far. Men hvad skulle vi derudover tale om? Jeg ville have lige så meget til fælles med ham som en kunde i køen hos Irma.
  • Kræver kontakt og givende input ikke, at “de andre” også har indsendt en datafil-fil til firmaet? Dvs. de skal også slægtsforske. Igen er vi ude i tilfældigheder.
  • Min traditionelle slægtsforskning har ikke vist noget om psykiske sygdomme, men jeg har selv to psykiatriske diagnoser, der begge er genetisk betingede. Det eneste, jeg ved, er, at min biologiske far engang forsøgte selvmord ved hjælp af rottegift. Derfor tænker jeg, at han måske havde en depression – og jeg er selv bipolar, så det kunne hænge sammen. Det ville være morderligt interessant.

En spændende Facebookgruppe

Jeg har meldt mig ind i Facebookgruppen “DNA i slægtsforskning” i et forsøg på at få input til ovenstående spørgsmål. Spørgsmålene var formuleret lidt anderledes der (mere med slægtsforskerbriller). Jeg bad om input, overvejelser for og imod samt erfaringer, og det var indledningsvist vanskeligt at få konkrete svar, men jo ældre tråden blev, desto bedre blev svarene. Der kom efterhånden erfarne folk på, som sendte nogle spændende svar, der lærte mig, at DNA-slægtsforskning er noget ganske andet end det, jeg bruger en stor del af mit liv på.

Noget af det, de påpeger, er, de interessante muligheder for at finde “fejl i kirkebøgerne”. Hvem siger egentlig, at en far er en far? En mor kunne jo have “glemt” at fortælle, at der også kunne være en anden eller flere andre kandidater?

Min ven i Esbjerg

Min ven i Esbjerg slægtsforsker også, så jeg ringede til ham for at høre hans mening. Hvis det var ham selv, ville han have bekymringer om, hvor data i sidste ende havner, da alle spytprøverne sendes til USA for analyse. Hvor meget videregives og til hvem? Hvilken kontrol har vi med vores genetik? Kan forsikringsselskaber fx pludselig sige, at “med din sygdomsprofil vil vi ikke forsikre dig”?

Det er helt relevante spørgsmål, men datasikkerhed mv. bekymrer ikke mig. Mit liv med op- og nedture ligger alligevel tilgængeligt på nettet, og jeg har ingen pårørende, jeg skal tage hensyn til.

Det ender nok IKKE med en test

Jeg spurgte et af firmaerne, om de ville kunne fortælle noget om “det psykiatriske ophav”. Det kan de ikke, og da de ikke kan fortælle om mere end fem til seks generationer bagud, vil jeg ikke få noget ud af det. Dem har jeg allerede selv afdækket med de gammelkendte og traditionelle metoder, som jeg stoler mere på.

Jeg har også haft skrevet lidt om DNA i slægtsforskningen i januar her, og der kom jeg til de samme konklusioner. Denne gang er det på et mere oplyst grundlag. Nu holder jeg mig til dem og glemmer resten.

MyHeritage

MyHeritage

MyHeritage – en pengemaskine

Jeg har mange holdninger til MyHeritage, der er et verdensomspændende online-slægtstræ, der har eksisteret i omkring 20 år og har 13 mia. (ja du læste rigtigt) personer i databasen. De har et samarbejde med Statens Arkiver her i landet, og tilsvarende institutioner i andre lande, så man fx kan se mange folketællinger hos dem. Dem kan man nu bare gå på Arkivalier Online og se ganske gratis. I Danmark er alle basale data i form af kirkebøger og folketællinger scannet ind, så man nu kan sidde hjemme og lede efter basisoplysningerne. Det rigtig spændende, skal man stadig på arkivet for at finde.

Alligevel har jeg sluttet mig til MyHeritage for et år, selvom jeg synes, det er for dyrt. Jeg uploadede bare for sjov min fil med afdøde, og kiggede mig lidt omkring efter andre med mit efternavn. Der var ca. 6 – 700 – temmelig meget skrevet (forkert) af efter mig, masser af rod og sjusk og forkert bogstavering. Og så kunne jeg se rigtig mange af mine billeder brugt i andres slægtstræer. Jeg vænner mig aldrig til, at sådan er det, når man har noget på nettet. Folk stjæler med arme og ben, og muligvis især de slægtsforskere, der jagter det størst mulige slægtstræ. De kunne da i det mindste angive mig som kilde eller spørge først.

Der var dog også et nogle få personer i Belgien, det kunne være interessant at kontakte. De hed i hvert  fald “Stegemüller”, og det var for en gangs skyld stavet rigtigt.

En opringning fra MyHeritage

Der gik højst 25 minutter, fra jeg havde oprettet en konto og uploadet min fil, til jeg havde en sælger i røret. De havde endnu ikke fået mine kort-oplysninger. Jeg har sjældent været ude for noget lignende.

Alle mine fordomme blev bekræftet. Han ville gerne sælge mig et komplet abonnement for fem år for bare lidt over 8.200 kr. Han må da være vanvittig. Efter lang tids parlamenteren frem og tilbage, hvor han sendte mig flere tilbud, som jeg bare skulle acceptere i PayPal, endte jeg med et komplet abonnement i et enkelt år med et afslag på 35 pct. i prisen. Mere ser jeg ingen grund til at betale, når jeg har min egen private side med slægtsforskning, som jeg selv har kontrol over og inden jeg ved, hvad det går ud på.

Som salgsargument brugte han, at de havde backup. Hrm… det har jeg også selv i rigelige mængder. Det var af en eller anden grund svært at forklare ham.

Han var en rigtig sælger, der komplimenterede mig for mit engelsk, der nu nok meget gennemsnitligt, sagde at det var sjældent, de fik så stor en fil osv. Det var om at holde godt fast i bordkanten for ikke at bide på krogen. Pludselig forstår jeg, at det firma er så stort i den verden, når de har sælgere til at sidde og holde øje med, hvornår der kommer en ny bruger/fil og herefter kontakte vedkommende telefonisk.

MyHeritage

Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER / Emilie Margrethe NIELSEN. Fået fra Helle Jensen, Rigmor Stegemüllers barnebarn.

DNA-test

En ting, der altid har undret mig ved de store internationale træer og firmaer er, at de går meget op i DNA-tests for via den vej at sætte folk fra hele verden sammen. Det har jeg aldrig set nogen grund til, men han ville meget gerne sælge mig en DNA-test for kun 439 kr. Den kan jeg ikke se, hvad jeg skal med. Min interesse er fortællingerne om menneskerne ikke at få så stor en database som muligt. Og der er ikke meget fortælling knyttet til et DNA-spor. Det kunne dog måske have den fordel, at det var korrekt?

Jeg har ikke forstand på det, men ved, man tager noget spyt fra mundhulen og analyserer det. Så må det vel være valide data, der dukker op, når de bliver sammenlignet med andre? Det kunne selvfølgelig være sjovt nok at finde nogle nulevende i Indien eller lignende steder, men nej jeg er for traditionsbunden en slægtsforsker til det.

Farvelægning af gamle billeder?

Det, der overhovedet fik mig til at kigge ind på MyHeritage’ side, var deres forholdsvist nye tilbud om farvelægning af gamle billeder. På hjemmesiden har de en række eksempler på “forbedringerne”. Tænk jeg synes, det er synd. Jeg har for megen pietetsfølelse og veneration for de gamle billeder. Skulle oldefar og oldemor her til højre pludselig være i farver?

Jeg er imidlertid stødt på flere, der gør det i at “restaurere” billederne, og der er nogle, der gå vældigt op i det. Også det er jeg alt for traditionsbunden til.