Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Skal vi tænke psykiatrien forfra?

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Jeg har fået og får en fremragende behandling i psykiatrien (både i hospitalspsykiatrien og i Distriktspsykiatrien), men hvis vi skal redde psykiatrien, der ved Gud er nødlidende, skal vi måske tænke den helt forfra? Måske er det slet ikke nok bare at tænke i manglende millioner og milliarder? Måske skal vi satse på et at skabe holdbare relationer mellem mennesker og blive ved at stille krav til brugerne?

Denne artikel er blev til med inspiration fra en professionel, der ser mange psykiatribrugere men ikke er ansat i psykiatrien. At skabe debat på området er stort set umuligt. Det er som at slå i en dyne, og jeg overvejer, hvad det kan skyldes.

Man siger “Du snakker, som du har forstand til”. Hvordan skulle jeg kunne andet? Det er da logik. Jeg vil kunne angribes for at skrive, som jeg har forstand til. Det er helt fint! Bare du gør det i kommentarfeltet nederst. Jeg skal nok svare sammesteds!

Psykiatribrugerne skal understøtte de professionelle

Jeg vil så gerne skabe et forum, der kan understøtte de professionelle på området. Et sted, de professionelle kan rette henvendelse og bede om input, empiri, hjælp, inspiration – you name it. Mulighederne er legio.

Vi kan godt og mange os har årelange erfaringer både fra arbejdsmarkedet og fra psykiatrien.

Jeg har præsenteret forskellige klinikere for idéen, og flere siger, den er god, men den er åbenbart så usædvanlig, at den er vanskelig at forklare. Til tider skal jeg gentage mig selv fem gange, før det går op for min samtalepartner, at jeg simpelthen vil “vende bøtten”.

Vi har ressourcer og vi har noget at byde på. Vi er ikke kun nogle, der skal hjælpes af systemet. Vi er ikke kun passive modtagere.

Jeg har ledt med lys og lygte efter andre psykiatribrugere, der er politisk interesserede, for de må da findes, men jeg har aldrig fundet nogen. Når jeg tænker tilbage på de mange medpatienter, jeg har haft siden sommeren 2014, kan jeg også kun komme i tanke om en eneste blandt vel nogle hundrede, der kunne være relevant. Og jeg kender kun hans fornavn, så han er umulig at opspore. Det er årevis siden, men jeg husker stadig, at han sagde: “Jeg er altid psykisk sårbar; men når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt”. Han var en klog fyr, der kunne mere end at lægge puslespil, spille Ludo eller Uno.

Hvorfor findes de interesserede psykiatribruger ikke?

Når det er så svært at finde “medsammensvorne”, skyldes det så, at psykiatribrugerne mister fodfæstet undervejs i hele processen? Mister de initiativet? Bliver de så sløvede af medicinen, at de ingen tanker tænker mere? Eller bliver de så udslidte af kampen for/imod arbejdsmarkedet, at de til sidst er fuldkommen nedbrudte?

Holder vi mennesker unødigt længe på medicinen -> så de bliver passive -> så de ikke gør nogen skade? Dette betyder ikke, at jeg på nogen måde bifalder Professor Peter C. Gøtzsche.

Jeg har et lille sjovt eksempel a propos medicinen: Jeg har en smart vægt, der gemmer resultater. En dag fik jeg den tanke at veje mig; det er ikke noget, jeg går op i, for jeg kan jo mærke om bukserne strammer eller ej. Det er indikator nok for mig.

Nå, men jeg startede appen og steg op på vægten. Seneste vejning var fra den 27. april 2018: 71,3 kg. og BMI på 26,2. Forskellen til nu er så stor, at appen spurgte: “Er du sikker på, at det er den samme person?”. Her er kun mig, så det kunne jeg bekræfte. Dagens tal var 58,9 kg. og BMI på 21,6. Jeg har absolut intet gjort for at tabe mig. Jeg er for doven og uinteresseret til at motionere, så det er jeg hverken holdt op med eller begyndt på. Jeg er begyndt at lave (ganske vist sund) mad fra HelloFresh fem gange ugentligt. Jeg er ikke begyndt at ryge, for det har jeg “altid” gjort. Den eneste ændring, jeg kan få øje på, er, at at jeg næsten ikke tager noget medicin mere. Det er da tankevækkende!

Hvad kunne vi gøre i stedet?

Hvad ville der ske, hvis vi turde tænke det hele forfra?

Hvad ville der mon ske, hvis vi for flertallet af psykiatribrugerne (for de fleste er jo velfungerende og bare sårbare, indtil de bliver syge) prøvede et kort øjeblik at løfte blikket bare en anelse fra diagnoserne og så på den enkeltes funktionsniveau? Okay, her niveauet, hvad kan vi gøre for at afhjælpe det, du lige nu ikke kan håndtere ved egen kraft?

Så ville vi fortsat stille krav til mennesker = vi ville fortsat respektere, at du er et menneske. Min erfaring er, at folk gerne vil deltage i samfundslivet og fx gerne vil arbejde. Lige nu kan de bare ikke. Hvad ville der ske, hvis vi i stedet stillede afpassede krav?

Hvad ville der ske, hvis det ikke nærmest var en umulighed at skaffe en psykolog på en psykiatrisk afdeling? Hvad ville der ske, hvis vi sørge for muligheden for at opbygge vedvarende relationer mellem behandlere og patienter? Millioner og milliarder afhjælper ikke de manglende vedvarende relationer.

Selv er jeg været så lykkelig for, at mine behandlere (lige bortset fra lægerne) har været de samme gennem alle årene. Der har været – og er – gennemgående figurer, som jeg er fuldkommen tryg ved. Har jeg bare været heldig? Nej, jeg har gennem hele processen haft overblik og overblikket har gjort, at jeg kunne stille krav til min behandling. Derfor har jeg fået en fremragende behandling.

Lige nu sker der det, at folk giver op og giver slip. Kun få undgår at miste de vigtigste kognitive funktioner. De fleste mister overblikket over deres eget liv. Det er et skråplan. Og det må vi da kunne lave om på?


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

6 Svar
  1. Mikkel Emil Hee Andersen
    Mikkel Emil Hee Andersen siger:

    Helt ærligt …. JA.

    I min optik er systemet så udhulet og så banket vind og skævt at det nok ville være billigere og lettere at starte fra bunden.

    Jeg har ikke været ramt af mere alvorlige psykiske lidelser (selvom jeg synes min ADHD er slem nok) … jeg har kunnet leve en NOGENLUNDE almindeligt liv, selvom de ting jeg har kæmpet med har været massive.

    Men det psykiatriske system jeg har mødt har været en blanding af skidedygtige mennesker som kæmper med at hjælpe patienter i nogle rammer som er så indskrænkede at hjælpen kun kan betegnes som værende halvhjertet … og en ting er at man lader folk som mig i stikken som alligevel fungerer bare nogenlunde. NOGET HELT ANDET er når man svigter de mennesker som er allermest udsatte og som vitterligt har brug for hjælp, ikke om lidt, ikke imorgen eller om en måned … men NU.

    At systemet er så presset at man udskriver mennesker som ikke er raske og lader den i stikken indtil næste gang det ramler for dem.

    Aldrig har så mange haft så meget brug for hjælp og et system så ringe til at give den hjælp som folk har brug for … men det er heller ikke let når vi har politikere som anser terapi som hyggesnak eller som har en vrangforestilling om at når man er syg så skal der bare medicin til … sandheden er at psykisk sygdom er sindssygt svært at behandle … min ADHD er både en håndgribelig medicinsk problemstilling …. og medicin hjælper selvom jeg lige i skrivende stund er ved at komme mig over en rutsjetur af en anden verden fordi jeg er begyndt på en anden type medicin som kroppen skal vænne sig til.

    En anden er at den er forstærket af en opvækst som har efterladt mig med et følelsesregister der er lige så funktionelt som det danske skinnenet når frosten sætter ind … det gøres hverken lettere eller bedre at jeg først blev udredt som voksen.

    Hvorfor skriver jeg det her i et offentligt forum … jo … den der hyggesnak som Søren Pape kaldte psykoterapi … beskriver netop den misforståelse der er omkring psykisk sygdom … en misforståelse jeg nok også selv har haft … indtil det går op for mig hvordan jeg med min diagnose har betragtet verden, hvordan jeg med min opvækst og med min baggage har betragtet og forsøgt at navigere.
    Det har kostet ekstremt dyrt for mig … det har kostet uhyggeligt dyrt at nå hertil … det har kostet mig mit forhold fordi min eks ikke kunne mere … min søn har betalt en pris fordi hans far havde svært ved at magte tilværelsen … og det er først i en alder af 37, at jeg er nået dertil hvor jeg er begyndt at kunne trække vejret og at min egen far fik mig sat i forbindelse med en terapeut som kan sit kram … mødte jeg en dag Søren Pape Poulsen … så ville jeg forklare ham af den hyggesnak som han snakker om er noget hvor jeg hellere ville gøre mange andre ting, fordi efter halvanden time hos min terapeut så føles det som om jeg har løbet et marathon … Jeg bruger efterfølgende flere timer på at finde roen til at kunne noget så banalt som at kunne falde i søvn.

    Så hyggesnakken kan han for at sige det på godt dansk … stikke derop for solen ikke skinner … sådanne udtalelser er med til at stigmatisere og i sidste ende presse nogle mennesker til ikke at opsøge den hjælp de måske netop har brug for.

    Men skal systemet gentænkes skal det være uden politisk indflydelse … eller ihvertfald skal den begrænses og vores politikere skal være så ydmyge og kunne acceptere at de overordnet set ved lige så meget om psykiatri som jeg gør om oldgræsk eller kvantefysik … og derfor ikke er noget jeg vil kloge mig om.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mikkel

      Mange tak for din kommentar, der – af spamhensyn – lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her på siden. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Jeg har for 99,98 pct.’s vedkommende kun mødt enormt dygtige medarbejdere i psykiatrien – medarbejdere, der kæmper mod vejrmøller og for deres patienter. At lægerne må kigge hen ad gangen om morgenen og se “hvem er mindst dårlig?” er absurd. Det synd for patienterne, men det er også synd for lægerne! Jeg forstår godt, de ikke kan holde til det og søger væk.

      Jeg har på ingen måde en eller anden fastlåst holding til, om medicin er godt eller skidt. Og derfor er jeg ikke bare tilhænger af Peter Gøtzsche. Jeg synes, han er alt for firkantet. Det må da komme an på den enkelte patient, vedkommendes symptomer og evne til at samarbejde med læger/øvrige behandlere. Jeg har spist meget af min medicin, fordi det var pinedød nødvendigt (ellers havde jeg været død). Men to hamrende dygtige og dejlige medarbejdere på Psykiatrisk Center Glostrup konstaterede til sidst, at jeg var meget bivirkningsfølsom (hed det vist), så pludselig kunne jeg ikke se, pludselig kunne jeg ikke ramme tasterne på tastaturet osv. Det var forfærdeligt, og jeg var nærmest invalid. For mig var ECT den rigtige løsning. Men det krævede en ekstremt dygtig overlæge, en ditto farmaceut og en professor at se den løsning.

      Søren Pape Poulsen? Glem ham. Når han tror, Afrika er et sted på Grønland (eller omvendt), er han da ikke en person, du skal spilde dit krudt på! Mit liv er i hvert fald for kort til ham.

      • Mikkel Emil Hee Andersen
        Mikkel Emil Hee Andersen siger:

        Jeg er heller ikke imod medicin … jeg ville ikke undvære den især når det har været sværest.

        Men det er problematisk når man ensidigt fokusere på medicinen og ikke på at man også gerne skulle kunne forbedre sin situation … det er trods alt det medicinen (for ADHD’ens vedkommende) er der til.

        De behandlere som jeg har mødt igennem mine forløb har været meget 50/50 … nogle har helt klart været nogen der absolut ville gøre deres bedste under nogle forhold som var vanskelige og ja hvor man måtte prioritere dem der havde størst behov … men jeg har også mødt nogen som ganske givet har villet, men som burde søge ud fordi de var brændt ud eller ikke magtede at levere den hjælp som deres stilling krævede … helt iskoldt.

        Allerværst var den sidste psykiater som var tilknyttet mig … undskyld mig aldrig har jeg følt mig mere som et nummer eller som endnu en samling sider i en mappe … uanset hvad jeg forsøgte at sige til vedkommende så var det ren automatreaktion og når jeg blev tilbudt et forløb med psykoedukation … så beklager, men de der stod og fortalte om hvordan det er at have ADHD anede ikke hvad de snakkede om, men refererede til noget powerpoint som man havde fornemmelsen af at de knapt nok selv havde læst igennem … men havde stor gavn af at høre de andre der var til stede … f.eks. lærte jeg at jeg absolut ikke var så velmedicineret som min psykiater mente jeg var, da jeg kæmpede med enorme bivirkninger og alle forsøg på at få justeret noget som helst blev blankt afvist.

        til gengæld så mødte jeg det diemetralt modsatte da jeg blev sendt til Esbjerg efter ønske og aftale med min egen læge … jeg ledte ikke efter medlidenhed, men efter nogen der anerkendte den krise jeg sad midt i og jeg blev faktisk hørt. Min egen læge har gjort mere for mig og for at finde den rigtige medicinering end nogen anden har gjort i den tid jeg var inde i psykiatrien.

        Det er fandeme sørgeligt for at være ærlig… men jeg bebrejder ikke personalet, men at systemet som det er nu er så faldefærdigt at det er som at tømme en balje vand med en pastaske.

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Mikkel

          Tak for din kommentar og undskyld det sene svar. Din kommentar var af en eller anden grund gået i spamfælden (det er vist kun den tredie på 15 år).

          Jamen så er vi jo helt enige om, at man ikke alene bør fokusere på medicinen. Det er jo faktisk også det jeg skriver om: “Nemlig hvad er funktionsniveauet, og hvordan kan vi afhjælpe det, du ikke kan lige nu?”

          Jeg tror, alle mennesker i sundhedsvæsenet (både psykiatriske og somatiske patienter) har mødt div. medarbejdere, der ikke helt har magtet opgaven. Og det er pokkers ubehageligt, når man som patient oplever det. Jeg har også prøvet det. Jeg synes bare man skal huske på, at det kan ske for medarbejdere i alle faggrupper.

          Det er dejligt, du har sådan en god e.l.! Min er også god, og jeg frygter den dag, hun går på pension, for jeg har haft hende siden 1/8-1990 …, hvor jeg flyttede til Vanløse.

          Ja – der må ske noget med sundhedsvæsenet, for det står foran afgrunden. Og det er synd for både medarbejdere og patienter.

  2. Mette Askov
    Mette Askov siger:

    Kære Hanne,
    Heldigvis er vi da en brugerbevægelse, som arbejder på, både nationalt og internationalt, at få vendt bøtten, hen imod en mere kontekst baseret psykiatri. Problemet er bare, at sådan et paradigmeskifte møder meget modstand, og tager lang tid, men vi er på vej, omend med små skridt. Engang imellem bliver man bare lidt træt og frustreret over al den modstand, samt de ufine metoder man mødes med.
    Her er et eksempel på en forening, som i Danmark arbejder for paradigmeskiftet:

    http://www.stemmehoerer.dk

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Mette

      Mange tak for din kommentar, der – af spamhensyn – lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her på siden. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Ja, for søren der er altså lang, lang vej igen, og jeg er på en måde ved at give op. Pdas. er psykiatrien af naturlige årsager mit hjertebarn, og jeg har virkelig lyst til at etablere/implementere det omtalte forum, for jeg tror, de professionelle har behov for os.

      Jeg har sendt linket til Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Så må vi se, om han svarer.

      Tak for linket. Det vil jeg kigge på senere i dag.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.