Hvornår lærte jeg at gå?

Optaget af fortiden 2

Denne artikel ligger i forlængelse af “Optaget af fortiden” fra maj måned 2022.

Jeg havde været ude til frokost med en veninde. Linje 11 kører fra Rådhuspladsen til Hvidovre på bare 15 minutter. Selvom det var myldretid, var der ikke mange med. To sæder foran mit sad en mor med et barn i bæresele og en pige på ca. fire eller fem år på sin højre side. Pigen spurgte sin mor: “Hvornår lærte jeg at gå?” Moderen svarede: “Du var ca. ti måneder”.

Den korte dialog faldt fint ind i et af emnerne fra mit frokostbord. Vi havde blandt meget andet talt om spædbarnsterapi og Inger Thormanns metode gennem mange år. Hun arbejder med spædbørn, unge og voksne, der er tidligt traumatiserede af den eller anden årsag. Gennem 30 år har hun været ansat som psykolog på Skodsborg Observations- og behandlingshjem.

Jeg har aldrig haft nogen at spørge, hvornår jeg lærte at gå eller andre emner fra de første tre leveår, hvor der foregår en masse vigtige ting, som jeg har lidt teoretisk viden om fra psykologen.

Ingen har vidst noget:

• De biologiske forældre har aldrig været til stede, idet jeg er resultat af et “One Night Stand” og afleveret til et børnehjem umiddelbart efter fødslen, der foregik “bag et blåt klæde”.
• Adoptivforældrene vidste ikke noget om de første tre år, andet end hvad de kunne læse i Rigshospitalets (RH) journaler, som “min mor” ikke forstod og derfor smed ud efter råd fra Mødrehjælpen, og børnehjemmets notater.
  • Der står intet om “almindeligheder”, såsom hvornår jeg lærte at gå, hvor jeg fik mit fornavn fra osv. Inden jeg fik adoptionssagen, spurgte jeg “min mor”, hvor de hentede mig. Svar: “Et stort hvidt hus i Nordsjælland”. Det var vidensniveauet; de huse er der mange af i Nordsjælland …
  • Det eneste, jeg har fået fortalt, er, at børnehjemmet gav børnene for små sko på. Derfor ligger mine tæer ind over hinanden, og derfor ser man mig aldrig i sandaler.

Dette er allerede forsøgt

Jeg har styr på de hårde data via adoptionssagen. Og det er godt!

For et par år siden spurgte jeg RH’s Journalarkiv, om de havde yderligere dokumenter. En medarbejder stod på hovedet for mig men fandt intet.

Turen er gået videre til Rigsarkivet den 4. september 2021. De sender jævnlig en autogenereret e-mail om, at de stadig har meget travlt, så det er ikke min tur endnu. Chancen for at finde noget er minimal, da det selvfølgelig ikke er muligt at gemme alt, men jeg kunne jo være heldig.

Jeg har prøvet at finde socialrådgiverne fra Mødrehjælpen både i København og Holstebro. Chancen, for at de kunne fortælle noget, er urimeligt ringe. Og jeg fandt dem da heller ikke.

Det jeg gerne vil vide

Jeg vil gerne vide, hvad der fik RH til at levere mig retur til børnehjemmet efter et ca. seks måneder langt ophold. Et eller andet må have bevirket, at de anså mig for “rask”. Kom der nogle “damer” nogle gange om ugen og tog sig af børnene, lærte dem at gå, spise selv osv? Alt det der bevirkede, at jeg begyndte at “respondere”, som det hedder på psykolog-sprog.

Børnehjemmet indlagde mig, netop fordi jeg var holdt op med at respondere “… ligger så underligt sløvt og slapt hen” og “i mærkelige stillinger”. Der er noget helt galt, når børn gør det. Nogle mener, at de har givet op. Og børnehjemmet handlede således korrekt. RH afviser hele tiden, at jeg skulle være “… såvel somatisk som psykisk retarderet.”

Jeg har forgæves prøvet at fange en af mine tidligere overlæger for at spørge, hvad man som læge i forhistorisk tid mente, når man brugte ordet “retarderet”:

1. “Retard” lig forsinket/senere
2. “Retarderet” lig udviklingshæmmet og med lav IQ

Er det ikke bare ligegyldigt?

Jo, på en måde er det tindrende ligegyldigt. Andre mennesker interesserer sig heller ikke for “almindelighederne”, men når det er umuligt at få et svar, bliver svaret pludselig vigtigt. Jeg er klar over, at det kan lyde underligt.

Det er her Inger Thormann kommer ind i billedet. Vil hun via sine metoder kunne hjælpe med at afdække de sorte huller, altså alt det, der ikke er hårde data?

Jeg har det jo godt, så hvorfor rode i det? Jeg vil bare vide det! Lidt på samme måde som jeg i 16 år jagtede diagnosen Aspergers syndrom. Når en idé er født, forfølger jeg den; jeg er (med en venindes ord) “god til at holde snuden i sporet”.

Således også denne gang. Ergo har jeg set alle webinarer om spædbarnsterapien, hørt alle podcasts, bestilt bogen og ringet til Inger Thormann, fordi jeg simpelthen ikke kunne vente på, at hun ville vende tilbage et par dage efter at have modtaget min “synopsis”.

Hun har også en kollega, Inger Poulsen, hvis forskellige udsendelser, jeg begyndte at høre men hurtigt måtte slukke for. Der er noget ved psykoterapeuters indfølende og “drææævne” tale, jeg er allergisk overfor. Men hun bor nu også i Jelling, så det var på forhånd udelukket.

Jeg har en plan

Med Inger Thormann (bopæl: Holte) har jeg aftalt denne plan:

• Bestil bogen (checkmark)
• Læs bogen (den er undervejs)
• Vend tilbage hvis det stadig virker relevant (det tror jeg, det vil gøre)
• Gennemgå et kort effektivt forløb (4-5 sessioner).

Da jeg i virkeligheden ikke orker at rode flere mennesker ind i min mærkværdige forhistorie, spurgte jeg selvfølgelig min psykolog gennem knapt otte år, om hun har kompetencer inden for dette specielle område. Det har hun desværre ikke. Det er et ærligt, ærgerligt svar.

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.