,

Burde vi rive psykiatrien ned?

Burde vi rive psykiatrien ned?

Vi vil så gerne have, du bliver lidt længere?

Burde vi rive psykiatrien ned?

Det er 12 år siden, Fakta gik bort fra det kendte slogan om at blive lidt længere. Nu overvejer jeg, om psykiatrien har adopteret det.

Min undren skyldes to emner, der beskrives i denne artikel.

Selvfølgelig skal vi ikke rive psykiatrien ned uden at erstatte den med en anden psykiatri. Der er så mange mennesker, der i et livsforløb kommer i kontakt med psykiatrien (det er vist ca. 40 pct., så vidt jeg lige husker), så selvfølgelig kan den ikke undværes, men noget er altså helt Anders And.

Gennem de seneste år har jeg været i kontakt med flere fagpersoner, der tager sig til hovedet og siger “Der er et eller andet helt galt. Gad vide om ikke vi skulle tænke det hele forfra?”

1: Du kan være med til at forbedre psykiatrien

Jeg var i Distriktspsykiatrien i formiddag, fordi en dygtig, ung ergoterapeut vil prøve at hjælpe mig med problemerne med den vanvittige sensitivitet overfor lyd og lugt. Jeg er virkelig glad for hjælpen, hvis der er en. Jeg er klar over, at han ikke er ansat som troldmand på Gammel Kongevej 33, men selv de mindste tip vil være kærkomne.

Mens jeg ventede, fandt jeg en lille pamflet i firfarvet, lækkert tryk på kraftigt pap i reolen. Den er næppe blevet til uden konsulentmedvirken. Overskriften var “Du kan være med til at forbedre psykiatrien”.

Selvfølgelig tog jeg et af papstykkerne, for jeg ville gerne fortælle en positiv “solstrålehistorie” om et langt, effektivt og trygt forløb, hvor min egen opfattelse er, at 50 pct. af helbredelsen har bestået af opbygning af relationer til både min kontaktperson i distriktet, de kendte ansigter på “mit 808” på Brøndbyøstervej 160 og en fantastisk overlæge og farmaceut i Glostrup.

De øvrige 50 pct. har bestået af mere end 100 ECT-behandlinger.

Det har som hovedregel – bortset fra lægerne i distriktet – været de samme mennesker siden sommeren 2014.

Historien har ikke skullet fortælles 107 gange. Det har været dejligt. Når jeg grædende stod med tasken på Brøndbyøstervej 14 dage efter seneste udskrivelse, sagde de “Vi er her for dig, Hanne”. Det udsagn glemmer jeg aldrig. Jeg var “kendt”, og det har sine fordele.

Nej, det kan du alligevel ikke være med til!

Glæden over at blive inviteret til at sige min mening varede imidlertid kun kort, for da jeg vendte papstykket om, stod der (jeg har kortet det lidt ned, men meningen er helt den samme):

  • … da du bedst fortæller, hvordan det er at være patient
  • Tjek din e-Boks, måske er du blandt de udvalgte, som modtager et link til et spørgeskema
  • Hvis du er en af dem, håber vi, du vil svare.

Enhver ved, at e-Boks skal tjekkes. Det gælder også psykiatribrugere – dummere er vi ikke. Får man et link, kan man svare eller lade være. Papstykket og konsulentkronerne er spildte og fuldkommen Anders And.

Hvad vil de med det? Hvorfor ikke lade det være fuldkommen åbent? Er det angsten for at få for mange svar? I sidstnævnte tilfælde kan de jo bare lade være at bearbejde dem. Ingen vil være i stand til at kigge dem i kortene.

2: Nogle kan ikke få tiden til at gå, mens andre er ved at dø af stress

I aftes havde TV Avisen et hårrejsende indslag fra et psykiatrisk center. Jeg kan ikke huske hvilket, men det er også historien uvedkommende.

  • Den ene side af gangen husede et særligt afsnit, hvor 12 ud af 15 krævede sengepladser stod tomme, og derfor havde medarbejderne naturligvis svært ved at få tiden til at gå.
  • Den anden side af gangen var overbelastet. Patienterne lå i de nicher/indhak, der nu en gang er på en gang, i undersøgelseslokalerne mv., og medarbejderne kunne ikke få hverdagen til at hænge sammen. Deres whiteboard blev vist, og der var ikke plads til fem bogstaver mere.

En storsmilende Ulrik Wilbek, formand for KL’s Socialudvalg, medgav, at det da var problematisk. Sundhedsministeren var nogenlunde lige så engageret, men havde i øvrigt ikke tid.

Det er både Anders And og Georg Gearløs. Hvordan kan det dog gå til?

Noget må gøres

Disse to banale eksempler fra hverdagen i psykiatrien viser, at vi er nødt til at gøre et eller andet. Nogle af ressourcerne bruges ganske enkelt forkert på interimistiske lappeløsninger.

Det betyder naturligvis ikke, at sundhedsøkonom og professor Jakob Kjellberg fra VIVE har regnet forkert i forbindelse med 10-årsplanen for psykiatrien, hvor han, Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen, Dansk Psykiatrisk Selskab m.fl. i januar 2022 kom frem til, at det udækkede behov er 4½ mia. kr.

Det er en svimlende sum (men kun ¼ af de kommende forsvarsudgifter). Og var det forkert, havde jeg selvfølgelig ikke kompetencerne til at se det.

Jeg ser bare to ting, jeg kan forstå, som jeg synes er idiotiske og som gør grin med en knalddygtig stab af medarbejdere, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. Det er i hvert fald sådan, jeg har oplevet psykiatrien i lige knapt ni år.

Undskyld – men jeg måtte bare have luft!


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

8 Svar
  1. Henriette
    Henriette siger:

    Indslaget handlede om “de særlige pladser”, altså et specielt tilbud indenfor psykiatrien til psykisk syge med misbrugs- og boligproblemer, samt andre sociale problemstillinger. Problemet er, som jeg forstod indslaget, at kommunerne ikke visiterer til disse pladser, selv om patienterne og behovet er der og derfor står pladserne tomme.
    Det kan jo virke barokt, når den akutte modtageafdeling er ved at flyde over med patienter og hvorfor flytter man ikke bare patienterne?
    Jeg har arbejdet i flere grene af psykiatrien og præcis lige som i somatikken, er der forskel på specialerne – personalet kan ikke nødvendigvis bare hoppe ind og overtage patienter fra den akutte psykiatri, det kræver anden viden og uddannelse og andre kompetancer hos plejepersonalet. Hvis man skulle opereres i hjernen, vil man vel helst opereres af en neurokirurg og ikke af en mave-tarmkirurg.
    Jeg tror, mange glemmer at det samme gælder for plejepersonale, vi er også specialiserede indenfor vore respektive områder, i en nødsituation ville vi selvfølgelig kunne gå ind og hjælpe kortvarigt i et andet speciale, men for at mestre specialet kræver det viden og uddannelse, uden den vil det kunne have konsekvenser for patientsikkerheden.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henriette

      Jo, jo da, selvfølgelig ville jeg da også foretrække den rette kirurg! Jeg har jo bare ikke din viden om de forskellige specialer inden for psykiatrien. Men så er det godt, du fortæller.

      Jeg tror du har ret i, at en del af problemet er/var, at kommunerne ikke visiterer til de “særlige pladser”. Jeg er “bare” psykiatribruger og ser et indslag, der virker barokt. Det er da absurd, at man har 12 tomme pladser på den ene side af gangen, mens den anden side flyder over med mennesker, der behøver hjælp. Måske kunne man skrue ned for kapaciteten på den tomme afdeling og efteruddanne personalet? Jeg har på ingen måde opskriften – det er der sikkert andre, der har. Noget må der bare ske både af hensyn til patienter og personale.

      • Henriette
        Henriette siger:

        Jeg er ked af, hvis du blev stødt over kommentaren om kirurgien – lad mig prøve at lave en mere jordnær sammenligning! I den akutmodtagelse, hvor jeg arbejde for nogle år siden, modtog vi patienter til ambulant ect-behandling. Det var der selvsagt plejepersonale, sygeplejersker og sosu-assistenter, som var toptrænede og efteruddannede til at medvirke til. Man ville ikke lige en tilfældig dag kunne sende dem hjem og lade personalet fra geronto-psykiatrisk overtage plejen og observationen, det ville blive katastrofalt!
        Den afdeling, jeg arbejder på nu, er netop igang med at dygtiggøre sig til at modtage akutte patienter i et hurtigere flow end tidligere og det er en lang, lang proces af dygtiggørelse, vi er igang med. Vi er ikke i mål endnu, selv om vi har været igang et halvt år…
        Problematikken i udsendelsen var faktisk at behovet og patienterne er der, men kommunerne henviser ikke og derfor står pladserne tomme.

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Henriette

          Alt forladt – Selvfølgelig da! Måske misforstod jeg dig også bare. Det må du undskylde. Jeg har selv stor erfaring med akut ECT-behandling (og også erfaring med ECT under indlæggelse). I begge tilfælde har jeg profiteret af personalets ekstremt faglige dygtighed. Da den dygtigste ECT-sygeplejerjeske holdt op, måtte jeg også holde op. For hvem skulle nu holde mig i hånden, når jeg var så angst for, at teamet ikke var sikre på, at de først tændte for strømmen, når jeg var bedøvet? Dvs., dit eksempel er fint!

          Ganske kort: I er hammer dygtige! Og I kan ikke gøre det bedre. Jeres forhold er ikke rimelige. Kan jeg som patient gøre bare en lille smule til at bedre det, ja så vil jeg gerne.

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg så også det indslag og tænkte, at det ville være godt med lidt mere fleksibilitet. Man måtte da kunne snige nogen fra den overfyldte afdeling over på den trekvarttomme. Men så enkelt er det formodentlig ikke, for så havde de kloge mennesker vel allerede gjort det? Med mindre de regler, de kører efter, er helt tossede.

    Og selvfølgelig skal man ikke nedlægge psykiatrien.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Jeg så det og tænkte, at det var gak i låget. Som jeg forstod det, var der tale om, at afsnittet med de 15 pladser, der ikke blev fyldt op, var resultatet af et lovkrav, og som jeg husker det, var det også noget kommunerne var rodet lidt ind i. Men det står lidt uklart for mig. Og nej, så kan medarbejderne ikke bare bytte lidt rundt på patienterne.

      Nej, psykiatrien kan vi ikke undvære, selv om den, lige som resten af sundhedsvæsenet, ligger for døden. (Så du det indslag med en mave-tarmkirurgisk afdeling, der ikke kunne overholde en frist på to uger, og hvor personalet i årevis havde råbt op?)

      • Henny Stewart
        Henny Stewart siger:

        Jeg synes, Henriettes kommentar er meget interessant. Behovet er der, men de henvisende myndigheder kan åbenbart ikke finde ud af at henvise disse patienter. Og selvfølgelig har sundhedspersonale sine specialer.

        Ja, jeg så noget af det ventelisterne til mave/tarmkirurgi, men jeg måtte skifte kanal. Det kommer for tæt på for mig at skulle tænke på den slags.

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Henny

          @ Henriettes kommentar er helt bestemt interessant – blandt andet fordi hun er professionel. Og hos mig, på min side, er professionelle altid vedkomme! Jeg blev måske bare en lille smule stødt over det med valget af den rette kirurg. Men måske ved jeg bare for lidt om de forskellige psykiatriske specialer. Det kan sagtens være! Her var ganske simpelt hen noget, jeg ikke vidste nok om.

          Selvfølgelig kom det om mave-/tarmkirurgien for tæt på dig. Det forstår enhver (idiot).

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.