Drengen med cyklen
Indholdsfortegnelse
En svær kunstart
Til den ene side har jeg vinduer ud til Hvidovre torv, og til den anden side vender vinduerne ud mod en mikroparkeringsplads med plads til fem eller seks biler. I weekenden er den tom. En lille dreng trænede i dag på parkeringspladsen med at cykle. Jeg vil tro, han er fire år eller deromkring. Han cykler så fint uden støttehjul, kosteskaft eller noget, men det kniber med at komme op på sadlen.
Hans far, der ikke er dansk, og som jeg har talt med flere gange, spurgte om jeg ville hjælpe med at forklare den svære kunst. Det ville jeg selvfølgelig gerne, men jeg fik min sag for, for hvordan forklarer man, at der skal være en lille smule fart på cyklen, for at det kan lade sig gøre? Og at den smule fart kan man skabe ved at træde den ene pedal ned og så holde balancen, mens man svinger bagdelen op på sadlen. Den slags man “bare kan” er svært at sætte ord på.
Jeg prøvede flere gange, og drengen med cyklen var lærenem, for da jeg gik videre på min færd, sagde han, at han var træt, men han var bestemt kommet nærmere målet. Jeg tror, han kan om en uge. Heldigvis har han en tålmodig far, der orker at stå nede i solen og hjælpe sønnike.
Min egen debut
Jeg husker, at min far brugte mange lange aftner på at løbe bag mig og cyklen. Han må have været en tålmodig mand. Jeg cyklede imidlertid ikke selv, for op bag sadlen stak et kosteskaft, som han holdt i. Jeg var længe om at lære det, og det er der egl. ikke noget overraskende i set med mine nuværende briller, for med Aspergers Syndrom syndrom er man lettere klodset allerede fra barnsben. Og det går aldrig over. Sådan er det bare.
Da jeg endelig havde lært det, var vores lange indkørsel i Brande mit favoritsted, for jeg kunne cykle op og ned og op og ned i timevis. Måske var indkørslen slet ikke så lang, men den føltes sådan, og jeg legede cykelløb. Jeg vandt altid, for jeg var eneste deltager på alle etaper. En sikker form for enkeltstart.
Jeg må tage mig sammen, men jeg tør ikke
Det er så let at fortælle en lille dreng, hvordan man kommer op på sadlen, når man ikke selv kan. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for da jeg sidst gjorde det, kunne jeg lige netop ikke lave den bevægelse. Balancen var gået til de evige jagtmarker, og jeg væltede midt på Hvidovrevej. Siden har jeg ikke forsøgt at cykle, for jeg tør ikke. Jeg hader bus og tog, der tager min frihed, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme over den hurdle igen. Jeg har cyklet 35 år i København, der er min by; pludselig tør jeg ikke. Det er nemlig meget ubehageligt ikke at kunne komme op på sadlen efter fx et lyskryds, som vi har for hver 100 meter. Jeg har fornemmelsen af at være til fare for både mig selv og mine medtrafikanter.
Under seneste indlæggelse talte jeg med afsnittets fysioterapeut om problemet, så vi lånte cyklerne og cyklede en enkelt tur rundt om centeret på brandvejen, der er uden trafik. Det gik faktisk rigtig fint, men desværre havde hun kun 20 minutter til mig, så det blev kun til den ene tur. Den gjorde mig ikke ret meget tryggere.
Ergoterapeuten havde forslag om at “gå tur med cyklen” i en park eller lign. for at blive tryg ved den igen og måske få mod til at sætte mig op på den igen. Det var et godt forslag. Men har jeg fået gjort noget ved det siden marts? Nej ikke et slag. Noget i mig har stor modstand på projektet, selvom jeg virkelig gerne vil ud at cykle igen. Nu har jeg ikke engang mod til at gå ned i kælderen og se, om cyklen stadig står der.
Sig det bare: “Du er en kylling!” <(“)
Jeg har jo også opgivet stålhesten. Det skete efter, at jeg var væltet og ikke kunne komme op igen. Dog ikke lige efter. Da jeg var blevet hjulpet op, steg jeg nemlig på cyklen og kørte hjem. Men i det følgende par uger var det, ligesom styrtet voksede i min bevidsthed. Samtidig havde jeg anskaffet ny cykel og var begyndt at bemærke, hvor bred en “cykelsti”, jeg faktisk har brug for. For at jeg kunne holde balancen, havde jeg altså brug for mere end de 12 cm i kanten af vejen, som cyklister kan bruge. Selv de rigtige cykelstier føltes for smalle. Og så endte det altså med, at jeg erklærede det cykelløb for afsluttet.
Hvordan går det til, at man kommer til at mistro sin balanceevne? Ja, jeg skyder skylden på bl.a. den psykofarmaka, jeg har fået gennem tiden, på min operation, hvor jeg var bedøvet meget længe og hvor jeg har fået meget smertestillende medicin. Selv om jeg har skåret alt psykofarmaka fra og har skåret meget ned på det smertestillende, så er min balance stadig ikke særlig god. Samtidig har min mavemuskaltur også lidt varig skade, sådan at hvis jeg først er landet på gulvet, så kan jeg meget dårligt kommet op igen ved egen hjælp, så jeg fortsætter som “kylling”, hvis det er det, jeg er.
Jeg synes også, man skal tænke på, at som cyklist er det jo ikke kun eget liv og førlighed, der kan stå på spil, hvis man ikke har styr på det.
Endelig passer det mig fint ikke at skulle bruge cykelhjelm mere. Det har jeg ved den søde grød aldrig brudt mig om.
@ Henny
Det er da ærgerligt, at du har måttet opgive stålhesten! Den giver jo frihed og ret til selvbestemmelse. Men når cykelstien bliver for smal, er der ikke noget at gøre.Ups det lyder bestemt ikke rart at vælte og ikke kunne komme op igen. Det er den slags, der står som et mareridt for mig. Tænk at du trods alt kom op og cyklede hjem, Det er godt klaret!
Ja vi lider jo begge under psykofarmakaen – så det kan være du har ret i, at det er den, der er synderen.Jeg spiser stadig store mængder, og jeg tør ikke andet, for det er det, der golder mig på sporet. Jeg skal ikke derud, hvor jeg var for tre eller fire år siden!
Uh ha det lyder ikke rar ikke at kunne komme op ved egen hjælp, hvis du først er ladet på gulvet. Du må gå med lempe så.
Jeg tænker bestemt også på mine medcyklister/medtrafikanter, når jeg overvejer at komme op på jernhesten igen. Jeg ønsker ikke at være til fare for nogen af dem – og heller ikke for mig selv.
Det med cykelhjelmen kan man vænne sig til, synes jeg.
Nu var jeg bestemt ikke ude i at anbefale dig at lægge nogen medicin på hylden! Jeg ved skam godt, at det gør man ikke med en seriøs diagnose.
Selv er jeg jo mere på den hylde, man kaldte “neuroser” i gamle dage, og så kan man med fordel, – i samarbejde med sin læge, naturligvis – skrue på indtaget af diverse medikamenter. Også fordi angst, alm. depression og hvad har vi, jo ikke raser lige tungt hele tiden og kan have mere midlertidig karakter.
Pointen var også, desværre, at ophør med de værste af medikamenterne, ikke automatisk medfører, at alle bivirkninger, som fx skade på balancen, forsvinder ved ophør med medikamenterne.
@ Henny
Jeg læste det bestemt heller ikkke som om du var ude på at få mig til at lægge medicinen på hylden! Slet ikke.
For at være ærlig ved jeg ikke helt, hvad “neuroser” går ud på. Er det at man føler sig syg, men at der er noget andet galt? Fortæl… Ja det skal altid være i samarbejde med en læge. Jeg har truffet så mange medpatienter, der følte, at nu havde de det godt, og som derfor stoppede med medcinen fra den ene dag til den anden. Det medførte så en indlæggelse. Den slags synes jeg er decideret dumt, men jeg forstå sådan set god logikken: Hvorfor spise medicin, når man føler sig rask?
Jeg er bange for at min balance er skadet, men jeg er også en kylling, at jeg end ikke får slæbt jernhesten op af kælderen og gået en tur i parken med den.
Herudover som Eric skrev: Hvad har alle elektrochokkene betydet?
Neurose brugtes vist nærmest som “sindslidelse light”. Man ser det ikke brugt så meget mere. Måske fordi folk begyndte at lægge “indbildt syge” i det, hvad det ikke er eller var.
Selv fik jeg det label klistret på mig af den psykiater, der var så f*cked *p personligt, at han ikke var i stand til at rage skægget af sig uden at komme til skade, så jeg tager det ikke så alvorligt.
Nej, man ved jo ikke så meget om, hvordan elektrochok i virkeligheden virker, herunder hvilke mere langsigtede bivirkninger, man må forvente. Det er vel også derfor, at man kun bruger det, når alt andet har været forsøgt uden held, og når der er stor risiko for, at patienten ellers ville gøre alvorlig skade på sig selv.
Men enhver behandling har, foruden forhåbentlig virkning, også bivirkninger. Man får intet gratis her i verden!
@ Henny
Tak for forklaringen på neurose. Du har ret i, at man hører det ikke brugt så meget længere. Jeg har nu aldrig lagt “indbildt syge” i det, men jeg husker bare, at det ofte var noget 70’ernes kvinder led af, når de i realiteten sikkert fejlede noget helt andet. Så var man “neurotiker” ~ sikke et ord.
Nej man ved ikke hvorfor eller hvordan elektrochok virker, men man ved, at det virker. Jeg er selv et levende bevis på det. Men bortset fra det, så viser den nyeste hjerneforskning, efter hvad jeg har hørt, at effekten muligvis skyldes, at der er synapser i hjernen, der genfinder hinanden under behandlingerne.
Ingen virkning uden bivirkning!
Min første cykel var med støttehjul, og i anden omgang kom “kosteskaftet”. Jeg ville umiddelbart tro, at når man én gang har kunnet cykle, er det en balance, man har på rygmarven, men jeg ved ikke, hvad de elektrochok kan betyde. Jeg synes forslaget om at prøve et sikkert sted er fornuftigt, men du kunne jo også (efter en prøvetur) købe en ladcykel med to hjul foran – så kunne du også købe stort ind 🙂
@ Eric
Åh ja støttehjulene havde jeg lige glemt i skyndingen. Dem havde jeg også.
51 ECT-behandlinger betyder helt sikkert noget. Også noget som læger mv. ikke umiddelbart lægger til grund.
En ladcyykel er en god idé, selvom jeg ikke har behov for så store indkøb, og selevom jeg ikke ved, hvor jeg så skal gøre af den om vinteren, for den bærer man jo ikke lige ned i kælderen. 🙂 Jeg kan altid finde på undskyldninger 🙂