Indlæg

På udflugt

Langt hjemmefra

Jeg  har spist min første flæskestegssandwich på en form for bistro i Waves i Hundige. De andre kunder i bistroen er primært ældre mænd med slidte sømandstatoveringer. De taler sammen på tværs af de små borde, og de fleste har fået sig en øl og en dram. De ser flinke ud. Der er også en ekstra solbrun kvinde. Den farve må have taget en del tid i det lokale solarium.

At finde vej

Jeg er taget til Waves med henblik på at finde fra stationen og til Bilka. Det lykkedes nu ikke hverken på udturen eller hjemturen. Det vil sige, jeg kom selvfølgelig både ud og hjem, men det var bestemt ikke ad den reglementerede rute. Google Maps er ikke til megen nytte den slags steder. Hvad skal jeg med “Drej mod sydvest”?

Mens jeg farer rundt på må og få, overvejer jeg, om det er dette sted, der tidligere hed Hundige Storcenter for stort er det. Jeg har allerede konstateret, hvilken af de mange udgange jeg ikke skal tage, for gør jeg det, ender jeg i et parkeringshus. Det er ikke så rart. Jeg er træt af ikke at kunne finde rundt.

På besøg i Bilka

Jeg benytter lejligheden til in cognito at besøge min kommende arbejdsplads. De har alt, simpelthen alt fra TV til cornichoner og sorte oliven med og uden sten via DAB-radioer, i den enorme butik. Det meste ser lækkert ud og er pænt rettet af. Butikken er flot. Jeg skal jo ikke handle, men ender alligevel med to liter yoghurt og tre par Sloggitrusser. Et og andet kan man jo altid slæbe hjem til Hvidovre fra Vestegnen.

Rejsen

På vejen er stationerne ukendte: Brøndby Strand, Ishøj, Avedøre og så videre. Det er som at have været i et andet land. Rejsen kostede kun 41 kr. Det var en billig fornøjelse.

Jeg har en veninde, der har lovet at tage turen fra stationen til Bilka med mig på tirsdag. Hun siger nemlig, det er så nemt.

 

Krammeri

Alle ‘skal ha’ en krammer’

Jeg bryder mig bare ikke om det. Emnet kom op, da jeg var ude til en hyggelig brunch i dag. Vi er vist ca. jævnaldrende og så faldt samtalen på det med ‘en krammer’. Det viste sig, at ingen af os brød os om det. Jeg følte mig lidt dum, idet jeg selv havde indledt seancen med at uddele knus, uagtet jeg kunne mærke, at de egentlig ikke brød sig om det. Men det kan man jo først mærke, når det er for sent, og knuset er uddelt.Og har man uddelt til nummer 1, kan ligesom ikke stoppe ved nummer to.

Samtalen gjorde det dog så meget lettere, da vi skulle skilles. Ingen behøvede træde sig selv over tæerne for at finde ud af, hvad der ville være det rigtige at gøre i situationen. Det var bare at sige mange tak for i dag. Det var hyggeligt. Vi ses – og lad der ikke gå fire år igen.

Jeg har som absolut hovedregel reserveret knus og kram til mennesker, jeg holder af og/eller finder spændende. Andre får et ‘hej med dig og tak for i dag’. Det svarer da lidt til, at jeg ikke har en buket med til hvem som helst, når jeg er inviteret ud til frokost. Sådan føler jeg mig bedst tilpas uden at det skal tages som en afvisning, for sådan er det ikke ment. Jeg har bare ikke lyst til at få relativt fremmede menneskers krop så tæt ind på min egen krop.

Det minder mig om at stå i kø: nogle mennesker skal absolut stå med deres indkøbsvogn helt oppe i nakken på en. Ergoterapeuten på afdelingen kom med det tip, at man kunne stille med til siden til, fordi det automatisk burde få folk til at trække sig lidt tilbage. Indtil videre synes jeg nu ikke, det virker særlig godt.

Kram-amok

Jeg var i menighedsrådet i otte år. Der er er ti møder om året, det vil sige, jeg deltog i 80 møder sammen med et andet medlem, der insisterede på at gå bordet rundt og kramme alle 12 (eller 15?) mødedeltagere. Det er immervæk blevet til nogle kram på de år.

Det tog mig kun otte år at sige fra og få sagt et eller andet om, at jeg ikke brød mig om det. Jeg tror, hun blev noget stødt, men jeg kunne pludselig ikke have det længere.

Et alternativ

Før i tiden gik man ikke og krammede andet end de få udvalgte. Sådan synes jeg, det burde være igen. Dengang savnede man ikke en omgangsform. Man gav hånd. Når jeg siger farvel til min kontaktperson i distriktspsykiatrien, stikker vi på næven, alt andet ville være for sært. Det ville være at bryde en grænse, der skal være eksisterende. Hun er min faglige rådgiver ikke min veninde.

Scrabble

Der er mange ord, der ikke findes

Efter den foregående blogpost, hvor jeg angav mit brugernavn (Stegemüller) til Wordfeud/Scrabble,  har jeg fået gang i spillet, og jeg hygger mig med at spille mod fire forskellige mennesker. Det er dejlig hjernegymnastik. Jeg taber for det meste, idet jeg ikke kender alle forkortelserne, ordene med C, X og Z endsige ordene hentet fra det periodiske system.

Mine modspillere er herudover langt bedre til at få ordene til at hænge sammen med flere bogstaver enten vertikalt eller horisontalt. Den slags giver dem en klar fortrinsstilling. Og så er der det med de gamle ord. Jeg har fx nu lært, hvad en ‘slof’ er. Vidste du det?

Jeg prøver mig frem men må konstatere, at der er mange ord, der ikke findes. Og jeg kan lave ‘pæne’ ord, men dem får jeg ikke videre mange point for.

Fightergen

Mit fightergen slår imidlertid til igen. Jeg giver ikke op. Jeg spiller, til jeg har lært det og strategien bag det og er bare taknemmelig for at nogle gider spille med mig. Så at sige lære mig op i kunsten at spille Scrabble/Wordfeud. Og det går allerede fremad.

Flere spil

På afdelingen traf jeg C., som jeg spillede Bezzerwisser med og mod. Var vi på hold sammen mod andre, var vi stort set uovervindelige, idet vi tilsammen dækkede samtlige kategorier. Spillede vi mod hinanden var det nærmest tilfældigheder, der udgjorde resultatet. Vi kunne hver vores kategorier. Jeg ved fx intet om musik eller film og tv. Dem kunne hun bare. Jeg er lidt bedre til samfundsforhold og sprog.

Spillet var gammelt og godt slidt, så vi aftalte at jeg skulle købe et nyt, og at vi så skal mødes og spille den reviderede udgave. Nu er spillet kommet, og jeg glæder mig til at spille med C. igen. Der er 2.400 spørgsmål, så der er til mange timers ‘kamp’.