På udflugt

Langt hjemmefra

Jeg  har spist min første flæskestegssandwich på en form for bistro i Waves i Hundige. De andre kunder i bistroen er primært ældre mænd med slidte sømandstatoveringer. De taler sammen på tværs af de små borde, og de fleste har fået sig en øl og en dram. De ser flinke ud. Der er også en ekstra solbrun kvinde. Den farve må have taget en del tid i det lokale solarium.

At finde vej

Jeg er taget til Waves med henblik på at finde fra stationen og til Bilka. Det lykkedes nu ikke hverken på udturen eller hjemturen. Det vil sige, jeg kom selvfølgelig både ud og hjem, men det var bestemt ikke ad den reglementerede rute. Google Maps er ikke til megen nytte den slags steder. Hvad skal jeg med “Drej mod sydvest”?

Mens jeg farer rundt på må og få, overvejer jeg, om det er dette sted, der tidligere hed Hundige Storcenter for stort er det. Jeg har allerede konstateret, hvilken af de mange udgange jeg ikke skal tage, for gør jeg det, ender jeg i et parkeringshus. Det er ikke så rart. Jeg er træt af ikke at kunne finde rundt.

På besøg i Bilka

Jeg benytter lejligheden til in cognito at besøge min kommende arbejdsplads. De har alt, simpelthen alt fra TV til cornichoner og sorte oliven med og uden sten via DAB-radioer, i den enorme butik. Det meste ser lækkert ud og er pænt rettet af. Butikken er flot. Jeg skal jo ikke handle, men ender alligevel med to liter yoghurt og tre par Sloggitrusser. Et og andet kan man jo altid slæbe hjem til Hvidovre fra Vestegnen.

Rejsen

På vejen er stationerne ukendte: Brøndby Strand, Ishøj, Avedøre og så videre. Det er som at have været i et andet land. Rejsen kostede kun 41 kr. Det var en billig fornøjelse.

Jeg har en veninde, der har lovet at tage turen fra stationen til Bilka med mig på tirsdag. Hun siger nemlig, det er så nemt.

 

2 replies
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Det lyder nu ikke specielt nemt, så det er da fornuftigt at øve sig lidt.

    Jeg handler næsten aldrig i Bilka, for det første fordi den nærmeste ligger i Aalborg – vi har kun en A-Z her i byen (en Bilka uden mad), og for det andet fordi selve butikken er så stor, at jeg synes, den er svær at finde rundt i. Jeg er jo ikke nogen “shopper”. Kan ikke på nogen måde nyde den proces, så jeg foretrækker butikker, hvor man hurtigt kan gå ind og finde det, man skal have og så gå lige ud igen. Jeg gider simpelthen ikke bruge en halv time på at købe en pose kartofler og to liter mælk.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Det er helt enormt svært, og jeg har jo ikke meget lyst til at fare vild på dag et.

      Jeg er heller ikke nogen “shopper”. Jeg klarer mig fint med min lille Kvickly, hvor de så rigeligt har alt, hvad jeg skal bruge. Jeg forstår ikke, hvad der lokker folk til de der utroligt store supermarkeder. Måske er det noget med, at de kan få alt på et sted?

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *