Krammeri

Alle ‘skal ha’ en krammer’

Jeg bryder mig bare ikke om det. Emnet kom op, da jeg var ude til en hyggelig brunch i dag. Vi er vist ca. jævnaldrende og så faldt samtalen på det med ‘en krammer’. Det viste sig, at ingen af os brød os om det. Jeg følte mig lidt dum, idet jeg selv havde indledt seancen med at uddele knus, uagtet jeg kunne mærke, at de egentlig ikke brød sig om det. Men det kan man jo først mærke, når det er for sent, og knuset er uddelt.Og har man uddelt til nummer 1, kan ligesom ikke stoppe ved nummer to.

Samtalen gjorde det dog så meget lettere, da vi skulle skilles. Ingen behøvede træde sig selv over tæerne for at finde ud af, hvad der ville være det rigtige at gøre i situationen. Det var bare at sige mange tak for i dag. Det var hyggeligt. Vi ses – og lad der ikke gå fire år igen.

Jeg har som absolut hovedregel reserveret knus og kram til mennesker, jeg holder af og/eller finder spændende. Andre får et ‘hej med dig og tak for i dag’. Det svarer da lidt til, at jeg ikke har en buket med til hvem som helst, når jeg er inviteret ud til frokost. Sådan føler jeg mig bedst tilpas uden at det skal tages som en afvisning, for sådan er det ikke ment. Jeg har bare ikke lyst til at få relativt fremmede menneskers krop så tæt ind på min egen krop.

Det minder mig om at stå i kø: nogle mennesker skal absolut stå med deres indkøbsvogn helt oppe i nakken på en. Ergoterapeuten på afdelingen kom med det tip, at man kunne stille med til siden til, fordi det automatisk burde få folk til at trække sig lidt tilbage. Indtil videre synes jeg nu ikke, det virker særlig godt.

Kram-amok

Jeg var i menighedsrådet i otte år. Der er er ti møder om året, det vil sige, jeg deltog i 80 møder sammen med et andet medlem, der insisterede på at gå bordet rundt og kramme alle 12 (eller 15?) mødedeltagere. Det er immervæk blevet til nogle kram på de år.

Det tog mig kun otte år at sige fra og få sagt et eller andet om, at jeg ikke brød mig om det. Jeg tror, hun blev noget stødt, men jeg kunne pludselig ikke have det længere.

Et alternativ

Før i tiden gik man ikke og krammede andet end de få udvalgte. Sådan synes jeg, det burde være igen. Dengang savnede man ikke en omgangsform. Man gav hånd. Når jeg siger farvel til min kontaktperson i distriktspsykiatrien, stikker vi på næven, alt andet ville være for sært. Det ville være at bryde en grænse, der skal være eksisterende. Hun er min faglige rådgiver ikke min veninde.