, ,

Scrabble

Scrabble

Der er mange ord, der ikke findes

Efter den foregående blogpost, hvor jeg angav mit brugernavn (Stegemüller) til Wordfeud/Scrabble,  har jeg fået gang i spillet, og jeg hygger mig med at spille mod fire forskellige mennesker. Det er dejlig hjernegymnastik. Jeg taber for det meste, idet jeg ikke kender alle forkortelserne, ordene med C, X og Z endsige ordene hentet fra det periodiske system.

Mine modspillere er herudover langt bedre til at få ordene til at hænge sammen med flere bogstaver enten vertikalt eller horisontalt. Den slags giver dem en klar fortrinsstilling. Og så er der det med de gamle ord. Jeg har fx nu lært, hvad en ‘slof’ er. Vidste du det?

Jeg prøver mig frem men må konstatere, at der er mange ord, der ikke findes. Og jeg kan lave ‘pæne’ ord, men dem får jeg ikke videre mange point for.

Fightergen

Mit fightergen slår imidlertid til igen. Jeg giver ikke op. Jeg spiller, til jeg har lært det og strategien bag det og er bare taknemmelig for at nogle gider spille med mig. Så at sige lære mig op i kunsten at spille Scrabble/Wordfeud. Og det går allerede fremad.

Flere spil

På afdelingen traf jeg C., som jeg spillede Bezzerwisser med og mod. Var vi på hold sammen mod andre, var vi stort set uovervindelige, idet vi tilsammen dækkede samtlige kategorier. Spillede vi mod hinanden var det nærmest tilfældigheder, der udgjorde resultatet. Vi kunne hver vores kategorier. Jeg ved fx intet om musik eller film og tv. Dem kunne hun bare. Jeg er lidt bedre til samfundsforhold og sprog.

Spillet var gammelt og godt slidt, så vi aftalte at jeg skulle købe et nyt, og at vi så skal mødes og spille den reviderede udgave. Nu er spillet kommet, og jeg glæder mig til at spille med C. igen. Der er 2.400 spørgsmål, så der er til mange timers ‘kamp’.

7 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Wordfeuds ordbog driver mig til vanvid nogle gange, for jeg har forsøgt at lægge mange, fuldgode ord, som den simpelthen påstår ikke eksisterer. Til gengæld godkender den meningsløst vås, i hvert fald i mit liv, som “naj” og “jan”. Altimens den ikke vil godkende simple, substantiverede infinitiver. Men sådan er der så meget.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Jeg har også undret mig over præcis ‘jan’, hvad søren er det? en forkortelse for ‘januar’?. Men så skulle der der jo også være ‘febr.’ osv.

      Jeg prøvede ligesom andre at lægge ‘urtebed’, den gik ikke. Jeg undrer mig også såre. Men mest af alt morer og hygger jeg mig.

  2. Eric
    Eric siger:

    Det er sjovt med sådanne spil. De kan blive en (godartet) mani, og så lige pludselig en dag gider man ikke mere. Men så har man da haft det sjovt sålænge.
    Og nej, jeg kendte ikke ordet “slof”, men det gør jeg nu 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Jeg er glad for at du også skriver om en godartet mani… Du har sikkert ret i, at pludselig en dag gider man ikke mere. Jeg har det sjovt, og jeg elsker at lære nyt.

      Det var Henny Stewart, der lagde ordet ‘slof’, og jeg tænkte, det måtte være en fejl. Men Scrabble tager vist aldrig fejl.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.