,

Jørgen Stegemüller 1922 – 1972

Afskedsbrevene behøver ikke alene at være til de mennesker, der stod bag alle fortrædelighederne; de kan også være til dem/den, der repræsenterede alt det gode.

Jørgen Stegemüller
Afskedsbrev
Min far og jeg ca. 1966

Jeg står ved din kiste, jeg er ni år, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme overens med sorgen over din død. Du var den, der ville mig.

Det er den 26. november 1972 og scenen er Brande Kirke. Vi synger ”Nu falmer skoven trindt om land”. Kirken er fyldt. Jeg sidder til venstre i hovedskibet. Du får et flot gravsted med en stor sten. Passende for din værdighed. Mange år senere fik jeg det nedlagt, da det var misligholdt, fordi regningerne ikke var betalt. Dit gravsted skulle bare ikke være misligholdt. Det var imod både dine og mine værdier.

I tiden efter din død gik jeg ikke i skole men på kirkegården for at bevare kontakten med dig – og måske ”tale” lidt med dig. Jeg fornemmede allerede dengang, at du og jeg havde et unikt fællesskab, som ingen andre kunne forstå.

Mit ærinde med dette brev er at sige dig tak. Tak for alle timerne nede på fabrikken med gemmeleg i tørrekældrene, hvor klædet hang efter appreturen, tak for at du ønskede at tage et fremmed barn til dig og tak for alle de værdier, du plantede i mig. Du kunne ikke have gjort det bedre.

Du var infertil, men alligevel ønskede du dig et barn. Du var tæt på aldersgrænsen, og derfor skulle det være nu. Mor var ikke så begejstret endsige parat, men du var formentlig patriarken, og derfor blev det sådan.

I hentede mig efter 2½ år på ”Dear Home” i Hellerup, som jeg formoder var et sted, der var helt OK. Vi nåede at have hinanden i 6½ år; det er ikke længe, men det er længe nok til at udveksle værdier. De værdier, du plantede i mig, har jeg bibeholdt hele livet. Jeg holdt meget fast i dem i min barndom, og jo mere, jeg holdt fast i dem, jo mere hadede mor dem – eller måske rettere mig.

Billedet herover er det eneste bevarede fra min barndom, for det er det eneste, der udtrykker en virkelig relation. Det er selvfølgelig sigende, at det eneste billede er et af os to. Det er fra 1966, og må derfor være fra kort efter, I hentede mig.

Uden dig havde jeg ikke klaret livet, som det kom til at se ud. Du plantede styrke, stolthed og selvbevidsthed, og det var disse ting, der gjorde, at jeg klarede alle de senere fornedrelser. Du lærte mig, at jeg kunne overleve hvad som helst. Jeg kunne gå ud derfra og knejse med nakken. Du og jeg bøjede aldrig nakken, og vi gav heller aldrig op. Vi havde styrken til fælles.

Jeg har gemt en del af dine gamle bøger, dækkeservietterne, frihedskæmperarmbindet mv. Det er ting, der gør mig glad at have. Når jeg kigger på dem, føler jeg dit nærvær selv så mange år efter. Du har været et markant menneske, når du kunne give alt dette videre på så kort tid.

I de år, du levede, var livet godt og trygt. I fællesskab var I gode forældre, også selvom du var den toneangivende.

Jeg har ofte tænkt på, at det var svært at miste dig – men hvordan har det været for dig at vide, at du skulle dø fra mig? Jeg ved det ikke, svaret kommer aldrig, men jeg synes, det er en tanke værd.

Tusind tak for alt. Du gav mig så meget med på vejen. Uden dig havde jeg ikke klaret resten.

Kærlig hilsen

Hanne

29. juni 2017

2 replies
  1. mia gerdrup
    mia gerdrup says:

    Kære Hanne, – jeg er lidt offline p.t., men jeg læser med hver gang du har et opslag. Så mine manglende kommentarer betyder hverken “ikke læst” eller “jeg gider ikke skrive”.
    Det har været hård kost at følge din vej, – puha, nogle af de ting du skriver har krævet en læsepause.
    Men jeg ønsker så meget for dig, at du med den hjælp du får fra din dygtige psykolog, at du kan trække nogle streger og lægge tingene bag dig.
    Jeg er helt sikker på at du har ret i, at du er blevet stærk af den forfærdelige modgang du har haft.
    Jeg har haft en barndom, som bestod af hospitaler, hospitaler og hospitaler.
    Og at være hospitalsbarn fra midt 50’erne og fremefter var bestemt ingen dans på roser.
    Det har haft indflydelse på den jeg er i dag. Både plus og minus.
    Men jeg ved med sikkerhed, at der er situationer, jeg har klaret gennem mit 64-årige liv, netop fordi jeg også har lært noget af en turbulent barndom.
    Og jeg tror det er kunsten.
    At uddrage det positive fra al elendigheden.

    Jeg sidder og smiler over det, du skriver om din fars nedlagte gravsted og nærhedsfølelsen, når du finder hans ting frem.

    Jeg mistede min far i 2011. Jeg besøger hans gravsted, pynter op til årstiderne.
    Men skal jeg føle hans nærhed, så må jeg ud til den strand, som ligger i nærheden af “vores” gård – der er han!

    Alle gode ønsker til dig fremover

    Mia

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Kære Mia

      Mange tak for din søde kommentar!

      Du skriver:
      “Og jeg tror det er kunsten.
      At uddrage det positive fra al elendigheden” – lige netop! Det er det, der er meningen nu. Jeg er 53 år, og jeg kunne vældig godt tænke mig fx 25 år i frihed. Det er hårdt arbejde, men det rykker mere end nogensinde før; og det er jeg virkelig glad for.

      Anette er virkelig dygtig. Jeg lærte hende at kende under forløbet i Psykiatrifonden, og fik allerede dengang stor tillid til hende. Da jeg så hørte, at hun havde startet egen praksis, greb jeg chancen og kontaktede hende.

      Jeg kan næsten godt forestille mig, hvordan det var at være hospitalsbarn for 50 – 60 år siden. Der var sikkert RRR (altså ro, regelmæssighed og renlighed), men måske ikke så meget kærlighed og omsorg? Og det har alle mennesker – både børn og voksne – behov for.

      Du har fuldstændig ret: Modgang gør stærk – men jeg kunne nu selv tænke mig at være kommet til styrken på andre måder 🙂 Og det kunne du måske også?

      Hvis man har haft gode forældre, kan det gøre godt at besøge gravstedet og at pynte op til højtider/årstider. Hvor er det dejligt, at du kan tage ud til stranden og føle nærhed. Den slags kunne jeg faktisk også tænke mig.

      Du må have en dejlig dag.

      Kh.
      Hanne

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *