Sådan lærte jeg at læse

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Hvis jeg havde børn, ville jeg være glad, hvis de var videbegærlige og stillede spørgsmål om alverdens ting. Jeg ville med glæde besvare alle mulige spørgsmål.

Jeg ville være glad, hvis jeg fx kunne svare på, hvor langt der er fra Bagdad til Tel Aviv og hvis ikke, ville jeg slå op på det allestedsnærværende internet og fortælle, at der var 1.600 km. Jeg ville være glad for at finde et atlas frem, så vi sammen kunne få en visuel forståelse af den enorme afstand, bomberne fra præstestyret skulle tilbagelægge, før de kunne nå israelske mål. Det ville være en læreproces for os begge.

En globus er ganske vist ikke videre køn, men måske ville jeg alligevel købe en og stille den i en afkrog, men glæde mig over at tage den frem, når de stillede andre spørgsmål om alverdens riger og lande.

Det ville selvfølgelig tage tid, men sådan er det med børn. Det må man finde sig i. Til tider har man ikke tiden, men så man sige “Det ser vi på senere/i morgen”.

En del af videbegærligheden, er læsningens magi.

Jeg kunne læse, før jeg kom i skole

Jeg kunne læse, før jeg kom i skole, og jeg tror, en af årsagerne var, at begge min forældre – før november 1972 – var virkelig dygtige til at læse højt for mig. Jeg havde en samling af tre røde læderindbundne (måske var det en slags plastik?) eventyrbøger, men de bedste var bøgerne om missemor og hendes mange killinger.

Missemor bagte kager og hængte vasketøj op, hvilket der var illustrationer af. Jeg kan stadig se tegningerne for mig. De stammede fra Pixi-bøgerne, som jeg havde en stor samling af. Pixi-bøger er en bogserie fra min tid (da man brugte bue og pil), og havde en længde, der passede godt som godnathistorier.

Min far og mor havde tiden, eller også tog de sig tiden, til hver eneste aften at læse en eller to Pixi-bøger for mig. Især min mors stemme husker jeg; hun læste godt op. Misserne blev sprællevende og fik en personlighed. Hendes stemme skiftede fra kat til kat, så jeg ikke var i tvivl om, hvem der var i fokus, selvom jeg til tider lå ned og ikke kunne følge med på billederne.

Præcis sådan lærte jeg at læse

Når mine forældre var gået, og det var meningen, jeg skulle sove, kiggede jeg i stedet selv i bøgerne, der var sat med ret store typer og ikke havde mere end tre eller fire linjers tekst pr. side. Eftersom jeg stadig kunne høre høre det oplæste inde i hovedet, kunne jeg næsten sætte bogstaverne (som jeg kunne på forhånd) sammen til ord og sætninger. Det var de mange, mange gentagelser af de samme oplæsninger, der gjorde, at jeg nogenlunde vidste hvilke ord, der stod hvor.

En aften byttede vi roller, så jeg læste – eller gættede – så godt jeg kunne for enten min far eller mor. De hjalp med de ord, jeg ikke selv kunne. Langsomt blev alle bogstaverne til ord, og jeg læste rent faktisk uden bare at gentage eller gætte, det jeg havde hørt så ofte. Det var sådan, jeg lærte at læse. Da jeg en aften, samme med min far, opdagede, at jeg rent faktisk læste, var jeg utrolig stolt men også forbavset over miraklet. Hvordan var det dog sket? Også min far var vanvittig stolt og måtte straks gå ud og fortælle det til min mor.

Læseeventyret fortsatte senere med Troldepus og Peter Pedal. Troldepus havde havde en passende længde til godnatlæsning, men jeg foretrak “Manden med den blå hat”.

Aftenen efter miraklet var min far og jeg “en smut” nede på fabrikken, og alle arbejderne fik at vide, at nu kunne jeg læse selv.

Bilen herunder er en “Morris Minor 1000 Traveller”, som vi kaldte “Trækassen”. Ligesom som alle vores andre aflagte biler, fik jeg den at lege i, da den ikke længere kunne køre. Den transporterede os ned på fabrikken.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.