Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980
Ritts død vækker minder til live
Indholdsfortegnelse
Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980
Det er underligt, men det er ofte sådan, at andres død sætter ens eget liv i relief. Det gælder også for mig i forbindelse med Ritt Bjerregaards (1941 – 2023) død i lørdags. Ritt var undervisningsminister i en del af min skoletid.
Enhedsskolen kom i 1975; den var ikke god for mig, der gik i folkeskolen fra 1970 – 1980. Det er længe før, man “opfandt” begreber som autisme og “inklusion” (med mindre man kan betegne enhedsskolen som datiden inklusion? Ved nogen af mine læsere det?). Når jeg nu til dags læser om klasser for børn med “særlige behov”, drejer det sig altid om børn, der har vanskeligheder i skolen, aldrig om børn der har (for) let ved skolen og gerne vil have flere udfordringer. Eller det drejer sig om børn, der foretrækker praktiske fag, aldrig om børn der foretrækker boglige fag.
En af mine mest trofaste læsere gennem lige knapt 10 år har inspireret mig til denne artikel grundet hendes kommentarer til artiklen om, at Ritt var en skrap kælling. Min læser er uddannet folkeskolelærer og lidt ældre end mig.
Først og fremmest: Jeg elskede at gå i skole i de boglige timer, men ikke i frikvartererne, ikke i håndgerning, ikke i sløjd, ikke i husgerning mv. og slet ikke i gymnastik, hvor jeg overhovedet ikke kunne noget af alt det, man skulle kunne.
I håndgerning var jeg et helt skoleår om at strikke én sok, for jeg skulle have hjælp, hver gang der skulle skiftes pind på hælen, og så tager det sin tid. I sløjd bankede jeg et enkelt grimt metalaskebæger ud.
Jeg kunne fx heller ikke finde ud af at hoppe i sjippetov, fordi jeg ikke kunne finde ud af at hoppe ind, når der stod en og svingede i hver ende (legen havde et navn, jeg ikke kan huske) og det gik aldrig op for mig, hvordan man i højdespring skulle kunne hoppe op i den frie luft for dernæst at parallelforskyde kroppen henover barren. Jeg landede for det meste på asfalten foran dels barren, dels måtten, og det gjorde pokkers ondt. Jeg har vist aldrig ramt bolden i rundbold. Det gik dog nogenlunde i “Høvdingebold”.
Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler og det er hårdt for et barn, for det når aldrig at danne relationer. Jeg “tog tiende med”, fordi de, det sted, jeg boede, ikke kunne finde på andet end at sende mig på en af de hedengangne fiskefiletfabrikker i Rønne. Så var det alligevel bedre at være ensom i den danske folkeskole. (Jeg har et ret belastet forhold til sild.)
Skoletiden med “Læs og forstå”
Jeg kunne læse små lette bøger (Troldepus, Peter Pedal, en serie om katte m.v.), før jeg kom i skole. Jeg føler mig overbevist om, at det skyldes, at mine forældre – indtil min far døde i november 1972 – læste højt for mig både ved sengetid og når det ellers var belejligt. Vi brugte biblioteket i Brande som det naturligste i verden, og der var medlemskab af “Unions bogklub” og abonnement på “Lademanns Leksikon” i en endeløs række af bind. Det var ikke det højeste intellektuelle niveau, men det var bøger! Information har her en artikel om bogklubbernes storhedstid (ingen betalingsmur).
En af de få positive ting, jeg husker om “min mor”, er, at hun var meget dygtig til at læse højt. Hun kunne med sin intonation gøre figurerne levende og holde dem ude fra hinanden. Det er mit indtryk, at de ønskede at introducere mig til bøgernes og læsningens univers. Det lykkedes for dem.
Som voksen har jeg, “against all odds”, dels taget en boglig uddannelse, dels har jeg, indtil jeg blev syg i 2014, altid været i gang med mindst én bog. En af mine stuer er fyldt med skønlitteratur fra 1981 og frem til 2014. Det er en sorg ikke længere at kunne læse, men jeg har tænkt mig at udfordre det. Det må da kunne lade sig gøre.
I min skoletid fandtes en lærebogsserie, der kaldtes “Læs og forstå”, og som jeg elskede. Jeg kunne godt lide konkurrenceelementet; det var sjovt at blive færdig, før de andre. Som jeg husker det, drejede det sig om dels at læse nogle små tekster, dels om at skrive forskellige småord. Det kan være forkert, eftersom seriens titel kun drejer sig om læsning og at forstå det læste.
Jeg var altid færdig med hæfterne før de andre. Det var bare ikke udelukkende rart eller godt, for jeg blev ofte udnævnt til “hjælpelærer”, og det var ikke rart. Når man bliver udnævnt til “hjælpelærer”, stikker man af fra de øvrige. Et var, at jeg var anderledes, et andet var, at rollen som hjælpelærer cementerede anderledesheden. Jeg husker ret tydeligt, at jeg skulle gå rundt og hjælpe dem, der sad med fingeren oppe. Havde jeg været lidt kvikkere, havde jeg ikke gjort hæfterne færdige så hurtigt, og så havde jeg måske kunnet undgå udnævnelsen.
Statens Kursus til Studentereksamen
Det var en lise i 1981 at starte på studenterkurset. Nogle tror, at det ikke er en rigtig studentereksamen, når den kun er berammet til to år. Men det er det! Huen er nøjagtig lige så rigtig derfra, som andre steder fra. Kravene var store, men lærerne levede og åndede for deres fag og formidlingen af det. Derfor kunne det lade sig gøre. Jeg husker dem alle som utrolig dedikerede.
Mens jeg stadig boede på det lejede værelse i Dagmarsgade 5 på Nørrebro, var jeg til informationsmøde på Metropolitanskolen på Jagtvej. Efter mødet var jeg fuldkommen sikker på, at der skulle jeg ikke søge ind, for de potentielle klassekammerater virkede uhyre umodne. På det tidspunkt havde jeg masseret gulve i De Gamles By i ca. ni måneder, mens de andre kom lige hjemme fra moaars kødgryder. Det ville aldrig gå, og derfor flyttede jeg til Amagerkollegiet og blev student fra kursus.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Ja, jeg er så lige de to år ældre, og har gået i realen som sidste årgang. Jeg husker, hvor vi grinede af 9. klasses fsa og fsua (folkeskolens afgangsprøve & ditto udvidede) eksamensopgaver – de var bare SÅ nemme. Men ellers kunne vi – igen – have været kloner her. Praktiske fag NEJ TAK, det bliver bare totalt håbløst, og bolden får man i hovedet – jeg var god til at undgå bolde, en fordel til høvdingebold, men ikke til mange af de andre boldspil. Vi havde et kæmpeskab i gymnastiksalen, der har jeg tilbragt mange bold-timer inde.
Og “Læs og forstå”, jeps, hjælpelærer, jeps. Da jeg startede i skolen, læste jeg bøger i dansktimerne, først under bordet, men senere (STORT tak til min dansklærer) helt åbenlyst. Hun indså nok, at jeg kunne læse allerede, og at det var en plage at høre på “se en so i en sø”.
“Læs og forstå” var også noget, jeg kunne lide. Men jeg husker dem nu som noget mere meningsfyldte end Berit – måske igen min fantastiske dansklærer. Men i hvert fald lærte vi, at den grundlæggende forståelse af en tekst – og senere analyse – var afhængig af at man kunne besvare nogle helt basale spørgsmål om teksten. Hvor foregår det? Hvornår foregår det? (Svarene kunne så være meget forskellige: i 1950, om natten eller i december). Hvor længe varer det? Hvem er med? Og at det var det, “Læs og forstå” trænede os i.
Enhedsskolen var (er) god for alle dem i midten, men for de bogligt stærke og svage er og var den et mareridt. Hvorfor skal man dog spilde så meget tid med at forsøge at få nål, tråd og stof til at arbejde sammen, når man hellere vil lære et sprog mere, og hvorfor skal man partout lære latin, hvis man hellere vil sy en kjole? Her, som alle andre steder, går jeg ind for en meget høj grad af valgfrihed. Vi boede i Tyskland et år (2003-04), og deres måde med opdeling, men alligevel chancer for at skifte spor senere, ville have været min drømmeskole. Og for pokker, hvor de dog lærte meget!
Som Helle blev jeg aldrig en fan af gruppearbejde, det var de andres undskyldning for ikke at lave en pind, og lade mig og et par stykker til tage slæbet, fordi vi var så pligtopfyldende, at vi ikke brød os om at aflevere noget bras. Og stadig fatter jeg ikke at det skulle være op til os, hvad vi havde lyst til at lære. Vi vidste jo ikke nok til at tage kvalificeret stilling til det, altså!
Helt sjovt er så, at jeg blev fænomenal til akrobatik bare nogle få år efter at være gået ud af skolen, og jeg har hæklet blonder, flettet kurve og meget andet som voksen, og jeg er lige begyndt at lære at strikke ordentligt – så det var vist mere et spørgsmål om at jeg var en firkantet pind i et rundt hul i folkeskolen … det er altså en uinspirerende pølsefabrik, sådan generelt taget.
@ Charlotte
Tak for endnu en fin kommentar! Hvor er det sjovt, at vi er kloner!
Åh nej, skal det forstås som at du sad inde i et skab i gymnastiktimerne? Det lyder aldeles rædsomt. Det kan man da ikke gøre mod et barn!
Her fik du mig altså til at smile med lyd på: “se en so i en sø”. Det var virkelig frygteligt, når man kunne de grundlæggende ting, og ikke fik nogen udfordringer i folkeskolen. Jeg kunne som nævnt læse lette tekster, allerede inden jeg startede i skole som seksårig. Efter min ringe opfattelse burde der være tre spor: gennemsnit, dem der kunne/kan mere, og dem der kunne/kan mindre. Så ville der være noget for alle, og det ville ikke være så stigmatiserende at ligge i en af yderpolerne.
Jeg var også begejstret for “Læs og forstå”. Jeg elskede “at jorde igennem” alle spørgsmålene; men som skrevet var det ikke videre fedt at blive udnævnt til “hjælpelærer”, da det blot cementerede min anderledeshed. Jeg var ganske udmærket klar over, at jeg var anderledes. Jeg behøvede ikke at få det bukket i neon og/eller skåret ud pap. Der havde det været fint med et spor for de, der kunne mere.
Nej netop: hvorfor skal man tvinges til nål og tråd, hvis man hellere vil lære latin og omvendt. Vi er fuldkommen enige. Jeg var ikke glad i “enhedsskolen”, for jeg faldt hele tiden ved siden af (ofte bogstaveligt talt), eftersom man ikke kunne vælge grundkursus i formning, håndgerning, gymnastik mv. og udvidet i fx samtlige sprogfag og matematik.
Det er sjovt, at du blev så dygtig til akrobatik. Der skulle jeg netop have været på grundkursus, fordi jeg altid tænkte over og på forhånd analyserede, hvordan det skulle gøres, og så lader det sig naturligvis ikke gøre. Stadig forstår jeg faktisk ikke, hvordan det lader sig gøre at komme over i højdespring. Gudskelov er jeg nu så gammel, at ingen forventer, at jeg forsøger mig. Der er lyspunkter ved at blive (halv-)gammel.
Jeg havde, som det man i dag (før ICD 11) ville kalde “højt fungerende Asperger”, virkelig mange problemer i “enhedsskolen”. Og jeg var heller ikke begejstret for gruppearbejde. Faktisk hadede jeg det. Folk, der er kloge på autisme, siger, at vi tager det med os ind i voksenlivet, og at det er noget af det, der give os vanskeligheder på arbejdspladserne. Det er jeg tilbøjelig til at give dem ret i.
Jeg gik i enhedsskolen, men vi blev nu stadig delt op i “grundkursus” og “udvidet kursus” fra 8. klasse i matematik og fremmedsprog. Jeg husker ikke den deling som noget positivt. For det første blev deltagerne på grundkurset stigmatiseret; for det andet var niveauet på udvidet kursus fortvivlende lavt, så man som “bogligt begavet” kedede sig bravt det meste af tiden.
“Læs og forstå” husker jeg udmærket. Små bøger med tekster og tilhørende hæfte med spørgsmål til teksten. Spørgsmålene handlede kun i ringe grad hvis overhovedet om at have forstået teksten; de var generelt om for handlingen fuldstændig ligegyldige fakta som fx. “Hvilken farve havde købmandens dør?” eller “Hvor mange ænder svømmede på søen?”. Jeg lærte hurtigt ikke at spilde tid på at læse teksten først. I stedet startede jeg med spørgsmålene og skimmede derefter teksten for at finde svaret.
Jeg hadede Læs og forstå af et godt hjerte og havde en ambition om at komme igennem dem allesammen, så jeg kunne bruge min tid på noget bedre – jeg ville gerne have haft lov til at læse i min medbragte bog i stedet. Min lærer mente desværre, at jeg bare skulle starte forfra med dem, når jeg var færdig. Så jeg slap først for dem, da vi skiftede dansklærer i 8. klasse.
@ Berit
Åh ja, du har da helt ret: det hed “grundkursus” og “udvidet kursus”; sådan var det også, da jeg gik i skole – det havde jeg lige glemt. Jeg tror ikke, jeg havde grundkursus i nogen fag. Du har ret i, at man betragtede dem på grundkursus som “dummere”.
Du var smartere end mig mht. “Læs og forstå”. Det var godt set, at det var hurtigere (og nemmere) at starte med spørgsmålene. Det var sent at slippe systemet i ottende klasse. Som jeg husker det, havde jeg dem maksimalt til femte klasse. Men som i dit eksempel var det åbenbart noget, der var op til den enkelte lærer. Jeg har gået på så mange skoler, at jeg simpelthen ikke kan skille den ene fra den anden – og derfor kan jeg heller ikke skelne lærebogssystemerne.
Jeg kunne godt lide helhedsskolen
Jeg har senere hen ærgret mig vældig meget over at det ikke fortsatte i min børns skole, hvor de kreative fag blev noget færre.
Sådan er det jo forskelligt
Og iø så var Ritt en fantastisk dygtig politikere og en vigtig stemme for kvinder mens jeg voksede op
@ Hej Tine
Tak for din kommentar!
Rent politisk, mener jeg også, at enhedsskolen var det eneste rigtige. Helt sikkert! Men når jeg så selv tænker tilbage på min skoletid, er det tydeligt, at den skoleform ikke var den rigtige for mig. Når man ikke kan noget med sine hænder, var alt det kreative et mareridt. Jeg ville hellere have læst flere bøger og løst flere matematik- og fysikopgaver. Enhedsskolen manglede simpelthen udfordringer til de bogligt stærkere elever.
Men du har ret: Det er forskelligt.
Vi er helt enige om, at Ritt var en fantastisk dygtig politiker. Så vidt jeg husker er vi lige gamle, så Ritt var der også, mens jeg voksede op. Hvis du ikke allerede har set Peter Q. Geislings portæt af hende, må du straks gøre det.
Jeg er heller ikke fan af Ritt. Hun ødelagde de sidste år af min skolegang med det forbandede gruppearbejde. Og det blev så til en yderligere forbandelse af mine børns skolegang. Jeg er nogle år ældre end du (1958) og jeg gik i skole 1965-1975, de første år var på ikke nemme, men vi skulle da i det mindste ikke samarbejde for at løse opgaverne.
@ Helle
Nåh, jeg er nu fan af Ritt, fordi hun aldrig stak op for bollemælk, prøv at se Peter Q. Geislings portræt af hende, men jeg brød mig bestemt ikke om gruppearbejde. Her kan du korrekt skrive “heller”.
Du har vel så ikke gået i “Enhedsskolen”, men i det, der vist hedder den to-delte skole?