Hykleriet ved Mors dag

Hykleriet ved mors dag

Mors dag er svær

Hykleriet ved mors dag

Hykleriet ved Mors dagDet er den 14. maj 2023. Tante Kis kunne være blevet 104 år i dag. Desværre døde hun i 1985 som 65-årig efter endelig at være kommet til København igen. Bare hun havde været min mor!

Hun var københavner med stort “K”. Jeg elskede hende og onkel Sigvard. De boede i Aarhus på Provstebakken 17, mens jeg selv boede i Vestjylland.

Hvert år var jeg på en uges sommerferie hos dem. Allermest husker jeg vores besøg i “Cirkus Benneweis”, der ikke kom til Vestjylland; men cirkus kom til Aarhus. Tante Kis og jeg sad på første række på de bedste pladser. Det var stort! Jeg kunne godt lide både elefanterne og klovnene.

Min fars ungdomskæreste har fortalt, at hun og tante Kis talte om, at det nok ikke var så godt, at jeg, der lige var blevet ni år, gik på kirkegården og sad ved min fars grav i stedet for at gå i skole.

Realiteten er bare, at ingen handlede på deres viden. Formentlig vidste de ikke, hvad de skulle gøre.

Og nu er det så “mors dag” i 2023

Jeg er adopteret.

  • Min biologiske mor døde på et hospice den 20. september 2015.
  • Min adoptiv-“mor” døde den 25. december 2006 på Holbæk Centralsygehus.
  • Realiteten er, at jeg aldrig har haft en mor. Det er hårdt at sige det sådan, men det er min oplevelse.

Facebook svømmer i dag over med lykønskninger til alle de fantastiske mødre, som Gud(inde) og hver mand har eller har haft. Et eller andet sted er jeg jo bare misundelig, også selvom misundelse er en grim ting. Det er det ærlige svar. Jeg ville så gerne have haft en mor – enten den ene eller den anden. Men det lykkedes aldrig.

Der gik 22 år. Taber eller hvad?

Da jeg – efter 22 års pause – i 2003 kontaktede min adoptiv-“mor” og fortalte hende, hvad psykopaten havde udsat mig for, var hendes svar, at det vidste hun godt, men at hun ikke havde vidst, hvad hun skulle stille op med to børn. Jeg var – og er – skuffet over hendes handlingslammelse. En kvinde, der ikke ved, hvad hun skal, er en taber eller måske er et bedre ord et “skvat”. Hun var en taber/et skvat, og jeg kan ikke respektere hende. Og jeg savner hende ikke. Det lyder urimeligt hårdt, men sådan er det.

Da jeg – ca. 14 dage efter min 18 års fødselsdag – kontaktede min biologiske mor var hendes svar, at hun ikke havde tid til mig, idet hun havde utrolig travlt med at løbe marathon. Hun havde så travlt, at hun ikke kunne besøge mig på Amagerkollegiet. Der er dog den positive ting, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Set med de nutidige briller var det faktisk fint.

Dengang var det bare ikke nok for mig; jeg ønskede mig en mor, eftersom jeg aldrig havde haft en! Nu respekterer jeg hende for, at hun ikke brugte hverken strikkepinde eller brun sæbe, der var kvinders muligheder, før aborten den blev fri. Havde hun brugt en af de muligheder, havde jeg nok aldrig haft et levet liv.

På den måde tror jeg ikke på noget af alt det “mors-dags-pladder”. Blomsterhandlerne får os til at tro på eventyret, men for mange af os eksisterer eventyret ikke.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *