Tag Archive for: Kontanthjælp

,

Bindegal?

Er verden blevet sindssyg?

Hver dag vågner jeg op til nye uhyrligheder, og jeg spørger mig selv, om det snart kan blive værre?

Jeg er bange for fremtiden:

  1.  Nummer et på hitlisten er naturligvis Donald Trump, der på ca. 1½ uge har sat staterne (og dermed også os andre) 200 år tilbage.
    1. Det gælder en ny justitsminister, der taler ham efter munden – ellers var han jo ikke blevet peget på.
    2. Og så er der abortlovene: Jeg er stolt af at udgøre en lille bitte brik med nogle regneark i Folkekirkens Nødhjælp, hvor vores generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen reagerer på, at Donald Trump, på sin første dag som præsident, gentager den republikanske praksis med at forbyde økonomisk støtte til udenlandske organisationer, der rådgiver om abort og prævention i een samlet pakke. Birgitte udtaler: “Vi må rådgive om kondomer – men vi må ikke fortælle, hvad man skal og ikke skal, hvis præventionen svigter.”
  2. Hvad tænker idioten (altså Trump) på? Han er en farlig mand. Abortlovene er væk, klimakonventionerne er væk. Hvad med Antarktis, sælerne og de oprindelige folkeslag?
  3. Meksikanerne skal selv betale en ca. 4.000 km. lang mur. Det har åbenbart ingen ende.
  4. Vi har en statsminister, der ikke tager afstand fra Donald Trump.
  5. Og den hjemlige andedam:
    1. Kommunerne får ikke lov at hjælpe mennesker, der lever af kontanthjælp til at blive i deres hjem, indtil de kan finde en anden og billigere bolig. Simon Emil Ammitzbøll (LA) bryder sig ikke om det, da han mener, at det udhuler den idé, der ligger bag kontanthjælpsloftet (jeg kan ikke lige finde dokumentationen, men jeg læste det i morges). Syv kommuner var gået sammen med henblik på at få nogle undtagelsesbestemmelser, men det lykkedes dem ikke, for det passede ikke den unge mand. Blandt de syv kommuner var: København, Aarhus og Randers.
    2. Og så lige et spørgsmål: Hvordan finder man en billigere bolig? Da jeg selv var rædselsslagen for at miste min lejlighed, forsøgte jeg at orientere mig lidt på markedet. Jeg bor i en af pensionskassens lejligheder, så det skulle vel være muligt, at finde noget billigere? Det var det bare ikke. Det er muligt at finde noget mindre men til samme pris!
    3. Jeg læser dagligt om mennesker, der ikke har til husleje, medicin, el og gas. Normalt bander jeg hverken på skrift eller mundtligt, for jeg synes ikke, det er særlig pænt, men “Hvad fanden er meningen?” Hvad forventes disse mennesker at gøre for at opretholde livet for sig selv og ofte også børnene?
    4. Og hvad med hele flygtningesituationen. Støjberg mener, at “tålt ophold” skal være lig med “utåleligt ophold”. Det mål har hun til fulde nået.
    5. Samme Støjberg er parat til at gå til “kanten af konventionerne”. Det har hun også opnået. Hvornår begynder hun at opsige konventionerne?
    6. Martin Henriksen er på forsiderne i dag med: “Danmark skal gøre op med sit asylsystem, hvor somaliere, irakere, iranere, afghanere og syrere i årtier har fået ophold og nogle dansk statsborgerskab. Selv udlændinge, som ikke får ophold, er meget svære at sende hjem.”
    7. En række embedsmænd besøgte luftavnen i Somalia (jeg kan ikke stave navnet Mogadishu – eller sådan noget lignende). Der var trygt og sikkert i lufthavnen, og på den baggrund vurderer ministeriet nu, at man sagtens kan repatriere folk, selvom landet (udenfor lufthavnen) ligger i ruiner.

 

Øv – jeg kan ikke holde det ud mere! Hvornår sker der noget politisk, man kan glæde sig over? Jeg tilhører det, man kan kalde den yderste venstrefløj, men jeg vil mene, at ovenstående hidrører fra det, man må kalde almenmenneskeligt og henhørende menneskerettighederne – politik eller ej!

,

Julehjælp

Jan Hoby

Jeg har allerede skrevet flere poster, der rummer ordet “Julehjælp” – du finder dem her. Der er behov for at blive ved med at skrive om emnet, for problemet bliver større og større. Mange bliver fattigere og fattigere, mens en hel del bliver rigere og rigere. Det meste skyldes kontanthjælpsloftet.

Der er brug for ny social ansvarlighed og social indignation i Danmark.

Da jeg sad i S-toget på vej hjem, kom en snavset og laset kvinde ind i kupeen med et lille papbæger i en fremstrakt højre hånd. Hun tog ikke imod MobilePay, så jeg tømte møntrummet i tegnebogen. Der var ingen andre, der fandt tegnebogen frem. De kunne garanteret godt have undværet en ti’er.

I toget sad jeg og læste denne blogpost skrevet af en udpræget socialist. Hvor har han ret!

Hans pointer er blandt andet:

  1. “Det går hårdest ud over fattige, syge og arbejdsløse.” De kan ikke holde jul som os andre.
  2. “Dagens Danmark tæller titusindvis af fattige børn, fattige enlige, fattige familier, fattige ægtefælder (det er altså ikke med “d” 🙂 ) og fattige ældre. Kort sagt fattige mennesker i hobevis. Folk sulter for at få råd til medicin i et af verdens rigeste lande pga. kontanthjælpsloftet. Forældre sulter for at have råd til at give deres børn mad.”
  3. “Men titusindvis af fattige børn går julen i møde uden julemand, pakkekalender og adventsgaver. For julemanden besøger kun børn, hvis forældre har råd til at få besøg.”

Julehjælp af overskudsmad

Jeg mener, at det som de første var Folkekirkens Nødhjælp, der med Wefood satte system i kampen mod madspild og overskudsmad. Wefoods overskud går direkte til verdens 800 millioner fattige. Nu vil mange lige pludselig markedsføre sig med, at de vil bekæmpe madspild. Men pyt med det, det er kun godt med lidt konkurrence, og det er kun godt, at der er kommet fokus på, hvor stort spildet egentlig er.

På DR.dk er der en interessant artikel i dag: “10.000 fattige danskere får julehjælp af overskudsmad“:

“Sidste år fik 500 familier gratis mad i et pilotprojekt, men i år bliver hjælpen givet til 2500 fattige børnefamilier, som den 23. december får en kasse med overskudsmad fra REMA 1000s 246 butikker i Danmark og en række andre samarbejdspartnere. Tilsammen er det op mod 10.000 personer, som får hjælp, oplyser arrangørerne.”

Sammenfatning

Den drejning samfundet tager p.t. er sygelig. Der bliver flere og flere fattige, fattigdomsydelserne bliver stadig mere skrabede, der bliver mere til de rigeste, og forskellen mellem fattig og rig bliver følgelig større og større. Revner ballonen ikke på et tidspunkt?

I dag havde vi i FKN en seance, hvor det blandt andet blev analyseret, hvordan vi håndterer at være Folkekirkens Nødhjælp. Hvor er det kirkelige aspekt? Jeg har såmænd tænkt på det så tit, men har ikke kunnet lide at spørge, fordi jeg troede, at alle de andre kendte svaret, og jeg bare ikke havde hørt efter i timen.

Generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen (vores direktør) læste op af juleevangeliet – Lukasevangeliet kapitel 2 – fra “Den nye aftale” (som jeg ikke bryder mig så meget om). I den efterfølgende tale kom hun ind på det vigtigste i kristendommen: “Næstekærlighed”.

Det er næstekærlighed, når FKN støtter de 800 mio. fattige i verden, og det er næstekærlighed, når REMA 1000 systematiserer deres overskudsmad til dem, der har størst behov.

, , ,

Landsindsamling

Kirkens Korshær

I dag søndag den 27. november – som også er første søndag i advent – holder Kirkens Korshær for første gang nogensinde siden 1938 en landsindsamling. Behovet har aldrig været tilstede før, men nu er fattigdommen i Danmark blevet markant større efter indførelsen af det “moderne” kontanthjælpsloft og integrationsydelsen. Jeg kalder dem nu ved rette navn: “Fattigdomsydelser”.

Modsætninger mødes, for der har lige været forbrugsfest på “Black Friday”. Afstanden mellem mennesker er altså blevet større.

Nogle mennesker er trætte af landsindsamlingerne, og det er måske forståeligt nok, da der efterhånden er mange af dem. For at være helt præcis er der 18 styks. Her er en liste over dem.

Du kan støtte mennesker, der har det svært, ved at sende et beløb til Kirkens Korshær via MobilePay på nummer 40 16 87 88.

Julehjælp

Folkekirken.dk har lavet en liste over muligheder for julehjælp: Listen er her.

Forleden læste jeg en artikel om, at en af de store nødhjælpsorganisationer (jeg kan desværre ikke huske hvilken, men det var vist noget med børn) oplevede en stigning på 525 pct. i antallet af ansøgninger til julehjælp allerede nu, og så er der endda længe til jul.

Som noget helt nyt har Hvidovre Kirke lagt et ansøgningsskema på hjemmesiden. Desværre er der ikke angivet en ansøgningsfrist.

, ,

Gentagelser

Det kan sagtens være, at jeg er langt bagud, og så kan I bare ryste på hovedet, men på det seneste har jeg lagt mærke til, hvor meget interviewofre gentager sig selv.

Jeg ser altid TV-avisen 18:30, og i dag var den indledende satsning lagt på flygtningebørn under 18, der ikke kan finde ud af at begå sig på en festivalplads på Langeland.

Ask Rostrup spurgte Inger Støjberg, hvordan hun forholdt sig til forslaget om en slags “stuearrest” til de unge mennesker. Forslaget kommer fra S og DF. Inger gentog sig selv intet mindre end tre gange, og det var ikke engang forskellige drejninger, ord eller vendinger, nej det var nøjagtige kopier, som man vidst også kan betegne som papegøjesnak. Og selvfølgelig er hun begejstret for forslaget og er åben for alle muligheder.

Hun er blandt dem, der gentager sig selv allermest, men bare rolig – de andre kan også være med. Det er mest markant med politikerne, så det må være noget, de lærer på retorik-skolen. Men andre interviewofre kan bestemt også være med.

Budskaberne bliver altså ikke bedre af at blive gentaget, men det kan selvfølgelig være, folk fatter det lettere efter tredje gang.