Indlæg

/6 Kommentarer/i /af

Kender du nogen, der »prepper«? Jeg gør ikke

Kender du nogen, der »prepper«? Jeg gør ikke

Forberedt på kriser

Kender du nogen, der »prepper«? Jeg gør ikke

Jeg hverken kender nogen eller forbereder mig selv på kriser. Måske er det forkert af mig?

Bortset fra at »at preppe« er et lidt fjollet udtryk, der nemt kunne erstattes af »at forberede« eller lignende, så kender jeg virkelig ingen, der tager myndighedernes anvisninger alvorligt. Og jeg gør det heller ikke selv.

Mine egne begrundelser for ikke at gøre det er:

  • Den næste krig, vi kommer til at opleve i Danmark, bliver en krig med kernevåben, og den er ikke overstået på tre dage. Vi kan ikke gå på gaden efter tre dage
  • Hvis Putin (også) kommer her, bliver hans tropper mere end tre dage. Nu har de snart været i Ukraine i tre år
  • Jeg tror simpelthen ikke på, det bliver nødvendigt
  • Jeg har svært ved at tage det alvorligt

Når man læser Beredskabsstyrelsen pjece fremgår det, at det også er vores hjælp til myndighederne, så de bedre kan hjælpe andre borgere, der har et større hjælpbehov. Det vil jeg på den anden side set naturligvis gerne bidrage til.

Barndommens beskyttelsesrum

Kender du nogen, der »prepper«? Jeg gør ikke

Indtil jeg var ca. otte og et halvt år, boede jeg i Vestjylland. Og jeg husker tydeligt folderen »Hvis krigen kommer«, der var udgivet af Statsministeriet i 1962, og at min far viste mig det stedlige beskyttelsesrum og sagde: »Det er her, vi skal sidde, hvis der bliver krig igen«. Det har været i ca. 1969-70, og der var anden verdenskrig ikke så langt væk. Faktisk var det kun 25 år siden, han havde lagt sit frihedskæmperarmbind på hylden.

Beskyttelsesrummet havde form som en kælder med en lille betonsilo, der stak op over jorden. Jeg havde på ingen måde lyst at være i det beskyttelsesrum, for der lugtede af mug, der var mug på væggene, og bænkene langs væggene var smalle og hårde. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at vi evt. skulle sidde der i længere tid. Det kan jeg stadig ikke.

Det er ikke længe siden, jeg så et indslag i TV Avisen om, at man ikke har styr på antallet af beskyttelsesrum/sikringsrum. Man ved ikke, hvor de ligger, og man ved ikke, om de er fyldt med regnskaber eller andet. Billedet herunder stammer fra borger.dk, og der fremgår det tydeligt, at rummene helt legalt kan bruges til andre formål, når de ikke skal anvendes som beskyttelsesrum.

Hvis de pludselig skal bruges som beskyttelsesrum/sikringsrum, må man håbe, at regnskaberne hurtigt får ben at gå på. Man er muligvis blevet klogere efter det omhandlede indslag, for af linket fremgår:

Beredskabsstyrelsen har i samarbejde med kommunerne og Vurderingsstyrelsen udarbejdet en opgørelse pr. 19. juni 2024 over pladser i beskyttelsesrum. Af opgørelsen fremgår bl.a. at der er ca. 3,4 mio. pladser i sikringsrum, som kan klargøres, hvis behovet opstår. Dertil kommer et antal pladser i offentlige beskyttelsesrum samt supplerende rum til beskyttelse, herunder underjordiske garageanlæg med videre.

Kender du nogen, der »prepper«? Jeg gør ikke

Læser man lidt mere på Beredskabsstyrelsens hjemmeside, finder man ud af, at det er rum, der skal beskytte os mod luftangreb men hvad med de øvrige farer?

Beskyttelsesrum og sikringsrum er en betegnelse, der dækker alle typer af forstærkede rum, hvis formål er at beskytte befolkningen mod luftangreb.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , , /af , ,

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

Krigen i Gaza – jeg undrer mig

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

40 pct. af de ca. 2 millioner indbyggere i Gaza er børn (jeg er ikke klar over, hvor grænsen til “voksen” går). Derfor vil det vel være “naturligt” ud fra en normalfordeling, at 40 pct. af de dræbte er børn. Israel siger, de har ret til at forsvare sig selv. Jeg spørger til gengæld “Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?”

Og mit spørgsmål er ikke af retorisk karakter. Det er helt reelt, for jeg forstår det ikke.

Jeg deltager normalt ikke i debatten

Jeg afholder mig fra den eksisterende debat på sociale medier, demonstrationer mv., idet debatniveauet simpelthen er for lavt. Uanset hvad man skriver, bliver det vendt og drejet af begge parter, så mine egne udsagn til sidst er uigenkendelige for mig selv. Det orker jeg ikke. Men det er i virkeligheden problematisk, at så mange ikke deltager. En Megafonmåling viste ultimo november 2023, at ca. 1/3 ikke deltager af frygt for repressalier:

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

Nu kan man selvfølgelig sige, at det ikke rokker en tøddel ved noget som helst, om folk deltager eller ej. Og derfor kan det være inderligt ligegyldigt. Men det er voldsomt problematisk, at der er så mange jøder i Danmark, der skjuler deres religion af frygt for repressalier. Lige så problematisk er det, at muslimer oplever hadtale og fordømmende opførsel.

  • Vi er (fra København) 3.144 km. fra Tel Aviv.
  • Hvorfor lever konflikten i bedste velgående her i landet?
  • Er det fordi, der er tale om en grundkonflikt, der berører de dybeste sår (og had) på begge sider? Pludselig er vi alle bevidste om Seksdageskrigen i 1967. Vi ved, hvad 1948 repræsenterer. Vi kan stave til “Holocaust” osv.
  • Kritik af Israels drab på civile i Gaza er bare ikke antisemitisme.
  • Det er ikke i orden hver dag at overtræde det absurde begreb “krigens love“.

Det der rokker er samtale!

“Brobyggerne” har iværksat et initiativ på tværs af skellene. Overrabbiner i Danmark Jair Melchior deltager sammen med blandt andet Amjad El-Chahabi, der har palæstinensiske rødder. De drikker en pokkers masse dialogkaffe, mens de taler sammen. Og samtale er den eneste vej frem. At vente på, at en af parterne “vinder”, er ikke en farbar vej. Hvor mange mennesker, børn inkl., skal betale den højeste pris, inden en af parterne har “vundet”?

Der er også andre lignende initiativer, som jeg ikke kan huske navnene på, men også her er idéen at sætte mennesker til at tale sammen. Et af initiativerne går ud på, at en palæstinenser og en jøde mødes en gang om måneden og taler sammen – vist nok ledet af en moderator, der skal sikre debatniveauet.

Der var ikke meget glædelig jul, og det er ikke en glæde at se tilbage på 2023

Julegudstjenesten i Betlehem blev forståeligt nok aflyst. Der var ikke noget at fejre. Og når jeg i dag ser tilbage på 2023 er det ikke med glæde.

Verden står i brand og måske har Mette Frederiksen ret i, at de seneste 32 fredelige år har været en parentes i verdenshistorien, og at vi nu må vænne os til en anderledes verdensorden? Det er ikke det, jeg ønsker mig. Jeg ønsker mig allermest fred både i Israel og i Ukraine. Alt for mange mennesker mister livet uden grund. Det er meningsløst.

Børn bliver dræbt i Gaza. Dem, der ikke dør, behandles på de få tilbageværende hospitaler uden bedøvelse. I Ukraine sidder unge mænd i de mudrede skyttegrave eller i vores aflagte Leopardkampvogne, der er bedre end ingenting. Hvor er den større mening med det?

Måske er der et øjebliks næsten orgastisk glæde over modpartens død? Herefter fortsætter vanviddet.

Det kan ikke blive ved.

 

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Intet nyt fra vestfronten

Intet nyt fra vestfronten

Kriges meningsløshed

Intet nyt fra vestfronten

I aftes satte jeg mig og så “Intet nyt fra vestfronten” på Netflix. Filmen er baseret på Erich Maria Remarques bog af samme navn om fronten mellem Frankrig og Tyskland under 1. verdenskrig.

Det var 2:28 timer om:

  • kriges meningsløshed,
  • drenges død i skyttegravene,
  • drenges frygt for døden,
  • mødres og ægtefællers bekymring, og
  • generalers lette liv i luksuriøse kupéer.

Jeg har bogen, men den må ikke læses i, for så falder den formentlig helt fra hinanden. Den er et klenodie hos mig. Min farfar har været ca. 38 år, da han med fyldepennen i hånden i 1929 skrev sit navn udenpå og indeni. Bogen er ikke køn længere, og klisterbåndet er en blasfemisk nødvendighed. Jeg ved ikke, hvem der har sat det på. Blækklatten er den originale.

Hvis du ikke allerede har set filmen, bør du overveje at se den.

Intet nyt fra vestfronten

Kort før filmens slutning indgås en våbenhvile, der skal træde i kraft den 11. i 11. kl. 11:00. Det gør indtryk, at en af drengene bombes til døde kl. 10:45. Meningsløst!

Krigen i Ukraine – Intet nyt fra østfronten …

Er man bare en smule reflekteret, kan man ikke se filmen uden at tænke på drengene i skyttegravene i både Ukraine og Rusland. De udkæmper også en meningsløs krig initieret af en sindssyg diktator, der ønsker sig en tilbagevenden til Storrusland. De frygter helt sikkert døden lige så meget som drengene i 1. verdenskrig. Der er intet nyt fra østfronten.

Jeg har det utrolig dobbelt med vestens støtte til Ukraine:

  • Ukrainerne slås også på vores vegne, så selvfølgelig skal vi støtte alt det, vi kan.
  • Når vi nu alligevel har nogle F16-jagerfly fra 1970’erne, som vi ikke skal bruge mere, kan vi da lige så godt lade dem gå “i arv”. (Ironisk ment!)
  • Oprustning har aldrig medført fred. Det er ikke sket i hele verdenshistorien. Hvorfor skulle det så ske nu?
  • Vi er på vej til en ny kold krig, for ingen af parterne giver op.
  • Både vesten og Putin har atomvåben. Hvornår kommer de i brug? Danmark er helt sikkert nu på Putins “grimme liste”.

I krigens første dage var jeg bange

Den 24de februar 2022 er en dato, jeg aldrig glemmer. Det var dagen, Putin iværksatte sin “specialoperation”, som han regnede med kunne være klaret i løbet af et par uger. Men det ukrainske folk ville det anderledes.

De første dage var jeg bange, men en del af krigens vanvid er, at man vænner sig til den. De første dage og uger så man de mere end samlet set seks millioner mennesker, der er flygtet både som internt fordrevne og til udlandet heriblandt Danmark. Et billede sidder på min nethinde: En kvinde vandrer over grænsen til Polen. I venstre hånd har hun et barn på ca. fire år. I højre hånd har hun katten i dens transportkasse.

Det, jeg ikke troede skulle ske i min levetid, skete alligevel. Der er krig i Europa. Jeg var i Berlin i 1989, da muren faldt. En veninde og jeg tog ganske enkelt det første SAS-fly, hvor vi kunne få en plads. Det var fantastiske dage. Dengang regnede vi med, at vi nu var færdige med at slå hinanden ihjel på slagmarkerne. Putin vil det anderledes.

Putins ven i Nordkorea

Disse dage fortæller TV Avisen om Putins venskab med en anden diktator: Kim Jon-un fra Nordkorea. Kim har noget Putin kan bruge nemlig forskelligt forældet militært isenkram til brug på slagmarkerne. Putin har omvendt også noget, Kim kan bruge (jeg kan ikke lige huske hvad), så de indgår en modbydelig byttehandel.

Og hvem er taberne? Det er drengene i skyttegravene. Både Putin og Kim sidder trygt ved veldækkede langborde og i sikrede togvogne.

Krigens love

Jeg ser ofte “Krigens Døgn”, fordi jeg godt kan lide deres strategiske analyser. Folkene fra Forsvarsakademiet er dygtige til at udlægge vanviddet.

En dag, hvor jeg ikke skal andet, vil jeg sætte mig ned og undersøge, hvad “krigens love” egl. er for nogle. Umiddelbart forestiller jeg mig. at det er noget med folkeretten og diverse FN-konventioner.

Jeg vil læse om det for at forsøge at forstå det absurde i, at der er vedtaget bestemmelser om, hvordan krig skal føres: regler om hvordan vi slår hinanden ihjel. Min psykolog siger ofte, at jeg har “en fantastisk hjerne”, men dette har den endnu aldrig begrebet.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Vi skal hjælpe Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Jeg har lige siddet og set TV Avisen 18:30, hvor det fremgik, at G7-landene sender mere hjælp til Ukraine, der indføres endnu flere sanktioner mod Rusland mv., og det glæder jeg mig over.

I går forlød det, at USA har åbnet for, at F16-jagere må sendes til Ukraine. De kan være klar til kamp i løbet af 3 – 6 måneder, da de ukrainske soldater først skal lære at betjene dem. Det er svaret på præsident Volodymyr Zelenskyjs bønner i umindelige tider.

Selvfølgelig skal vi fra Vestens side hjælpe Ukraine alt det, vi overhovedet kan, og kineserne og inderne må se at finde ud af, hvor de står.

Jeg har respekt for et folk, der – meter for meter – kæmper for deres land, og som på mange måder kæmper vores kamp, så vi selv slipper for at få blod på hænderne, leve med lutalarmerne og at bo i ruinerne.

Jeg har respekt for en præsident, der konsekvent optræder i sin armygrønne T-shirt; også når han møder verdens ledere med slips og i jakkesæt.

Jeg ser gerne Putin hængt langsomt i en strik med fødderne syv alen over jorden. Han minder mig med sit despoti alt for meget om både Stalin og Hitler. To herrer der ikke gjorde noget godt for menneskeheden.

Nu håber jeg, det er tilstrækkeligt tydeligt: Jeg er ikke Putinist! Får du en anden opfattelse, så læs venligst ovenstående igen – og gerne langsomt.

Dilemmaet

Krigen i Ukraine har nu varet i 1 år; 2 måneder; 3 uger; 6 dage eller 451 dage. Millioner af mennesker er flygtet til tryghed og bort fra bombardementerne, enten til os i Danmark, mange til Tyskland, men langt de fleste til Polen.

Billederne, af vandrende kvinder med et barn i venstre hånd og transportkassen med katten i højre hånd, har gjort stort indtryk på mig. Der har været oprettet evakueringskorridorer, der mindede lidt om “De hvide busser”, men flere af forsøgene var mislykkede. Der har været spagfærdige forsøg på fredsmægling med tyrkiske Erdogan og franske Macron i spidsen. Ingen af parterne ønsker at give sig bare en tøddel. Jeg forstå godt, at Zelenskyj siger “Gu’ vil jeg da ej. Det er mit land og mit folk”.

Det minder mig bare alt for meget om den kolde krig. Øst og Vest oprustede hver for sig, men det førte ikke til fred. Det minder mig om min ungdom. Det minder mig om “Dobbeltbeslutningen“, hvor man ville opstille 572 atombårne missiler i Vesteuropa, primært i Vesttyskland, (tjah, sådan hed det dengang), som svar på Sovjetunionens opstilling af SS-20-raketter i Østeuropa. Det minder mig om min frygt for atomkrigen, truslen der konstant rumlede i horisonten. Begge parter stod på deres. Oprustningen førte ikke til fred. Det minder mig om mit eget spagfærdige engagement i fredsbevægelsen og om “Next Stop Sovjet”.

Vi åndede lettede op, da Sovjetunionen faldt i 1991. Fra 1991 til 22. februar 2022 har jeg, måske en anelse naivt, troet på, at nu var vi færdige med at slå hinanden ihjel i Europa. Vi behøvede ikke længere et regelsæt, der kaldes “krigens love”. Been there, done that. Nu kunne vi løfte ansigtet og se fremad til et Europa i fred og frihed. Vi kunne rejse rundt bare med det rødbedefarvede danske pas. Verden lå åben for vores fødder.

Også nu rumler truslen for et atomart modtræk fra Putins side, når vi støtter alt det, vi kan fra vestlig side. Hvor skal det ende, når ingen vil give sig? Putin ønsker naturligvis ikke at tabe ansigt og opgive sin “specialoperation” i Ukraine. Og Zelenskyjs soldater kæmper for deres land. Hvor mange unge drenge og mænd skal miste livet i dette fuldkommen absurde teater? (I parentes bemærket så jeg i aftes filmen “Under sandet”. Den endte godt, men jeg måtte flere gang holde hånden over skærmen, når en dreng fik sprængt armene af).

Jeg bliver kun opmuntret, når jeg hører på Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet. En aften sagde han om alle de unge, tvangsudskrevne russiske soldater: “Tjah, de ved, hvad vej geværet skal vende”. Så havde han sagt, hvad han mente om dem.

Man vænner sig til det …

I krigens første dage var jeg meget bange og næsten grædende over at se ødelæggelserne i Ukraine og de, der vandrede med katten i transportkassen i højre hånd. Nu har jeg vænnet mig lidt til det. Det er også et dilemma.

Jeg kan ikke gøre hverken fra eller til bortset fra at tale lidt med den ukrainske kvinde, jeg mødte i S-toget en dag og byde hende velkommen i vores land. Det er måske nok lidt latterligt, men jeg kunne ikke lade være.

Nogle siger, at så skal jeg bare undlade at se TV Avisen; men jeg ved godt, at to plus to er fire, og at folk dør i Ukraine, selvom jeg slukker for mit TV.

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.