Tag Archive for: Ukraine

/2 Kommentarer/i , /af ,

Fra atomtrusler til nyt skrivebord

Fra atomtrusler til nyt skrivebord

Hvor meget kan man rumme?

Fra atomtrusler til nyt skrivebord

Hvor mange spænder så vidt? Gør jeg overhovedet selv? Er det overhovedet godt, at jeg prøver? Jeg ved det ikke, men det er helt klart at:

  1. Google, der jo “rules the world”, ikke kan lide min side, selvom jeg har enormt mange besøgende, som jeg sætter meget stor pris på, og at
  2. Google Search Console er forvirret.

Jeg har haft kontakt til folk, der ved meget mere om diverse Googletjenester end mig. Og hvis de overhovedet gider svare, siger de, at jeg “spænder for vidt”, og det bliver Google Search Console forvirret over.

Så må jeg bare gentage mit evindelige: “Jeg skriver for mennesker, ikke for robotter”. Ja, jeg er et menneske, der spænder vidt. Jeg skriver om det, der optager mig lige nu, og så må robotterne stå af. Jeg er fuldstændig ligeglad.

Selvfølgelig vil jeg gerne have et væld af besøgende på min hjemmeside; jeg skriver naturligvis for at blive læst, men jeg kommer aldrig til at skrive fx. “flødekaramel” både i titlen og fem gange i teksten, fordi Googles robotter kan lide det sådan! I f***** don’t care! Så må robotterne bare stå af.

Lige p.t. er jeg bekymret over Putin

Jeg er ganske enormt bekymret over og bange for Putin og hans advarsler, trusler eller hvad de nu skal kaldes. Manden er jo fuldkommen sindssyg. Seks millioner mennesker er drevet ud af deres hjem i Ukraine, og lige nu evakueres de sidste fra Donbas-regionen, med mindre de da vil stemme “Ja” til indlemmelse i Rusland i den i al hast organiserede folkeafstemning i den kommende weekend.

Danmark har masser af gode folk ansat i Forsvarsakademiet. Den bedste er simpelthen Peter Viggo Jakobsen, der blev interviewet til TV Avisen i går morges kl. 07:00. Han siger sin oprigtige mening ligeud, og han er vist ligeglad, om det falder i god eller dårlig jord. Derved ligner han Støjsenderen på Skive-egnen. Hvis du ikke allerede har set det, kan du utvivlsomt streame det.

Han havde den skønnest formulering om de 300.000 russere, der vil blive indkaldt til despotens angrebshær: “De ved hvad vej, geværet skal vende”.

Nyt skrivebord

Jeg glæder mig helt vildt til ca. den 17. oktober, hvor jeg bør få leveret mit nye skrivebord, der er i netop de mål, jeg vil have, og som passer i mit hjem. Jeg tilbringer dagligt adskillige timer ved skrivebordet, så nu vil jeg have noget, der passer fuldkommen i størrelsen.

Min nuværende løsning er et tidligere spisebord, jeg købte brugt og billigt. Den største ulempe ved det er faktisk, at det er i ubehandlet træ, der suger alt til sig, og derfor ser det efterhånden forfærdeligt ud. Andre gik muligvis i gang med rystepudser og lak, men der ligger ingen håndværker gemt i mig.

Jeg vil have plads, så det bliver 160 * 90, og jeg vil udnytte den uproduktive “luft”, der lige nu findes i begge ender. Så må jeg da kunne være der. Overfladen bliver af linoleum, så det er nemt at holde pænt, da det bare kræver en hårdt opvredet klud.

Farven bliver olivengrøn, som jeg tror vil passe godt til resten af rummet.

Jeg har handlet hos Domusnord, der har nogle meget  lækre ting. Priserne er ikke så lækre, og der løber yderligere på, når man også skal have hjælp til opbæring til 1. sal, montering af ben samt bortskaffelse af det gamle bord. Når man ikke har bil, smutter man jo ikke lige på genbrugspladsen, og det er ikke nemt at tage bussen med et skrivebord.

Nåh, men nu får jeg en løsning, der holder min tid ud, sådan ±

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Fra atomtrusler til nyt skrivebord

Fra atomtrusler til nyt skrivebord

 

/6 Kommentarer/i /af

Jeg er bange for Putin og atomkrig

Jeg er bange for Putin og atomkrig

Atomare trusler svirrer i luften

Jeg er bange for Putin og atomkrig

Når Putin siger “Det er ikke bluff”, så tror jeg ham. Jeg tiltror den mand hvad som helst. 300.000 ♂ vil nu få beskeder i e-Boks om, at de skal henvende sig på hvervningskontoret, eller hvad sådan noget nu hedder.

Når det er tilfældet, så har tossen vel også anerkendt, at der er tale om en egentlig krig og ikke en “specialoperation”, som han ellers hele tiden har påstået, at krigen i Ukraine er. Og som man kan få op til 15 års fængsel (eller en tur til Gulag Øhavet) for at sige, at det ikke er.

Mathilde Kimer stillede spørgsmålet skarpt og klart i TV Avisen 18:30: “Skal vi forstå hans tale fra i morges som en advarsel eller en trussel?” Vælg selv – der er i hvert fald tale om en eskalation. Talen og udskrivelsen af 300.000 soldater er en voldsom optrapning af konflikten.

Kampen er ikke længere kun en kamp mod Ukraine, måske begrænset (og det ord kan man ikke engang tillade sig at bruge, når der er tale om menneskers hjem og liv) til et område på størrelse med Portugal i det østlige Ukraine. Det er en kamp mod Nato. Ergo er årene efter 1991, hvor vi tænkte, at nu var det slut med det pjat med at slå i hinanden ihjel på slagmarkerne, i hvert fald i vores del af verden, forbi. Nu ville vi finde på noget mere fornuftigt at foretage os. Jeg var med i fredsbevægelsen i 80’erne. Det er som om, det er meget længe siden.

Og når den russiske bjørn skal kæmpe mod Nato, må den gribe til atomvåben, da dens forsvarsbudget og våbenarsenal ligger på et niveau langt under Natos ditto (vistnok ca. 20 pct.). Der er ikke andre muligheder. Jeg er meget bekymret for, hvor dette dog skal ende. Måske ikke i år eller i hverken første eller andet halvår 2023, men inden for en (u-)overskuelig fremtid. Uoverskuelig for hvem kan overskue et nyt våbenkapløb? Jeg kan ikke.

Russerne flygter

Nu må de, der allerede har fået brevene, erkende, at det er virkelighed. De har haft syv måneder til at melde sig frivilligt, men de har ikke gjort det, for de vil ikke slås og/eller dø for det store fædreland. Nu er der pres på rejsebureauerne og priserne på flybilletter er faret til himmels. Væk, væk, væk fra vanviddet. Jeg forstår dem godt.

Søndagsavisen havde et længere indslag med en afhopper fra den russiske hær. Han gemmer sig i Frankrig. Han hed noget med Pavlov. Han kunne fortælle om sommeruniformer om vinteren, om mangel på mad, om køretøjer, der ikke var pansrede og flere andre hårrejsende historier fra virkeligheden som russisk soldat i en hær, der slet ikke har de nødvendige forudsætninger for en angrebskrig. Det er sindssygt.

Krigens love og FN’s charter

Det har altid, så længe jeg kan huske, forekommet mig absurd, at der er noget, der kaldes “krigens love”. Tænk at der på skrift findes vedtagne regler for, hvordan vi slår hinanden ihjel.

I den aktuelle krig er der i øvrigt meget, der tyder på, at reglerne ikke overholdes. Men gør de nogensinde det? For hvad er risikoen for generaler og præsidenter? Krigsforbrydertribunalet i Haag? Jeg tror, Putin er ligeglad med Haag, folkeret og alle de andre fine ord, for ellers havde vi næppe set bagbundne lig i massegravene i Butja.

Biden henviste i sin tale til, at der var tale om overtrædelse af FN’s Charter, som Rusland selv har underskrevet. Det er endnu et tegn på Putins ligegyldighed.

For at være præcis er jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt FN’s Charter er en del af krigens love, men i virkeligheden er præcisionen ligegyldig nu og her.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Endnu en fjerde maj med lys i vinduerne

Endnu en fjerde maj med lys i vinduerne

Og det var forår og Danmark atter frit

Endnu en fjerde maj med lys i vinduerne

På en måde er jeg for ung til at mindes fjerde maj og at sætte lys i vinduerne. Herligt endelig at være “for ung” til noget. Alligevel har jeg altid holdt skikken i hævd. I år var det som om, det gav ekstra meget mening p.g.a. Putins invasion af Ukraine. Der er krig i Europa lige nu.

Jeg havde ikke troet, jeg skulle opleve det, efter min ungdom blandt andet gik med fredsdemonstrationer, opstand mod den kolde krig og opstillingen af 572 Nato-missiler på europæisk jord. Det der endte med Warszawapagtens og murens fald i 1991. Jeg ville gerne have været i Berlin, da det skete.

Jeg ville faktisk gerne have været ind på Rådhuspladsen i aftes og høre både Zelenskyj og Mette Frederiksen, men der var alt for mange mennesker for mig.

Når jeg hører/synger (da jeg ikke kan synge, sker det kun i enrum) og kommer til “Og det var forår og Danmark atter frit” får jeg en klump i halsen og har svært ved at komme til næste strofe. Jeg forestiller mig, hvordan det har været at opleve befrielsesbudskabet: “I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.” Og hvordan det har været at tage ind på Rådhuspladsen og være sammen med andre glade mennesker, der kravlede rundt på sporvognene og viftede med Dannebrog, efter vel at mærke at have revet mørklægningsgardinerne ned hjemme i stuerne.

Lov nr. 398 af 12. juli 1946 om handel med samt tilvirkning og besiddelse af våben m.v

Min far var i modstandsbevægelsen. Det er ikke klart for mig, hvad han lavede under besættelsen, det talte han aldrig om, men i 1947 blev han idømt tre måneders betinget fængsel samt tilsyn i fem år efter to bestemmelser i “Lov nr. 398 af 12. juli 1946 om handel med samt tilvirkning og besiddelse af våben m.v” og § 130 i Straffeloven om at “Den, som udøver en ham ikke tilkommende offentlig Myndighed, straffes med Bøde, Hæfte eller under skærpende Omstændigheder med Fængsel indtil 2 Aar.”.

Det var noget med, at han efter befrielsen med sin gruppe udgav sig for at være fra Fremmedpolitiet og samlede våben ind hos mennesker, de mente var kommunister. Det må man naturligvis ikke. Men det er indtil videre lidt usikkert og jeg er ikke færdig med at læse den dagældende lovgivning. Sikkert er det dog, at dommen hindrede ham i at komme til Amerika som led i Marshallhjælpen, da amerikanerne ikke ville have straffede ind i landet. I stedet indgik han sit første ægteskab.

At vokse op under den kolde krig

Anden verdenskrig var meget nærværende så længe min far (1922 – 1972) levede. Formentlig skyldes det, at man ikke lige kunne lægge “de fem forbandede år” fra sig. De vedblev at være nærværende. Min mor (1935 – 2006) var barn under besættelsen, så hun havde ikke tilsvarende oplevelser, men hun kunne huske 4. maj 1945 og fortalte om, hvordan de rev mørkelægningsgardinerne ned.

Jeg husker, at jeg besluttede, “når tredje verdenskrig kommer, vil jeg gå ind i modstandsbevægelsen”. Bemærk “når” og ikke “hvis”. Jeg var slet ikke i tvivl, selvom jeg vel kun var 7 – 8 år. Det var ikke sundt for et barn at have en krig så tæt på. Krigen var ganske enkelt alt for nærværende for et barn, for trods modstandsviljen var jeg også bange – blandt andet for torturen. Jeg havde set beskyttelsesrummene i Brande og var klar over, hvor jeg skulle søge tilflugt, når krigen kom. Jeg brød mig ikke om dem, eftersom de var mørke og mugne.

Efter ca. 1974 voksede jeg op et sted, hvor man havde holdninger til højre for den yderste højrefløj (nedlæg Christiania, indfør dødsstraf og atomkraft samt gør Glistrup til statsminister). Helt forfærdeligt. Der var det vel kommunisterne, man var bange for.

Nedrustning contra oprustning

I min ungdom kæmpede vi for nedrustning, og fredsbevægelsen vandt – nu oplever vi atter oprustning. Der træffes vidtrækkende beslutninger baseret på frygt. Det er aldrig godt. Jeg læste en dag et ordspil om “oprustning”, der kun er sundt, hvis våbnene “ruster op”. Det var godt set af skribenten.

Beslutningen om at øge forsvarsbudgettet til 18 mia. kr. årligt forekommer vanvittig, eftersom Natos forsvarsbudget allerede er mange gange større end Ruslands. På den anden side set er det “bare” opfyldelsen af det, vi allerede for mange år siden afgav løfte om til Nato. Aftaler skal holdes.

Jeg er ikke færdig med at sætte mig ind i konsekvenserne af henholdsvis et “Nej” og et “Ja” til ophævelsen af forsvarsforbeholdet den 1. juni. Jeg tror, det bliver et “Ja”, men det vil i givet fald også være baseret på frygt. Og det er som anført aldrig godt.

/i /af

Helvedet i Butja

Helvedet i Butja

Altid værre end i går

Helvedet i Butja

Hvad skal man tro om oplysningerne om det, der er sket i Butja i Ukraine? Det er som om, hver dag er værre end dagen i går. Hvor længe kan det vare?

Kan det være sandt, at russiske soldater har bagbundet og henrettet civile ukrainere i Butja? I givet fald er det krigsforbrydelser værre end – eller i det mindste på linje med – Slubbertdan Milošević’ i det tidligere Jugoslavien i slut-firserne. Kunne ukrainerne virkelig finde på sådanne løgne? Er fortællingerne ikke så sindssyge, at det ligger udenfor al menneskelig fantasi at opdigte dem?

De kildekritiske (og det skal man være) siger: russerne har i snart en uge været i gang med at bakke lidt ud af Kyiv. Hvorfor kommer de grusomme billeder så først frem nu? Det kan der selvfølgelig være noget om. Jeg nægter bare at tro på, at det er ukrainerne selv, der har iscenesat dette. Så skulle de have henrettet deres egne landsmænd “blot” for at øge verdens pres på Putin.

FNs Sikkerhedsråd holder møde om det i dag kl. 9:00 – men i Sikkerhedsrådet har alle faste medlemmer vetoret; Rusland er fast medlem. Man kan næppe forestille sig, at de stemmer for en fordømmelse. Altså falder den til jorden, allerede inden den er sendt afsted på samme måde som et vildfarent missil

“Krigens love”

Jeg kender ikke dem alle taler om nemlig “krigens love”, mange er gået fra vaccineeksperter til Ukraineeksperter, men jeg er ret sikker på, at der står, at man ikke må bagbinde og henrette civile. I det hele taget må man ikke dræbe civile uanset metoden. Så meget ved jeg da. Det har russerne ikke holdt sig for gode til. Og én overtrædelse kommer sjældent alene. En gang kriminel altid kriminel. Man må sikkert heller ikke belejre en by fyldt med civile, hindre nødhjælp i at komme ind og befolkningen i at komme ud. I “krigens love” står nok også et sted, at aftaler om humanitære korridorer skal overholdes.

Der findes nogle (få) mennesker, man ikke skal stole på. Jeg stoler ikke Putin over en dørtærskel. I det hele taget så jeg ham gerne stillet for en krigsforbryderdomstol, dømt og hensat i et meget lille, dunkelt lokale til sin død. Det går over min forstand, at et enkelt menneske har magt til at sætte hele verden på den anden ende og sende 4,2 millioner mennesker på flugt. I mit stille sind sammenligner jeg ham med Hitler, og efterhånden som dagene går, bliver sammenligningen bedre og bedre.

Skru ned for informationsstrømmen

Det er snart længe siden, jeg skruede ned for informationsstrømmen, men det hjælper ikke ret meget, for krigen er der jo fortsat. Mennesker dør stadig uden grund. For der er ingen grund til dette vanvid. Skal jeg alligevel lede efter en, kan jeg kun forestille mig, at Putin ønsker “en ny Warzawapagt”. Hvilket land vil han tage under sine beskyttende vinger næste gang? Ligger de tre baltiske lande ikke i bekvem nærhed? Eller hvad med Moldova? Et fattigt land med grænse lige op til Rusland må da være en lækkerbisken for en magtlidderlig stodder. Jeg beklager sprogbrugen, men den forekommer mig at være korrekt her.

Helvedet i ButjaVi tæller pladser i beskyttelsesrummene

De virkelige militære eksperter siger, at risikoen for en verdenskrig eller det næste, som ingen tør tænke på, er så lille, at den er nærmest ikke-eksisterende.

Spørger man civile danskere, er 40 pct. alligevel bekymrede. Jeg hører til de 40 pct. – og glæder mig derfor over, at der i Hvidovre Kommune er plads til alle borgere i beskyttelsesrummene, hvor de så end befinder sig. Jeg har boet her i 15 år uden at se et eneste.

Du kan finde status for din kommune her (en DR-side).