,

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Vi skal hjælpe Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Jeg har lige siddet og set TV Avisen 18:30, hvor det fremgik, at G7-landene sender mere hjælp til Ukraine, der indføres endnu flere sanktioner mod Rusland mv., og det glæder jeg mig over.

I går forlød det, at USA har åbnet for, at F16-jagere må sendes til Ukraine. De kan være klar til kamp i løbet af 3 – 6 måneder, da de ukrainske soldater først skal lære at betjene dem. Det er svaret på præsident Volodymyr Zelenskyjs bønner i umindelige tider.

Selvfølgelig skal vi fra Vestens side hjælpe Ukraine alt det, vi overhovedet kan, og kineserne og inderne må se at finde ud af, hvor de står.

Jeg har respekt for et folk, der – meter for meter – kæmper for deres land, og som på mange måder kæmper vores kamp, så vi selv slipper for at få blod på hænderne, leve med lutalarmerne og at bo i ruinerne.

Jeg har respekt for en præsident, der konsekvent optræder i sin armygrønne T-shirt; også når han møder verdens ledere med slips og i jakkesæt.

Jeg ser gerne Putin hængt langsomt i en strik med fødderne syv alen over jorden. Han minder mig med sit despoti alt for meget om både Stalin og Hitler. To herrer der ikke gjorde noget godt for menneskeheden.

Nu håber jeg, det er tilstrækkeligt tydeligt: Jeg er ikke Putinist! Får du en anden opfattelse, så læs venligst ovenstående igen – og gerne langsomt.

Dilemmaet

Krigen i Ukraine har nu varet i 1 år; 2 måneder; 3 uger; 6 dage eller 451 dage. Millioner af mennesker er flygtet til tryghed og bort fra bombardementerne, enten til os i Danmark, mange til Tyskland, men langt de fleste til Polen.

Billederne, af vandrende kvinder med et barn i venstre hånd og transportkassen med katten i højre hånd, har gjort stort indtryk på mig. Der har været oprettet evakueringskorridorer, der mindede lidt om “De hvide busser”, men flere af forsøgene var mislykkede. Der har været spagfærdige forsøg på fredsmægling med tyrkiske Erdogan og franske Macron i spidsen. Ingen af parterne ønsker at give sig bare en tøddel. Jeg forstå godt, at Zelenskyj siger “Gu’ vil jeg da ej. Det er mit land og mit folk”.

Det minder mig bare alt for meget om den kolde krig. Øst og Vest oprustede hver for sig, men det førte ikke til fred. Det minder mig om min ungdom. Det minder mig om “Dobbeltbeslutningen“, hvor man ville opstille 572 atombårne missiler i Vesteuropa, primært i Vesttyskland, (tjah, sådan hed det dengang), som svar på Sovjetunionens opstilling af SS-20-raketter i Østeuropa. Det minder mig om min frygt for atomkrigen, truslen der konstant rumlede i horisonten. Begge parter stod på deres. Oprustningen førte ikke til fred. Det minder mig om mit eget spagfærdige engagement i fredsbevægelsen og om “Next Stop Sovjet”.

Vi åndede lettede op, da Sovjetunionen faldt i 1991. Fra 1991 til 22. februar 2022 har jeg, måske en anelse naivt, troet på, at nu var vi færdige med at slå hinanden ihjel i Europa. Vi behøvede ikke længere et regelsæt, der kaldes “krigens love”. Been there, done that. Nu kunne vi løfte ansigtet og se fremad til et Europa i fred og frihed. Vi kunne rejse rundt bare med det rødbedefarvede danske pas. Verden lå åben for vores fødder.

Også nu rumler truslen for et atomart modtræk fra Putins side, når vi støtter alt det, vi kan fra vestlig side. Hvor skal det ende, når ingen vil give sig? Putin ønsker naturligvis ikke at tabe ansigt og opgive sin “specialoperation” i Ukraine. Og Zelenskyjs soldater kæmper for deres land. Hvor mange unge drenge og mænd skal miste livet i dette fuldkommen absurde teater? (I parentes bemærket så jeg i aftes filmen “Under sandet”. Den endte godt, men jeg måtte flere gang holde hånden over skærmen, når en dreng fik sprængt armene af).

Jeg bliver kun opmuntret, når jeg hører på Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet. En aften sagde han om alle de unge, tvangsudskrevne russiske soldater: “Tjah, de ved, hvad vej geværet skal vende”. Så havde han sagt, hvad han mente om dem.

Man vænner sig til det …

I krigens første dage var jeg meget bange og næsten grædende over at se ødelæggelserne i Ukraine og de, der vandrede med katten i transportkassen i højre hånd. Nu har jeg vænnet mig lidt til det. Det er også et dilemma.

Jeg kan ikke gøre hverken fra eller til bortset fra at tale lidt med den ukrainske kvinde, jeg mødte i S-toget en dag og byde hende velkommen i vores land. Det er måske nok lidt latterligt, men jeg kunne ikke lade være.

Nogle siger, at så skal jeg bare undlade at se TV Avisen; men jeg ved godt, at to plus to er fire, og at folk dør i Ukraine, selvom jeg slukker for mit TV.

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

4 Svar
  1. Charlotte
    Charlotte siger:

    Ja, verden – og vi danskere – har ændret os ufatteligt meget. Jeg husker stadig hvordan vi tog imod de syriske flygtninge … og skammer mig stadig på andre danskeres vejne. Undskyld, men det gik – og går – mig virkelig på at nogen kunne være så fjendtlige.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Du har helt ret! Vi tager så meget bedre mod ukrainerne end mod syrerne; sikkert fordi de ligner os mere.

      Dat var ikke i orden i 2015 og det er ikke i orden, at så mange af de syriske flygtning nu “rådner op” i diverse “Udrejsecentre”. Det er frygteligt for de kvinder og børnene.

  2. Mia Gerdrup
    Mia Gerdrup siger:

    Jeg har det også meget tvedelt med den krig, men er ikke i tvivl om at vi SKAL hjælpe Ukraine.

    Nogle gange spekulerer jeg over, hvad der er sket.

    Jeg kan huske den kolde krig. Min far var i hjemmeværnet, og min mor læste brochuren om “hvis krigen kommer” og gik op i, hvad man skulle sørge for at have i madlageret, hvis …

    Jeg har også stået på Rådhuspladsen med fakkel i hånden og protesteret mod missilsprænghovederne.

    Nogle unge mennesker i omgangskredsen var aktive i Next Stop og var i Moskva.

    Det er så ubegribeligt, at verden har ændret sig så markant på så kort tid.

    Jeg kunne selv ha’ skrevet det indlæg – vi er helt enige.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mia

      Hvor er jeg glad for din kommentar. Den rører mig ganske enkelt.

      Min far (altså min adoptivfar) var i modstandsbevægelsen, og fortalte af og til lidt om det og meget om krigen. Jeg var med nede i et muggent beskyttelsesrum i Vestjylland, allerede mens han levede. Jeg var otte år og en måned da han døde, og var allerede da bange for tredje verdenskrig, men havde besluttet at “når krigen kommer”, ville jeg også i modstandsbevægelsen. Jeg tror/synes ikke, det var rigtigt af ham at fortælle om krigen og sin rolle der. Den slags kan et barn ikke håndtere. Jeg føler, jeg er vokset op i skyggen af 2. verdenskrig.

      Du har ret i, at det er svært at forstå, at verden har ændret sig så markant på så kort tid. Jeg ved ikke, hvad der kan være sket. Et er selvfølgelig Putins despoti og hans ønske om at få et “Storrusland” tilbage. Et andet er Natos udvidelse, der har omringet Rusland.

      Oprustning har aldrig nogensinde ført til fred!

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.