, ,

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

Krigen i Gaza – jeg undrer mig

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

40 pct. af de ca. 2 millioner indbyggere i Gaza er børn (jeg er ikke klar over, hvor grænsen til “voksen” går). Derfor vil det vel være “naturligt” ud fra en normalfordeling, at 40 pct. af de dræbte er børn. Israel siger, de har ret til at forsvare sig selv. Jeg spørger til gengæld “Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?”

Og mit spørgsmål er ikke af retorisk karakter. Det er helt reelt, for jeg forstår det ikke.

Jeg deltager normalt ikke i debatten

Jeg afholder mig fra den eksisterende debat på sociale medier, demonstrationer mv., idet debatniveauet simpelthen er for lavt. Uanset hvad man skriver, bliver det vendt og drejet af begge parter, så mine egne udsagn til sidst er uigenkendelige for mig selv. Det orker jeg ikke. Men det er i virkeligheden problematisk, at så mange ikke deltager. En Megafonmåling viste ultimo november 2023, at ca. 1/3 ikke deltager af frygt for repressalier:

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

Nu kan man selvfølgelig sige, at det ikke rokker en tøddel ved noget som helst, om folk deltager eller ej. Og derfor kan det være inderligt ligegyldigt. Men det er voldsomt problematisk, at der er så mange jøder i Danmark, der skjuler deres religion af frygt for repressalier. Lige så problematisk er det, at muslimer oplever hadtale og fordømmende opførsel.

  • Vi er (fra København) 3.144 km. fra Tel Aviv.
  • Hvorfor lever konflikten i bedste velgående her i landet?
  • Er det fordi, der er tale om en grundkonflikt, der berører de dybeste sår (og had) på begge sider? Pludselig er vi alle bevidste om Seksdageskrigen i 1967. Vi ved, hvad 1948 repræsenterer. Vi kan stave til “Holocaust” osv.
  • Kritik af Israels drab på civile i Gaza er bare ikke antisemitisme.
  • Det er ikke i orden hver dag at overtræde det absurde begreb “krigens love“.

Det der rokker er samtale!

“Brobyggerne” har iværksat et initiativ på tværs af skellene. Overrabbiner i Danmark Jair Melchior deltager sammen med blandt andet Amjad El-Chahabi, der har palæstinensiske rødder. De drikker en pokkers masse dialogkaffe, mens de taler sammen. Og samtale er den eneste vej frem. At vente på, at en af parterne “vinder”, er ikke en farbar vej. Hvor mange mennesker, børn inkl., skal betale den højeste pris, inden en af parterne har “vundet”?

Der er også andre lignende initiativer, som jeg ikke kan huske navnene på, men også her er idéen at sætte mennesker til at tale sammen. Et af initiativerne går ud på, at en palæstinenser og en jøde mødes en gang om måneden og taler sammen – vist nok ledet af en moderator, der skal sikre debatniveauet.

Der var ikke meget glædelig jul, og det er ikke en glæde at se tilbage på 2023

Julegudstjenesten i Betlehem blev forståeligt nok aflyst. Der var ikke noget at fejre. Og når jeg i dag ser tilbage på 2023 er det ikke med glæde.

Verden står i brand og måske har Mette Frederiksen ret i, at de seneste 32 fredelige år har været en parentes i verdenshistorien, og at vi nu må vænne os til en anderledes verdensorden? Det er ikke det, jeg ønsker mig. Jeg ønsker mig allermest fred både i Israel og i Ukraine. Alt for mange mennesker mister livet uden grund. Det er meningsløst.

Børn bliver dræbt i Gaza. Dem, der ikke dør, behandles på de få tilbageværende hospitaler uden bedøvelse. I Ukraine sidder unge mænd i de mudrede skyttegrave eller i vores aflagte Leopardkampvogne, der er bedre end ingenting. Hvor er den større mening med det?

Måske er der et øjebliks næsten orgastisk glæde over modpartens død? Herefter fortsætter vanviddet.

Det kan ikke blive ved.

 

Hvordan kan drab på børn være selvforsvar?

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

7 Svar
  1. Charlotte
    Charlotte siger:

    Jeg afholder mig totalt fra al debat om Israel/Palæstina, fordi hvis man ikke holder totalt med den ene side, bliver man påduttet at man er pro- eller anti-et-eller-andet, idiot eller lignende – det der med at ens udsagn forvrænges til ukendelighed er lige i øjet. Og for øvrigt synes jeg virkelig at begge sider er nogle store slyngler!
    Til gengæld bliver jeg knotten (ophidset, sur, arrig … en eller anden virkelig stor, rødglødende og ulmende følelse, der truer med at overvinde min sunde fornuft), hver gang jeg læser en overskrift som din – og spørger retorisk: “Hvordan kan mord på børn være planlægning?” Så længe vi her i Danmark slår børn ihjel på samlebånd, kan vi ikke tillade os at bruge det argument. Hvis du nu havde spurgt: “Hvordan kan mord være selvforsvar?” havde jeg været totalt enig med dig For mord er bare aldrig en løsning på noget som helst. Ikke mord på børn, ikke mord på unge, ikke mord på voksne, ikke mord på ældre, ikke mord på mennesker i det hele taget. Jeg ved ikke, hvad løsningen så er, for så havde jeg nok råbt det ud fra tagene.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Jeg forstår ikke, hvorfor ordet “mord” skulle være bedre end ordet “drab”, der er den rette term i flg. blandt andet straffelovens § 237.

      Hvad er problemet? Er du imod fri abort eller hvad?

      Svar
      • Charlotte
        Charlotte siger:

        Mord/drab er for mig ensbetydende – og det var derfor, jeg kom til at bruge det gale af dem – så det er ikke her, problemet ligger.
        Problemet ligger i at den slags udsagn gør nogle mord værre eller mindre moralsk forkastelige end andre mord/drab. Jeg er imod abort, imod eutanasi, imod folkedrab, imod eugenik, imod dødsstraf, imod at slå nogen ihjel på nogen som helst måde af nogen som helst grund.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Charlotte

          Det er muligt, min hjerne endnu ikke er fuldt funktionsdygtig, men jeg forstår stadig ikke “… den slags udsagn gør nogle mord værre eller mindre moralsk forkastelige end andre mord/drab…”. Men sådan kan det gå, og vi er jo da heller ikke gift.

          For så vidt angår abort bliver vi aldrig nogensinde enige. Og det er på en måde paradoksalt for mig, idet jeg – hvis jeg var ni år yngre, dvs. født i eller efter 1972 – formentlig ikke havde været til, og så havde jeg altså alligevel ikke været ni år yngre. Så havde min biol. mor formentlig valgt en abort, idet hun var meget ung, da hun blev gravid med mig og fødte. Jeg takker hende på en eller anden måde for, at hun ikke valgte løsningen med brun sæbe og strikkepinde.

          Svar
          • Charlotte
            Charlotte siger:

            Fordi du skriver ” … drab på børn …” som om mord på voksne eller oldinge var moralsk bedre.
            Hvis du havde holdt dig til “Hvordan kan drab være selvforsvar?” – altså uden ‘på børn’ havde jeg været helt enig.

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] I år lagde jeg særligt mærke til følgende, hvor Hendes Majestæt og jeg er fuldkommen enige: […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *