Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

Snik snak om Gaza – men ingen handling

Krigen i Gaza er folkedrab

Snik snak om Gaza – men ingen handling

Artiklen benytter sprogbrug, jeg normalt ikke bruger, men jeg må udtrykke min foragt for Netanyahu, og det han står for. Det drejer sig ikke om foragt for det jødiske folk. Jeg har rejst i Israel og kun mødt venlige mennesker!

Jeg kan ikke holde det ud mere: billederne af små børn, der dør af sult. Børn hvor ribbenene nærmest stikker ud af ryggen. Små knæ hvor man kan se selve knæleddet, der samler over- og underben, helt tydeligt. Samtidig siger Netanyahu, at der ikke er en hungerkatastrofe i Gaza. Jamen hvorfor åbner han så en nødhjælpskorridor? Det hænger ikke sammen.

Følgende stammer fra /ritzau/ den 29. juli og er gengivet i Berlingske. Jeg brækker mig.

– Situationen i Gaza er vanskelig, og mens Israel forsøger at sikre leveringen af nødhjælp, så forsøger Hamas at give næring til opfattelsen af, at der er en humanitær krise, skriver Netanyahus kontor.

Kontoret henviser til, at Israel søndag indførte et stop for militære aktiviteter i tre områder af Gazastriben fra klokken 10.00 til 20.00. Det drejer sig om områderne Al-Mawasi, Deir al-Balah og Gaza By. Hvordan skal to millioner mennesker bevæge sig til tre uddelingssteder?

Korridoren forslår som en skrædder i helvede og er etableret på en måde, som nødhjælpsorganisationerne anklager for at være vanvittig. At kaste nødhjælp ud fra fly er både dyrt og ineffektivt, og de, som hjælpen er beregnet på, risikerer bare at få melsækkene i hovedet.

Det er lige før, jeg har lyst til at scrolle forbi billederne af børnene, men min samvittighed påbyder mig at lade være. Uanset hvad jeg gør med min telefon, dør børnene af sult, mens forældrene græder.

Gazas infrastruktur er for 95 pct.s vedkommende smadret, så de lastbiler, der burde køre nødhjælpen ind, ikke længere har veje at køre på. Da nødhjælpsorganisationerne stod for uddeling af mad, vand, medicin osv., var der ca. 400 uddelingssteder. Nu hvor Gaza Humanitarian Foundation (GHF) står for uddelingen, er der fire steder. Folk er så udmattede af sult, at de falder om på gaderne; de har ikke mulighed for at bevæge sig til de fire uddelingssteder. Og hvis de kommer endelig derhen, er det med risikoen for at blive skudt af israelsk militær (IDF), mens de venter på måske at få en sæk mel.

Nødhjælpsorganisationernes medarbejdere lider nu også selv under hungerkatastrofen. Flere af dem spiser kun hver anden dag.

Isarel har forbudt udenlandske journalister i Gaza. De vil ikke have sandheden ud i verden. Ergo må vi forlade os på, hvad palæstinensiske journalister i Gaza fortæller, og som fx Puk Damsgård formidler. Så hvis Israel mener, nyhedsbureauerne fordrejer sandheden, er det deres egen fejl. De kunne bare tillade de udenlandske journalister i Gaza

Snik snak om folkedrabet

Statsledere (herunder vore egen Lars Løkke Rasmussen) snik snakker, anlægger bekymrede miner og sender breve – men der sker ikke noget. Jeg forstår ikke, hvordan dette mareridt kan blive ved. Hvor mange skal dø af sult, før mareridtet får en ende?

Internationalt anerkendte professorer i folkedrab/genocide siger nu, at der er tale om folkedrab. Du har folkedrabskonventionen fra 1948 her.

Gengivet på globalnyt den 17. jul 2025:

Professor i holocaust og folkedrab: Israel begår folkedrab

“Min uundgåelige konklusion er blevet, at Israel begår folkedrab mod det palæstinensiske folk.”

Det skriver Omer Bartov, der er professor i Holocaust and folkedrab-studier på Brown University, i en kronik i New York Times. Han tilføjer:

“Jeg voksede op i et zionistisk hjem, levede den første halvdel af mit liv i Israel, gjorde tjeneste i IDF som soldat og officer og har tilbragt det meste af min karriere med at forske i og skrive om krigsforbrydelser og Holocaust. Derfor var det en smertefuld konklusion at nå frem til, og en jeg modarbejdede så længe, jeg kunne. Men jeg har undervist i folkedrab i et kvart århundrede. Jeg kan genkende et, når jeg ser det.”

Det er paradoksalt, at det netop er Israel, der systematisk udrydder et folk, når folkedrabskonventionen blev udformet for, at man aldrig igen skulle opleve den systematiske udryddelse, som seks millioner jøder var udsat for fra det nazistiske regimes side.

Warszawaghettoen

Det, der sker i Gaza lige nu, har lighed med ghettoen i Warszawa (1940-1943): Sammenstuvningen af et helt folk på et urimeligt lille område og uden tilstrækkelige kalorier. To millioner mennesker (eller dem der måtte være tilbage af dem) skal være på et område svarende til Ærø.

Enhver idiot kan sige sig selv, at det er umuligt.

Det handler ikke om gidslerne

De, der forsvarer Israel, benytter skolegårdsretorik ad modum “Det var Hamas, der begyndte” og “Hamas kan bare frigive gidslerne, så er krigen slut”. Og nej jeg er ikke tilhænger af Hamas, men vanviddet handler ikke længere om gidslerne, sådan som tastaturkrigerne tror.

Gidslerne er i realiteten ligegyldige.

Allerede den 1. maj i år (2025) skrev avisen “The Times of Israel”:

Prime Minister Benjamin Netanyahu said Thursday that “victory” over Hamas, not the return of the hostages, was the supreme objective of the war in Gaza, provoking anger from captives’ families.

Det betyder “folkedrab”

Ifølge artikel II i konventionen betyder folkedrab enhver af følgende handlinger begået med forsæt om at ødelægge helt eller delvist en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe:

  1. Drab på medlemmer af gruppen
  2. Forårsagelse af alvorlig fysisk eller mental skade på medlemmer af gruppen
  3. Forsætligt udsætte gruppen for levevilkår med henblik på at forårsage dens fysiske ødelæggelse, helt eller delvist
  4. Pålæggelse af foranstaltninger med henblik på at forhindre fødslen af børn inden for gruppen
  5. Tvungen overførsel af børn fra gruppen til en anden gruppe

Jeg kan ikke se andet, end at det vi har i Gaza nu, er en tydelig overtrædelse af punkt c.

Det behøver man ikke være jurist for at indse.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Det er sidste dag, du kan deltage i læserundersøgelsen for 2025

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

De farlige polariseringer

Hvem tør lytte?

De farlige polariseringer

Jeg synes, der bliver flere og flere af dem, og derfor bliver der i stigende grad behov for rummelighed overfor det uforståelige og “de andre”.

Slår man ordet “polarisering” op i Den Danske Ordbog, får man følgende at vide

proces eller udvikling hvor noget, fx holdninger, udtryk eller sociale grupper, splittes op i skarpe modsætninger

Polarisering nr. 1: Israel ctr. Hamas

Jeg havde en bekendt, der vedblev at sige, at krigen i Gaza ville være slut, så snart Hamas frigav gidslerne, selvom jeg kunne bevise, at Netanyahu allerede for meget længe siden har sagt, at han vil have hele Gaza, koste hvad det ville.

Vedkommende ville overhovedet ikke høre om de døde børn i Gaza men vedblev at sige, at Israel har ret til at forsvare sig. Jeg vil aldrig komme til at forstå, hvordan små børn kan udgøre en trussel for staten Israel. Jeg vil aldrig bifalde, at man opererer børn uden bedøvelse.

Det endte med, at jeg afbrød relationen. Jeg blokerede vha. en firewall vedkommendes adgang til mit website, jeg sørgede for at mails fra vedkommende aldrig vil nå frem til min indbakke, og jeg blokerede vedkommende på telefonen. Jeg kunne ikke udholde hans holdninger.

Debatten Israel ctr. Hamas udgør i høj grad en polarisering. Forstår man palæstinensernes lidelser i Gaza, er man en venstreorienteret Hamas-tilhænger – evt. kommunist eller det, der er værre. Siger man, at Hamas’ angreb i Israel den 7. oktober var en brutal svinestreg, er man Zionist.

Polarisering nr. 2: Ulvediskussionen

Ulve-diskussionen er blevet en debat mellem jyder og sjællændere (københavnere især).

På Østerbro sidder københavnerne på café og spiser speltboller og drikker chaite, mens barnevognen trygt kan stå udenfor. I Jylland kan man ikke gå tur med hunden, uden den er i snor. For der lurer en ulv på hvert af de imaginære gadehjørner.

Jyderne skriver på Facebook til københavnerne, at lovgivningen er, som den er, fordi de ikke ved noget om naturen og de invasive arter. Selvom der gives en økonomisk kompensation for de hegn, der skal sættes op rundt om fårene, er det et indgreb i den personlige frihed – måske ligefrem overtrædelse af nogle grundlovssikrede rettigheder.

Polarisering nr. 3: Neurodivergente versus neurotypiske

Som neurodivergent har man hele livet fået at vide, at man var anderledes, mærkelig eller i sidste instans dum, og at det var de neurotypiske, der var de “rigtige”. Min egen skolegang var et mareridt, blandt andet fordi jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, eftersom jeg er fra en nomadefamilie. Det er slet ikke godt for et barn med Aspergers syndrom, men da jeg var barn i 1960’erne/1970’erne, havde man jo ikke “opfundet” diagnoserne; man havde dårligt nok opfundet barndommen. Man måtte bare tage sig sammen.

Selv kom jeg fx aldrig over i højdespring, for selvom jeg stod sidst i rækken og således kunne se, hvordan alle de andre før mig gjorde, kunne jeg simpelthen ikke regne ud, hvordan jeg skulle hoppe op i luften og deroppe parallelforskyde min krop ind over stangen for at lande på madrassen. Utallige er de gange, jeg landede på asfalten foran madrassen. Det gjorde pokkers ondt. Jeg ramte heller aldrig bolden i rundbold.

Til gengæld læste jeg helt frivilligt fysikbøger, fra jeg gik i femte klasse, og jeg elskede at sætte bøger på plads på skolebiblioteket hos frk. Christensen. For der var ro og forudsigelighed – og duften af bøger var andeledes dejlig end stanken af madpakker i klasseværelset efter spisefrikvarteret.

Os på autismespektret har ofte kæmpet for at være i verden. Gudskelov er der langsomt – men sikkert – ved at opstå en opblødning i denne polarisering. Virksomheder vågner op og diagnoser er ikke længere fremmedord. De fleste ved lidt om, hvad autismespektret er for en størrelse, og de har måske hørt om “popcornhjerner”, når de skal prøve at forstå mennesker med ADHD/ADD.

I går hørte jeg en fantastisk episode af GladPodcast, hvor Bo Rygaard fortæller om den gryende forståelse i “Fremtidens teams kræver forskellige hjerner”, men også at det ikke er nok at være ih så forstående, man skal også gide at være med, når det bliver lidt besværligt, at en enormt dygtig medarbejder ikke kan møde kl. 8 og ikke trives i en kantine.

Polarisering nr. 4: Traktordemonstrationerne

Traktordemonstrationerne når landmænd – ligesom Trump – mener, at det der med klimaforandringer og CO2-reduktioner er noget venstreorienteret pjat. Det er nok noget, de dovne DJØF’ere har skabt i de regneark, der er en del af alt det overflødige bureaukrati, vi har her i landet. Sandheden er, at landmændene slet ikke har råd til at betale en klimaafgift. [Her håber jeg, du forstår ironien.]

Lyt for pokker

Nu blev denne artikel lidt lang, fordi jeg faldt ned i erindringerne i “Polarisering nr. 3”, og det var jo egl. ikke meningen.

Min pointe er bare, at vi mangler redskaber til at lytte og forstå “de andre”. Sådanne redskaber udvikler Özlem Cekic i Brobyggerne – Center for dialogkaffe. Et af Özlems centrale statements er, at vi skal turde dialogen med dem, vi er mest uenige med. Jeg synes, hun har fat i noget centralt, for det er enormt svært. Som polarisering nr. 1 viser, er jeg ikke selv for god.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/13 Kommentarer/i /af

Vi har levet i den bedste tid af alle

Vi har levet i den bedste tid af alle

Israels krige

Vi har levet i den bedste tid af alle

Jeg læste et interview med Vibeke Sperling fra 2015, som havde overskriften “Jeg har levet i den bedste tid af alle”; jeg har bare ændret “Jeg” til “Vi”, for det passer til hovedparten af mine læsere. Ud af hidtil 19 besvarelser i årets læserundersøgelse er 7 respondenter 61 til 65 år gamle. Det svarer til 37 pct.

Vi har levet i den bedste tid af alle

Vi har oplevet slutningen på den kolde krig, murens og Kremls fald, slutningen på Vietnam-krigen, opbygningen af velfærdssamfundet osv.

Nu er det som om, det hele ramler. Man vågner dagligt op og tænder for TV Avisen blot for at se og høre, hvad den orange mand i Washington har fundet på, mens man sov.

I disse dage dage holder verden vejret, fordi det er usikkert, om han vil supportere Israels krig mod Iran. Han vil først blande sig “i sidste sekund”. Hvad betyder det? Hvilke uger, dage, timer og minutter er gået forud for det sidste sekund?

Israels krig i Gaza

“Krigen stopper, når Hamas frigiver gidslerne.” Det er en myte.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu har sagt, at krigen ikke stopper, før Israel kontrollerer hele Gaza.

Jyllands-Posten citerede den 21. maj i år Ritzau:

Så sent som mandag sagde Netanyahu, at Israel vil tage kontrol over hele Gaza. Meldingen kom dagen efter, at det israelske militær havde oplyst, at det har indledt ”omfattende landoperationer” i det nordlige og sydlige Gazastriben.

Landoperationerne er en del af en fornyet offensiv, som Israel har startet, og dets erklærede mål er at eliminere Hamas’ militære og administrative formåen.

Den første tid tænkte jeg, at de, der sagde “Etnisk udrensning”, “Folkedrab” og “Overtrædelse af krigens love”, overdrev. Jeg har ændret holdning! Denne krig må stoppe omgående.

Jeg har ikke deltaget i nogen af demonstrationerne, for der har været en overrepræsentation af synspunkter, jeg ikke vil tages til indtægt for. Jeg vil ikke ende op ad en mand, der i en megafon råber “Hamas er stor” eller lignende.

Desværre kunne jeg ikke deltage i demonstrationen forleden dag. Den var arrangeret af nødhjælpsorganisationerne og ca. 15.000 mennesker mødte frem på Rådhuspladsen. 15.000 mennesker har fået nok.

Folkedrab eller ej

Her til morgen skriver DR, at de har talt med fem forskere. En af dem er Martin Shaw:

Det, der gør dette til et folkedrab, er, at det er et systematisk angreb på civilbefolkningen i et helt territorium over næsten to år, siger professor ved Barcelona og Sussex Universitet, Martin Shaw, der er forfatter til flere bøger om folkedrab.

– Det er ikke kun en krigsforbrydelse. Det er ikke kun en forbrydelse mod menneskeheden. Det er et altomfattende angreb mod Gazas befolkning, siger han.

DR skriver videre i dag (den 20. juni 2025):

“Danske Frederik Harhoff er professor i folkeret ved Syddansk Universitet. Fra 2007-2013 var han dommer ved Det Internationale Tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien (ICTY).

Derfor ved han om nogen, hvad det kræver af bevisførelsen for at påvise forsæt om at ville udrydde en gruppe eller dele af en gruppe – i dette tilfælde den palæstinensiske befolkning i Gaza.

Beviserne i sagen mod Israel i ICJ kender offentligheden ikke, såvel som den heller ikke kender Israels efterretningsinformationer og svar på anklagerne. Derfor vil Frederik Harhoff ikke på nuværende tidspunkt vurdere, hvorvidt Israels krigsførelse er et folkemord eller ej.

– Det er muligt. Det kan vi ikke afgøre, når vi ikke kender beviserne og ikke har adgang til beviser, der vil blive fremlagt i retten, siger Harhoff.

– Det er i hvert fald krigsforbrydelser. Det er i hvert fald også forbrydelser mod menneskeheden. Det er også alvorligt nok.”

De døde børn og sult som våben

UNICEF vurderer, at flere end 50.000 børn er blevet dræbt eller såret i krigen. Israel anfører, at det er omfattet af deres “ret til at forsvare sig”. Jeg kommer aldrig til at forstå denne sammenhæng. Hvordan kan børn være en trussel mod staten Israel? 

Siger man i Danmark, at krigen må stoppe, at Israel bruger sult som våben og at mere end 17.000 børn enten er dræbt eller har fået amputeret lemmer, anklages man for at være Hamasstøtte. Man mødes af argumenter om, at tallene stammer fra det Hamaskontrollerede sundhedsvæsen, så det er sikkert løgn.

Siger man, at Hamas er nogle svin, anklages man for at være zionist.

Alle, der er imod Israels fremfærd, er antisemitter. Det inkluderer FN og verdens hjælpeorganisationer.

Da nødhjælpsorganisationerne stod for uddelingen af nødhjælp i Gaza, var der ca. 400 uddelingssteder. Nu, hvor det regeringskontrollerede Gaza Humanitarian Foundation (GHF) varetager opgaven, er der 3 – 4 uddelingssteder i det sydlige Gaza. Det er Israels forsøg på at få to millioner palæstinensere til ‘frivilligt’ at bevæge sig mod syd.

Det er det glade vanvid. Enten kan man blive, hvor man er og lide sultedøden, eller man kan bevæge sig mod syd og risikere at blive dræbt i kampen om at få del i nødhjælpen. Og det er kun de, der har kræfterne, der kan gå mod syd. De gamle og de sårede må blive, hvor de er.

Krigstrætheden

I Israel har krigstrætheden sat ind. Derfor er premierminister Netanyahus plan om at invadere, erobre og besætte Gaza permanent ikke kun blevet mødt med voldsom kritik fra udlandet, men også fra flere og flere kritiske, krigstrætte stemmer hjemme i Israel. Den danske journalist Hanne Foighel har boet i Israel i mere end fyrre år og fortalte til DR’s Genstart om, hvordan det er at bo i et land, hvor man hverken tror på premierministeren eller den krig, han fører. Episoden hedder “Netanyahu uden stopklods”.

Netanyahus nye idé: udslettelsen af Iran

Premierministeren har fået en ny idé. Han vil udslette Irans atomprogram og vælte præstestyret, der har haft magten siden 1979. Krigen har nu varet i syv dage og bekvemt nok, vender verdenssamfundet nu det blinde øje mod Gaza. Fokus er rettet mod Iran og mod Trump.

Vil USA blande sig i krigen? Trump har jo på den ene side sagt, at det er slut med at blande sig i krige, der i virkeligheden ikke kommer USA ved, men Israel kan næppe nedlægge Iran uden amerikansk bistand. Og de to er jo tætte venner, så det er svært at forestille sig, at USA ikke vil supportere Israel. Og hvis USA blander sig, hvad er så næste træk? Lurer en atomkrig?

Vi har i sandhed levet i den bedste tid af alle!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/i , /af ,

Den frygtelige krig i Mellemøsten

Den frygtelige krig i Mellemøsten

Humanitær krise i Libanon

Den frygtelige krig i Mellemøsten

Topbilledet stammer fra en særudgave af »Krigens døgn: Israel sender tropper i krig« den 2. oktober kl. 18:00. Det er godt TV, hvis man vil forstå, hvad der foregår.

Jeg forstår mere af krigen i Mellemøsten end af »den grønne trepart«, der behøver en hel minister. Måske skulle vi udvide med en »Mellemøstminister«? Jeg melder mig straks.

Den frygtelige krig i MellemøstenHvad får man overhovedet ud af at føre krig? Er det andet end små magtliderlige mænd, der gerne vise hvor meget magt, de har? I 90’erne troede vi, at nu var vi færdige med at slå hinanden ihjel, fordi muren mellem Øst- og Vesttyskland faldt i 1989, og fordi USSR faldt i 1990. Husk »Next Stop Sovjet«, der holdt sin 34 års fødselsdag i går. Fredsbevægelserne i 80’erne. Fredsduerne. Jeg var medlem alle steder. Libanon bliver et nyt Gaza. 

I nat sov jeg dårligt pga. mit »Restles Legs Syndrome«, som er neuropatiske smerter, der gør vildt ondt. Det er værre end kramper. Jeg var udgået for den utrolig effektive medicin mod smerterne (»Pregabalin«), som verdens dygtigste farmaceut på psyk. i Glostrup fandt til mig for snart mange år siden.

Fakta om Hizbollah i denne artikel stammer fra »Krigens døgn: Israel sender tropper i krig«.

Iran har rettet et stort missilangreb mod Israel. Og samtidig har israelerne udført en række angreb mod Hizbollah-bevægelsen i Libanon. Det har nu resulteret i en egentlig landinvasion. Og en egentlig storkrig i Mellemøsten er unægteligt rykket tættere på. Vært: Kim Bildsøe Lassen.

Herunder ser du det samme, som jeg så i nat: (Det er tænkeligt, at du skal klikke på teksten under den sorte ramme, som hedder »1. Videoindtryk fra min nye TV-stue uden TV.«)

Jeg gik rundt i mit pæne nye hjem og lærte om Hizbollah, der er en særdeles veluddannet libanesisk hær og ikke kun en fritids-terrorbevægelse. I 2006 lærte israelerne, at det libanesiske infanteri er veluddannet og råder over ca. 160.000 raketter! Hizbollah råder ikke over kampvogne og droner – og på den måde kan de ikke måle sig med Israel, men de har effektivt gravet og gravet tunneller på de 18 år, der er forløbet siden 2006.

Beirut ligger langt oppe i Libanon, men israelerne kan alligevel nemt præcisionsbombe mål i Beirut.

Jeg havde mit atlas fremme for at se, hvor Iran egl. ligger i forhold til både Libanon og Israel. Jeg synes, der er langt, men iranerne kan alligevel præcisionsbombe målene i Jerusalem og i Tel Aviv. Kim Bildsøe fortalte, at der er ca. 1.600 km. fra Teheran til Tel Aviv.

Jeg har rejst i Israel ca. 1995 og oplevet det krigsliderlige folk

Meget, meget søde og venlige mennesker – alle mændene med kippa (den jødiske kalot). Dejlig mad, fantastisk at gå rundt på de toppede brosten i den gamle bydel i Jerusalem. Det er noget særligt at stå ved Al-Aqsa-moskeen.

Men det er også et krigsliderligt folk. Det kan de ikke skjule. Når man sidder på en fortovscafé og taler med en ung kvinde, er det svært at få øjnene fra det maskingevær, der ligger på den tredje stol. Når man står ved at lyskryds og venter på grønt, bærer alle – unge som gamle, kvinder som mænd – et maskingevær. Det er virkelig mærkeligt.

Jeg er nok bare (for) fredselskende, for jeg går ind for en to-stats-løsning. Og når nu Libanon er involveret i konflikten, bør man måske tænke på en tre-stats-løsning.

Han mistede begge ben til en vejsidebombe …

Jeg ser udsendelserne med titlen »Velkommen til frontlinjen«, som er fremragende fjernsyn. De seks afsnit beskrives sådan: »Danmark har sendt over 30.000 soldater i krig gennem de sidste 30 år. I denne serie fortæller de om tabet af uskyld, om modet og om de konsekvenser, det har haft for os og for dem, vi bekæmpede.«

I »Velkommen til frontlinjen: Jorden er giftig.« (Sæson 1, episode 6) »Det næste skridt kan blive mit sidste,« tænker soldaten Jesper Aagaard, mens han er udsendt til Afghanistan i 2010. Vejsidebombe står som den hyppigste dødsårsag for de danske soldater. Taliban rykker frem, og kampene tager til. Det bliver besluttet at lukke Armadillobasen. Krigstrætheden melder sig i Danmark, og Taliban står klar til det sidste væbnede fremstød, der sender hundrede tusinder af afghanere på flugt.« 

Hans opgave i Afghanistan er at gå ude i grøften og sikre den, så hans kammerater i den pansrede mandskabsvogn ikke kører på vejsidebomberne. Man kan sige, at han er det levende skjold. Gad vide hvordan det er at vågne op og kigge ned ad sig og konstatere, at man mangler begge ben?

Den frygtelige krig i Mellemøsten

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.