Humanitær krise i Libanon

Den frygtelige krig i Mellemøsten

Topbilledet stammer fra en særudgave af »Krigens døgn: Israel sender tropper i krig« den 2. oktober kl. 18:00. Det er godt TV, hvis man vil forstå, hvad der foregår.

Jeg forstår mere af krigen i Mellemøsten end af »den grønne trepart«, der behøver en hel minister. Måske skulle vi udvide med en »Mellemøstminister«? Jeg melder mig straks.

Hvad får man overhovedet ud af at føre krig? Er det andet end små magtliderlige mænd, der gerne vise hvor meget magt, de har? I 90’erne troede vi, at nu var vi færdige med at slå hinanden ihjel, fordi muren mellem Øst- og Vesttyskland faldt i 1989, og fordi USSR faldt i 1990. Husk »Next Stop Sovjet«, der holdt sin 34 års fødselsdag i går. Fredsbevægelserne i 80’erne. Fredsduerne. Jeg var medlem alle steder. Libanon bliver et nyt Gaza. 

I nat sov jeg dårligt pga. mit »Restles Legs Syndrome«, som er neuropatiske smerter, der gør vildt ondt. Det er værre end kramper. Jeg var udgået for den utrolig effektive medicin mod smerterne (»Pregabalin«), som verdens dygtigste farmaceut på psyk. i Glostrup fandt til mig for snart mange år siden.

Fakta om Hizbollah i denne artikel stammer fra »Krigens døgn: Israel sender tropper i krig«.

Iran har rettet et stort missilangreb mod Israel. Og samtidig har israelerne udført en række angreb mod Hizbollah-bevægelsen i Libanon. Det har nu resulteret i en egentlig landinvasion. Og en egentlig storkrig i Mellemøsten er unægteligt rykket tættere på. Vært: Kim Bildsøe Lassen.

Herunder ser du det samme, som jeg så i nat: (Det er tænkeligt, at du skal klikke på teksten under den sorte ramme, som hedder »1. Videoindtryk fra min nye TV-stue uden TV.«)

Jeg gik rundt i mit pæne nye hjem og lærte om Hizbollah, der er en særdeles veluddannet libanesisk hær og ikke kun en fritids-terrorbevægelse. I 2006 lærte israelerne, at det libanesiske infanteri er veluddannet og råder over ca. 160.000 raketter! Hizbollah råder ikke over kampvogne og droner – og på den måde kan de ikke måle sig med Israel, men de har effektivt gravet og gravet tunneller på de 18 år, der er forløbet siden 2006.

Beirut ligger langt oppe i Libanon, men israelerne kan alligevel nemt præcisionsbombe mål i Beirut.

Jeg havde mit atlas fremme for at se, hvor Iran egl. ligger i forhold til både Libanon og Israel. Jeg synes, der er langt, men iranerne kan alligevel præcisionsbombe målene i Jerusalem og i Tel Aviv. Kim Bildsøe fortalte, at der er ca. 1.600 km. fra Teheran til Tel Aviv.

Jeg har rejst i Israel ca. 1995 og oplevet det krigsliderlige folk

Meget, meget søde og venlige mennesker – alle mændene med kippa (den jødiske kalot). Dejlig mad, fantastisk at gå rundt på de toppede brosten i den gamle bydel i Jerusalem. Det er noget særligt at stå ved Al-Aqsa-moskeen.

Men det er også et krigsliderligt folk. Det kan de ikke skjule. Når man sidder på en fortovscafé og taler med en ung kvinde, er det svært at få øjnene fra det maskingevær, der ligger på den tredje stol. Når man står ved at lyskryds og venter på grønt, bærer alle – unge som gamle, kvinder som mænd – et maskingevær. Det er virkelig mærkeligt.

Jeg er nok bare (for) fredselskende, for jeg går ind for en to-stats-løsning. Og når nu Libanon er involveret i konflikten, bør man måske tænke på en tre-stats-løsning.

Han mistede begge ben til en vejsidebombe …

Jeg ser udsendelserne med titlen »Velkommen til frontlinjen«, som er fremragende fjernsyn. De seks afsnit beskrives sådan: »Danmark har sendt over 30.000 soldater i krig gennem de sidste 30 år. I denne serie fortæller de om tabet af uskyld, om modet og om de konsekvenser, det har haft for os og for dem, vi bekæmpede.«

I »Velkommen til frontlinjen: Jorden er giftig.« (Sæson 1, episode 6) »Det næste skridt kan blive mit sidste,« tænker soldaten Jesper Aagaard, mens han er udsendt til Afghanistan i 2010. Vejsidebombe står som den hyppigste dødsårsag for de danske soldater. Taliban rykker frem, og kampene tager til. Det bliver besluttet at lukke Armadillobasen. Krigstrætheden melder sig i Danmark, og Taliban står klar til det sidste væbnede fremstød, der sender hundrede tusinder af afghanere på flugt.« 

Hans opgave i Afghanistan er at gå ude i grøften og sikre den, så hans kammerater i den pansrede mandskabsvogn ikke kører på vejsidebomberne. Man kan sige, at han er det levende skjold. Gad vide hvordan det er at vågne op og kigge ned ad sig og konstatere, at man mangler begge ben?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.