Det er altså mit blod
Væggelus-gate 2
Det er altså mit blod
Jeg er blevet ekspert i ud ad øjenkrogen at se, når der er sorte pletter, der bevæger sig. Så er det ikke en plet; det er en satans, forbandet væggelus. Jeg kæmper om mit blod med det tilbageværende krapyl. Når jeg fanger en og klemmer den død, er den fyldt med blod – det er mit.
Forleden kom en utrolig sød ung mand fra et skadedyrsbekæmpelsesfirma. Det føltes underligt at indvie ham i detaljer om mit sengested, som vist er det mest private, jeg har, men jeg var så lettet, da han efter et kig rundt omkring sagde “Det skal vi nok få styr på”.
Han var vældig pædagogisk og forklarede, hvordan han ville arbejde, og hvordan giften virker.
Jeg mener, han forklarede, at giften er et silikat, som dræber dem, og de, der ikke umiddelbart dør, bliver lokket frem, fordi de ikke længere har et sted at være. Når de kravler på overflader, der er behandlet med silikatet, bringer de giften med sig rundt, og det skulle også medføre deres visse død. Det forklarer, at jeg stadig oplever sorte pletter, der bevæger sig. Men det er helt sikkert blevet meget bedre. Nu er jeg ikke længere så bange for at tænde lyset om morgenen. Dyreparken er bestemt reduceret.
Jeg var også lettet, da han sagde, at der ikke var tale om at smide seng mv. ud. Min elskede kugledyne har kostet 10.000 kr. og sådan en smider man ikke bare ud. Firmaet har en politik om ikke at sprøjte giften på ting, der kommer i nærheden af mennesker. Hrm … jamen der kommer jo dynebetræk på? Nåh, men det er han selvfølgelig ekspert i, og jeg har gjort, som han forklarede: en grundig støvsugning af alle dynens kanter og syninger, og der er mange, idet kuglerne er syet ind i et antal lommer, for at sikre, at de er jævnt fordelt. Herefter straks støvsugerposen i en plastpose med en solid knude på.
Mens han arbejdede, blev jeg sendt ud ad døren i 45 minutter, så giften kunne “dunste af” for alle de åbne vinduer.
Han kommer igen den 10. januar, så vi kan se, om der er behov for en opfølgning, dvs. mere gift. Men de få, der er tilbage, er overalt … fx i kanterne på min iPad, i telefonen osv. Steder han ikke kan sprøjte. Forestil dig selv, hvordan det føles.
Mennesker reagerer forskelligt på biddene
Krapylet lever af menneskers blod. De kommer om natten og bider, når man sover. Videnscenteret Bolius har en fin artikel her.
- 90 pct. mærker en voldsom svie og kløe, får voldsomme hævelser mv.
- 10 pct. mærker ingenting. For en gangs skyld er det dejligt at tilhøre mindretallet, for jeg mærker intet. Jeg kan bare se alle de røde pletter på fx ben og hænder.
Når man intet mærker, er man selvfølgelig også længere om at reagere. Jeg havde bemærket de underlige røde pletter på benene og undret mig over dem, men regnede med, at det vel gik over af sig selv. Jeg overrender ikke min somatiske læge.
Skulle det, hvad Gud forbyde, ske igen, reagerer jeg med det samme. Man kan fx få konflikt med udlejer, idet manglende reaktion kan betegnes som en misligholdelse af det lejede. Og min vicevært elsker at få det sidste ord …
Armen
Ingen kommentarer … men der er ingen bedring.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.




Ja, det er virkelig mange penge. Et forløb hos Rentokil koster 4800, og består af 3 gange, hvor de med et par ugers mellemrum kommer ud, og lægger ædegift, og sprøjter. Min andelsboligforenings bestyrelse siger nej til at betale med den begrundelse, at skægkræene er kendte for at komme igen og igen, og at det derfor ville blive alt for kostbart for foreningen. De lede kræ sidder blandt andet ofte i den lim, der holder papkasser sammen, og er i starten så bittesmå, at man næsten ikke kan se dem med det blotte øje. Så man kan desværre nå at have mange, før man bliver klar over problemet…
@ Glennie
Hold da op; de er da ikke for kvikke i den bestyrelse. Med den holdning risikerer de jo, at problemet kan vokse til uanede højder, hvis der er andelsbolighavere, der ikke kan ryste op med små 5.000 kr. – evt. flere gange. Nu kender jeg selvfølgelig ikke til dine krapyler, men fsva. mine er det utrolig vigtigt, at der gribes ind så hurtigt som muligt på grund af risikoen for spredning.
Krydser fingre for, at du kommer insekterne til livs hurtigt! Ved som nævnt udmærket, hvordan det er ikke at “være alene” i ens egen lejlighed… Og det er jo heller ikke billigt at have skadedyrsbekæmpere ude. Gennem de ca 4 år, jeg i perioder har haft skægkræ, vil jeg tro, at jeg har ofret næsten 20.000 kr på udryddelsen af dem.
@ Glennie
20.000 kr. … Hold da op. Det er helt vildt. Jeg er jo heldigvis “bare” lejer, så udlejer skal betale, m.m. de kan påvise at jeg ikke har handlet med det samme. Men det tror jeg, jeg har.
Du har fuldkommen ret i det med ikke at “være alene”. Det er modbydeligt. Og så i ens seng … Fy for helvede. Jeg synes, det er så privat, som noget sted kan være.