, , , ,

Service

Sikke en dag

Jobcenteret

Normalt er service noget borgerne i følge serviceloven skal give kommunerne – det mener kommunerne i hvert fald. Men min fleksjobkonsulent vil det anderledes. (Og jeg må jo indrømme, at min kommune faktisk sponserede min højt ekslede kugledyne! Jeg sover så godt nu.)

Ad job: Jeg kom med konkrete forslag til på stiftsplan at lave hjemmesider for de omfattede kirker. Jeg kunne lave to skitser/skabeloner baseret på kirkernes egne materialer, og så kunne Morten Endahl fra Jobøst præsentere det for diverse beslutningstagere. Min erfaring er, at man skal gå til til toppen, hvis man vil noget. Hvis vi skal helt til biskoppen over Helsingør stift – Lisel-Lotte Rebel – er det fint med mig.

Morten er dygtig til at sparke døre ind. Det er jeg ikke. Men jeg kan lave benarbejdet. Fleksjobkonsulenten var helt med på den plan. Faktisk tror jeg, han var lidt imponeret.

2) Søger man på Excel på Jobnet kommer der af og til opslag frem, hvor man skal kunne VBA. I løbet af samtalen med fleksjobkonsulenten viste han mig et opslag med Excel men man skulle kunne VBA, og det kan jeg ikke. Jeg har sådan set tegnet mig for et VBA-kursus hos Proximo her i efteråret, men finanserne siger nej. Men det fik mig til at spørge ham, om de evt. ville betale det. Det var han slet ikke afvisende overfor. 5.000 kr. er meget for mig men ikke for Hvidovre Kommune. Vi aftalte, at jeg skulle forhøre mig hos Proximo,  om kommunerne får en anden pris end private, og sådan skal man selvfølgelig spørge, når man er en offentlig instans.

Synoptik

Hvis du af og til synes, jeg skriver sjusket og usammenhængende, og at kommaerne ikke er rigtigt sat, skyldes det, at jeg er kommet til at se meget dårligt fx i form af  dobbeltsyn og sløret syn. Det  er fem år, siden jeg sidst var til synsprøve, så den markante forværring af bygningsfejlen er selvfølgelig aldersbetinget. Jeg har smidt alle deres breve ud, da jeg jo alligevel ikke havde råd til nye briller. Men nu måtte det være, da jeg har et markant dobbeltsyn, ikke kan se, hvor cursoren står mv. Jeg bruger mere tid på at rette end på at skrive, jeg skal have luppen frem, når der kommer en SMS, jeg kan ikke se NemID osv.

Jeg har været 1½ time hos Synoptik, de er sørme grundige. I denne uge har de halv pris på både stel og glas. De var ærlige og sagde, at hvis jeg blev ved med Lyrica, kunne de ikke garantere, at jeg fik mit gamle syn igen. Lyrica er et præparat mod “neuropatiske smerter” altså mine “restless legs”, som jeg er så lykkelig over at være sluppet af med. Kigger man på pro.medicin.dk, fremgår det, at det er almindelige bivirkninger (10 ud af 100) at få dobbeltsyn og sløret syn. Pest eller kolera. Jeg vil dog spørge Kasper og Christina på fredag om der er noget andet mod “neuropatiske smerter”.

Kop & kande

I løbet af sommeren fik jeg slet alle mine knive. De er faktisk ret fine: Sabatier. De bør holde min tid ud. Trods slibningen kan de nu ikke engang skære en tomat. Det kan ikke være sandt.

Jeg gik ned med de værst ramte. Ekspedienten tog uden bøvl og uden krav på kvitteringer imod  dem og skrev U/B på følgesedlen. Jeg spurgte, hvad U/B betød. Svaret kom prompte “Uden beregning”. Se det er service.

Ikke-service

I min lokale Kvickly, har de selvfølgelig hele to flaskeautomater.  Af og til krediteres man ikke for alle flaskerne. Det har jeg faktisk aldrig været opmærksom på tidligere. Det blev jeg forleden dag. Jeg spurgte så den medarbejder, der tilsyneladende har den lidet attraktive post at stå for flaskehelvedet, om det var fejlmeldt, og hvornår jeg kunne forvente, at det var ordnet.

Nej det ville ikke blive fejlmeldt, for for det meste fungerede det jo. Se det er ikke-service.

Jeg har valgt nedenstående seje stel og de bedste PC-glas. Det er jo her, jeg er mest.

, ,

Kvalitetssikring og -udvikling

Kvalitet

Jeg kunne bare ikke lade være med at tage dette billede af forberedelserne til aftenens tomatsalsa. Jeg kan godt lide alle de farverige grøntsager. Desværre var grønkålen i dag ikke helt grøn længere. Alligevel var det kvalitet!

Inspiration fra Mia Folkmann

I begyndelsen af marts i år skrev Mia “Jeg vil så gerne være bedre…” og lige siden da, har jeg tænkt på at lade mig inspirere. Det sker endelig her:

Hvorfor skal jeg løse opgaven?

Virksomhederne vil gerne udvikle deres kvalitet, og det er naturligvis positivt, men jeg undrer mig over, at jeg som forbruger skal lave arbejdet for dem i form af fx følgende:

  1. “Vi gør opmærksom på, at samtalen kan blive optaget til træningsformål.”
  2. “Efter samtalen kan du blive ringet op og bedt om at vurdere den.”
  3. “Udfyld et kort spørgeskema og deltag i konkurrence om x, y og z.”
  4. “Klik på linket for at evaluere din købsoplevelse.”
  5. “Giv os fem stjerner på Trustpilot.”
  6. “Like os på Facebook.”
  7. Osv.

Når der nu er så uendeligt mange måder at evaluere ydelserne på, og det har fundet sted i årevis, kan det undre, at kvaliteten ikke allerede er i top. Jeg kan få den mistanke, at de ikke bruger resultaterne til noget som helst. De spilder måske bare min tid?

Telefonsluser

Et andet punkt, hvor det er mig som forbruger, der skal løse virksomhedernes opgaver, er telefonsluserne: “Tryk 1 hvis du vil x, tryk 2 hvis du vil y, tryk 3 hvis du vil z, osv.” Af og til er der  fem eller flere muligheder.

Jeg hader dem, for reelt er jeg nødt til at høre det til ende for at vide, hvilket tal jeg skal bruge, og når jeg har hørt alle mulighederne, har jeg glemt de første, og så må jeg jo ringe op igen. Jeg har i realiteten løst omstillingens opgaver. Det er ikke god kundservice.

,

Fattigdom stjæler barndomsminderne

Folkebladet havde en relevant artikel

Det ser ud som om, Folkebladet dækker os på Vestegnen, som ved Gud ikke er et velhaverkvarter. Jeg bor selv i Hvidovre Nord, som er det pæne kvarter. Vi bliver ikke forstyrret af de fattige her.

Bladet havde en meget interessant artikel, om en fattig familie. Bladet satte ansigt og stemme på det som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fornylig opgjorde til ca. 50.000 fattige børn. Her læser man om, hvordan det er at være fattig i dagens Danmark, helt nede på mikroplan. Er der mælk til maden, eller skal vi ud at skralde sent om aftenen, så børnene ikke opdager det og sover? Derfor kan man forstå det, hvis man altså vil have dele af virkeligheden serveret råt for usødet.

Jeg tænker på, hvordan det er som mor med en uddannelse på ernæringsområdet at skjule, at vi ikke har råd til sund mad?

Hvor længe kan det blive ved?

Jeg spørger mig selv, hvor længe dette kan blive ved? Hvor mange børn skal vokse op i fattigdom med en overhængende risiko for selv at blive fattige på livslang overførselsindkomst? Hvem har gavn af det? Samfundet har i hvert fald ikke, og den enkelte har bestemt heller ikke. Det er nedværdigende at være fattig, og stå i køen på den ydmygende trappe til jobcenter, sygedagpengeenhed, ydelsesenhed eller hvad det nu end kaldes. Idéen er den samme: Ydmygelse og nedværdigelse. Du skal ikke tro, du er noget.

Når man nedgør mennesker, bliver de mindre, og små mennesker slår ikke til på arbejdsmarkedet, i hjemmet eller som forældre. Det er en frygtelig ond skrue, der er sat i gang – men hvordan bryder vi den? Indtil videre har jeg ikke set nogen, der har et bud på en løsning. Dem, der kommer nærmest, er vist nærmest Alternativet, der byder ind med en “holistisk” synsvinkel.

Løsninger?

Vi bryder i hvert fald ikke den onde cirkel ved at “det skal kunne betale sig at arbejde” eller “stå op og gå på arbejde”. Ægteparret, vi møder i artiklen, er begge højtuddannede. Den ene er cand. jur og har har skrevet mere end tusind ansøgninger gennem de seneste tre år. Hun kommer af og til samtale, men “består” aldrig. Hun bliver altid vejet og fundet for let.

Jeg spejler mig selvfølgelig i hende. Jeg blev selv afskediget fra Moderniseringsstyrelsen (en del af Finansministeriet) pga. sygdom i sommeren 2013. Retrospektivt forekommer fyringen jo fornuftig nok, for jeg var jo hundesyg, og hang bare fast med det yderste af neglene. Jeg håbede at kunne holde ved, men det kunne jeg ikke!

Jeg havde allerede brugt det halve af mine 104 dagpengeuger, (jeg husker ikke på hvad) så der var et år at gøre godt med. Jeg skrev mange ansøgninger, men kom ikke engang til samtale til trods for at Gud og hver mand mente, at både ansøgninger og CV var i orden. Til sidst konkluderede jeg for mig selv, at jeg var blevet for gammel. Jeg var da 50 år gammel.

Paradoksalt nok reddede diagnosen i sommeren 2014 mig fra kontanthjælpen. Pludselig var jeg inde i et helt andet system, og min diagnose var en af dem, der udløste sygedagpenge i 22 uger plus 69 uger. Det var mere indbringende at være “bipolar” end at have “tilbagevendende depressioner”. Det kan være en redning at blive alvorligt syg, også selv om det forekommer absurd.

Tilbage til materien

Hvad gør vi med alle de, der gerne vil på arbejdsmarkedet, men ikke får lov at komme ind på det? Hvordan beskytter vi de fattige børn? Hvordan sikrer vi, at vi ikke bare reproducerer fattigdommen til næste og næste generation?  Det har ingen gevinst af. Hvorfor ser ingen en generation eller to frem? Der skal ikke mange kuglerammer til for at indse, at det vil være en god forretning at tage fat om nældens rod allerede nu. Fattigdom i generationer koster altså kassen!

Debatten er entydig. Fokus er på, hvor meget ikke-vestlige indvandrere koster – og det er formuer. Men hvad nu hvis vi satte dem ud på arbejdsmarkedet og krævede at få noget igen? Hvad med alle de syge, som vi ikke vil give en førtidspension? Hvad nu hvis vi brugte alle “kontrolkræfterne”på dem, der ikke var udredte, mens de udredte, med en udsigtsløs diagnose, kunne få fred? Altså alle dem hvor alskens læger, speciallæger, smerteklinikker mv. siger, at arbejdsevnen er “væsentligt og varigt” forringet. Lad dog de mennesker få fred fx i et fleksjob på muligvis bare nogle få timer om ugen.

Fleksjob

Med reformen fra 2013 er der sket en række ændringer, som har gjort det mindre interessant at være ansat i et fleksjob. Det har jeg ikke mærket noget til, og jeg er bare kisteglad for ordningen, som den er nu.

Min arbejdsarbejdsgiver betaler for den tid, jeg arbejder. Er jeg fraværende pga. sygdom, får de refusion fra dag 1. Kommunen supplerer op til et eller andet magisk niveau, jeg endnu har til gode at forstå.

Mona, der sidder nede på kommunen, og gør diverse bevillingsbreve til kroner i min netbank, har såmænd inviteret mig til at se, hvordan det forgår, når hun plotter tingene ind i noget, der ligner en tyve år gammel terminal fra IBM (brun baggrund og blinkende orange cursor). Jeg har selvfølgelig takket ja til den fine invitation. Jeg nænnede bare ikke at fortælle hende, at jeg ikke forstod så meget af det, hun skrev ind i de forskellige felter. Men hun er altså skide sød… og den slags initiativer er med til at sikre, at borgere og kommuner kommer tættere på hinanden. Som alt overhovedet hovedregel har jeg fået den bedste service i Hvidovre Kommune.

Fleksjobordningen er i sig selv genial! Man kan arbejde alt det, man kan. Er der behov for det, kan man blive en dag hjemme og arbejde derfra. Det er fantastisk. Når jeg arbejder hjemme, leverer jeg mere, end når jeg møder til frokost i Farum.