Indlæg

Løsninger

Det er som om der er nogle ting, der langsomt begynder at løse sig:

  • Spamproblemet er løst ved noget så banalt som at ændre kodeordet. Jeg havde prøvet alt muligt andet, men intet hjalp. Jeg må være blevet hacket, altså nogen må have opsnappet mit kodeord og misbrugt det. Det er dejligt at slippe for de mindst 100 mails pr. dag.
  • Patrick fra skadedyrsfirmaet har været her og sprøjte en ekstra gang, fordi jeg så fire levende dyr i går. Han har givet den nye sengeramme og madras en ordentlig tur også. Han kommer igen om 14 dage, og er fortrøstningsfuld, og så kan jeg vel også være det.
  • Jeg har nu aftalt med ham, at vi skal følges til en gudstjeneste i Pinsekirken på søndag. Det glæder jeg mig til. Han har fortalt en del om det fællesskab, de har. Det lyder meget tiltalende. Det lyder også tiltalende, at de er så dygtige til at tiltrække unge mennesker og mange forskellige etniciteter. Det mangler vi i folkekirken.
  • Det var dejligt at sove i en seng i nat og ikke bare på en madras på gulvet. Ingelise hjalp mig med at samle sengen. Du milde et arbejde; det tog os tre timer og det var hinsides min tålmodighed. Jeg havde aldrig klaret det selv, for jeg er ikke særlig god til at læse tegninger, jeg vil hellere have noget tekst; i hvert fald skal der være tekst, der supplerer tegningerne.

12 dage senere

Den unge mand fra skadedyrsfirmaet har været her og har godkendt de foranstaltninger, jeg selv har foretaget, nemlig at smide sengeramme, madras og topmadras ud, købe nyt og sove på gulvet i stuen siden da. Han fortalte, at den værste kilde var sengerammen, så den var det vigtigste at smide ud.

Han har gået sit eget arbejde efter i sømmene og ikke fundet nye levende dyr. Jeg har været meget spændt på hvad han ville sige, for jeg så tre bag min computerskærm i går, og det fortalte jeg ham selvfølgelig. Jeg er helt hysterisk, og jeg skal bare af med skidtet, og vi skal have bund i det nu. Han fortalte, at de vandrer rundt for at finde mad.

Nu skal jeg så sove i soveværelset på madrassen på gulvet. Idéen er at se, om de – nu hvor der er mad – dukker op igen. Hvis jeg bliver bidt, skal jeg ringe til ham igen og med det samme. Jeg har slet ikke lyst til at sove herinde, men der er ingen vej udenom, og deres tilstedeværelse kan åbenbart kun testes på denne måde. Han kommer igen om 14 dage. I dag har han sprøjtet gift på hele gulvet og samtlige paneler og dørkarme i hele lejligheden. Det må siges at være en både langvarig og grundig proces, og problemet bliver taget meget alvorligt. Det er jeg glad for, og jeg håber aldrig, jeg skal opleve det igen.

I., som jeg kender fra psyk., kommer på søndag og hjælper mig med at samle den nye seng, som indtil videre står i kasser inde i stuen. Det er dejligt at få hjælp, for jeg kan ikke overskue det selv. Det er sikkert ikke særlig svært, når man er to om det. Ikeas samleanvisninger plejer at være gode nok. Jeg har sørget for, at skruemaskinen er fuldt opladet.

Jeg ser frem til at komme til at sove i en seng igen i stedet for at leve på feltfod. Og jeg ser frem til, at mit hjem kommer til at ligne sig selv igen. Normalt bor jeg nemlig ret så pænt.

Hvordan vi kom ind på det, husker jeg ikke, men vi fik os en lang og interessant snak om tro, da han er medlem af Pinsekirken. Vi havde mange synspunkter at udveksle, og jeg synes altid, det er spændende at tale med folk, der har forholdt sig aktivt til det at tro. Folk kan for min skyld være Jehovas vidner, Mormoner, Adventister mm., men uanset hvad de er, vil jeg gerne høre om, hvad der fik dem til at lande der. Hvilke overvejelser gjorde de sig? hvad betyder deres tro i det daglige? osv.

Jeg holder mig til grundsætningen om, at enhver er salig i sin tro, og jeg bryder mig ikke om, at folk er missionerende. Det var en spændende og god snak, men jeg synes også, at han missionerede ved fx at invitere mig til en af deres gudstjenester og prøvede at overbevise mig om, hvor godt bøn er; på den anden side set: hvorfor ikke gå med? Det kan næppe være farligt, og jeg kan højst møde nogle søde mennesker.

Forfærdeligt

Jeg kæmper med de forbandede (undskyld jeg bander, det gør jeg normalt ikke) væggelus. Startede dagen med at smide sengetøjet i vaskemaskinen og koge det ved 95 grader og derefter lægge rent på og flytte det ind i stuen til madrassen på gulvet, hvor det er meningen, jeg skal sove de næste 14 dage.

Min søde nabo kom i eftermiddags og hjalp mig med at bære den gamle madras ned til det sted, hvor man må stille den slags. Det var bare så væmmeligt. Der var sorte aftegninger overalt, og mange steder kunne man se dem vandre. Det er åbenbart ikke alt, der er slået ihjel af giften, som den unge mand sprøjtede ud.

Herefter skilte vi sengen ad, og det var også ulækkert – bl.a. fordi jeg ikke støvsuger under den særlig ofte. Måske er jeg et svin? Fra nu af vil jeg gøre det jævnligt. Heldigvis var der strøm på skruemaskinen, så det gik lidt lettere, da jeg fandt den frem.

Da han var gået, gik jeg i gang med støvsugeren og støvsugede de resterende levende krapyler op sammen med ligene af deres artsfæller. Jeg støvsugede også i entreen af angst for, at vi skulle have tabt nogen på vej ud med madras og sengeramme. Støvsugerposen blev smidt ud tilsidst.

Jeg har et mexikansk håndmalet trækors hængende på væggen ved hovegærdet. Det har jeg vasket med kogende vand. Kan det ikke holde til det, er det bare ærgerligt.

Herefter smed jeg alt tøjet fra yderst til inderst og sendte det en tur gennem vaskemaskinen ved 60 grader. Jeg håber, det holder til det; det meste er normalt til 40 grader.

Min frygt er, at der sidder nogen i min elskede kugledyne, som ikke sådan lige kan vaskes i en almindelig vaskemaskine, og at jeg derved nu har transporteret dem ind i stuen. Hvordan kan det være, at fyren fra skadedyrsbekæmpelsesfirmaet ikke interesserede sig for min dyne? Jeg kan ikke gøre andet end at holde øje, og at ringe til ham, hvis jeg ser nogen af de møgdyr inde ved mit nye sengeleje.

Ønsk dig aldrig at få et problem med væggelus – det er forfærdeligt.

En tur i Ikea

Fyren fra skadedyrsbekæmpelsesfirmaet var her i går. Ung, sød og effektiv var han. Han sagde, at angrebet her hos mig, var noget af det værste, han havde set! Jeg er rystet. Han mener, dyrene har været her 4-5 måneder, og jeg begriber ikke, at jeg ikke har opdaget noget. Han forklarede, at der simpelthen er nogle mennesker, der ikke får rødmen og hæver op, og til dem hører jeg så. Det er jo en tæge, så de har levet af mit blod, men jeg har ikke opdaget det, for havde jeg det, havde jeg selvfølgelig reageret med det samme. Han løftede madras og topmadras og sagde, at det kunne jeg godt smide ud – jo før jo bedre. Sengerammen skal også smides ud – jo før jo bedre. Intet af det står til at redde. Han gik alle rum igennem, men det er “kun” soveværelset, der er ramt, hvilket er et mirakel. Han sprøjtede gift i alle sammenføjninger (hvor vægge støder sammen), alle paneler, alle lofter, under sengen. Han lavede også en bræmme af gift ud til entreen, mellem entreen og køkkenet og mellem entreen og spisestuen. Det er forbudt at vaske gulve foreløbigt.

I morgen har min nabo tid til at hjælpe mig med at smide springmadrassen ud, for den er for tung til, at jeg kan bære den selv. Han hjælper mig med at skille sengerammen ad og bære det ned. Jeg føler mig frygtelig upraktisk, men jeg kan ikke klare det selv. Herefter er det ideen, at jeg skal sove på den nye madras på gulvet inde i stuen, indtil den unge mand har været her og sprøjte anden gang om ca. 14 dage. Den nye seng kan selvfølgelig ikke stilles op, førend alt er væk, for så kunne jeg jo bare begynde forfra. Hvor mange gange, han skal komme, er endnu uvist. Dyrene kan leve op til et år, hvis de har gemmesteder, hvor giften ikke kommer ind.

Jeg er lettet over, at han ikke sagde, at jeg skulle koge hele min garderobe. Han bad heller ikke om adgang til klædeskabet, som ellers danner en af sammenføjningerne.

Det er et mareridt!

Da jeg fra i morgen ikke har nogen seng eller madras, måtte jeg en tur i Ikea og købe nyt. Det var lige før, det var over min formåen. Jeg er ikke god til steder med mange mennesker, og det er lige, hvad der er en lørdag formiddag. Jeg synes, jeg spurgte mig for tusind gange om hvad som helst. Folk er flinke og hjælpsomme. Jeg følte mig bare hjælpeløs og fik det rigtig dårligt. Jeg fandt en flink medarbejder i sengeafdelingen, der guidede mig igennem valget. Egentlig var jeg ligeglad, jeg skulle bare have en seng, en madras og en topmadras. Han fandt noget, der kunne bruges, og jeg fik papirer om, hvor jeg kunne finde det på lageret, hvilken reol og hvilken plads.

Så ned på lageret da jeg endelig fandt derned efter at have spurgt mig for og finde frem og bugsere op på en vogn. Tungt som bare pokker var det, og det var overhovedet ikke nemt at køre rundt med den fuldt lastede vogn. Den slags er meget svært alene, men jeg har ikke nogen, der kan hjælpe.

Gennem kassen hvor man scanner det hele selv. Hvor sidder stregkoderne? Hvordan virker scanneren? Der kom heldigvis en medarbejder, og jeg så sikkert hjælpeløs ud, så hun tilbød at hjælpe. Jeg tog med kyshånd imod tilbuddet. Betalingen klarede jeg dog selv.

Selve madrassen skulle udleveres i vareudleveringen på den anden side af bygningen. Lang køretur med den svært styrbare vogn. Ny kø, ny venten, de var dog hurtige. De kunne også oplyse, hvordan jeg kom hjem: 3*42, der kom hurtigt og var meget hjælpsomme. Chaufføren hjalp også med at bære tingene op til 1. sal selvfølgelig mod betaling, men pyt med det. Jeg ville ikke have vidst, hvad jeg ellers skulle gøre, når jeg nu ikke kunne bære det selv.

Resultatet er lige nu, at min stue er fyldt (overdrivelse) med papkasser, der rummer en seng. Madras og topmadras er pakket ud, da de skal bruge 72 timer, før de er rigtigt foldet ud fra den sammenrullede tilstand. Det blev ikke til en springmadras i denne omgang. Jeg håber, den jeg i stedet har købt er OK. Den var såmænd dyr nok.

Om 14 dage må jeg prøve at finde en, der vil hjælpe mig med at samle den nye seng, for jeg kan ikke bakse med det alene. Måske kan jeg overtale min søde nabo?