Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Først nu tør jeg mærke, hvor bange jeg har været

Væggelus, frygt og to små banditter

Først nu tør jeg mærke, hvor bange jeg har været

Væggelus for tredje gang satte gang i både skam, bekymringer og katastrofetanker. Men da frygten endelig slap sit tag, gik det op for mig, hvor meget to små killinger allerede betyder efter blot en uge. Dette er historien om væggelus, angst, lettelse – og om en rød hankat, der kom og trøstede mig, da jeg havde allermest brug for det.

Jeg –  eller rettere min lejlighed – har fået væggelus.

Igen.

Det er tredje gang, og selv om jeg efterhånden kender proceduren, rammer det mig stadig som et slag i maven.

1. gang i 2016

2. gang i 2023.

Først kommer væmmelsen. Så kommer det praktiske: Hvem skal jeg ringe til? Hvornår kan skadedyrsbekæmperen komme? Hvad skal flyttes? Hvad skal vaskes? Hvor må man opholde sig?

Og derefter kommer skammen.

For selv om jeg godt ved bedre, dukker tanken alligevel op:

Er det, fordi jeg er et svin?

Væggelus har intet med snavs at gøre

Der findes en sejlivet forestilling om, at væggelus skyldes dårlig rengøring eller manglende hygiejne.

Det passer ikke.

Væggelus lever af blod. De lever ikke af snavs, madrester, støv eller affald. De er fuldstændig ligeglade med, om der blev støvsuget i går, og om hjemmet er nydeligt og velholdt.

Alle kan få væggelus.

De kan findes i almindelige lejligheder, i parcelhuse, på vandrehjem og på femstjernede hoteller. En væggelus er ligeglad med marmorgulve, roomservice og prisen på værelset. Den interesserer sig kun for, om der er et varmblodet menneske i nærheden, som den kan suge blod fra.

Man kan få dem med hjem fra en rejse. De kan gemme sig i bagage, tøj eller møbler. De kan også sprede sig mellem lejligheder. Måske har jeg fået dem med hjem fra højskolen? Eftersom de kan sprede sig mellem lejligheder, skal man reagere med det samme. Hvis man ikke gør det, kan det anses som misligholdelse af det lejede, hvilket i sidste ende kan resultere i, at lejemålet ophæves af udlejer.

Det er et skadedyrsproblem. Det er ikke en moralsk dom over den, der bor i boligen.

  • Jeg er ikke et svin.
  • Jeg er ikke uren.
  • Jeg har bare været uheldig.

90 pct. får udslæt og hævelser, når de bliver bidt af krapylet. 10 pct. mærker ingenting. Eftersom jeg tilhører de ti pct., er jeg længere om at opdage dem, og derfor kan jeg ikke reagere og kontakte udlejer lige så hurtigt.

Denne gang var alt anderledes

Normalt ville væggelusene i sig selv have været nok til at gøre mig urolig.

Men denne gang er Jason og Josephine flyttet ind.

De to små banditter har kun boet her i lidt over en uge, men de har allerede forandret hele min hverdag.

Dagen begynder med vask af madskåle, servering af vådfoder og ordning af kattebakken. Derefter følger leg, brydekampe, vilde spurter gennem lejligheden og lange formiddagslure på steder, jeg aldrig selv ville have udvalgt som sovepladser.

Jason har for længst udnævnt sig selv til husets direktør. Han undersøger alt og bevæger sig rundt, som om han har ejet lejligheden hele sit liv.

Josephine har været mere forsigtig. Derfor var det en enorm begivenhed, da hun efter præcis seks døgn og treogtyve timer lod mig ae hende. Hun spandt og gned sig op ad mine ben.

Jeg var helt høj.

Og så skulle der pludselig sprøjtes med gift mod væggelus.

Hvad nu hvis de får gift på poterne?

Min første tanke var ikke mig selv. Min første tanke var:

Hvad med kattene?

Jeg så straks for mig, hvordan de ville gå ind i soveværelset med deres små nysgerrige killingepoter.

  • Hvad nu hvis de fik giften på poterne?
  • Hvad nu hvis de bagefter slikkede sig?
  • Hvad nu hvis jeg ikke opdagede det?

Jeg lukkede døren til soveværelset, så de ikke kunne komme derind. Den er stadig lukket.

Killingerne forstod naturligvis ikke beslutningen. En lukket dør er jo en invitation til at undersøge, hvad der foregår på den anden side.

Jeg var imidlertid fast besluttet på, at de ikke skulle ind.

Skadedyrsbekæmperen forklarede mig heldigvis, at midlet er ufarligt for dem, når det anvendes korrekt. Skulle de mod forventning få noget på poterne, kunne jeg smøre dem med lidt fugtighedscreme.

Jeg havde forestillet mig alverdens katastrofer. Og så viste løsningen sig at være en almindelig tube fugtighedscreme.

Frygten for at blive opdaget

Men giften var ikke min eneste bekymring. Jeg var også bange for skadedyrsbekæmperens besøg. Jeg må nemlig faktisk ikke have husdyr i min lejlighed. Derfor går jeg med en konstant frygt for, at nogen skal opdage Jason og Josephine og fortælle det til udlejeren.

Da jeg bestilte besøget, begyndte tankerne straks at køre.

Hvem ville komme?

  • Ville det være en fremmed, der mente, at regler er regler?
  • Ville vedkommende fortælle udlejeren, at der boede to killinger i lejligheden?
  • Kunne et helt almindeligt besøg fra en skadedyrsbekæmper ende med, at jeg mistede dem?

Jeg gennemspillede alle tænkelige scenarier. Da det ringede på døren, var jeg anspændt overalt

Så åbnede jeg.

Og dér stod Patrick.

Patrick har været her før. Han er venlig, rolig og professionel. Jeg tror, mine skuldre sank ti centimeter, da jeg så ham. Og som om det ikke var nok, fortalte han, at han selv har to katte og en hund. Pludselig stod der ikke en kontrollant i min lejlighed. Der stod et dyremenneske, som var kommet for at løse et problem.

Ikke for at skabe et nyt.

Først bagefter kom gråden

Patrick kommer igen om to uger, så vi er sikre på, at væggelusene er væk.

Da han var gået, burde jeg måske bare have været lettet. Men først senere skete der noget andet. Jeg stod pludselig og græd. Ikke fordi der var sket noget nyt.

Tværtimod.

Det var, som om kroppen først nu gav mig lov til at mærke, hvor bange jeg havde været. Jeg havde handlet, ringet efter hjælp, lukket døren til soveværelset, tænkt på giften, tænkt på poterne og forsøgt at holde styr på alle detaljer. Jeg havde ikke givet mig selv tid til at mærke frygten.

Først da Patrick var gået, og det værste katastrofescenarie ikke var blevet til virkelighed, kunne jeg give slip.

Og så gik det op for mig, hvor meget Jason og Josephine allerede betyder.

De har kun været her i en uge. En enkelt uge.

Alligevel er tilknytningen allerede så stærk, at tanken om at miste dem føles uudholdelig.

Mens jeg græd, kom Jason hen til mig.

Han trøstede mig.

Om han vidste præcis, hvad der foregik, ved jeg naturligvis ikke. Men han var der. Og lige i det øjeblik var det nok.

Jeg har brugt den seneste uge på at passe på banditterne.

I dag passede Jason lidt på mig.

Jeg er ikke et svin

Væggelusene skal bekæmpes, og Patrick kommer igen.

Soveværelsesdøren forbliver lukket, indtil det hele er sikkert.

Men noget andet er også blevet tydeligt.

Jeg er ikke et svin, fordi jeg har fået væggelus. Jeg er et menneske, der blev ramt af et skadedyrsproblem og gjorde det ansvarlige: Jeg reagerede med det samme og fik professionel hjælp.

Jeg er heller ikke fjollet, fordi jeg blev bange. Jeg var bange, fordi jeg har fået noget, jeg er utrolig bange for at miste.

To små banditter har på bare en uge fundet vej ind i mit hjem, mine rutiner og mit hjerte.

Først nu tør jeg rigtig mærke det.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Det er altså mit blod

Det er altså mit blod

Væggelus-gate 2

Det er altså mit blod

Jeg er blevet ekspert i ud ad øjenkrogen at se, når der er sorte pletter, der bevæger sig. Så er det ikke en plet; det er en satans, forbandet væggelus. Jeg kæmper om mit blod med det tilbageværende krapyl. Når jeg fanger en og klemmer den død, er den fyldt med blod – det er mit.

Forleden kom en utrolig sød ung mand fra et skadedyrsbekæmpelsesfirma. Det føltes underligt at indvie ham i detaljer om mit sengested, som vist er det mest private, jeg har, men jeg var så lettet, da han efter et kig rundt omkring sagde “Det skal vi nok få styr på”.

Han var vældig pædagogisk og forklarede, hvordan han ville arbejde, og hvordan giften virker.

Jeg mener, han forklarede, at giften er et silikat, som dræber dem, og de, der ikke umiddelbart dør, bliver lokket frem, fordi de ikke længere har et sted at være. Når de kravler på overflader, der er behandlet med silikatet, bringer de giften med sig rundt, og det skulle også medføre deres visse død. Det forklarer, at jeg stadig oplever sorte pletter, der bevæger sig. Men det er helt sikkert blevet meget bedre. Nu er jeg ikke længere så bange for at tænde lyset om morgenen. Dyreparken er bestemt reduceret.

Jeg var også lettet, da han sagde, at der ikke var tale om at smide seng mv. ud. Min elskede kugledyne har kostet 10.000 kr. og sådan en smider man ikke bare ud. Firmaet har en politik om ikke at sprøjte giften på ting, der kommer i nærheden af mennesker. Hrm … jamen der kommer jo dynebetræk på? Nåh, men det er han selvfølgelig ekspert i, og jeg har gjort, som han forklarede: en grundig støvsugning af alle dynens kanter og syninger, og der er mange, idet kuglerne er syet ind i et antal lommer, for at sikre, at de er jævnt fordelt. Herefter straks støvsugerposen i en plastpose med en solid knude på.

Mens han arbejdede, blev jeg sendt ud ad døren i 45 minutter, så giften kunne “dunste af” for alle de åbne vinduer.

Han kommer igen den 10. januar, så vi kan se, om der er behov for en opfølgning, dvs. mere gift. Men de få, der er tilbage, er overalt … fx i kanterne på min iPad, i telefonen osv. Steder han ikke kan sprøjte. Forestil dig selv, hvordan det føles.

Mennesker reagerer forskelligt på biddene

Krapylet lever af menneskers blod. De kommer om natten og bider, når man sover. Videnscenteret Bolius har en fin artikel her.

  • 90 pct. mærker en voldsom svie og kløe, får voldsomme hævelser mv.
  • 10 pct. mærker ingenting. For en gangs skyld er det dejligt at tilhøre mindretallet, for jeg mærker intet. Jeg kan bare se alle de røde pletter på fx ben og hænder.

Når man intet mærker, er man selvfølgelig også længere om at reagere. Jeg havde bemærket de underlige røde pletter på benene og undret mig over dem, men regnede med, at det vel gik over af sig selv. Jeg overrender ikke min somatiske læge.

Skulle det, hvad Gud forbyde, ske igen, reagerer jeg med det samme. Man kan fx få konflikt med udlejer, idet manglende reaktion kan betegnes som en misligholdelse af det lejede. Og min vicevært elsker at få det sidste ord …

Armen

Ingen kommentarer … men der er ingen bedring.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Glædelig jul fra selvmedlidenhedens marked

Glædelig jul fra selvmedlidenhedens marked

Vist en klemt nerve og væggelus

Glædelig jul fra selvmedlidenhedens marked

Allerførst: glædelig jul til mine trofaste læsere. Tak fordi I hængte på i endnu et år.

Lad det være sagt straks (bare så du ikke selv behøver nævne det): Jeg har en del medlidenhed med mig selv!

Siden den 22. december har jeg stort set levet af cocktailen Ipren og Pamol.
  • Jeg har vist klemt en nerve, så højre arm og hånd er stort set ubrugelig.
  • Der er ingen følesans i tommel og pegefinger og oversiden af hånden i tommelfingersiden føles “mærkelig”.
  • Jeg kan ikke løfte en kop eller el-kedlen med en liter vand.
  • Armens yderside føles “mærkelig”.
  • Sidder jeg op i sengen og læner øverste del af ryggen mod væggen som støtte, bliver det værre.
  • Det er vanskeligt at finde en sovestilling.
  • Armen kan ikke strækkes rigtigt ud.
  • Piv – piv.
  • Osv.

Jeg håber ikke, det er en “frossen skulder”, da det kan tage flere år at komme over det (ref. Netdoktor), og mit elskede liv er min slægtsforskning og data i tabeller = sidde ved tastaturet og rode med arkivalierne, men det lykkes ikke ret godt p.t. En anden mulighed kunne være “Karpaltunnelsyndrom” med sammenklemning af (vist nok) nervus Medianus, men der mangler heldigvis nogle symptomer, fx er langfingeren ikke involveret i føleforstyrrelserne.

I realiteten mener jeg på ingen måde, man bør diagnosticere sig selv, men egen læge åbner først igen den 2. januar. Der er længe til. Det er et uheldigt tidspunkt at blive lettere invalideret.

Det er også et dårligt tidspunkt at blive invaderet af væggelus

Det er forfærdeligt. Jeg føler mig som et svin – men det er jeg ikke. Min seng er nærmest omdannet til en dyrepark. Jeg ved ikke, hvor krapylet kommer fra, og i hvert fald har jeg ikke været ude at rejse. Om natten skjuler jeg mig under min kugledyne, men det har begrænset effekt. Jeg er overbidt.

I går lykkedes det at få fat i et skadedyrsbekæmpelsesfirma med en utrolig sød kvinde ved telefonen. Jeg tror, hun kunne høre min desperation.

Hun fortalte, at man ikke længere – som første gang jeg prøvede det – beder folk smide seng med tilbehør ud. Jeg kunne ikke overskue at smide for 10.000 kr. kugledyne på møddingen. Nu udlejer man i stedet en maskine, der udspyr damp, og man dræber så æggene i flere omgange ved hjælp af dampen. Med en ubrugelig højre arm ved jeg ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med det. Jeg kan kun se en løsning: at betale firmaet for at hjælpe mig.

Jeg har skrevet til viceværten (der naturligvis også holder juleferie), da der måske skal sættes ind også hos naboer, i opgangen mv. I morgen må jeg prøve om min indboforsikring dækker, men sandsynligheden er nok ringe.

Jeg skulle se min læge i Distriktspsykiatrien den 4. januar, men jeg regner med, at de helst ikke vil se mig, førend dette er ovre. Jeg ville have det meget skidt med at bringe skidtet derind også. Coronatiden lærte os, at det sagtens kan lade sig gøre online eller telefonisk. Noget var den da godt for.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/14 Kommentarer/i /af

Løsninger

Det er som om der er nogle ting, der langsomt begynder at løse sig:

  • Spamproblemet er løst ved noget så banalt som at ændre kodeordet. Jeg havde prøvet alt muligt andet, men intet hjalp. Jeg må være blevet hacket, altså nogen må have opsnappet mit kodeord og misbrugt det. Det er dejligt at slippe for de mindst 100 mails pr. dag.
  • Patrick fra skadedyrsfirmaet har været her og sprøjte en ekstra gang, fordi jeg så fire levende dyr i går. Han har givet den nye sengeramme og madras en ordentlig tur også. Han kommer igen om 14 dage, og er fortrøstningsfuld, og så kan jeg vel også være det.
  • Jeg har nu aftalt med ham, at vi skal følges til en gudstjeneste i Pinsekirken på søndag. Det glæder jeg mig til. Han har fortalt en del om det fællesskab, de har. Det lyder meget tiltalende. Det lyder også tiltalende, at de er så dygtige til at tiltrække unge mennesker og mange forskellige etniciteter. Det mangler vi i folkekirken.
  • Det var dejligt at sove i en seng i nat og ikke bare på en madras på gulvet. Ingelise hjalp mig med at samle sengen. Du milde et arbejde; det tog os tre timer og det var hinsides min tålmodighed. Jeg havde aldrig klaret det selv, for jeg er ikke særlig god til at læse tegninger, jeg vil hellere have noget tekst; i hvert fald skal der være tekst, der supplerer tegningerne.