Tag Archive for: Politik

/4 Kommentarer/i /af

Utilbørlig behandling af genstande

Utilbørlig behandling af genstande

Noget om koranafbrændinger

Utilbørlig behandling af genstande

Hvor er jeg træt af at tosser – som fx Rasmus Paludan – får så meget opmærksomhed med deres afbrændinger af koranen. Selvfølgelig skal vi ikke brænde hinandens bøger, og det er uanset, om det er Toraen, Biblen eller Koranen. Hvad ville vi sige, hvis muslimer et eller andet sted i Mellemøsten brændte bibler? Det kan man sgu da ikke.

Det fremgår af grundlovens § 77, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

De fleste glemmer, når de påberåber sig ytringsfriheden, at der faktisk også står “dog under ansvar for domstolene”. Man må ytre sig, men man må stå til ansvar for det. Det forekommer mig at være det eneste rigtige.

Skulle vi ikke bare lade tosserne fortsætte deres tosserier, men undlade at yde dem politibeskyttelse imens? Gad nok vide om de så turde? Hvorfor skal vi bruge millioner af kroner på det? Det talte jeg med min vinduespudser om forleden dag.

De penge kunne fint bruges andre steder. De ville forslå som en skrædder i helvede i det nødlidende sundhedsvæsen. Men det er signalværdien og tankegangen.

Justitsministeriets faktaark

Fra faktaarket: “Der lægges med et kommende lovforslag op til at indsætte et stk. 2 i straffelovens § 110 e, hvorefter den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund eller en genstand, der fremstår som en sådan, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.” Kilde: Justitsministeriet.

Kan vi ikke bare bruge straffelovens § 266 b?

I al den tid, debatten har bølget frem og tilbage, har jeg tænkt på, om vi ikke allerede har en bestemmelse, der kunne bruges. Det drejer sig om straffelovens § 266 b, der lyder:

“Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro eller sit handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

Jeg har undladt at blande mig i debatten, da jeg fornemmede, at der vel var en årsag til, at regeringen ikke selv havde fået den geniale idé. De har trods alt et helt justitsministerium til at hjælpe sig.

Det er altid spændende at læse et ministeriums overvejelser forud for et lovforslag, og når der foreligger et lovforslag, er det givende at læse de såkaldte forarbejder. Man kan læse overvejelserne i det foreslåede link.

Justitsministeriet skriver, at straffelovens § 266 b ikke kan anvendes, “fordi beskyttelsessubjektet for så vidt angår “tro” er tilhængere af en bestemt religion og ikke religionen i sig selv.”

Tosserne tilsviner islam som sådan ikke de mennesker, der er tilhængere af islam. Det er nyttig viden, jeg ikke havde tænkt på. Når Rasmus Paludan udtaler noget om at, “du har sex med geder og knepper din mor” (eller hvordan det lige var), så kan § 266 b bruges. Her angribes mennesker.

Professor emerita Eva Smith har ytret sig i “Ræson” den 4. august

Kommentaren er ikke bag betalingsmuren og kan læses af enhver. Jeg har ikke mange “juridiske helte”, men hun er en af dem.

Eva Smith skriver blandt andet, at den eksisterende lovgivning kan forhindre koranafbrændingerne:

  1. Højesteret har aldrig haft lejlighed til at tage stilling til, om det at brænde hellige bøger for næsen af tilhængerne er en “ytring”, der beskyttes af § 77 i grundloven.
  2. Ordensbekendtgørelsen kan bruges. Den blev jo fx brugt til at udelukke tossen fra folkemødet i år. Og det gik da fint.
  3. Loven om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet § 1 stk. 4: “Chikane skal behandles som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle orientering, alder, handicap eller nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.”
    • En ansat muslim ville kunne kræve erstatning og bødestraf efter loven.
    • Her indskrænkes ytringsfriheden, og der er vist aldrig nogen, der har påberåbt sig, at bestemmelsen er i strid med grundloven, så det kan man altså godt.
    • Kunne vi ikke lure lidt fra den bestemmelse?

Og endelig skriver hun:

… den ejendommelige opfattelse, der er opstået her i landet, at de fineste udtryk for ytringsfrihed er hån og spot af andre.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Børn og unges mistrivsel 2

Børn og unges mistrivsel 2

Unge presses vanvittigt hårdt

Børn og unges mistrivsel 2

Denne artikel er en fortsættelse af “Børn og unges mistrivsel”.

Forleden talte jeg med en ung mand på 23 år, dvs. jeg er næsten tre gange så gammel som ham, idet jeg bliver 60 i år (hvilket er lidt skræmmende, men det går nok). Havde jeg været hurtig til at få børn, og havde mine børn også været hurtige, kunne jeg altså have været den unge mands bedstemor …

Han fortalte om sin hverdag:

  • Han er fuldtids bachelorstuderende på RUC
  • Han har deltidserhvervsarbejde i Hvidovre
  • Han har 30 timers transporttid pr. uge, da han ikke har råd til en bolig i København
  • Han har kun fri, når han sidder i toget fra Roskilde
  • Han vil i virkeligheden gerne fortsætte to mere år på RUC og blive kandidat, inden regeringen reducerer det til et år.

Erhvervsarbejde er nødvendigt for at få et arbejde efter endt studie, da arbejdsgiverne vil have mennesker med erhvervserfaring, når de kommer frisk fra fad fra universitetet … Det er sådan set ikke meget anderledes, end da jeg selv læste. Også dengang kom kandidater med relevant erhvervserfaring foran i jobkøen. Nogen sikkerhed gav det dog ikke.

Jeg husker min studietid som hård. Jeg elskede at studere og få ny viden, men fri havde jeg aldrig, da jeg også arbejdede på deltid. Noget af det er dog en erindringsforskydning, idet jeg boede på kollegium og var ret social der, og jeg havde da også kærester. Men studeret blev der.

Som årene gik, blev erhvervsarbejdet mere og mere kvalificeret og relevant. Det var slut med at forsøge at være hjemmehjælper (stakkels de gamle der fik besøg af mig) og at vaske op hos Frelsens Hær på Hørhusvej. Det var noget bedre at være i det daværende “Registertilsynet” og at være forskningsassistent på Kriminalistisk Institut under Københavns Universitet.

Da jeg talte med ham, fik jeg bare indtrykket af, at kravene er væsentligt større i dag end dengang. Jeg havde da fri; det har han aldrig, og der er ikke meget tid til at studere. Han bruger en masse tid med at føre kalender og planlægge sin tid. Jeg foreslog ham – som en anden bedstemor – at lægge tid ind i kalenderen, hvor der bare står “Fri”. Det var trods alt ikke nødvendigt, da jeg startede på Uni for næsten 40 år siden.

Regeringens påtænkte uddannelsesreform

Er det virkelig i orden at presse de unge så vanvittigt? Svaret er et klart “Nej”.

Psykologen har tit og ofte fortalt om de unge, hun har i sin klinik; de er ved at bukke under af stress, og de spørger hende, hvordan de skal vide, hvad de vil med fremtiden. Det er måske i orden at blive stresset i et job, når man vil have en karriere. Men det skal ikke begynde allerede på studiet.

Det er simpelthen ikke i orden, når nyeste forskning fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.viser, at den væsentligste årsag til mistrivslen er tempo, tempo, tempo. Der er sket en voldsom acceleration på de 40 år.

– Tempoet er mange gange forstørret. Både i skolen, men også i hverdagslivet, i fritidslivet og i aktiviteter. Og det får det til at kamme over for nogle, siger professor Noemi Katznelson, der er en forfatterne bag rapporten.”

Noemi Katznelson peger på, at “acceleration” er den absolut væsentligste årsag. “Acceleration: Også kaldet tempo. Alting skal gå hurtigere og hurtigere. Man skal hurtigere igennem uddannelsessystemet …”

Stress, angst og depression er folkesygdomme i Danmark, og der er ikke noget, der synes at blive bedre. For de unge på en videregående uddannelse, der gerne vil tage en kandidatgrad, bliver det bare værre, da SVM-regeringen planlægger at reducere den tid man “må have lov” at bruge på kandidatstudiet. De unge skal altså nå det hele på den halve tid.

Den unge mand og jeg blev enige om, at vi ikke kender nogen arbejdsgivere, der ønsker sig unge, der er dårligere uddannede – tværtimod. Men regeringen er på gennemført “uddannelsesbashing” og jagter unge på en videregående uddannelse, fordi man mener, de hellere skulle være blevet smedelærlinge eller lignende.

Forleden skrev en kvinde på Facebook, at de unge er evighedsstudenter og byrder for samfundet, der har “givet” dem en lang uddannelse. Jeg bad om dokumentation og kildehenvisninger for påstandene.

Jeg så, hun sendte et svar, men jeg orkede ikke at læse det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Juraen er på plads og den ikke svær!

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Sjældent har jeg set så rasende en minister. Sophie Løhde virkede både ægte, rystet og vred på dagens pressemøde om skandalen på Aarhus Universitetshospital (AUH). Og hvor var det rart, at hun ikke en eneste gang skiftede ordet “problemer” ud med “udfordringer”, for AUH står i problemer til halsen.

Min gryende respekt for hende voksede hende over hovedet (hun er ikke så høj). Der bør rulle mindst et hoved i denne sag.

I første artikel om skandalen, “øffede” jeg over, at ingen angav hjemlen til pligten til indberetning af ventetider ud over de maksimale. Men det viser sig, at Sundhedsstyrelsens forside gør opgaven med at finde “Bekendtgørelse om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme” (BEK nr 584 af 28/04/2015) nem.

Bekendtgørelsen har kun 21 bestemmelser; selv for en travl hospitalsdirektør burde det være til at overkomme.

Prøv at læse § 19 herunder. Overvej derefter hvordan nogen nogensinde har kunnet indfortolke, at når patienter accepterer fristoverskridelser, skal der ikke indberettes til Sundhedsstyrelsen?

Der står intet om accepter (heller ikke i de øvrige bestemmelser). Der står højt og larmende: “… skal løbende orientere Sundhedsstyrelsen …” Jeg begriber ikke, hvordan nogen har drømt sig til en anden verden.

Lovgivning skrives nu til dags, så det er læsbart og forståeligt for de mange – og det er positivt.

§ 19. Regionsrådene skal løbende orientere Sundhedsstyrelsen [SST] om behandlingskapaciteten på de sygehusafdelinger, der varetager behandling af kræftsygdomme og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme, jf. § 1.

 

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Hvordan agerer man på et problem, man ikke kender omfanget af?

Sundhedsministeren var klar i spyttet:

  1. Jeg vil have de rigtige tal. Jeg vil kende problemets omfang. Overskridelser skal ikke ligge i det skjulte; de skal frem i lyset.
  2. Når jeg ved, hvad vi taler om, kommer regeringen med en genopretningsplan, der skal genskabe tilliden til kræftbehandlingen her i landet.

Fornuftsmæssigt kan det ikke gøres anderledes. Hvordan skulle man agere på et problem, hvis omfang man ikke kender? Ser det tilsvarende forfærdeligt og/eller fordækt ud i de øvrige regioner, skal der andre håndtag til, end hvis problemet kan isoleres til AUH. Det mener jeg aftvinger respekt.

Derfor bliver jeg træt af en journalist fra TV2, der ca. fire gange spørger om det samme, nemlig om en forstærket indberetning, som SST skal komme med ny model for inden udgangen af april, ikke bare er at iværksætte et udredningsarbejde, der ikke kommer patienterne til gode. Han kunne lige så godt have sagt “Dette er er bare (endnu) en syltekrukke”. Den slags spørgsmål burde være forbudt til pressemøder.

Heldigvis var spørgsmålene fra Danmarks Radios journalist langt mere velovervejede. Og Danmarks Radio skal roses for at have journalister, der kan holde snuden så meget i sporet, at en skandalesag som denne kan blive rullet op på ganske få dage.

Sophie Løhde: “Det handler ikke kun om penge”

Endnu en gang må jeg give hende ret. Det handler også om styring og ledelse. Det koster ikke ekstra at overholde bekendtgørelsens § 19.

Men der er også penge i dette her problem, der begynder med, at man ikke kan skaffe de højtspecialiserede sygeplejersker og anæstesisygeplejersker. Og det kan man blandt andet ikke, fordi aflønningen er langt højere i det private, der tillige tilbyder bedre arbejdsvilkår og rammer.

Derfor er det et problem, at regeringen i deres seneste plan bærer ved til det bål, ved at sige at sundhedsvæsenets problemer skal løses ved at det offentlige system sender patienterne til det private.

Det får vi jo ikke et bedre og mere robust offentligt sundhedsvæsen af.

Indeværende sag viser, at det har vi behov for, for det private tager sig kun af det enkle og det elektive, mens det offentlige står tilbage med det vanskelige og det akutte.

Mave- og tarmkirurgisk afdeling i Aarhus kæmper med mange ting

Jeg fandt dette interessante interview i Ugeskrift for Læger.

Her får man indblik i hverdagen på AUH.

Efterspillet til afsløringerne af 293 overskridelser på kræftventetiden på Mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH er i fuld gang. Ugeskrift for Læger interviewer cheflæge Charlotte Buchard Nørager mellem mange møder og informationsopsamlinger. Hospitalskrisen har også ramt kræftpatienter, siger hun.

 

Skandalen på Aarhus Universitetshospital 2

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , /af ,

Skandalen på Aarhus Universitetshospital

Skandalen på Aarhus Universitetshospital

Når styrelsen ikke får data, dør patienterne?

Skandalen på Aarhus Universitetshospital

Jeg er rystet over, at Aarhus Universitetshospital (AUH) har fortolket patienternes accept af fristoverskridelsen som en accept af, at man ikke indberettede tallene til Sundhedsstyrelsen.

I TV Avisen kl. 7:00 i går morges (torsdag den 23. marts 2023) sagde en af de “fristoverskredne” patienter: “Selvfølgelig accepterer man, for der er intet alternativ. Skulle vi have sagt “Nej tak” til operation?”

  1. Hvordan forestillede man sig, at styrelsen skulle kunne holde “fingeren på pulsen”, når den ikke fik data?
  2. Hvordan forestillede man sig, at regionerne evt. kunne hjælpe hinanden på tværs, når man ikke kendte spidsbelastninger og vakuum rundt om i landet?

Sundhedsvæsenet ligger – lige som patienterne – for døden.

Data til Sundhedsstyrelsen er en forudsætning

Sundhedsminister Sophie Løhde var i TV Avisen kl. 21:00 i aftes den 23. marts 2023. Hun – og de øvrige venstrefolk – er sædvanligvis ikke min kop te, men her fik jeg sørme respekt for hende. Hun prøvede at skjule det, men det var tydeligt, at hun var rasende. Og det med rette.

Hun sagde adskillige gange, at vi er nødt til at have data, hvis vi skal vide, hvordan det står til på kræftområdet. Konkret kaldte hun det “at monitorere”, men meningen er den samme.

Eva Munch-Perrin er en utrolig dygtig journalist på TV Avisen, så hver gang Sophie Løhde svarede udenom, stillede hun det samme spørgsmål bare på en lidt anden måde. Det spørgsmål, hun måtte stille gang på gang i forskellige forklædninger var: “Har Sundhedsstyrelsen givet tilladelse til, at regionerne ikke indberetter fristoverskridelser, hvis patienterne har accepteret en ventetid på mere end to uger?”

Som jeg forstod ministerens lidt uldne svar var det, at det havde Sundhedsstyrelsen bestemt ikke givet tilladelse til. Og til det er der kun at sige “Nej, selvfølgelig har de ikke det!”. Ministeren sagde helt sikkert “Regionen har ikke én gang rakt poten op i “Task Force for Patientforløb på Kræft- og Hjerteområdet” og fortalt om problemet”.

Hvad skal vi dog med data?

Når data mangler et sted i centraladministrationen, kan udviklingen, i hvad det nu end måtte være, ikke følges. I den konkrete sag har styrelsen ikke hørt et ord om, at 293 patienter i perioden 01/2022 – 02/2023 har ventet mere end de tilladte to uger.

Havde styrelsen fået data, kunne der evt. være lavet en indsats på tværs af landet (større er Danmark ikke). Måske kunne man have lånt sygeplejersker fra Rigshospitalet eller Herlev? Måske var der uudnyttet operationskapacitet et andet sted end i Aarhus?

To uger er en kort ventetid, men kræft venter ikke.

Derfor har sygdommen i mange tilfælde spredt sig for meget til, at patienten kunne opereres succesfuldt. Det har medført, at man i en række tilfælde har påbegyndt operationen men lukket hullet igen, fordi lægerne har vurderet, at der ikke var noget at gøre. Kræften havde bredt sig for meget. Det er og bliver en skandale af de større.

Gad vide hvor mange patienter man med sikkerhed kan sige er døde som følge af fristoverskridelsen?

Lige nu kan man på dr.dk finde “1. del af faglig redegørelse vedr. Region Midtjyllands håndtering af patienter med fremskreden tarmkræft”. Det er ni siders uhyggelig læsning, der er underskrevet af koncerndirektør Helene Bilsted Probst (som vi kender fra pandemien).

Hjemmel til ikke at indberette eller påbud om netop at indberette

I de tilfælde, hvor de maksimale ventetider er overskredet, men patienten er informeret og har samtykket hertil, er således ikke situationer, der skal indberettes. [Side 6 af 9]

Det begriber jeg simpelthen ikke!

Det fremgår, at det er interne, regionale retningslinjer om indberetningspligt, der siger, at der ikke skal indberettes. Men hvordan passer det med de overliggende nationale retningslinjer, der formentlig er beskrevet i en bekendtgørelse? Men hvilken?

Tilføjelse den 25. marts 2023: I denne artikel har jeg fundet frem til den relevante bekendtgørelses § 19.

Det står der desværre ikke noget om i redegørelsen, der er “udarbejdet med en kort deadline og under stort tidspres”. Det kan være, det kommer i 2. del?

dr.dk skriver fredag den 24. marts: “Når ventetiden bliver overskredet, har regionen pligt til at oplyse Sundhedsstyrelsen om det.” Desværre er ingen hjemmel til dette påbud nævnt.

dr.dk skrev 22. marts kl. 14:46

Men 0 gange er den alvorlige oplysning gået videre til Sundhedsstyrelsen. Det oplyser Aarhus Universitetshospital til DR.

Og det er i strid med loven, vurderer to juridiske eksperter, der har set på dokumenter i sagen.

Heller ikke her er hjemlen til påbuddet nævnt. Det ville ellers være interessant at læse den lov, de taler om.

Perfekt eksempel på enkeltsag, der skaber “unødigt bureaukrati”

I denne sag kan ingen være uenige i, at området må følges langt tættere. Det var det, Sophie Løhde kaldte “monitorering”.

Regionerne skal ikke kunne putte sig og holde kæft med deres “udfordringer”, som jeg kalder “problemer”. Af den citerede redegørelse fremgår, at

  1. Det primære problem har været at skaffe de højtspecialiserede sygeplejersker ->
  2. Det har medført lukning af sengepladser ->
  3. Det har betydet, at fristerne er overskredet.

Regionerne må indberette mere. Det sker ikke uberørt af menneskehånd.

Sundhedsstyrelsen må, som vagthunden, op på mærkerne og kræve månedlige data fra alle regioner, analysere dem, finde regioner med overbelastning og eventuelle vakuum. Og der skal sikkert også andre tiltag til, der må følges op på. Det sker heller ikke uberørt af menneskehånd.

I næste valgkamp er alting glemt? Til den tid vil visse politikere sige “det er unødigt bureaukrati i sundhedsvæsenet”? og “Medarbejderne skal være hos patienterne ikke ved deres PC”?

Til det er kun at sige: husk denne ulykkelige sag, som jeg kalder en skandale.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.