Indlæg

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

PET – altid med dig

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

En af min favorit-podcasts er “Genstart”, som findes i DR Lyd. Den 19. maj 2025 havde de en episode, de kaldte “PET – altid med dig”, og den var virkelig god at få forstand af. De præsenterede episoden sådan:

Regeringen vil give PET nemmere adgang til dine data – fra hospitalet, biblioteket og sociale medier. Kritikerne kalder det masseovervågning. Justitsministeren siger: Slet ikke. Genstart spørger, om vi ændrer adfærd, hvis vi ved, at nogen kigger os over skuldrene? I dag med Justitias direktør, Birgitte Arent Eiriksson.

Vært: Simon Stefanski.

Selv har jeg altid tænkt “Jeg har ikke noget at skjule, så jeg er ligeglad med overvågningen”. Men jeg blev klogere af episoden, og det gik op for mig, at overvågningen allerede har medvirket til, at jeg har ændret adfærd. Og hvordan vil det se ud i fremtiden, når vi alle skal masseovervåges, hvis regeringen får sin vilje?

Hidtil har man med en dommerkendelse i ærmet kun kunnet overvåge personer, der konkret er mistænkt for en forbrydelse af en eller anden art. Materialet, der indsamles, skal fremlægges for retten, hvor en dommer tager stilling til, om det er bevis nok til en domfældelse. Overvågningsmaterialet fører (måske) til en hurtigere domfældelse, hvilket kun er positivt. Det kan man næppe være uenig i.

Det nye er, at enhver her i landet vil blive overvåget. Man behøver ikke at være mistænkt for en forbrydelse. Justitsministeren mener, at retstilstanden sådan set ikke ændres af PET-loven. De krav, der er i dag, vil efter hans mening også gælde i fremtiden.

Data vil kunne indsamles, gemmes og samkøres i op til 20 år. Det er lang tid. Bevisbyrden vendes så at sige om. Lige nu skal staten (dvs. anklagemyndigheden) bevise, at den tiltalte er skyldig. I fremtiden skal borgeren bevise, at vedkommende er uskyldig.

Danmark er langt fremme med data, og vi er gode til det. Vi har alle god gavn af CPR-nummeret, der er enormt smart, da det er tværgående. Det Centrale Personregister (CPR) blev oprettet den 2. april 1968 på grundlag af de gamle folkeregisterkort. Lande uden tilsvarende teknologier kræver fem eksemplarer af en blanket for at sende en pakke – eksempelvis fra Østrig til Danmark.

Ønsker vi os det? Nej det gør vi næppe.

CPR-registeret vejede tungere end mine ord, min erindring og arkivalierne

Dette er er bare et sjovt eksempel: På et tidspunkt havde jeg brug for nogle oplysninger fra den daværende Skjern Kommune (nu hedder den “Ikast-Brande Kommune”). Jeg spurgte dem telefonisk om, hvornår jeg tilflyttede Skjern Kommune, fordi det kunne fortælle mig, hvornår mine forældre fik mig udleveret fra børnehjemmet “Dear Home” på Sofievej 26 i Hellerup.

Jeg var simpelthen ikke klar over, hvor længe jeg havde været på børnehjemmet, og hvornår jeg kom til min nye familie. Den oplysning var naturligvis vigtig for mig, og på det tidspunkt tog en egenaccess hos Rigsarkivet flere år. Jeg syntes selv, det var en temmelig smart genvej, jeg havde udtænkt.

Damen i røret sagde “Her har du aldrig boet”. Det hjalp ikke, at jeg kunne angive den præcise adresse til Park Allé nr. 4, og at jeg tydeligt husker at have stået på reposen og kigget ud på Park Allé.

Det er stort set umuligt at få rettet en fejl i CPR. Da jeg efter ca. tre år fik svar fra Rigsarkivet, indeholdt det dokumentation fra stambogen på “Dear Home”. Jeg har altid troet, jeg var på børnehjemmet i tre år for både adoptionsbevilling og dåb er fra 1966, men af stambogen fremgår, at jeg kun var der i 13 måneder. Det bevirkede, at der var billeder, der pludselig gav mening, for folk med forstand på børn havde sagt til mig “Du var godt nok en lille 3-årig”.

Jeg videresendte dokumentationen til Ikast-Brande Kommune. Det har dog ikke ført til, at fejlen er rettet. Min første adresse er anført som værende i Brande. Hverken Sofievej 26 i Hellerup eller Park Allé 4 i Skjern fremgår.

CPR skriver “Martensensalle 2, Ikast-Brande, 23.10.1963 (Datoen er usikker)”, hvilket simpelthen ikke er rigtigt. 23.10.1963 er min fødselsdato. Men pyt med det. Det er ikke så vigtigt. Jeg har selv fundet ud af, hvor jeg har boet!

Billedet herunder stammer fra stambogen:

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

Mine sundhedsdata

Det er ingen hemmelighed, at jeg har to psykiatriske diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom), at det er vurderet, at min arbejdsevne er stort set lig 0, og at den ikke kan forventes at ændre sig. Af den grund er jeg tilkendt førtidspension. Mit liv ligger på nettet, og det har jeg ingen problemer med. Jeg har jo selv lagt det frem gennem mange år.

Af podcasten fremgik, at Udbetaling Danmark overvåger modtagere af sociale ydelser vha. lister, der sendes til kommunerne, der kan indkalder borgerne til samtaler om deres tilstand og evt. kan iværksætte yderligere overvågning for at træffe en anden afgørelse. Staten opdager ganske få svindlere, for der er kun sjældent en begrundet mistanke om svindel. Alle overvåges men meget, meget få mennesker dømmes for svindel, for folk er generelt både pæne og lovlydige.

Pludselig fik jeg en ubehagelig fornemmelse: Jeg må aldrig mere skrive om, at jeg kan gå ca. 5.500 skridt dagligt, at jeg kan koncentrere mig om højinteressante emner i lang tid, eller at jeg har en god dag, for hvad kan det ikke føre til? Og PET-loven er ikke en gang trådt i kraft endnu!

Allerede den nuværende praksis og lovgivning har medført en adfærdsændring hos mig. Var der nogen, der fremstammede ordet “retssikkerhed”? For fremtiden vil jeg kun skrive om alt det, jeg ikke kan …

Drabsefterforskning

Intet fornuftigt menneske vil mene, at det var negativt, at Kirkerup-sagen og Emilie Meng-sagen blev opklaret, og at dommen lød på fængsel på livstid til gerningspersonen. I Kirkerupsagen bad politiet borgerne om hjælp. Det kunne fx dreje sig om videoovervågning fra private. På den måde fandt man gerningsmanden.

DNA-profiler bruges også til efterforskning. Og igen er det selvfølgelig positivt, hvis man ad den vej kan finde gerningspersoner, man ikke ellers ville have kunnet finde frem til. Flere gange har man opklaret endog meget gamle forbrydelser.

Det er flere gange fortalt, at man søger i MyHeritage. Det er også flere gange fortalt, at man i fremtiden gerne vil anvende slægtsdata. Min retsfølelse har det ikke ret godt med graden af tilfældighed, hvis man baserer sig på slægtsdata, for det kræver jo, at en potentiel gerningsmands familiemedlem(mer) har indsendt en spytprøve. Hvad med alle de gerningsmænd, der ikke har en slægtsforsker i familien – og det er måske de fleste? Skal de tilfældigvis gå fri?

Jeg kender til kvaliteten af “almindelige” slægtsdata på MyHeritage. Den er simpelthen langt under lavmålet.

Forhåbentlig er DNA-data bedre. Selvom jeg (vist) ikke har kriminelle familiemedlemmer, ærgrer jeg mig lidt over at have taget en DNA-test hos MyHeritage.

PET-loven: Når overvågning er adfærdsændrende

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Når man vil ofre børn

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Den 7. maj i år skrev SF på Facebook:

Netanyahus plan om at annektere Gaza er både farlig og hjerteløs

Nej til annektering, ja til en retfærdig tostatsløsning

Jeg svarede: “Ja til en retfærdig tostatsløsning”, for jeg har set små børn næsten sulte ihjel på hospitaler. Begge krigens parter er tindrende ligeglade med modpartens børn, så mødre sidder ved siden af, og ser børnene ånde ud. Det må stoppe. Jeg kan ikke holde det ud længere.

En eller anden skrev: “Hvordan er en tostatsløsning retfærdig for dem som blev fordrevet i 1947/1948?“.

Jeg svarede: “Jeg vil have en fred nu! Derfor tager jeg stilling til de aktuelle forhold og ikke forholdene for 77 år siden. Historien viser med al u-ønskelig tydelighed, at det ikke er en fornuftig idé.”

Samme skrev “vil du have fred eller retfærdighed for det er to forskellige ting. Man kan have fred uden retfærdighed! Forholdende i dag er en direkte konsekvens af forbrydelserne i 47/48. 80% af Gazas befolkning er flygtninge og efterkommere fra palæstinensiske byer som Israel bogstaveligt talt blev oprettet ovenpå.”

Jeg svarede: “Det har jeg allerede skrevet.”

En anden skrev: ” forholdene for 77 år siden er stadig aktuelle for det, vi ser nu. Du kan ikke adskille det.”

Jeg svarede: “Så længe nogle har den holdning, viser historien, at der ikke bliver nogen fred. Hvor mange små børn (både jødiske og palæstinensiske) vil du ofre nu til fordel for hændelser i 1948? Hvad er det, du og dine meningsfæller vil? Fred eller?”

En tredje skrev: “Ofre små børn”?! Det er Israel der nådesløst og ondskabsfuldt massemyrder både dem og deres familier“.

Her stoppede den såkaldte dialog.

Min kæde hopper af

Jeg fatter det ikke, og jeg tager ikke hermed stilling til fordel for eller imod nogen af parterne i konflikten – eller hvad det rette ord nu end er, for der er også politik i ordene. Jeg forholder mig til de små underernærede børn, der ligger i en hospitalsseng med knoglerne stikkende ud af skuldrene, underarmene og hofterne. De skal åbenbart dø nu, fordi en af krigens parter opførte sig på en given måde i 1948, dvs. for 77 år siden.

Der hopper min kæde af. Jeg forstår ikke, hvordan man kan være rede til at ofre børnene i dag. Jeg har her til formiddag fået at vide, at jeg er “ældre”, det må jeg leve med, men jeg vil ikke leve med, at næsten-babyer skal dø nu til gengæld for 77 år gamle hændelser.

På den måde får vi aldrig fred i Gaza. Men det er måske heller ikke målet?

Retfærdighed er

Når vi “ældre” i 1987 læste om retfærdighed i faget retslære på jurastudiets andet år, lærte vi blandt andet, at “retfærdighed er, at de lige tilfælde behandles ens” (Alf Ross side 353), og at “retfærdighed er en apriorisk hest, der spændes for, når man ikke har andre argumenter”. Faget var svært og på et så højt abstraktionsniveau, at jeg kun dårligt kunne følge med, men det var samtidig så fascinerende, at jeg har gemt Alf Ross’ bog “Om ret og retfærdighed”.

Ross ville ikke have ment, at det, der p.t. finder sted i Mellemøsten, har noget med retfærdighed at gøre. Det er jeg enig med ham i. Jeg synes, det drejer sig om, hvor mange børn – på begge sider – der skal dø.

På bogens første side har jeg skrevet “Juraen er livets mangfoldighed sat på formler”. Det gælder stadig.

Ja til en retfærdig tostatsløsning

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Mona Juul (K) sletter indlæg, når man ikke er ukritisk

Mona Juul (K) sletter indlæg, når man ikke er ukritisk

Politik på Facebook

Mona Juul (K) sletter indlæg, når man ikke er ukritisk

Opdatering den 26/4. Mona Juul har svaret mig på Facebook, at hun ikke har slettet to af mine spørgsmål. Dog er jeg fortsat uden svar på mit tredje spørgsmål.

Mona Juul (K) sletter indlæg, når man ikke er ukritisk

Partiformand for Det Konservative Folkeparti Mona Juul lavede i går et opslag på Facebook, hvor hun glad berettede om den fine modtagelse, hun havde fået på Antvorskov Kaserne. Og hun skrev blandt andet også:

Vi har i øvrigt altid støttet et stærkt forsvar. Her kan man altid regne med Det Konservative Folkepartis støtte.

Over for det står statsministerens mageløse hykleri, når hun gang på gang slår sig op som forsvarets forkæmper. Det er jeg simpelthen nødt til at sige. Nogen skal sige det.

Lad mig fx blot lige minde om hvad Mette Frederiksen sagde i 2016 om forsvaret: “Det står ikke højt på vores liste over prioriteter at øge budgetterne”.

Jeg syntes ikke, det var en fair behandling af statsministeren at trække en ni år gammel kanin op af hatten, og det forsøgte jeg at skrive på en pæn og ordentlig måde.

Mit indlæg er to gange forsvundet ud i den blå luft, så nu har jeg prøvet tredje gang med følgende tekst, så må vi se, om hun har har tid og/eller lyst at “tale” med mig, eller om også tredje forsøg forsvinder “helt af sig selv”.

Jeg prøver en gang til (og det er så tredje gang) – så må vi se, om dette indlæg også forsvinder. Jeg forstår ikke, hvorfor du hele tiden sletter det. Er det fordi, jeg stiller dig et spørgsmål og ikke er u-kritisk?

—

Jamen kære @Mona Juul. Det er ni år siden, statsministeren havde den holdning, du beskriver. Hun kan have ændret holdning mange gange siden, og det er “Køb, køb, køb” vel også et klart udtryk for?

Jeg synes derfor ikke, at dit indlæg med ordene “mageløst hykleri” er hverken fair eller ordentligt, og sidstnævnte er dit parti jo meget optaget af (det er jeg også selv) – og i øvrigt er jeg ikke socialdemokrat.

Når politikere driver politik på sociale medier

Når politikere – og det endda nogle så fremtrædende som partiformænd – ønsker at promovere sig selv og deres politik på de sociale medier som fx Facebook, må de forvente både kommentarer og spørgsmål. Vi har et kommunalvalg i sigte, hvilket ses på aktiviteten, og det kan vi ikke tage fra dem. Det er jo kun godt, hvis de altså har en reel lyst til at drøfte deres holdninger med borgerne, som i sidste ende er de potentielle vælgere.

Jeg følger flere politikere på platformen og kan se, at de bliver svinet til i en helt uacceptabel grad, det gælder især statsministeren – men i mindre grad den ekstreme højrefløj, hvilket siger meget om, hvor Facebook bevæger sig hen i disse år.

Jeg synes faktisk, min kommentar til Mona Juul er både pæn og ordentlig, måske er den lidt skarp, og måske rammer jeg hende et sted, hvor det gør ondt?, men jeg undrer mig alligevel over, at den vedbliver at blive slettet – og hvor skulle den ellers blive af?

Trump har vel endnu ikke spændt sit sikkerhedsnet ud under Det Konservative Folkeparti?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Dengang mødre bad om “husholdningspenge”

Dengang mødre bad om "husholdningspenge"

Interviews med Nina Smith

Dengang mødre bad om “husholdningspenge”

Hvis du interesserer dig bare en smule for nationaløkonomi, skal du lytte til “velfærdsingeniør” og professor Nina Smith enten på Genstart den 2. januar 2024 (22 minutter) eller fx på Zetland den 14. marts i år (15 minutter). Jeg deler Zetlands link, så du kan høre det, selvom du ikke er medlem der.

På mange måder har Nina Smith og jeg en ensartet baggrund: socialgruppe 5, fattigdom, ud at arbejde tidligt (jeg har også været “i jordbærrene” på Fyn), social opstigning og hjemmefra som 16-årig. Jeg er dog ikke vokset op med indremission.

Mens min far levede, manglede vi ikke noget, men min “mor” skulle bede om “husholdningspenge”, for det var min far, der tjente pengene (mange), og min “mor” havde hverken uddannelse eller arbejde; altså måtte hun bede om “husholdningspenge”. Jeg husker ikke, at vi manglede noget.

Efter hans død så verden helt anderledes ud. Hun havde adskillige småjobs, fx morgenrengøringen på lægehuset i Assens. Hendes mand var folkeskolelærer, men det var formentlig sådan, at forbruget konstant var større end indtægterne; ergo måtte hun gøre rent mv. Det behøver man ikke være nationaløkonom for at gennemskue.

Vi vil arbejde mindre

Vi vil gerne arbejde mindre, men er vi også interesserede i at give afkald på vores velfærdsrettigheder?

Vi tager det som en selvfølge, at vi skal have passet vores børn i hhv. vuggestue og børnehave, alle børn skal kunne gå i folkeskole, vi skal have en gymnasieuddannelse betalt af samfundet, for vi har (heldigvis) en velfærdsmodel, der er modsat den amerikanske. Vi vil have SU, så vi, der er født med de forkerte forældre, kan få en længerevarende uddannelse. Vi forventer, at der er social- og sundhedsassistenter, som skifter bedstefars ble osv. Alt dette er vores rettigheder, som vi ikke er til sinds at give køb på.

Folkepensionen blev indstiftet så sent som i 1956. Når man gennemgår arkivalier fra før 1956, er det tydeligt, hvad der hændte dem, der ikke længere kunne arbejde. De endte i sognets fattighus. Er det det, vi gerne vil tilbage til?

Hvis vi arbejder mindre, er der ganske enkelt ikke råd til alle disse rettigheder, der er en del af velfærdskontrakten. Velfærdskontrakten bygger på, at vi arbejder, arbejder, arbejder så længe både vi selv og vores børn er sunde og raske. Hvis for mange “står af hamsterhjulet” og måske “hjemmepasser” deres børn (bortset fra at jeg aldrig har forstået, hvordan man kan passe sine egne børn), mangler de skatteindtægter, som finansierer velfærdsmodellen. Det er i virkeligheden enormt simpelt.

Kvinderne må stå op for sig selv

Kvinderne kom for alvor på arbejdsmarkedet midt i 60’erne og langt op i 70’erne. De var en stor del af den velfærd, vi kender i dag og tager som en selvfølge.

Hvem er det, der går på nedsat tid? Hvem er det, der henter tidligt fra vuggestue og børnehave? Det er ikke mændene. Hvis hele bevægelsen om, at vi vil arbejde mindre, som faktisk er en del af nogle partiers partiprogram, får rigtig fat, så er det ikke svært at gætte, at det er kvinderne, der vinder det lod.

Det vil medføre mindre magt og dårligere stillinger til kvinderne. Er det der, vi gerne vil hen? Så ender vi et sted, hvor mødre igen skal bede om “husholdningspenge”?

Vil kvinderne noget i vores samfund, så må de blive på arbejdsmarkedet på fuld tid og skrotte drømmen om de hjemmebagte boller til alle vi børn i Bulderby kl. 14:00.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.