Tag Archive for: Politik

Helvedet i Butja

Helvedet i Butja

Altid værre end i går

Helvedet i Butja

Hvad skal man tro om oplysningerne om det, der er sket i Butja i Ukraine? Det er som om, hver dag er værre end dagen i går. Hvor længe kan det vare?

Kan det være sandt, at russiske soldater har bagbundet og henrettet civile ukrainere i Butja? I givet fald er det krigsforbrydelser værre end – eller i det mindste på linje med – Slubbertdan Milošević’ i det tidligere Jugoslavien i slut-firserne. Kunne ukrainerne virkelig finde på sådanne løgne? Er fortællingerne ikke så sindssyge, at det ligger udenfor al menneskelig fantasi at opdigte dem?

De kildekritiske (og det skal man være) siger: russerne har i snart en uge været i gang med at bakke lidt ud af Kyiv. Hvorfor kommer de grusomme billeder så først frem nu? Det kan der selvfølgelig være noget om. Jeg nægter bare at tro på, at det er ukrainerne selv, der har iscenesat dette. Så skulle de have henrettet deres egne landsmænd “blot” for at øge verdens pres på Putin.

FNs Sikkerhedsråd holder møde om det i dag kl. 9:00 – men i Sikkerhedsrådet har alle faste medlemmer vetoret; Rusland er fast medlem. Man kan næppe forestille sig, at de stemmer for en fordømmelse. Altså falder den til jorden, allerede inden den er sendt afsted på samme måde som et vildfarent missil

“Krigens love”

Jeg kender ikke dem alle taler om nemlig “krigens love”, mange er gået fra vaccineeksperter til Ukraineeksperter, men jeg er ret sikker på, at der står, at man ikke må bagbinde og henrette civile. I det hele taget må man ikke dræbe civile uanset metoden. Så meget ved jeg da. Det har russerne ikke holdt sig for gode til. Og én overtrædelse kommer sjældent alene. En gang kriminel altid kriminel. Man må sikkert heller ikke belejre en by fyldt med civile, hindre nødhjælp i at komme ind og befolkningen i at komme ud. I “krigens love” står nok også et sted, at aftaler om humanitære korridorer skal overholdes.

Der findes nogle (få) mennesker, man ikke skal stole på. Jeg stoler ikke Putin over en dørtærskel. I det hele taget så jeg ham gerne stillet for en krigsforbryderdomstol, dømt og hensat i et meget lille, dunkelt lokale til sin død. Det går over min forstand, at et enkelt menneske har magt til at sætte hele verden på den anden ende og sende 4,2 millioner mennesker på flugt. I mit stille sind sammenligner jeg ham med Hitler, og efterhånden som dagene går, bliver sammenligningen bedre og bedre.

Skru ned for informationsstrømmen

Det er snart længe siden, jeg skruede ned for informationsstrømmen, men det hjælper ikke ret meget, for krigen er der jo fortsat. Mennesker dør stadig uden grund. For der er ingen grund til dette vanvid. Skal jeg alligevel lede efter en, kan jeg kun forestille mig, at Putin ønsker “en ny Warzawapagt”. Hvilket land vil han tage under sine beskyttende vinger næste gang? Ligger de tre baltiske lande ikke i bekvem nærhed? Eller hvad med Moldova? Et fattigt land med grænse lige op til Rusland må da være en lækkerbisken for en magtlidderlig stodder. Jeg beklager sprogbrugen, men den forekommer mig at være korrekt her.

Helvedet i ButjaVi tæller pladser i beskyttelsesrummene

De virkelige militære eksperter siger, at risikoen for en verdenskrig eller det næste, som ingen tør tænke på, er så lille, at den er nærmest ikke-eksisterende.

Spørger man civile danskere, er 40 pct. alligevel bekymrede. Jeg hører til de 40 pct. – og glæder mig derfor over, at der i Hvidovre Kommune er plads til alle borgere i beskyttelsesrummene, hvor de så end befinder sig. Jeg har boet her i 15 år uden at se et eneste.

Du kan finde status for din kommune her (en DR-side).

 

 

Aftale om lovgivning for fordrevne ukrainere

Aftale om lovgivning for fordrevne ukrainere

Særloven er sær

Aftale om lovgivning for fordrevne ukrainere

For Søren da hvor debatten raser. Raseriet skyldes denne aftale af 4. marts 2022 om lovgivning for fordrevne ukrainere. Pressemeddelelsen kan læses her.

Enhedslisten får på puklen blandt andet for at stemme for aftalen, idet den stiller flygtninge fra Ukraine langt bedre end flygtningene fra Syrien i 2015. Hvad pokker skulle Enhedslisten ellers gøre? Skulle vi undlade at hjælpe mennesker ordentligt nu, fordi vi behandlede andre mennesker meget ringe for 6½ år siden? Skulle vi gentage den dårlige opførsel? Jeg kan ikke se det. Det er ikke fordi, jeg synes, regeringen handler korrekt, men de er i det mindste konsistente, når de udtaler, at Danmark pludselig selv er det “nærområde”, de altid har fablet om. Det er da rigtigt.

En dag kunne jeg selv blive flygtning: et forfærdeligt dilemma mht. Ukraine

Måske nærmer den dag sig, for i mine mest pessimistiske minutter/timer/dage ser jeg tredje verdenskrig for mig. I dag læste jeg et godt indlæg fra en Facebook-ven ved navn Anja. Hun rejste dilemmaet: hvor er det godt, NATO viger tilbage fra at sætte støvler og grej på europæisk jord og i Ukraine især. Aktuelt vil NATO ikke etablere et flyveforbud over Rusland.

Jens Stoltenberg var tydeligt bevæget, da han udtalte sig om spørgsmålet. Gjorde NATO det, ville det udløse helt uoverskuelige konsekvenser i Europa og i Ukraine. Vesten ville eskalere krigen. Der skal kun en enkelt galning til at trykke på knappen, der udløser atomvåbnene. Truslerne har vi allerede hørt. De er slet skjulte. Næste gang er det måske mig selv, der bliver flygtning.

Ukrainerne skuffede over NATO

Ukraines præsident Volodymyr Zelensky er ikke tilfreds med udmeldingen. Han mener, Vesten hytter sit eget skind og lader Ukraine i stikken. Og hans reaktion er fuldt forståelig. Vi kan ikke lade de mennesker, der bor i vores “nærområde” i stikken. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de stakkels mennesker. Og det er dilemmaet. Skulle NATO så ikke agere?

Jeg talte med en veninde om det. Hun sagde helt rigtigt, at hvis dette her udvikler sig til det, vi vist er mange, der frygter, kan ukrainerne helt rigtig sige, at NATO sad med hænderne i skødet. Og lod ukrainerne i stikken. Dette ligner alt for meget starten på anden verdenskrig. Putin minder alt for meget om Hitler. Manden er komplet sindssyg.

Tanker om tid

Krigen har nu varet i 10 dage. Når man ser ødelæggelserne i Ukraine, føles ugen mere som år. Jeg er ikke helt klar over, hvornår anden verdenskrig officielt siges at starte, men det var vel med Tysklands invasion af Polen den 1. september 1939? Og så varede den altså ca. seks år.

Tid er ikke bare tid, når en uge ligner år, og når 1,2 millioner (FN’s tal) mennesker kan nå at flygte på ingen tid. Det er uklart hvor mange flygtninge, der forventes til Danmark. Regeringen regner vist med omkring 20.000 – men er åbne overfor måske 100.000. Ingen kan vide det. Man kan ikke sætte sig ned og regne på  det. Men selvfølgelig må Danmark løfte sit ansvar. Vi er “nærområde” og vi har et ansvar.

Hvad kan jeg selv bidrage med?

Jeg har selv plads til to kvinder uden børn, (idet jeg ikke kan klare støj), og det tror jeg, jeg vil skrive til kommunen, der har oprettet en “task force”, en særlig hjemmeside, hvor man kan melde ind, hvad man kan hjælpe med. Der vil blive brug for tolkebistand, men jeg taler jo hverken ukrainsk eller russisk, men måske er der noget andet, jeg kan hjælpe med? Måske kan jeg bidrage med den koordination, der bliver behov for? Jeg har flest kompetencer på det administrative område, og jeg vil da være overrasket, hvis de ikke kan bruges i den aktuelle situation.

Branden i Zaporizjzja-værket

Der var desværre ingen kildeangivelser – irriterende nok – men angiveligt skulle nogle vestlige “eksperter” have udtalt, at russernes beskydning af værket med et eller flere misiler og den efterfølgende brand var langt farligere, end vi umiddelbart får at vide. Det skulle ifølge dem “være tæt på at gå helt galt”. Er der nogen, der ikke tænker på Tjernobyl i 1986? Jeg husker ganske nøjagtigt, hvad jeg lavede, da jeg fik meddelelsen om ulykken. Sådan har mange det vist.

Links

Flere poster om Ukraine.

Aftale om lovgivning for fordrevne ukrainere

Aftale om lovgivning for fordrevne ukrainere

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Interessant samtale med præsten

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Der er noget, der er grimt: Folk diskuterer på sociale medier (selv bruger jeg kun Facebook) som om, det ikke er i orden, at der nu nærmest er en stemning svarende til Ungarn i 1956 (Ungarnshjælpen) eller luftbroen til Berlin i 1948/49. Alle er på stikkerne og vil hjælpe det ukrainske folk, men offerviljen havde ikke nær det omfang, da det var syrerne, der blev nedlagt af russerne i 2015. Det falder nogle for brystet. Og det er som om, de mennesker ikke mener, det er i orden at hjælpe nu.

Jeg må gribe i egen barm (uagtet den ikke er så stor). Det gælder også mig selv. Jeg har sendt et beløb via UNHCR til “1919” men sendte vist ikke noget dengang. Jeg kan ikke lide diskussionen og holder mig langt fra væk den. Jeg bryder mig ikke om, at nogle flygtninge (måske) er bedre end andre.

DDO har nogle fine forklaringer på “altruisme“, som jeg slog op for at være sikker. Et af de ord, der nævnes er “godhjertethed”, som jeg fik en interessant samtale med præsten om i går.

Hvad er mon hvad?

Jeg havde på forhånd filosoferet over følgende:

  • Hvor meget skyldes min ægte medlidenhed med det ukrainske folk – og hvor meget skyldes min frygt for, at russernes kampgejst og invasionslyst når Danmark og mig? Hvad vejer mon tungest?
  • Når despoten over dem alle lufter sine vanvittige tanker/trusler om atomare våben, bliver jeg sat 30 år tilbage i tid. Den “grundfrygt”, jeg voksede op med og var ung med, er retur. Skyldes det udelukkende, at der er kortere til Kiev end til Paris?
  • Eller skyldes det, at det er lettere at have medfølelse med andre, der ligner mig selv end med kvinder i niqab?

Præsten havde større forståelse for russerne, end jeg har

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Er det ren altruisme i relation til Ukraine?

Jeg kunne slet ikke være med, da hun skitserede, at russerne er vældig bange for NATO’s ekspansion bare siden 1997 – således som billedet viser.

Jeg regner ikke med, at de (læs: despoten) er videre bange, og skulle de/han være det, vækker det ingen medfølelse hos mig.

Min holdning er, at det er et land med en ganske enormt stor militær slagstyrke, der har invaderet en fredelig, folkeretligt suveræn, stat med en demokratisk valgt præsident. Derfor fryder jeg mig i mit stille sind (så ubehageligt et menneske er jeg altså), når aggressoren holder i en 67 km. lang kolonne med alt sit militære isenkram og kun har rykket sig fire kilometer på 24 timer.

Og det er jo nok forkert af mig, idet det ikke går ud over despoten men over de unge mænd, der antageligt sidder i de af køretøjerne, der ikke er selvkørende, og som i følge forlydender ikke aner, hvad de foretager sig i Ukraine. Og som mangler mad.

Det fryder mig også, at de samlede sanktioner fra Vestens side på ingen tid har smadret den russiske økonomi. Men det er nok også forkert, idet despoten ikke selv kommer til at mangle noget. Det er den menige russer, der ser sin opsparing være forsvundet nærmest fra den ene dag til den anden.

Jeg lytter begejstret til mediernes slet skjulte fryd over, at “krigen går ad helvede til” (citat Peter Viggo Jakobsen).

Både Sofie Carsten Nielsen og Conni Hedegaard har ret i, at en måde at reducere Putins og oligarkiernes magt er at blive selvforsynende med grøn energi – slut med Gazprom og fart på den grønne omstilling, og det kan kun gå for langsomt.

Definitionen på nationalisme

Disse forfærdelige dage, der måske bliver til uger og måneder (eller år?), er vi vidner til, hvad nationalisme er: Viljen til at dø for sit land.

Jeg gerådede ud i en kort (men venlig) diskussion om, hvorvidt ukrainsk nationalisme er bedre end russisk ditto? Næh, det er den vel egentlig ikke. Vi enedes dog hurtigt om følgende, som jeg fremkom med:

Der er den forskel, at den russiske nationalisme bevirker, at man iværksætter en fjendtlig overtagelse af en fredelig nabo, der ikke har gjort en noget, og man er en overmægtig aggressor, mens den ukrainske nationalisme er udtryk for forsvar af eget territorium.

Links

Flere poster om Ukraine.

, , ,

Da uhyggelige begivenheder blev underholdning

Da uhyggelige begivenheder blev underholdning

Gentagelse fremmer forståelsen

Da uhyggelige begivenheder blev underholdning

Det er næppe noget nyt, men disse dage er det markant, at uhyggelige begivenheder bliver underholdning. To emner præger TV Avisen og har gjort det i en uge: det forfærdelige drab på den unge kvinde i Aalborg og krisen Ukraine versus Rusland (eller Nato versus Rusland).

Alle vi, der ikke steg ombord i den sorte bil og ikke bor i Ukraine, kan tænde for TV Avisen og glæde os over, at det ikke os, men at vi bare kan lade os “underholde” i vores lune stuer og få de seneste nyheder serveret på sølvfadet.

Drabet i Nordjylland

I en uge er det første, der er blevet vist, den fortsatte fortælling om politiets imponerede opklaringsarbejde. Vi har hørt kvindens navn gang på gang i hver eneste udsendelse, som om vi skal have det ind med skeer hver aften. Journalisten har været på pletten i Hammer Bakker, hvor vi har fået lov at se politiets vogne lidt på afstand i tusmørket. Vi har set billedet af den uhyggelige store, sorte bil så mange gange, at vi snart kan nummerpladen udenad. Vi har næsten selv talt med indbyggerne i Flauenskjold. Vi ved alle sammen, hvad kvindens forældre skrev på et eller andet socialt medie, da det stod klart, at det var hendes ligdele, politiet havde fundet.

Jeg siger ikke, at det ikke er en forfærdelig hændelse. Og jeg siger heller ikke, at der ikke bør gøres en indsats for, at kvinder ikke bliver dræbt, når de går hjem fra byen. Eller at der ikke skal gøres en indsats for, at partnerdrab/-vold bare henføres til kategorien “husspektakler”, underforstået at dem kan man jo ikke gøre noget ved, de har altid eksisteret, og det må vi kvinder bare finde os i – med mindre vi vil gå klædt som kvinden på billedet.

Det, jeg ikke bryder mig om, er den underholdningsværdi en sådan hændelse tillægges.

Jeg har heller ingen bud på, hvordan DR kunne have håndteret det anderledes. Men det må der være kloge mennesker, der har.

Billedet fra dr.dk herunder skal forsøge at løfte stemningen bare lidt. Da jeg så overskriften, udbrød jeg ret højt for mig selv: “Nej det er klart”. Kan du se komikken?

Og apropos overskriften “#TextMeWhenYouGetHome”: Hvad skulle det egl. hjælpe? Så er man jo hjemme. En mere relevant SMS, er den, der sendes, hvis man ikke kommer hjem (hvis det kan lade sig gøre; det kan det nok ikke).

Da uhyggelige begivenheder blev underholdning

Da uhyggelige begivenheder blev underholdning

Krisen i Ukraine

Når TV Avisen er færdig med at fortælle om drabet i Nordjylland, er punkt to krisen i Ukraine. (Bagagearbejdernes strejke i Kastrup Lufthavn sneg sig dog ind på andenpladsen i dag; folk skal jo da på vinterferie med bagagen. Så må krigstruslen vente.)

Jeg glæder mig over ikke at være en af dem, der går på natklub i Kiev. Som Steffen Kretz fortalte “Folk bor her jo, de har ikke andre steder at tage hen, de arbejder her osv.” Livet skal gå videre, uanset kammerat Putins planer om en mulig invasion, hvis det altså er hans planer. Jeg er slet ikke sikker på, hvad der er op og ned.

Jeg er fortsat bekymret over situationen, og jeg synes, den tilspidses dag for dag. Flere og flere lande kalder deres statsborgere hjem, ambassader lukkes og også ambassadørerne kaldes hjem. Det er altid et alvorligt signal. Der er nogle, der taler sammen på meget højt plan. Der tales om iværksættelse af økonomiske sanktioner mv. Min fornemmelse er, at det er for sent. Løbet er kørt. Både Rusland og Nato har besluttet deres “action”, og ingen lytter reelt til hinanden. Det er vist det, der kaldes skindiplomati.

Som en af mine læsere skrev til indlægget forleden “Vejen til fred går ikke via oprustning”. Og det har hun ganske ret i. Når stormagterne holder op med at lytte, når de taler sammen, kunne de lige så godt tie stille.

For nu slet ikke at nævne truslen/planerne om amerikanske tropper på dansk jord… Men dem blev der ikke overskud til i dag. De kommer en anden dag. Bare de ikke medbringer atomvåben.