Indlæg

/10 Kommentarer/i , /af ,

Uhyrligheder

Hver morgen vågner jeg op til nye politiske uhyrligheder på alle de områder, jeg synes er vigtige, for at vi kan kalde os for et samfund, hvilket jo altså er synonymt med fællesskab.

Eric skrev den 28. maj:

Det er ved at være så vanvittigt, at jeg nok stadig observerer, men ligesom lukker af så vanviddet ikke smitter. Vi kan heldigvis skabe en fornuftens osteklokke i vores eget liv.

Jeg kunne også finde på at gemme mig i osteklokken, og alligevel kan jeg ikke lade være at følge med i, hvad der foregår:

De største uhyrligheder findes i asylpolitikken senest med hastebehandlingen af lovforslaget om, at børn på otte (!) år skal bedømmes på deres integrationspotentiale (eller hvad det nu hed – meningen er klar nok) for at kunne blive familiesammenført med en herboende forælder. Hvordan i alverden foretager man den vurdering af et barn? Selve behandlingen af lovforslaget skete på tre dage. Jeg betegner det som lovsjusk og undergravning af demokratiet, da fx interesseorganisationer ikke kan nå at afgive høringssvar på den korte tid.

Og så var der integrationsministerens annoncer i syriske og libanesiske aviser, hvor formålet var at skræmme folk fra at søge asyl i Danmark – og det har sandelig virket. Hertil kommer, at ministeren nu vil gøre tålt ophold lig med utåleligt ophold – det skal nok lykkes hende.

Og glem ikke at udlændinge ikke længere har den grundlovssikrede ret til at blive stillet for en dommer indenfor 72 timer.

Endelig er der selvfølgelig Lovforslag L87 med 12 stramninger = “Smykkeloven”. Danmarks Radio har lavet en fin opsummering af uhyrlighederne her. Egentlig burde jeg ikke starte afsnittet med “endelig”, for det er helt sikkert ikke slut endnu. Ministeren “udfordrer” de internationale konventioner Danmark har tilslutte sig, og går Den Europæiske Union hende imod på én lov, ændrer hun da bare i en anden lov. Hun vil have sin vilje, og hun kan være sikker på støtte fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Som et aber dabei kan man undre sig over, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet er slået sammen. Hvordan kan man under én hat være eksperter på både udlændinge og boliger? Hvad har disse sagsområder med hinanden at gøre.

Det skal bedre kunne betale sig at arbejde, og derfor har regeringen opfundet det moderne kontanthjælpsloft, der træder i kraft den 1. august i år. Dansk Folkeparti forsvarer sit løftebrud med, at der jo ikke skæres i selve kontanthjælpssatsen men i de tilgrænsende ydelser, der oftest består af boligstøtte og støtte til finansiering af særlig høje boligudgifter jfr. lov om aktiv socialpolitik § 34, hvis stk. 1 lyder sådan: “Personer, der opfylder betingelserne i § 11, og som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan særskilt eller i forbindelse med udbetaling af hjælp efter § 25 få en særlig støtte.” Organisationerne – endda KL – betonede i deres høringssvar, at kontanthjælpsloftet i særlig grad ville ramme de allersvageste i vores samfund og deres børn. I værste fald vil folk ende på gaden.

Jeg bliver altid så vred, når jeg hører termen “Det skal kunne betale sig at arbejde”. Jeg har lige selv været uden for arbejdsmarkedet i et par år. Og det var altså ikke, fordi det ikke kunne betale sig at arbejde! Jeg delte bare skæbne med flertallet af kontanthjælpsmodtagere; jeg var hundesyg. Enhedslisten plejer at svare, at man ikke bliver rask af at arbejde. Og er der hovedet et arbejde at få for de mest syge? Dagens arbejdsmarked kræver, at man er “robust” – det nye modeord i jobannoncerne.

Gårsdagens uhyrlighed var: Regeringen, DF og S vil lave loft over gratis uddannelser.
For at dække udgifter til dagpengesystemet skal det være delvist selvfinansieret, hvis man vil tage flere uddannelser på samme niveau. Det virker som om, det altid er de svageste, der skal finansiere hinanden, mens de rigeste også skal finansieres af de svageste. Der er altid råd til skattelettelser for de rigeste, og dette er Liberal Alliances ypperste mål. Besparelsen ved uddannelserne må bare anses for minimal, da en opgørelse har vist, at der i 2014 kun var 2.500, der tog sig en ekstra uddannelse.

Afskaffelsen af PSO-afgiften bevirker, at der ikke længere er råd til at bygge nye vindmøller. Klimaministeren mener godt nok, at Danmark stadig skal være i front med hensyn til den grønne omstilling, men det er åbenbart ikke qua vindmøllerne, der er en torn i øjet på regeringen. Et svar fra Klima- og Energiministeriet til Folketinget viser, at støtten til de kystnære møller – betalt af virksomhederne og borgerne over elregningen med PSO-afgiften – kan stige dramatisk, i forhold til hvad man kunne have forventet. Dermed bliver den grønne omstilling for dyr, mener ministeren. Vindmølleindustrien svarer, at så kan ministeren lige så godt nedlægge energiaftalen, der stammer fra den forrige regering (2012), og som Politiken beskriver i store træk her. Den grønne omstilling er kort sagt ikke regeringens kop te.

Hvis vi vil have et bæredygtigt landbrug med alt hvad det betyder for reduktion af CO2-udledning, bedre forhold for dyrene, reduktion af kvælstoffer i vandløb, mindre gødning på markerne osv. skal der forskes i økologi, og forskningsresultaterne skal omdannes fra rapporter til virkelighed. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har afsat 20 millioner til forskning og udvikling af økologisk landbrug. Det er kun en tredjedel af de penge, der er nødvendig for at opretholde det nuværende niveau.

Indlægget kunne være meget længere, for der er langt flere uhyrligheder i spil for tiden; jeg har bare udvalgt dem, der lige randt mig i hu. Og i øvrigt er det for varmt…

God weekend.

/12 Kommentarer/i , /af ,

Politik og/om fleksjob

Den personlige del: Jeg er sluppet gennem nåleøjet til fleksjobbet, og det er jeg lykkelig for, men jeg har også kæmpet for det. I går var en mærkedag, for der blev ansættelseskontrakten med Folkekirkens Nødhjælp endeligt udformet og underskrevet. Den løber kun til 31. december 2016, og så må jeg se, hvad der dukker op til den tid. Der kan ske så meget. Så det var den ene “blanket”.

Den anden del er de blanketter, Hvidovre Kommune skal have sammen med en kopi af ansættelseskontrakten. Chefen og kommunen har åbenbart haft en dialog om dette, og jeg er selvfølgelig meget tilfreds med, at de har konkluderet, at jeg har en “arbejdsintensitet” på 100 pct. Dette begreb bruges vist mest i forbindelse med arbejdsgivers løndel. Arbejder man fx 15 timer med en arbejdsintensitet på 50 pct., skal arbejdsgiver kun betale for 7½ time. Det forekommer egentlig rimeligt nok, men man kan spørge, hvordan i alverden, de finder frem til procentsatsen?

Vi bliver nødt til at gå disse blanketter igennem igen, for dels er der faktuelle fejl, (fx er min mailadresse og telefonnummer forkert – de tilhører sikkert en anden borger og skyldes nok, at de har anvendt en gammel fil og så rettet den til.) Den slags fejl virker ikke så betryggende for resten af indholdet. Dels synes jeg ikke, arbejdsopgaverne er dækkende beskrevet for det, jeg rent faktisk laver. Det må da være vigtigt? De har bare kopieret det, Psykiatrifonden skrev i praktikaftalen i januar, og det var jo fornuftigt nok dengang, men er det ikke længere.

Når man tilkendes et fleksjob, bliver man automatisk tilmeldt ordningen med “Fleksydelse”, der er en form for efterløn til fleksjobbere, hvorefter Udbetaling Danmark spammer ens e-boks med blanketter. Det koster 500 kr. om måneden at være medlem af ordningen. På borger.dk findes en fin vejledning, og når man først har fundet ud af terminologien, og fundet de relevante undersider på sitet, er det ikke så svært, men jeg brugte da et par timer på det. Gad vide hvad folk, der ikke har så meget overskud, gør? Jeg forsøgte mig eksempelvis torsdag aften, hvor jeg var træt, og der måtte jeg opgive; det var simpelthen for kringlet.

Jeg endte med at fravælge ordningen, da man som hovedregel skal have indbetalt i 30 år, for at få noget ud af det. Der er så undtagelser, der er bestemt af ens alder. For mit vedkommende ville jeg kunne overgå til fleksydelsen tre år før folkepensionsalderen. Det synes jeg ikke rigtig står mål med de 500 kr. pr. måned, men det skal retfærdigvis nævnes, at jeg aldrig har været tilmeldt efterlønsordningen, og det har selvfølgelig betydning.

Jeg ser frem til, at alle formalia er i orden, så jeg bare skal passe mit dejlige og daglige arbejde.

Den politiske del: Fleksjobordningen blev reformeret (et andet ord for besparelser) med virkning fra 1/1 2013. “Reform af førtidspension og fleksjob” blev vedtaget af den tidligere regering, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Det, jeg umiddelbart ved, er, at indtægten er blevet forringet. Før i tiden betalte arbejdsgiver sin del, og kommunen supplerede op til en eller anden fastsat overenskomstmæssig løn kaldet fleksløntilskud. Arbejdsgiver betaler efter reformen fortsat sin del, men kommunens supplement er væsentligt forringet/reformeret. Hvor meget ved jeg ikke endnu. Først med lønnen for august vil jeg vide, hvad det betyder rent økonomisk. Man skal medbringe første lønseddel til kommunen, så “fleksløntilskuddet kan blive beregnet bedst muligt”… øh… bedst muligt…

Jeg fandt denne oplysende artikel om reformerne på DenOffentlige.dk. Artiklen handler ganske vist primært om ressourceforløb, men der er også noget om fleksjob. Et ressourceforløb er et typisk flerårigt forløb (1 – 5 år), der skal udvikle arbejdsevnen, så folk ikke havner på førtidspension. Det var der, jeg var hunderæd for at havne, da ydelsen så svarer til kontanthjælp.

De formål, som politikerne har solgt reformer på, er aldrig indfriet. Tværtimod, har særligt førtidspensions- og fleksjobreformen har effekter helt modsat af formålet, fortæller forsker i dette indlæg.

Formodningerne bag reformen var:

  • Man formodede at kunne forbedre borgernes arbejdsevne, for nogle endda i en sådan grad, at de ville kunne (gen)indtræde på det ordinære arbejdsmarked.
  • Man formodede, at man ved at give disse borgere en beskæftigelsesrettet indsats kunne forbedre deres sociale liv, så de i højere grad kunne blive en del af fællesskabet, underforstået det arbejdende fællesskab.

Beskæftigelseseffekterne af de hidtidige ressourceforløb, er at kun 79 borgere ud af knap 19.000 etablerede ressourceforløb er kommet i ordinær beskæftigelse, mens knap 350 borgere har fået et fleksjob, hvilket omregnet til fuldtidsstillinger svarer til ca. 54 stillinger

Det er jo forrykt! Beskæftigelseseffekten kan lige så godt sættes til nul. Gennemsnitligt arbejder de, der er tilkendt fleksjob, fem timer om ugen. For så vidt angår begge grupper er der tale om mennesker, der har en livsvarig sygdom, og man bliver som hovedregel ikke rask igen af at arbejde. OK – jeg kan godt modificere dette lidt: For mit eget vedkommende har det en vis helbredende effekt at være på arbejde og føle, at jeg tilfører FKN værditilvækst og indgår i et fællesskab, men rask bliver jeg altså aldrig, så var jeg jo netop ikke blevet tilkendt et fleksjob! Det er en cirkulær og uigennemtænkt argumentation. Og hvis jeg nu var nede på de fem gennemsnitlige timer pr. uge? Jeg fastholder, at det er forrykt.

Folk, der har været i ressourceforløb og ikke har kunnet forbedre deres arbejdsevne for dermed kunnet få enten et ordinært job (i sig selv en vanvittig målsætning) eller et fleksjob, har ingen krav på offentlige ydelser, og er henvist til almisser fra familie og venner. Artiklen konkluderer, at dette er grundlovsstridigt. Hvordan kan et velfærdssamfund have sådanne regler?

Grundlovens § 75: Stk 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

/24 Kommentarer/i , , /af , ,

Blandt andet minder fra en chokdement

Blandt andet minder fra en chokdement

Blandt andet minder fra en chokdement

Minder fra en “chokdement”

Facebook har en funktion, hvor folk kan dele deres minder fra fx et år siden, herefter kan man kigge efter egne minder. Jeg trykkede på knappen og kom til en post, der er præcis et år gammel. Jeg er lidt chokeret over at se, at jeg har været så “chokdement”, at jeg har givet Dankort og kode væk til en medpatient, der viste sig ikke at være ærlig, og hvor personalet måtte hjælpe med at spærre kortet.

Det var lidt af en øjenåbner at læse den post, for jeg husker intet – men der er bloggen jo god at have: jeg kan bruge den til at afhjælpe problemerne med hukommelsen og dokumentere fortiden. Det er også positivt at læse posten, for der er løbet meget vand i stranden – til den positive side – på det år.

Efterskrift oktober 2021: At jeg lader afsnittet “chokdement” være bevaret her skyldes, at jeg synes, alle aspekter ved ECT-behandling skal frem. Jeg har søgt lidt med Google og kan se, at de, der ellers skriver om chokdemens, er mere end kritiske overfor behandlingen. Det er jeg på ingen måde.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at ECT har reddet mit liv flere gange. Hertil kommer, at jeg i eftersommeren 2020 ikke længere kunne tåle den antipsykotiske medicin. Jeg fik en neuroleptikaudløst Parkinsonisme, og blev nærmest invalid af det. Det var ganske forfærdeligt. Af den grund er jeg overgået til vedligeholdelses-ECT, og nu kan jeg leve et næsten normalt liv uden medicin og uden Parkinsonisme.

Dansk Folkepartis Ungdom: Generation DF

DR3 har haft en serie, de kaldte Generation DF, der handlede om Dansk Folkepartis Ungdom. Der var i alt fem små afsnit af 28 minutter. Der var tale om unge mennesker på maksimalt 21 år, og alle havde de angst for en dag ikke at måtte pynte op til jul, holde jul eller spise leverpostej. Det var angsten, der bandt dem sammen, og det, syntes jeg, var uhyggeligt. Efter at have set alle fem afsnit forstår jeg bedre de DF’er, der færdes på Christiansborg. Det med leverpostejen ligger sikkert på rygraden hos dem alle. Det var ikke den høje IQ eller det store verdensudsyn, der belastede dem.

En ven

I starten af mit sygdomsforløb henvendte jeg mig til SIND for at få en bisidder, og jeg fik en fantastisk bisidder. Hun var bare så utrolig dygtig og en stor støtte. Desværre måtte hun opgive sin bisidderfunktion, da hun selv blev alvorligt syg. Vi har holdt kontakten, og jeg har besøgt hende på Rigshospitalet. Hun følger min blog, og en dag, hvor jeg havde skrevet om ensomhed og om det manglende netværk i form af venner, bekendte og familie, skrev hun tilbage til mig, at hun håbede, jeg betragtede hende som en ven. For søren hvor blev jeg glad for den mail. Jeg havde selv haft samme tanke, men havde ikke turdet buse ud med det situationen taget i betragtning.

Ca. en måned før havde jeg vovet at erstatte “Bedste hilsner”, “Mange hilsner” mv. i en mail med “Kh.” Det var lidt af et vovestykke set fra min side: Overtrådte jeg mon en usynlig grænse? Var det slet ikke der, vi var? Jeg blev glad og lettet, da hendes næste mail sluttede med “Kærlig hilsen”.

Jeg bliver altid glad, når der er en mail i indbakken fra hende. Vi skriver lange eksistentielle mails, hvor ingen emner er for store (eller små) til at blive vendt. Hun er tidligere præst og ængstes ikke ved emner som liv og død. Det er lige vand på min mølle. Forleden inviterede hun på eftermiddagskaffe og hjemmebagt kage, der blev udvidet til også at omfatte aftensmad. Det var utrolig hyggeligt, og vi kunne have fortsat hele natten med vores snak. Jeg er så glad for at have lukket hende ind i mit liv, og jeg har sagt det lige ud: “Du er et dejligt menneske”.

Sund mad

I lang tid har jeg levet af rugbrødsmadder, fordi jeg ikke orker at lave mad til mig selv, og fordi jeg i øvrigt finder det ret trist at spise alene. Tiden til at købe ind, tilberede og vaske op står slet ikke mål med de 13 minutter, det tager at spise.

For så vidt angår morgenmaden har jeg nu taget skeen i den anden hånd – den skal være lækker fra nu af! Det lækre består af mange forskellige slags frugt og bær (lige p.t. er der blåbær, jordbær, hindbær og nektariner) overhældt med såkaldt frugtyoghurt (der aldrig har set en frugt) og så et læs af den gode mysli. Jordbærrene smager ganske vist ikke rigtig af noget, men de har en god konsistens og er behagelige at tygge på.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/17 Kommentarer/i , /af ,

Danskernes Parti

Uhyggeligt

Jeg faldt over dette, og da jeg synes, det er rystende, vil jeg gerne dele det med jer, også selv om det er politik. Danskernes Parti er kommet frem i lyset i forbindelse med en meningsmåling, der viser, at 10 13 pct. af befolkningen ønsker sig et parti, der ligger til højre for Dansk Folkeparti. Er danskerne da blevet fuldstændig vanvittige?

Det jeg især faldt over er, at formanden Daniel Carlsen (tidl. medlem af DNSB = Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, altså et nazistisk parti)  godt nok ikke benægter Holocaust, men har den opfattelse, at når det er 70 år siden, skal vi ikke beskæftige os med det, nu vi står med så store problemer selv. Og disse store problemer er i følge ham en “befolkningsudskiftning”, hvor flygtninge og indvandrere kommer til at overtage Danmark.

I sig selv er han ikke farlig, nærmest bare en uvorn “knejt”. Det, der er farligt, er de 10 13 pct. der ønsker sig noget til højre for DF. Hvad sker der dog i Danmark?

Sig endelig frem i kommentarfeltet