Indlæg

,

Præsten på kursus

Samtaler

Jeg ser fortsat “min præst”, som er præst ved både Hvidovre Kirke og på Psykiatrisk Center Hvidovre (som det godt nok ikke hedder mere efter 27 fusioner).

Vi taler om alt mellem himmel og jord – og det er meget givende for mig. Hun har været præst på psyk. i 17 – 18 år, og det kan mærkes. Hun har rum for alt det besværlige og det bøvlede. Det er der noget befriende over. Det er min opfattelse, at samtalerne er med til at danne min nye platform i det man kan kalde mit nye liv. Jeg skulle blive 53, før det lykkedes – men sådan er det jo så bare… Nogen når det aldrig. Der er jeg så bedre stillet. Men det kommer ikke af sig selv!

Eksistentielle samtaler

Hun har netop været på kursus i det at uddanne plejepersonalet til at tackle de eksistentielle samtaler med patienterne. For at personalet kan håndtere den opgave, er de nødt til på forhånd at vide, hvor de selv står fx i relation til forskellige værdier. Det giver god mening. Ingen kan give noget videre, som de ikke selv ejer.

Metoden er velkendt i somatikken, men som sædvanlig halter psykiatrien bagefter. I somatikken skal personalet forholde sig til eksempelvis foranstående død, men i psykiatrien skal de forholde sig til eksempelvis selvmord eller måske livet. Hvordan får man livet til at fungere efter en lang periode med et markant dødsønske? Jeg kender det fra mig selv.

Når vi mødes næste gang, skal jeg være “prøvekanin”, og det ser jeg frem til. Der vil selvfølgelig mangle det, at der “real life” vil være  5 – 6 kolleger, man kan sparre med. Jeg synes, jeg har styr på mine værdier, da emnet optager mig meget. Men om jeg sådan lige kan formulere og konkretisere dem, er jeg lidt spændt på. Generelt har jeg det sådan, at jo ældre jeg bliver, jo mere betyder værdierne for mig, og jeg søger venskaber med mennesker, jeg deler værdier med.

,

Diverse

Børn og brøker

Onsdag aften satte jeg mig og så TV, hvilket ellers kun sker kl. 18:30 til TV Avisen. Jeg rendte ind i programmet “Delebørn”, hvor børnene selv fortalte, hvordan det var at leve som delebørn efter forældrenes skilsmisse.

De kunne alle sammen deres brøker, altså hvor mange dage hos mor og hvor mange dage hos far? Der var alle afskygninger/modeller: 7/7 5/9 13/1 osv.

Jeg kan ikke lade være at synes, at det er synd for dem, at de får sådan et rakkerliv så tidligt i livet. De pakkede tasker hos den ene forælder og pakkede ud hos den anden. Nogle konkurrerede med sig selv om, hvor hurtigt de kunne pakke. En var nede på 10 minutter. For to drenge startede dagene hos far med, at de skulle op kl. 6:00, da der var en times kørsel til skolen.

De havde indkaldt en psykolog (var det vidst), der fortalte om, at så sent som langt op i 70-erne delte man bare børnene mellem sig: et til mor og et til far. Gudskelov har det ændret sig, og så man leve med brøkerne.

Det ville naturligvis være endnu værre, hvis de skulle bo hos samlevende forældre, der burde blive skilt, hvilket alligevel sker for ca. 44 pct. af parrene (2013-tal) jfr. Danmarks Statistik.

Oprydning

Jeg har taget det første skridt – jeg har købt en rulle sorte affaldssække! Min intention er at gennemgå samtlige skabe og skuffer, og rydde dem for alt det, jeg alligevel aldrig bruger og for det, som jeg ikke engang ved, hvad skal bruges til. Jeg kan bedst lide minimalisme og har ikke lyst til at eje mere end det nødvendige. En kategori, som jeg ikke tør kassere, er skuffen fyldt med kabler. Jeg ved faktisk ikke, hvad de skal bruges til, men jeg tør ikke smide dem ud for hvis nu…

Succeskriteriet er bare et skab/en skuffe pr. dag, mere kan jeg ikke overskue, men jeg glæder mig til at komme i gang. Det er sådan en slags oprydning i livet, der nu er vendt, hvilket jeg glæder mig usigeligt over.

Bare det at lave aftaler med elektriker, vinduespudser og murer – det er også en måde at få gang i livet igen.

Vinduespudseren var her i går, nu er det så skønt at kunne se ud igen. Jeg har ikke haft pengene, og forårssolen har ikke skinnet så ubarmhjertigt endnu i år, så det er blevet udsat og udsat og udsat i det uendelige.

Social

Min tidligere bisidder har inviteret til frokost kl. 13:00. Jeg glæder mig blandt andet til “Værdifællesskabet”, som jeg har skrevet om tidligere.

Jeg kan lige nå et skab først 🙂

PS: Nu er skab nummer et klaret. Det er så skønt.

,

Værdifællesskab

Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet om det før… men sådan er mit liv jo. Jeg gentager i givet fald mig selv, men jeg kan ikke gøre for det:

I eftermiddag har jeg besøgt min kære tidligere SIND-bisidder, og det var bare sådan en dejlig eftermiddag. Kun sjældent har jeg mødt nye mennesker, som jeg i den grad er kommet til at holde af.

Der er mange ting, vi slet ikke ser ens på: brugen af psykologer, gravsteder, salmer (jeg kender såmænd ikke engang forskellen på Ingemann og Grundtvig 🙂 ), og der er 20 år imellem os. Men vi har noget, der er meget vigtigere: Værdifællesskab.

Jeg er nok ikke god til at forklare, hvad jeg mener, og en hurtig Googlesøgning bringer “Nye borgerlige” op blandt de øverste hits. Dem sympatiserer jeg ikke med, så måske er ordet helt forkert, men det er sådan, jeg føler det.

Min idé er, at hvis man deler værdier, er de det underliggende fundament for alt det andet. Vi mødes fx med et fælles udgangspunkt i den kristne tro. Vi praktiserer den sikkert forskelligt, men den er en del af det underliggende fundament. Det er indiskutabelt i en grad, så vi ikke engang behøver at tale om det.

Jo ældre jeg bliver, jo mere betyder værdierne for mig. Min HR-chef Sune Lyng og jeg har fx også et værdifællesskab. Vi synes begge, man skal behandle medarbejderne ordentligt. Det er temmelig banalt, men det er bestemt ikke alle virksomheder, der efterlever det.

Af og til har jeg tænkt på, om det kan mærkes i FKN, at det altså er Folkekirkens Nødhjælp? De virker ikke specielt fromme (og Gud ske lov for det), men jeg tror alligevel, det er en af de underliggende værdier. Der bliver fx holdt noget, der hedder “Påskerefleksioner” med sang efter Højskolesangbogen og en læsning fra “Den nye aftale”. Det er det nærmeste, jeg er kommet på folkekirken derinde. Men lur mig, der vil sikkert også være nogle “Helligtrekongersrefleksioner” eller lignende, og jeg kan rigtig godt lide den slags. Jeg synes, det binder os sammen.


Brunch med Sanne på Torvecaféen i Hvidovre.

Og så en helt anden boldgade:

Jeg var til brunch på Torvecaféen med Sanne fra menighedsrådet kl. 10:00. Det var rigtig hyggeligt og givende. Vi deler mange holdninger om kirken og menighedsrådet, og det er spændende at dele. Mange af de ting, jeg egentlig har holdt for mig selv, kan jeg nu komme frem med blandt andet fordi jeg ikke længere er MR-medlem. Vi har svoret hinanden tavshedspligt – og det er dejligt.

Hun besøgte mig ikke mindre end fire gange på hospitalet, og det havde hun jo slet ikke behøvet.

Samlet set har det været en dejlig dag, men meget mere ekstrovert end jeg plejer. Så nu er jeg enormt træt, men det er det værd!