Telefoner og dårlig opførsel
Gammeldags værdier
Indholdsfortegnelse
Telefoner og dårlig opførsel
Jeg faldt over billedet nederst, og det fik mig til at tænke på følgende:
Forleden gik jeg en tur med en ung mand, der er cirka halvt så gammel som mig. Han bliver snart 32 år, og jeg bliver 60 år om lidt. Vi gik rundt om Damhussøen og -engen. Der var smukt. Jeg gav en kop kaffe ved “Damhuskanten”. Det var hyggeligt.
En ting irriterede mig til døde, uden at jeg dog sagde noget om det: Han “passede” sin telefon. Det vil sige, han besvarede opkald og SMS’er. Imens måtte jeg jo så vente, til han igen fik tid til at “passe mig” og den samtale, vi var i gang med. Min egen telefon forblev i tasken.
Den slags opfatter jeg som virkelig dårlig opførsel. Jeg er klar over, at det nok er mig, der har nogle temmelig gammeldags værdier, men jeg synes, det er uhøfligt. Det skyldes muligvis, at jeg kommer til at føle mig mindre vigtig end “de andre”. Selvfølgelig kan vi alle vente et vigtigt opkald, men så mange vigtige opkald kan man næppe modtage på et par timer. Det samme gælder beskederne. Det må da kunne vente.
Det er selvfølgelig skønt, at telefoner ikke længere er nogle, der hænger fast i væggen med en ledning. Det er dejligt, at vi kan tage dem med os. Det er dejligt, de kan så meget, nogle af os alligevel ikke har ret stort behov for. Det er problematisk, at man virkelig er på r…., hvis man mister den.
På mange måder har de mobile enheder revolutioneret vores liv og vores færden. Det peger primært i den positive retning, men der er også ulemper.
Tænketanken Kraka har lavet en interessant analyse:
En tredjedel af de unge længes efter at se deres venner fysisk frem for digitalt
“Skærmtid og sociale medier har bidt sig fast i de unges fritid, og to tredjedele af alle unge mellem 12 og 30 år mødes i dag maksimalt én gang om ugen med venner i deres fritid, viser en ny Small Great Nation-undersøgelse. De unge længes efter det fysiske samvær, og en tredjedel af de unge siger selv, at de ville foretrække, at deres vennegruppe brugte mindre tid online og mødtes mere fysisk.”
“En tredjedel af de unge siger selv, at de ville foretrække, at deres vennegruppe brugte mindre tid online og mødtes mere fysisk, og andelen er størst for de unge, der er online i seks til otte timer hver dag”
Derfor sagde jeg ikke noget
Måske burde jeg have åbnet kæften? Men jeg gjorde det ikke, fordi jeg regnede med, at jeg derved ville stemple mig selv som det mosefund, jeg muligvis er. Jeg bed derfor irritationen i mig.
Hele livet har jeg båret de gammeldags værdier med mig, jeg lærte af min far, inden hans alt for tidlige død, da jeg var otte år og en måned gammel. Og det har jeg gjort, fordi jeg finder dem rigtige. Det bragte en del bøvl med “min mor”, fordi hun fjernede sig fra disse værdier. Afstanden mellem os blev derfor større og større, og det er meget sandsynligt, at hun så mig som en slags “dommer”, når jeg holdt fast i hans værdier, har psykologen forklaret. Jeg synes, det lyder rigtigt og logisk.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg er enig med dig i, at det er noget skidt med de telefoner i selskab. Jeg har dog komplet opgivet, idet jeg var til en lille sammenkomst med nogle kvinder, næsten på min egen alder, for efterhånden nogle år siden. Da vi havde drukket kaffe et par timers tid, trak de alle, undtagen mig, telefoner frem af lommer og tasker og satte sig til at studere dem. Jeg var på det tidspunkt den eneste, der var uden for arbejdsmarkedet, så jeg troede først, at de skulle tjekke noget vigtigt mht. deres fælles arbejsplads, men det lod ikke til at være tilfældet. Da gav jeg op. Hvis netop denne kreds af mennesker trækker telefonen frem i selskab, så er det nu så “mainstream”, at alle gør det, og det betaler sig ikke at bruge kræfter på at bekæmpe det.
@ Henny
Hrm. Sikke en ringe trøst … Du bekræfter mine værste/bange anelser, nemlig at det er en kulturændring, og at jeg lige så godt kan give op, selvom Glennie indgød mig en smule håb i går.
Men du får mig aldrig til at mene, at det er hverken høfligt eller i orden (hvad du da heller ikke forsøger på).
Det er en rigtig dårlig vane, at tage opkald og besvare sms’er, når man har aftalt at være sammen med andre. Og det gælder hvadenten, man er 15 eller 90! Det er uforskammet overfor den eller de, man har en aftale med, og i virkeligheden lidt et signal om, at samværet ikke er så vigtigt for een…Medmindre man – som du selv er inde på – venter en vigtig besked/opringning, så bør mobilen sættes på lydløs, og lægges væk. Jeg synes faktisk godt, du kunne sagt noget til din ven. Som 32-årig er man altså ikke en impulsstyret teenager, men jeg kender godt det med, at det kan være svært at få nævnt uden at lyde for irriteret.
@ Glennie
Hvor er jeg glad for, at du er enig. Ja lige præcis: samværet er mindre vigtigt end telefonen/de andre.
Havde jeg sagt noget, havde irritationen dryppet ned ad Damhuskanten. Men sker det igen, så siger jeg altså noget, for man bør kunne forstå det, når man er 32. Min fornemmelse er bare, at der er tale om en kulturændring, og at han/folk vil synes, det er mig, der er virkelig sær. (Men det er jeg så vant til).