Hvordan skriver vi?

Den digitale læsers hjerne

Det sker kun sjældent, jeg køber en bog, da jeg alligevel ikke får den læst, og så er det spild af penge; men i dag var undtagelsen. Jeg har købt “Den digitale læsers hjerne” af Kresten Bjerg. Den glæder jeg mig meget til at bruge som godnatlæsning.

Jeg fik bogen anbefalet af Lisbeth Scharling, der driver Webwoman, og som selv er journalist. Det må borge for kvaliteten.

Jeg blev fanget af følgende i forlagets præsentation: “Hvis du ligner flertallet af læsere, vil du foretrække at læse bogen i en papirudgave. Det skyldes, at hjernen har lidt sværere ved at koncentrere sig om digitale tekster end analoge.”

Det er præcis sådan, jeg har det. Skal jeg læse en længere tekst, og den omhandler noget, jeg for alvor vil lære, kan jeg ikke klare mig med skærmen. Jeg må have bogen i hånden. I mange år har “Skiv til nettet” fra 2005 været min bibel. Alt om teknik er naturligvis håbløst forældet, men alt om at skrive læsbare tekster, holder stadig.

Bare sådan noget som at indsætte afsnit er utrolig vigtigt. Hvis man ikke indsætter afsnit, kunne man lige så godt undlade at sætte punktummer.

Et afsnit må ikke være mere end tre til fire linjer “højt” på skærmen, for tænk på hvor “højt”, det vil blive på en telefon; og mange mennesker læser på telefonen. Alligevel ser jeg ofte, at forfattere kritikløst kopierer en tekst fra fx Word ind på Facebook, men ikke gør sig den ringe ulejlighed at trykke nogle gange på CTRL + Shift + Enter.

Teksten bliver komplet ulæselig, og de mister formentlig mange læsere. Og det var vel ikke det, der var meningen?

Derfor er hjernen interessant

Hjernen interesserer mig, fordi den er fuldstændig fantastisk. Jeg ved en del om, hvordan det er, når den ikke fungerer, og jeg følger med glæde Peter Lund-Madsens programmer på DR1. I går var der eksempelvis et afsnit om hukommelsen. Det er banalt og klippet ud i bølgepap men alligevel interessant: Vi bruger hukommelsen til at forudsige fremtiden.

Nogle hjerner er lidt “trælse”

Min hjerne er lidt træls, for den fanger samtlige detaljer. Det kan være nyttigt til mange opgaver, men det kan så sandelig også være irriterende. Jeg er god (men ikke perfekt) til at læse korrektur, da jeg netop ser alle detaljer. Jeg ser en overskydende pixel i et billede eller et overskydende mellemrum mellem to ord. Det gør det blandt andet uhyre vanskeligt at færdes på de sociale medier.

Det bevirker, at den ikke stopper, hvor det var “godt nok” til de fleste. Den arbejder sig ikke alene hen mod det perfekte – men hen mod det sublime. Og der er de fleste stået af. De ser ikke værdien af det, jeg selv synes, er mere end “godt nok”. Og hvem er det, der bliver skuffet over den manglende gen- og anerkendelse? Det er mig selv, men så må jeg hygge mig med sprogdatabasen. Og det gør jeg så!

En udløber af dette er, at jeg sikkert ofte kommer til at gøre tingene for svære. Når jeg prøver at formidle det, jeg ved noget om, bliver det nok for indviklet for alle andre end mig selv.

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.