Jeg har fundet guldgruber

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Jeg har nogle oplysninger om den biologiske familie, der mangler kilder. Det kan jeg ikke holde ud. Slægtsforskning uden kilder er mytologi. Jeg har formodet, at oplysningerne stammer fra adoptionssagen, men jeg vil gerne være sikker. Og måske kan jeg udlede mere af sagen, end jeg allerede har noteret. Der var engang, der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det unødvendigt at notere.

I nogle år har jeg ikke turdet kravle op på en stige for at se, hvad de to store arkivkasser på øverste hylde rummede. Da jeg senest prøvede, havde Parkinsonismen stadig sit tag i mig, og jeg var ved at falde ned. Jeg vidste, at jeg ikke havde smidt adoptionssagen ud, blandt andet fordi det i sin tid kostede mig flere tusinde kroner at få den kopieret på det daværende Landsarkiv på Jagtvej (LAK). Nu til dags hedder det alt sammen Rigsarkivet. I dag tog jeg mod til mig, hentede stigen og kravlede op. Siden da har jeg været begravet i minder.

Kasserne indeholder starten på min slægtsforskning. Det var dengang, slægtsforskningen var papirbaseret, så i kasserne ligger adskillige solide kuverter fra Patent- og Varemærkestyrelsen med påskrift om, hvad der er indeni. Adoptionssagen er der også, og kuverten er stemplet på LAK 16. december 2002. Det var før, jeg begyndte at slægtsforske. Måske var det den, der satte gang i det hele?

De gamle albums

Det vigtigste er albums med 90 år gamle (og også ældre) billeder fra min fars side. Man kan ikke bladre i dem, men er nødt til forsigtigt at vende de stive pap-blade et ad gangen. Min farmor har omhyggeligt skrevet datoer og steder ved adskillige billeder. Det havde nu været bedre, hvis hun havde skrevet, hvem der var på billederne, men det skal jeg nok finde ud af. Jeg vil scanne de vigtigste billeder og medbringe dem elektronisk, når jeg forhåbentlig skal besøge min fars ungdomskæreste.

Det er mange år siden, jeg renskrev hans breve til hende. fra tiden efter han er flyttet til Brande i Vestjylland, og hun har giftet sig med den mand, Vagn Rasmussen, hun var gift med i 65 år. Brevene er fra starten af 50’erne, og han glæder sig til at komme en tur til København i sommerferien, fordi han er træt af, at de bare siger “a” og “do” derovre.

Min mor skal trods alt have kredit for, at hun har gemt disse ting til mig, og der er virkelig meget. Arkivkasserne er store. Tingene må komme fra hende; i hvert fald ved jeg ikke, hvor de ellers skulle komme fra. Kun én kuvert har påskriften “fået fra mor sommeren 2004”. Psykologen vil måske sige, at min mor derved har vist, at hun har forstået, at han betød meget for mig. Ellers havde hun vel ikke gemt alle de ting?

Fra hendes side er der ingenting.

Genstande fra min far og hans søster

Kasserne rummer også masser af det, man vel må kalde “genstande”, der stammer fra min far og hans søster, som var min tante Kirsten. Jeg er klar over, at hun er “faster”, men vi kaldte hende altså “tante”.

Jeg synes, det er skønt at have hans møgbeskidte frihedskæmperarmbind, ungdomsbillederne og manchetknapperne.

Der er masser af omhyggelige tegninger, karakterbøger (UG-dreng og nr. 6 ud af 27 i klassen), indtegningsbevis for optagelse i lægdsrullen, det første kørekort, personnummerbeviset, en servietring i sølv med dåbsdato og en regnestok fra Tyskland, hvor han uddannede sig. Og meget mere. Der er en brugsanvisning til regnestokken; jeg ville aldrig få et brugbart tal ud af den. Det er altså nemmere med Excel, men det havde han næppe været enig i.

Genstandene fra hans søster er ikke helt så spændende, men et fingerbøl og et temmelig grimt kobberaskebæger er alligevel sjove at have.

Nu skal adoptionssagen læses

Nu går jeg i gang med adoptionssagen, og jeg er spændt på, om jeg finder noget nyt. Adoptionsbevillingen er der også og de biologiske forældres navne står i den. Det er det simple svar på, hvordan jeg i sin tid fandt frem til dem, eftersom jeg fik adoptionsbevillingen med i bagagen, da jeg flyttede fra Bornholm.