Bjørn Afzelius

Sång til friheten

Man skal kunne se og mærke forskel

Var Kai en gammel eller tidligere kollegiekammerat? Svaret er “begge dele”. Vi er begge blevet gamle – jeg er 54 år, han er 67 år – men vi er også tidligere. Vi mødtes i dag til en rigtig dejlig snak og lidt mad på Torve Caféen i Hvidovre. Facebook kan opretholde kontakter! Det var dejligt og hyggeligt. Vi har senest (men ikke sidst) mødtes i ca. 1996, men det kan jeg ikke rigtig huske.

Vi talte om gamle dage, om minderne, om det fantastiske og om det, der bragte os igennem de svære stunder. Gårdmiljøet på Amagerkollegiet var en kæmpe støtte for det, vi hver især baksede med. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at flytte i en form form for olde-kolle. Det skulle være modelleret over kollegiet: fællesskab, når det er rart, og mulighed for at trække mig tilbage, når jeg har fået nok af snik snak. Det er bare rasende dyrt, når det skal være i Københavnsområdet, og det skal det.

Hvad ligger der i “Sång til friheten”?

I går skrev jeg om min største platoniske kærlighed nogensinde og “Sång til friheten” af Björn Afzelius. Det kan synes indforstået, hvis man ikke lige var i gård 78 og/eller gård 80 på Amagerkollegiet i netop de vigtige år fra 1981 – 1990. Derfor finder du teksten herunder. Det kan være, den klargør det hele en anelse:

“Du är det finaste jag vet
Du är det dyraste i världen
Du är som stjärnorna
Som vindarna
Som vågorna
Som fåglarna
Som blommorna på marken

Du är min ledstjärna och vän
Du är min tro, mitt hopp, min kärlek
Du är mitt blod
Och mina lungor
Mina ögon
Mina skuldror
Mina händer och mitt hjärta

Friheten är ditt vackra namn
Vänskapen är din stolta moder
Rättvisan är din broder
Freden är din syster
Kampen är din fader
Framtiden ditt ansvar”

Her er musikken.

Jeg kan ikke læse teksten uden at tænke, at det er den vildeste kærlighedserklæring. Og det er ikke noget, jeg finder på til lejligheden. Sådan har jeg haft det siden ca. 1981! Og det er jo sådan set ganske længe.

Vores liv er jo ændredes uendeligt meget siden. Hendes er ikke længere, og mit er forandret – men substansen? Jeg tror, den stadig findes. Og det er en rar tanke.

Sång til Friheten

Björn Afzelius

Min musiksmag gik i stå sidst i 80’erne eller i starten af 90’erne, så jeg er en del år bagud, men det gør ikke så meget, for jeg kan alligevel ikke rigtig holde ud at høre musik. Det sætter sig midt i min hjerne, og jeg kan intet foretage mig samtidig. Jeg evner ikke det, der på fagsprog kaldes “delt opmærksomhed”. Enten hører jeg musik eller også producerer jeg et eller andet. Det, jeg producerer, er jo som regel en eller anden form for webindhold. Så summa summarum: der kan gå mange måneder mellem jeg prøver at høre et eller andet. Jeg har ellers overspillet mine ca. 300 cd’er til min computer, så jeg har masser af muligheder.

De stærkeste minder går til årene med især Björn Afzelius, som vi lyttede til på kollegiet (Amagerkollegiet forstås). Sommerlørdage forflyttedes til Femøren til en æra, hvor Björn Afzelius, Anne Linnet, Lis Sørensen et. al endnu ikke var blevet for velbeslåede til at svinge plektren i det fri. Det var fantastisk. Solen skinnede hver lørdag. Der manglede ikke kolde pilsnere.

Selv arbejdede jeg nede i vores lokale Irma. Vi lukkede kl. 14:00 (det var også dengang, vi selv tastede priserne ind på kasseapparatet. “Den gule mel”, 2 kg., kostede 7,95 kr. 🙂 ), men jeg nåede alligevel altid at komme med på Femøren.

“Sång til Friheten” (vist opr. 1979)

For mig er musik først og fremmest lig minder/erindringer. Måske er det derfor, jeg ikke kan holde ud at høre så meget af det: der er for meget, der – på godt og ondt – vælder frem? Så er stilheden faktisk bedre.

Jeg havde gennem 34 år en veninde, som var mit et og alt. Og det var i vidt omfang gensidigt. Venskabet opstod på Amagerkollegiet. Vi fulgte hinandens liv i modgang og medgang. Det var magisk, givende, fyldt med kærlighed og meget andet fantastisk, men det var også svært, for det var også ulige.

“Sång til Friheten” var “vores sang”, og hvis du har én, du deler en sang med, behøver jeg ikke frembringe flere ord. Du ved det bare.

Da jeg blev syg, overlevede venskabet ikke. Hun syntes, jeg var blevet min sygdom, og det kan der sikkert være noget rigtigt i. Psykologen sagde, at det ofte gik sådan. Det betyder bare ikke, at det er blevet lettere at lytte til “Sång til Friheten”.

Jeg prøver at tænke på alle lørdagene på Femøren i stedet.

3. juni 2017/6 Kommentarer/i Generelt, Rejser /af StegemüllerGenerelt, Rejser

Årene styrter afsted

Thunderbird

Thunderbird er navnet på mit mailprogram; det er Open Source og særdeles kraftfuldt. Det kan blandt andet afspille en lydfil, når der kommer en e-mail. Jeg har faktisk aldrig kunnet få det til at fungere før, men i dag lykkedes det. Filtypen skal være .Wav, og man klipper en lille bid ud med det gratis Audacity. Jeg vil jo ikke høre alle tre minutter, bare fordi der kommer en enkelt mail.

Så kom det “svære” valg: Hvilken lydfil skulle bruges? Det er flere år siden, jeg overspillede alle min CD’er til computeren. Det vil sige, at det er nemt at skaffe overblik.

Jeg endte med Bjørn Afzelius og Globetrotters’ “Tankar i Ligurien”. Det er musik, der sætter tanker og minder i gang.

Afzelius var hverdagskost på Amagerkollegiet i 80’erne. Han og Globetrotters var nærmest et “must”. Af billedet fremgår, at “Tankar i Ligurien” er fra 1980. Jeg kan slet ikke begribe, at det er 37 år siden. Det er det, der får mig til at kalde dette indlæg for “Årene styrter afsted”. Jeg kommer til at føle mig gammel.

Sommerlørdage blev brugt på Femøren (et udendørs spillested på Amager) med: Afzelius, Anne Linnet, Lis Sørensen, Anne Grete, C. V. Jørgensen mv. Jeg kan stadig teksterne, og jeg bliver lidt vemodig, når jeg hører dem igen. De er billeder fra en svunden tid.

Amagerkollegiet

Vi var en del, der holdt sammen, som var vi en familie, og jeg nød godt af det. De andre var ældre end mig, men tog mig på en eller anden måde under deres vinger. Der var tryghed at finde på Amagerkollegiet, og jeg har ofte tænkt på, at den boform kunne være noget for mig igen: At have sit eget men også at have fællesskabet lige udenfor døren.

Min virkelighed før kollegiet var et et år i et lejet værelse med udsigt til en baggård på Nørrebro hos en form for kusine og et rengøringsjob i den nærliggende “De gamles by” Min såkaldte familie sendte mine ting pr. efterkrav fra Bornholm efter jeg havde taget natfærgen med min lille kuffert. Jeg kunne lige nøjagtig betale for det. Jeg har altid syntes, at det var lidt mærkeligt for nu ikke at sige u-kærligt. Hvis jeg fortæller det til nogen, tror de mig knap.

Et langt venskab

På billedet (som ikke særlig godt, men jeg har ikke andre) er det Helle til venstre og mig til højre. Det er fra 1984 i gård 80 på Amagerkollegiet. Følelsen af at være i en form for familie grundede sig især i fællesskabet/venskabet med Helle. Vi har rejst Grækenland og Spanien tyndt sammen, og jeg har så mange gode minder om de år. Vi nåede at være tætte venner i 34 år. Der var også svære ting, men jeg prioriterer de gode minder. Helle findes ikke længere. Jeg håber, hun er kommet til den himmel, som jeg jo tror på.

Indlæg