/12 Kommentarer/i , , /af , ,

Morfar

Der var så dejligt ude på landet

Egentlig tilhører denne tekst H. C. Andersen i “Den grimme ælling”: “Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk …”

Nu har Helle Juhl imidlertid udgivet en bog med denne titel, og jeg har bestilt den, for den handler om “det 20. århundredes bondeland. Fra tiden omkring første verdenskrig til slutfirserne og med vægten lagt på de mennesker, der fødtes, levede og døde i det”. Min overlæge i Distriktspsykiatrien foreslår, at jeg læser en bog for at se, om jeg kan huske handlingen; nu kan jeg så parre det nyttige med det behagelige. Jeg synes, det er meget spændende at læse om den tid, mine aner levede i; det giver kød på slægten. Slægtsforskning, der består af lutter datoer og lokaliteter, er temmelig kedelig.

Min morfar Carl Frederik Kristensen var husmand i Skærlund, der er en lillebitte lokalitet i Brande sogn.

“Carl Frederik Christensen uddannedes ved landbruget hjemme, overtog 1918 efter moderen fødehjemmet med et tilliggende på 54 tdr. land, drev dette indtil 1925, arbejdede derefter ved forskelligt, blandt andet ved skærveknusning og tørvegravning, var 1944-1949 formand for Stakroge Tørvefabrik, havde en kort tid en ejendom på 11 tdr. land i Blåhøj og virkede derefter i mange år ved Specialbeton i Odense”.

Sådan er han beskrevet i den slægtsbog, der blev udarbejdet af firmaet Dansk Slægtsforskning, Fredericia i 1977 “Slægtsbog for efterkommere efter JOHANNES FREDERIK SCHIØTT, møllejer i Hastrup Mølle, Thyregod Sogn, født 1800.” Der står i bogen ikke noget om, at morfar gik på tvangsauktion med den lille ejendom, fordi han – for at mekanisere sit landbrug – havde forgældet sig op over skorstenen med køb af moderne maskiner. Hans far havde drevet landbruget på gammeldags vis med heste til at spænde for, og ham selv gående bagved for at så. I 1925 var gælden 1½ gang værdien af ejendommen, og panthaverne havde reelt ikke længere nogen sikkerhed.

Hvad der heller ikke står noget om i slægtsbogen er, at han på betonvarefabrikken sled sig selv op, så ryggen til sidst ikke kunne mere, og hørelsen var ødelagt af larmen fra de mange maskiner. Da han havde 25 års jubilæum, fik han et elektrisk vækkeur … Alle årene i Odense boede han i verdens mindste lejlighed “over gården”– den var vel ca. på størrelse med et kollegieværelse.  Han havde fx ikke en ovn, for det var der ikke plads til i det mikroskopiske køkken, men han kunne som ingen andre stege en flæskesteg i en gryde, og den var med sprød svær!

Da han holdt op med at arbejde på betonvarefabrikken og gik på pension, købte han en større kolonihave og opførte nyt hus på grunden. Det gik bare ikke, for helbreddet var blevet for dårligt. Han solgte den så til min mor. Han kom til at bo i en ældrebolig, men han var meget ensom der, for der var jo ingen, han kendte.

Han kom så til at bo hos os på Bornholm, og det gjorde ikke situationen bedre. De installerede ham i et nordvendt baglokale til et butiksareal, og der sad han så dag ud og dag ind – ensomheden var ikke blevet mindre. Han var nærmest en pestilens for familien. Han kunne ikke mere, kroppen var stået af. Han kunne fx end ikke komme ud i haven med sit gangstativ. Jeg giver ikke ret meget for tanken om, at de gamle og børnene skal bo sammen, jo måske hvis der er flere humane ressourcer og reel kærlighed til den gamle, men det var der ikke i dette tilfælde. Han endte sine dage på plejehjemmet i Svaneke, og det var måske bedst sådan.

Mine bedsteforældre blev skilt omkring 1956. Jeg har altid haft det godt hos både morfar og mormor; de var begge meget nærværende, da jeg var barn. Jeg kan huske, at jeg som ca. 5-årig gik med mormor i haven i Brande og såede, og under dette spurgte jeg hende, om hun nogensinde havde været gift. Hun svarede, at hun da havde været gift med morfar. Det kunne jeg slet ikke forestille mig, for hun talte altid så grimt om ham.

På billedet herunder – som jeg kalder “Morfar høster” – er det morfar siddende bag aflæggeren (maskine som skærer kornet af og lægger det i neg) og hestene. Hvem den stående mand er, ved jeg ikke, men kvinden er hans søster Thora Karoline.

/42 Kommentarer/i , /af ,

Barn af uønskede forældre

Her er historien

Jeg advarer om, at dette indlæg er langt. Jeg vil også gerne understrege, at formålet med dette indlæg ikke er at blive ynket.

I mit seneste indlæg løftede jeg lidt af sløret for mit livs historie, så nu kan I lige så godt få resten af historien om mit mærkelige liv:

Jeg er født i 1963 og er altså i skrivende stund 51 år. Min biologiske mor var kun 17, da hun fik mig, og fødte derfor med et “forhæng” for underlivet, så hun ikke kunne se mig.  Jeg var resultatet at et one-night-stand, og der blev ført retssag om fadderskabet. Jeg har altid respekteret hende for at have gennemført svangerskabet, og for at have afleveret mig til børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup, hvor jeg var i 2½ år. Hun kunne lige så godt have spist brun sæbe eller fundet på en anden metode til at afbryde svangerskabet. Det lille broderi på billedet er fra et håndklæde, som jeg fik, da jeg besøgte stedet i 2003. Det er nu en vuggestue, men de havde gemt lidt fra Dear Homes æra.

Jeg kom fra Hellerup til mine adoptivforældre i Skjern i Vestjylland i 1966, og jeg var der et meget ønsket barn. Min far Jørgen var infertil og 41 år, da de fik mig, og det var primært ham, der ønskede at adoptere, bl.a. fordi han var 13 år ældre end min mor Jytte. I 1967 flyttede vi til Brande, der også ligger i Vestjylland. Jeg var “fars pige”, og det er i adoptionspapirerne beskrevet, hvordan han om aftenen tog mig med ned på Martensens Fabrikker, hvor han var direktør – han skulle lige ned og se til “arbejderne”. Vi legede fx gemme i de store rum, hvor man tørrede det klæde, der havde været i appreturen, og han tog mig med rundt til de maskiner, der var betjent, hvor vi så fik “sodevand”. I den periode af mit liv var alt godt: Kærlighed opmærksomhed og økonomisk velordnede forhold.

Min far døde desværre i 1972 som 50-årig, hvor jeg lige var blevet 9 år. Dengang var der ikke noget, der hed sorggrupper eller lignende, og kirken brugte vi som nævnt ikke. Jeg kan ikke selv huske det, men jeg har fået fortalt, at jeg gik på kirkegården og sad foran gravstenen i stedet for at gå i skole.

I parentes bemærket: “Frisen” herunder forestiller 1) Min farfar 2) min far og 3) mig. Man kunne godt forledes til at tro, at vi var blodsbeslægtede, for ligheden er slående – og der er også andre end mig, der får øje på det.

Da vi boede i en tjenestebolig, havde min mor tre måneder til at finde noget andet at bo i. Via en kontaktannonce mødte hun en mand fra Odense, hvor vi flyttede ind. Lidt ondskabsfuldt kan man sige, at det var en fiks måde at løse boligproblemet på. Det holdt ikke ret længe, og vi flyttede til Vollsmose i januar 1974, som dengang var noget helt andet end i dag. Det var en god lejlighed, og vi havde det godt. Min mor, der ikke havde nogen uddannelse, fik job hos Billenstein i Mageløs i Odense. Jeg tror, pengene var små, men som sagt havde vi det godt. Jeg startede på fritidshjemmet Pyramiden i Vollsmose, men ville faktisk hellere være hjemme og læse bøger eller lave lektier – jeg var god i skolen. Det introverte kom til udtryk i en tidlig alder 🙂

På et tidspunkt i løbet af foråret 1975 mødte min mor endnu en gang en mand via en kontaktannonce, og allerede inden de blev gift den 26/4 1975 i Rønne Kirke begyndte det at gå galt. Han var det, vi i dag kalder pædofil – og han var folkeskolelærer. Han tilbød mig fx penge for at gå i bad med ham (jeg var 12 år!), og han gik konstant rundt i åbenstående slåbrok med hele “dikkeværket” til frit skue, så snart min mor ikke var hjemme; han havde jo i modsætning til hende tidligt fri som lærer. Jeg kan ikke huske mere af den slags fra det år, men jeg kan huske, at jeg fortalte det til hende, og at der var en vældig opstandelse i en dag eller to. Herefter skete der absolut ingenting, og hun fulgte aldrig op det, og hun spurgte aldrig til, om det var “gået over”. Da jeg tog kontakt til hende i 2003 efter 22 års fravær, spurgte jeg hende, om hun vidste, hvad der var foregået fra 1975 til 1980. Det bejaede hun. Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke havde grebet ind? Svaret var, at det kunne hun ikke overskue med to børn (jeg har en halvbror fra 1976). Havde jeg været mor og vidende om den slags, havde jeg smidt svinet ud med det samme.

Vi flyttede til Sydfyn i julen 1975, hvor overgrebene eskalerede, og hvor min mor samtidig begyndte at opbygge et alkoholmisbrug. Da hun gjorde barsel med min halvbror i marts 1976 og var på Odense Sygehus i to uger, var der frit spil, og det udnyttede han. Fx blev jeg lovet en knallert, hvis jeg suttede den af på ham (undskyld sproget – men jeg kender ikke det latinske ord) – jeg ville jo gerne have en knallert, men jeg gjorde det ikke. Han ville også have mig til at sidde nøgen på en stol; jeg kan ikke huske formålet; jeg lovede, at jeg ville gøre det, men jeg holdt ikke løftet. Efterfølgende refererede han ofte til brudte løfter i generelle vendinger overfor min mor i mit påhør. Jeg skulle vel føle en eller anden form for skyld. Ellers brugte han det meste af tiden, hun var indlagt, på at sidde i stuen og læse pornoblade eller se pornofil som smalfilm.

Min mor gjorde på det tidspunkt rent om morgenen på lægehuset i Assens, og jeg kæmpede altid for at komme med og hjælpe for ikke at skulle være alene med ham. Det undrer mig, at hun ikke lagde to og to sammen. Måske vendte hun bare det blinde øje til endnu en gang?

Sommeren 1978 flyttede vi til Bornholm, hvor han havde været under krigen og af en eller grund havde et nært forhold til. Jeg har tit tænkt på, hvorfor vi så ofte flyttede, og jeg har mine egne teorier – måske var der noget, der var uforeneligt med at være folkeskolelærer? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg har gået på fem forskellige folkeskoler.

Først boede vi i Vestermarie, men etablerede os derefter i Svaneke – den dag i dag hader jeg Bornholm, selv om øen i sig selv er uskyldig. Huset var i tre etager. Øverst lå (sove)værelserne og i stueetagen badeværelset. Hver morgen var jeg bange for ikke at vågne ved vækkeuret, for nåede jeg ikke ud af sengen, stod han ved min seng og blottede sig. Nåede jeg ned på badeværelset, stod han i døren og var ikke til at slippe udenom. Min mor stod aldrig op om morgenen, måske sov hun rusen ud? Køkkenet lå på 1. sal, og da jeg havde overtaget en stor del af husholdningen og pasningen af min halvbror, var det også mig, der sørgede for at dække morgenbordet. Var jeg ikke hurtig nok ved køkkenskabene, trængte han sig ind på mig bagfra, og det var ikke muligt at slippe væk. Jeg kan stadig fornemme lugten af sure cerutter  og gammel morgenkåbe.

Min mors drikkeri tog til, så det nu var hverdagskost. Et rum i en udlænge var fyldt med tomme flasker. Den stod på “Pere Medard”, som er noget billigt sprøjt fra 70’erne. Jeg kan huske, jeg engang stod i køkkenet i Svaneke og sagde til hende “Mor jeg bedst lide dig om formiddagen”. Jeg kan ikke huske, hvad hun svarede, men det må da være en voldsom besked at få som mor. De havde ikke ret mange penge, så tvangsauktion var et ord, jeg ofte hørte, men der var råd til “Pere Medard” og “Brøndum Snaps”, som jeg selv bar hjem fra købmanden. Jeg var bange for tvangsauktionen, fordi jeg forestillede mig, at det var ligesom på gamle billeder, hvor man var sat fra hus og hjem og kun havde nogle få ejendele på en trækvogn. Så galt gik det heldigvis ikke.

Jeg var skarp i skolen og kom tit hjem med 13-taller, men det var ikke interessant. Jeg var kun en byrde, når jeg ikke var husholderske mv. Jeg kan stadig huske en eftermiddag, hvor de talte om, hvordan de kunne gøre mig arveløs. Der var lige noget jura, de ikke havde styr på, for der er noget, der hedder tvangsarvinger. Deres planer for min fremtid var nærmest ikke-eksisterende, og snakken gik på, at jeg kunne komme på en af fiskefabrikkerne i Rønne. Selv var jeg klar over, at jeg skulle noget andet og mere.

Den 1. august 1980 pakkede jeg en kuffert og sejlede med Poul Anker til København. Jeg havde fået lov at bo på et værelse hos en slags kusine i Dagmarsgade 5 på Nørrebro, og jeg skulle gøre rent i De Gamles By på deltid. Jeg var lykkelig, og havde det som en fugl, der slipper ud af et bur. Mange års helvede var slut.

I 1981 skrev jeg min mor et brev og fortalte hende om alt, hvad der var foregået. Hun reagerede ikke, så jeg ringede hende op. Det var ham, der tog telefonen, og beskeden var, at “den slags svineri, vil vi ikke have”. Og så var det, der gik de 22 år uden kontakt – og det var helt sikkert bedst sådan. I 2003 forsøgte jeg at etablere et eller andet forhold til min mor, men det gik ikke, da hun blev ved med at referere til ham. Det holdt jeg ikke ud. Og så var det, jeg først så hende som et lig i 2006, og hvor jeg kom til begravelse uden en afdød. Hun døde for mig allerede i 1975. Som beskrevet i et andet indlæg tilgav jeg hende aldrig – det har jeg overladt til Ham deroppe.

Jeg har brugt mindst 100.000 kr. på psykoterapi – og det har været nødvendigt.