Mit liv på nettet

Det kan være, du har undret dig over/væmmedes ved, at jeg deler mange ting angående min opvækst på internettet. Svaret er, at det er en hjælp til mig selv, og hvis du har lyst at kommentere – både positivt og negativt – er det en yderligere hjælp. Det skrevne ord af- eller bekræfter mine teser om, hvad der skete i hine tider. Samlet set er det et forsøg på at komme videre. Hvis det ikke lykkes denne gang, lykkes det aldrig, og derfor er jeg gået fuldblods ind i kampen denne gang.

Jeg skriver altid om alle aspekter af mit liv, både dengang og nu, og derfor kan det komme til at virke som en omgang “selvudleverende bavl”. Sådan er det imidlertid ikke ment. Det er en balanceakt.

Synnøve Søe

Jeg har ikke den mindste lyst til at havne som en ny Synnøve Søe, der med “Fars” udleverede sig selv og sin familie. Psykologen siger, at det behøver jeg ikke at frygte. Men jeg er i tvivl. Trods tvivlen skriver jeg videre, for det er en hjælp for mig. Fx skrev Henny, at jeg burde tilgive min mor. Det er et fint input, og jeg er enig, men jeg kan ikke.

Jeg kan et eller andet med ord, og jeg elsker at jonglere med dem. Finde de, der passer bedst, at lave ordspil, ordleg mv. Sådan tror jeg ikke Synnøve Søe har/havde det.

Den danske ordbog: “Relikvier: Rest af noget som har tilhørt eller haft forbindelse til en hellig person (fx en knogle, et stykke tøj eller en træsplint), og som menes at indeholde noget af personens hellighed.”

Jeg har gemt min fars Ole Bole (1928), Børnenes danske læsebog ( 1927), Landsbyskolens Regnebog (1928) og Den danske væveskole 1916 – 1941.

For mig er de relikvier, omend min far – trods alt – ikke var en hellig person – det var kun for mig, han var noget ophøjet. Bøgerne ville måske være penge værd i dag, men om jeg så fik 100.000 kr. pr. styk, ville jeg ikke sælge dem. Jeg er min mor meget taknemmelig for, at hun gemte dem til mig.

Inde i en af dem ligger et postkort fra min far til min mor. Han var på tjenesterejse til vistnok Østrig og skrev i 1966 hjem til “Fru Jytte Stegemüller” med kærlig hilsen “Din Jørgen”. Jeg synes, det er rørende, og det glæder mig at se det. Jeg slæbte bunken med ud til psykologen i går. Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg ville med det, men hun satte ord på: det er at se en kærlighed, og det er at skaffe vidner til sit liv. Det giver god mening for mig.

Jeg synes, vi rykker, og det er jeg virkelig glad for. Endelig kan jeg måske blive fri. Jeg har prøvet så mange gange, men det har ikke virket. Anette har tanker om, at det først lykkes, når man er klar. Herudover er hun ikke bange for at have en klar holdning, nemlig at “han” var psykopat. Sådan har jeg aldrig tænkt det før. Der er ingen, der tidligere har haft mod til at sige sådan. Hun siger “Han tændte på magten, han havde over jer” (dvs. min mor og jeg).

Jeg er så vanvittig træt af min fortid, så jeg knokler på, det bedste jeg kan. Det er nu eller aldrig. Det skal lykkes nu. Jeg tror også på, at det vil lykkes denne gang. En sideeffekt er, at det ser ud som om “filmen” med min død og begravelse lige p.t er reduceret til douce farver og lavere lyd. I går var der faktisk en periode, hvor den slet ikke var der. Jeg tør slet ikke tro det…

Dødsangst eller livsangst

Der er ingen tvivl om, at filmens kerne (i live eller ej) drejer sig om kontrol eller ikke-kontrol: Kunne jeg dengang ikke holde til mere, kunne jeg da i hvert tilfælde snyde dem alle ved at beslutte ikke at være her mere. På den måde kunne jeg bevare kontrollen til den yderste dag. Jeg tænkte det første gang, da jeg var 14 år gammel, hvilket jeg synes, er skræmmende.

Hun siger også noget andet, der er skærende i sin egen logik: Det vanvittige daglige pres i årene fra 1974 – 1980 lukker op for den bipolare lidelse – animerer den. Det stemmer fuldstændig med, hvad speciallæge Pia Glyngdal (tidligere klinikchef på Psykiatrisk Center Hvidovre) skrev i sin erklæring oktober 2015. Der er simpelthen evidens for, at stress og pres udløser den bipolare lidelse. Jeg levede på kanten og under et vanvittigt pres fra 1974 til 1980. Jeg forstår egl. ikke helt, hvordan jeg kom igennem det. Havde det ikke været meget lettere at tage den direkte vej? Jeg ved ikke, hvad der holdt mig oppe – måske bare en stærk livsvilje selvom den var krydret med en stærk livsangst? Livsangst står ikke i ordbogen, for det findes ikke, men det er ikke så svært at fatte…

Fremtid på arbejdsmarkedet

Jeg står, hvor jeg står, og jeg tror på det. Det vil lykkes denne gang! Jeg skal lige have det med jobbet til at falde på plads også. Hvis de ikke fastansætter mig, er de nogle hundehoveder… Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, men jeg kan ikke trylle. Sker der ikke et eller andet, må jeg i gang med at udnytte mit netværk – og det vil  givet fald være Sune Lyng i hans nye job i Dansk Industri. Jeg er ikke for fin til at bede om hjælp! Han har hjulpet mig før, han ved, hvad jeg kan, måske er han villig endnu engang? Jeg kommer med tiggerstaven, men det må så være sådan.