Tag Archive for: Sociale medier

,

Det ruller – Børnehjemmet på Sofievej 26

Det ruller - Børnehjemmet på Sofievej 26

Følelser og ihærdighed giver resultater

Det ruller – Børnehjemmet på Sofievej 26

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal ende og begynde. Jeg har bare behov for at fortælle følgende, der bla. indeholder, at jeg nu sidder her med 16 originale s/h fotos af livet på “Dear Home”!

Siden onsdag den 17. april, hvor redaktør Jesper Bjørn Larsens redaktionelle artikel var i lokalavisen “Villabyerne”, er der tilføjet adskillige brikker til mit personlige puslespil.

Nogle vil måske kalde min tilgang i denne sag for “følelsesporno” – men dem om det. Jeg har følelser i puslespillet, og dem er jeg stået frem med i de formuleringer, jeg bevidst har anvendt.

Det er langt fra min sædvanlige skrivestil, men når man beder om andre menneskers hjælp, bistand og tid, må man også fortælle, hvorfor man gør det. Lige der er man styret af sine følelser. Gør det noget?

Det er fx formuleringer som:

  • Det betyder, at jeg har en lakune i mit liv. Jeg kan umuligt lægge puslespillet uden hjælp udefra. Og det er det, jeg behøver jeres bistand til.
  • Jeg vil være så glad, hvis I vil læse …
  • Rigsarkivet har ingen oplysninger. Det er forsøgt, og jeg ventede 2½ år på svaret …
  • Kære både “Danmarks Forsorgsmuseum” og “Retten til egen historie”. Jeg håber sådan …

Og det har (sgu) virket! Nogle af de mennesker, jeg har haft kontakt med via alle mulige medier og platforme (Facebook, min egen hjemmeside, telefonopkald osv.) har foreslået flere mulige tilgange. Og de mest lovende har jeg fulgt.

  • En slægtsforskerkollega foreslog “Danmarks Forsorgsmuseum”, hvor jeg har fået en aftale om et virtuelt møde med museumsinspektøren på torsdag den 25. april kl. 10:30.
  • Jesper Bjørn Larsen fra “Villabyerne” foreslog Gentofte Lokalarkiv, der har fået en mail. Her mangler jeg fortsat svar.

Det er helt vildt. Jeg synes aldrig, jeg har prøvet noget lignende.

Da jeg gik i folkeskolen, skrev en eller anden på en af mine fem skoler om mig, at jeg var “kværulerende” i gymnastik. Når man lige vender medaljen (eller hvad det nu end kaldes) fra ordet “kværulerende”, svarer det til “stædighed” eller “ihærdighed”. Da jeg engang for længe siden skrev ansøgninger, inkluderede jeg altid ordet ihærdig i afsnittet om egenskaber. Det kan jeg stadig stå inde for. I denne sag er det umådelig praktisk.

Jeg har også fået tips, der ikke var så anvendelige. En foreslog fx at tage en DNA-test. Jeg blev nødt til at svare, at DNA-tests fortæller om antallet af X- og Y-kromosomer ikke om børnehjem 🙂

Mine skræmmebilleder er erstattet af 16 originale og virkelige s/h billeder

Her kommer det vildeste.

Lørdag var jeg til en kop kaffe hos B. i Gentofte

Hun havde været i erhvervspraktik en uge på “Dear Home” i november 1964. Hun forærede mig papirudgaven af “Villabyerne”, så jeg selv kunne se Jespers artikel. Hun kunne fremvise en art anbefaling på stedets brevpapir. Hun fortalte, at hun havde et godt indtryk af stedet, og at det var et rart sted. Der var i alt 29 børn. Det var ikke noget med store stuer med senge i lange rækker. Der var faste teams. Forstanderinden hed Lydia Thomsen.

Søndag var jeg til en hel kande kaffe og nybagt kage hos B. i Taastrup

Jeg har en lydoptagelse på 2:11:14 af vores samtale, hvor hun fortæller om “Dear Home” og om sit virke der. Hun var der i otte måneder fra oktober 1964 til juni 1965, dvs. hun var der, mens jeg var der.

  • Det var et dejligt sted – og hun havde noget at sammenligne med.
  • Personalet boede på stedet.
  • Personaleomsætningen var lav.
  • Der var faste teams. Hun var ansvarlig for fem børn, hun kaldte “sine”.
  • Der var ikke sovesale med senge i lange rækker. Sengene stod adskilt og hver for sig i en stue, der lignede en dagligstue i et rigtigt hjem.
  • Forstanderinden hed Lydia Thomsen men kaldtes ‘plejemor’.
  • Børnene blev formentlig udleverede til adoption til mennesker, de aldrig havde set før.

Hun forærede mig 16 originale s/h billeder! Jeg kan ved selvsyn konstatere, at hun taler sandt. Muligvis er jeg selv på et af billederne af “hendes” børn, men vi er usikre. Der er ligheder, men der er også uligheder. Jeg tager dem med til psykologen den 1. maj, fordi hun er skrap (også) til billedanalyse.

Om jeg er på et eller billederne eller ej er heller ikke så vigtigt for mig. Det vigtige er fx at se en træbarnevogn med plads til otte børn på tur. En stor sandkasse i haven med legende børn. Fem spisende børn omkring et bord. To børn sammen i bad i en lille balje i badeværelset.

Jeg havde jo nærmest forestillet mig børnehjemmene i Nicolae Ceaușescus Rumænien med lange sovesale, og børn der sad uvirksomme i deres senge. Det er et falsum og et skræmmebillede, jeg nu kan pakke væk for altid.

Man skal nok have prøvet dette for til fulde at forstå det.

Jeg bringer her to af billederne, hvor personerne er ret anonyme for ikke at overtræde reglerne i GDPR mv. Du skal glæde dig sammen med mig. (Mere tekst under billederne.)

Det ruller - Børnehjemmet på Sofievej 26

Det ruller - Børnehjemmet på Sofievej 26

Henvendelse til Gentofte Lokalarkiv den 17. april

“Kære Gentofte Lokalarkiv

Angående børnehjemmet “Dear Home” Sofievej 26 i Hellerup

Jeg vil være så glad, hvis I vil læse dette link: https://stegemueller.dk/boernehjemmet-paa-sofievej-26-i-hellerup-2/ der blandt andet rummer en efterlysning fra i dag (den 17/4-2024) i “Villabyerne” af et menneske, der kan fortælle om de generelle forhold på “Dear Home”. Jeg har ingen forventning om, at nogen kan huske lige præcis mig.

Jeg var på børnehjemmet fra 1963-1966. Rigsarkivet har ingen oplysninger. Det er forsøgt, og jeg ventede 2½ år på svaret …

Ligger I inde med materiale, der kan være med til at kaste lys over de første tre år af mit liv?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Henvendelse til “Danmarks forsorgsmuseum” og “Retten til egen historie” den 18. april

Sagen har jo udviklet sig noget, siden jeg skrev til dem, idet jeg nu har fundet en medarbejder (men jeg vil naturligvis gerne have kontakt med flere!) Det, der nu vil være umådelig interessant at få deres hjælp til, er journaloplysninger af en eller anden slags. Der jo stå noget et eller andet sted.

De har jo nok mere forstand på at samle information, end jeg har. I den indledende korrespondance foreslog de fx en egenaccess hos det daværende Skjern Kommune. Det har jeg aldrig overvejet.

Der er bare den hage ved det, at jeg engang har forsøgt at få at vide, hvornår jeg fik folkeregisteradresse der for at finde ud af, hvor længe jeg var på “Dear Home” men da jeg åbenbart ikke står på folkeregisterkortet, svarede de, at der havde jeg aldrig boet. Det hjalp ikke, at jeg kunne fortælle, at en af mine tidligste erindringer er, at jeg stod på reposen på Park Allé 4 og kiggede ud 🙂

“Kære både “Danmarks forsorgsmuseum” og “Retten til egen historie”

Jeg håber sådan, at I begge vil tage jer tiden til at læse vedhæftede link. Det rummer blandt andet en artikel i lokalavisen “Villabyerne” fra i går den 17. april 2024. Jeg er gået viralt for at prøve at finde en medarbejder på “Dear Home” fra perioden mellem 1963 og 1966.

Jeg, der er en erfaren slægtsforsker gennem mere end 20 år, har opgivet at lægge puslespillet i min egen historie, så nu søger jeg hjælp hos jer, som sidste skud i bøssen.

Jeg var på “Dear Home” fra 1963-1966, og jeg søger generel viden om stedet. Det vil være for meget forlangt, at nogen skulle kunne huske lige præcis mig. Det er også uden betydning.

Egenacces hos RA [slang for ‘Rigsarkivet’] har været resultatløs. Jeg ventede 2½ år på en journal, der kun rummer kun indleverings- og udleveringsdato samt adoptivfars navn og adresse. Facebook, LinkedIn osv. er forsøgt. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man ingenting har skrevet om børnene, men det kan selvfølgelig være kasseret i forbindelse med stedets lukning.

Hvad vil I foreslå mig at gøre?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Opdatering om “plejemor” efter inspiration fra en slægtsforskerven Mike Lyng

Plejemor døde, mens B. var ansat, så det krævede bare et enkelt opslag i Hellerup Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, som resulterede i følgende:

“Nr. 9.
1965 23. marts Københavns amts sygehus, Gentofte.
1965 27 marts Holmens Kirkegård, København.
Thomsen, Lydia Marie
Forstanderinde, boende Sofievej 26, Hellerup – født i Esbjerg den 18 september 1907, ugift.
57 år.
Præst: Niels Mann
Nordre Birks skifteret 25/3 1965, bo nr. 606.”

Kilden er her.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysning i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne”

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysningen er i dag bragt som en redaktionel artikel på Sjællandske Nyheder på forsiden af deres hjemmeside (desværre bag betalingsmur) og på forsiden af Villabyernes papiravis (Gentofte- og Hellerup-området).

Jeg skrev til dem og sendte et link til min første artikel og spurgte, om de ville hjælpe mig.

Redaktør Jesper Bjørn Larsen fra Ordrup vendte hurtigt tilbage og spurgte, om jeg foretrak et læserbrev eller en redaktionel artikel? Jeg foretrak selvfølgelig en redaktionel artikel, da mit gæt er, at succesraten er højere ved en sådan end ved et læserbrev.

Jesper har været utrolig sød og hjælpsom. Jeg tror, han finder min historie interessant, og at det er årsagen til, at han gerne vil hjælpe.

Hvis vores fælles forehavende lykkes, har jeg lovet at give kager, og så skal vi på besøg på adressen, hvor der nu er en vuggestue. Eller rettere: det var der i sommeren 2006. Der kan være sket meget siden da.

Hvis det lykkes, skylder jeg også psykologen kager, for idéen var hendes. Den slags er jeg ikke tilstrækkeligt idérig til.

Jeg er allerede blevet ringet op af en ældre herre fra Ordrup. Han vidste ganske vist ikke noget, men ville gerne sætte sine jungletrommer i gang. Hans datter arbejder i en institution i Hellerup. Hun har måske set et billede af Tordenskjold …

Der da være nogen og noget

Jeg kan ikke forestille mig, at der slet ikke findes nogen, der kender stedet – eller bare kender nogen, der kender nogen. Det kan være en søn eller datter af en medarbejder, eller et barnebarn af en medarbejder, en nabo eller … Bare en eller anden – gerne flere.

Jeg kan heller ikke forestille mig andet, end at man et eller andet sted har skrevet noget om børnene. Vi taler trods alt ikke om stenalderen, selvom jeg er oppe i årene. Det har ikke været i det enkelte barns journal, jfr. at min ikke giver andre oplysninger end ankomst- og udleveringsdato, og min fars navn og adresse. Måske havde man en lille bog, der omhandlede alle børnene på en gang?

Der er selvfølgelig den risiko, at man ved “Dear Homes” lukning ikke har anset materialerne for bevaringsværdige og sendt dem til kassation. Jeg har selv været med til at kassere ting og sager, for man kan jo umuligt gemme alt.

  • Giver artiklen intet, foreslog Jesper Bjørn Larsen Gentofte lokalarkiv. Det er god idé.
  • Da jeg for mange år siden (2005 eller 2006) lokaliserede adoptionssagen, var jeg fuldkommen grøn udi arkivvæsen og arkivalier. Jeg anede ikke en brik om noget, men jeg fik et tip om at henvende mig til “Forsorgsmuseet” i Svendborg, der dengang var ledet af Maria Rytter, som guidede mig på sødeste vis. Og jeg fandt sagen! Hun er sikkert gået på pension, og jeg ved, institutionen har skiftet navn, men den må kunne findes, da jeg ved, den fortsat ligger i Svendborg. De kan måske give nogle tips eller måske ligefrem have konkret viden. Der være nogen, der ved noget om “Dear Home”.

Da jeg stadig skrev ansøgninger, plejede jeg at skrive, at jeg var “ihærdig”. Det er et lidt pænere ord for pissestædig. Den egenskab tager jeg frem igen. Jeg giver simpelthen ikke op. Det skal lykkes.

Fire skærmprint af artiklen

Redaktøren hos “Villabyerne” sendte skærmprint, idet han ikke havde mulighed for at sende mig et gavelink, jeg kan dele med jer. De fire billeder herunder er de fire skærmprint. Helt kønne er de ikke. Men det fås ikke bedre.

God læselyst.

Ved du noget? Vil du hjælpe? Kender du nogen, der kender nogen?

 

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysning på Facebook

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Gennem mere end 20 år har jeg lagt mange puslespil, men mit eget kan jeg ikke lægge. Det er absurd.

De første tre år af mit liv er der ingen, der kan fortælle om.

Heller ikke da “min mor” levede, var der noget at hente frem fra hjernebarken (som er stedet, hukommelsen placerer “data”). Jeg spurgte hende fx, hvor de havde hentet mig? Hun svarede: “Det var et stort hvidt hus i Nordsjælland.” Jeg kan huske, at jeg svarede “Ja mor, dem er der jo en hel del af”.

Senere fandt jeg selv oplysningerne. Hvis jeg havde hentet et barn et eller andet sted, ville jeg til min dødsdag huske hvor, da det ville være en livsomvæltende begivenhed, hvis jeg i 11 år havde levet i et barnløst ægteskab med en infertil mand. Min far havde haft fåresyge som barn.

Jeg tog hende med derud, da vi i 2003 resultatløst forsøgte at etablere en form for forbindelse efter 22 år uden (1981-2003). Hun kunne udpege, hvor min far havde parkeret Karavellen, hun genkendte panelerne i trappegangen til første sal, og hun kunne udpege, hvor min seng havde stået. Det var det.

Den kreative psykolog

Jeg var hos psykologen i går.

Hun er – i modsætning til mig – enormt kreativ. Og hun forstår selvfølgelig mit ønske om at få viden om de tre år. Der er en lakune, jeg ikke kan fylde op uden en eller anden form for hjælp. Hun foreslog et opslag på Facebook og på LinkedIn. Det lavede jeg på vejen hjem i toget. Hvorfor har jeg dog aldrig tænkt på det? Det er trods alt ikke raketvidenskab.

Opslaget så oprindeligt lidt anderledes ud, fordi nogle begyndte på diverse konspirationsteorier om, at papirerne forsætligt var fjernet eller lå i de forkerte charteques. Man kan forestille sig meget, men det gør jo ikke mig klogere.

Herunder har du den aktuelle version. Hvis du vil hjælpe mig, må du meget gerne dele dette opslag, steder du finder relevant.

“Børnehjemmet “Dear Home”?

Har du – eller en du kender – været ansat der?

Børnehjemmet lå på Sofievej nr. 26 i Hellerup.

Jeg var der fra 1963-1966, og jeg vil så gerne træffe en/flere, der var ansat der for at få generel viden om stedet og processerne. Jeg har ingen forventning om, at nogen kan fortælle noget om præcis mig!

Jeg har via Rigsarkivet indhentet min journal derfra, men der står desværre kun ankomst- og afrejsedato samt min adoptivfars navn og adresse. Hans navn var Jørgen Stegemüller, og adressen var Park Allé 4 i Skjern.

Jeg vil gerne mødes med dig, hvis du findes! Jeg er 60 år, så du er måske et par og 80.

Håbefulde hilsner
Hanne B. Stegemüller”

Facebook når det er bedst

Ind til videre har to søde og venlige mennesker delt opslaget videre i grupper, de selv er medlem af, som hedder “Hellerup før og nu” og en om børnehjem. Et menneske har fortalt, at hun har boet der med sin mor … Det er så godt, og det er Facebook, når det er bedst. Tænk hvis det lykkes mig (og psykologen).

Det vil være som at vinde i en afart af Lotto.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Alene hjemme på nettet

Alene hjemme på nettet

Ny fremragende DR Dokumentar

Alene hjemme på nettet

I aftes så jeg den nye DR Dokumentar “Alene hjemme på nettet”. Det er 45 minutter om, hvad børn og unge ser på de sociale medier, og som er problematisk, fordi de ikke taler med en voksen om det.

Jeg er rystet over, hvad børn ser i måske mange timer hver dag, og dette er ikke et korstog mod børns smartphones. Det er et korstog mod techgiganter, der – trods gyldne ord og løfter – ikke formår at gøre nettet til et sikkert og trygt sted for børn og unge. Men det er også et opråb til de voksne: Interessér dig for dit barns færden på de moderne legepladser!

Børn ser fx:

  • mennesker, der skyder sig selv i hovedet, og børnene hører lungernes sidste rallen
  • mennesker, der dræber, for dernæst at skære lemmer af offeret og afslutningsvist have sex med den døde
  • mennesker der spiller bowling med døde menneskers hoveder
  • børn, der bliver kørt over af racerbiler
  • osv.

Børn opfordres til at sende billeder af pik og patter. De bruger kræfter på at overveje, om de selv har lagt op til, at “samtalen” tog den drejning. Ergo “Er det min egen skyld?”.

I udsendelsen havde man med børnenes tilladelse lavet sammenklip af det, de havde set. Disse klip blev vist til forældrene, og de fleste var ret rystede over det og prøvede at indlede en samtale om det.

Oplevelserne bliver ikke talt igennem med en voksen

De taler ikke med forældrene om det. Det skyldes, at de er bange for, at deres apps (TikTok, Snapchat, Instagram osv.) så kræves slettet eller telefonen konfiskeres, og den frygt er forståelig, for de sociale medier er stedet børn og unge etablerer, opretholder og udbygger venskaber. Det kan vi ikke lave om på, selvom vi måske mener, de burde gå ud at lege eller læse en bog i stedet. Sådan fungerer verden altså bare ikke i dag, og det må vi vænne os til. TikTok, Snapchat mv. er dagens legepladser.

I dokumentaren fortæller mange børn om PTSD-lignende flashbacks, der forfølger dem flere år efter. Når de ligger og skal sove, ser de stadig de modbydelige billeder på indersiden af øjenlågene. Og oplevelserne består, fordi de aldrig bliver talt igennem – måske mange gange – med en voksen, som barnet har tillid til. Skal man af med grimme oplevelser, skal der sættes ord på, og det skal siges højt. 

Hvis børnene taler med nogen om deres oplevelser, sker det typisk med andre børn, der har set det samme. Men børn har jo ikke det samme udsyn og den samme forståelse, som en voksen skal have. Voksne skal levere tryghed. Og de skal være et sted, børnene altid kan henvende sig med alle former for oplevelser.

Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk var i TV Avisen kl. 7:00. Hun sagde meget klogt: “Vi er vant til som forældre at spørge ‘Hvad har du lært i skolen i dag?’. Det skal udbygges med ‘Hvad har du set på TikTok i dag?’ “. På den måde viser man, at man er til rådighed for samtaler om svære emner.

Techgiganternes ansvar

Techgiganterne tjener formuer på de reklamer, der vises på forskellige sociale medier, men de ønsker ikke at være sig deres eget ansvar bevidst. Og ingen af dem har haft lyst (eller mod?) til at medvirke i DR Dokumentaren eller i TV Avisen.

De skriver nok så troskyldigt til Danmarks Radio, at de sandelig gør meget for, at nettet skal være et trygt og sikkert sted også for børn og unge. Den sang har vi hørt i mange år, men der sker ikke noget. Sociale medier er ikke blevet et bedre sted for børn og unge at færdes. Det er en medvirkende årsag til, at Red Barnet har oprettet SletDet Rådgivningen.

Diverse apps fungerer sådan, at har man set en video, får man mere af det samme. Har man set en voldsvideo, et selvmord osv., så fanges det af algoritmerne, hvorpå barnet/den unge får serveret flere tilsvarende videoer. Det er forklaringen på, at adskillige af de 50 interviewede børn og unge siger “Jeg forstod det ikke, for jeg havde jo aldrig søgt på det”.

Alene hjemme på nettet

Kilde: Red Barnet

Et politisk ansvar

Når techgiganterne ikke selv kan finde ud af det eller gider gøre noget ved det, fordi profitten så reduceres, må lovgiver træde til. Der er ikke andre muligheder. Men det er et led i at hindre børns og unges mistrivsel. Og det siger politikerne jo som oftest, at de gerne vil. Nu får de mulighed for at vise det.

Techgiganterne ved alt om os. De ved helt sikkert også, hvor gamle vi er. Det må være muligt for lovgiver at pålægge techgiganterne at stoppe det modbydelige indhold til mennesker under 18 år.

Indtil da må vi som voksne stille os til rådighed. Jeg hverken har eller kender børn. Men jeg lever i den naive tro, at jeg ville kunne finde ud af at stille spørgsmål til det, barnet ser på sociale medier – for det er ikke videoer med katte eller af kager. For den slags får man ikke flashbacks af!


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.