Normalt skjuler man folks identitet.
Det ser jeg ingen grund til at gøre i dette tilfælde, når opslaget fra i aftes ligger frit tilgængeligt.
Du kan se yderligere kommentarer i denne artikel.
Af og til kan Facebook bruges til noget virkelig fornuftigt.
Jeg og andre har snart brugt tre dage på at optrevle min nye halvsøsters og min fælles 3 x tipoldefar fødested og ægteskab, og når jeg nu pludselig har interesserede “kunder” til min elskede hobby og de kære data, skal og vil jeg være ekstra sikker på, at alt stemmer.
Det er vores 3 x tipoldefar Niels Rasmussen, der er fuldkommen umulig at få styr på. Det er et vidunderligt hovedbrud, men jeg er sørme kommet på (over-)arbejde.
Jeg er naturligvis medlem af foreningen “Danske Slægtsforskere“, som blandt andet driver Facebookgruppen “Slægtsforskning“, der i skrivende stund har 26.000 medlemmer. I den gruppe findes nogle virkelig skarpe hjerner. Jeg synes, man bør være medlem af foreningen, når man gerne vil have medlemmernes hjælp i gruppen. Det er sikkert “politik”, som nogle ikke bryder sig ret meget om, da det lugter lidt af solidaritet og fagforening. Men mange nye slægtsforskere ville gå i stå og aldrig komme i gang, hvis gruppen ikke fandtes.
I gruppen sidder nogle af de bedste: de er dygtige tydere af de mest umulige indførsler, de kan finde rundt i skifter og lægdsruller (hvor jeg stadig har deficitter), de kender et væld af søgemidler og de er så uendeligt hjælpsomme. Jeg foretrækker at kunne (lave) tingene selv, men når det vælter for meget rundt med fakta inde i hjernen, når jeg har set mig sur på det og bare mangler inspiration, er det altså skønt at have dygtige mennesker at spørge. Både til drilagtige indførsler men også til inspiration og “oprydning i hjernen”.
Især to af medlemmerne i Facebookgruppen har været hjælpsomme angående Niels Rasmussen (? – 1833) og hans kone Maren Hansdatter (1770 – 1842). De har fundet fine originale kilder frem, og de har korrigeret min opfattelse af reglerne for opkald. Jeg havde overset, at en afdød ægtefælle altid opkaldtes. Så når Maren Hansdatters første ægtefælle hed Mads, skulle førstefødte søn i næste ægteskab opkaldes, hvilket vil sige, at han skulle hedde Mads. Og det gør han! I realiteten skal man tænke det modsat: Hvis man har fundet første søn i det nye ægteskab, og han hedder Mads, kan man være 99 pct. sikker på, at den afdøde ægtefælle også hed Mads. Jeg kan vældig godt lide læreprocesser.
Der findes en fornem bog, som man kan hente kvit og frit i “Slægtsforskernes Bibliotek”, der også drives af foreningen (endnu en grund til at blive medlem af foreningen). Både Niels, Maren og hendes første ægtefælle Mads Hansen er nævnt, og det er herligt. Så er der noget at tage fat i og kontrollere. Bogen er støttet af to fonde og Maribo Kommunes Kulturudvalg.
Jeg kontrollerer alt ved selvsyn og forsøger selv at stave mig gennem Østofte kirkebog, der ved Gud ikke er så ligetil midt i 1700-tallet, hvor præsten sparede grundig på papiret. Man skal altid tjekke alting selv, og man skal angive sine kilder, hvis man vil betragtes som en seriøs slægtsforsker, andre gerne må kigge i kortene. Og det vil jeg jo da gerne.
Alle laver fejl, det gælder også mig! Der er mange fejl i bogen “GREVSKABET KNUTHENBORGS GÅRDE OG HUSE. Brugere og ejere ca. 1750-2000. ØSTOFTE SOGN”, men den har været en fin retningsgiver og inspiration.
Eksempelvis angives vores tiptipoldemor Ane Katrine Nielsdatter (1804 – ?) at være død i 1823. Det passer simpelthen ikke, for så kunne hun jo for det første ikke være vores tiptipoldemor, og for det andet får hun børn i hele perioden 1827 – 1844. Jeg har dobbelttjekket mine egne data – for det kunne jo sagtens være mig, der tog fejl, men det er det altså ikke (denne gang).
Gud og hver mand har lige nu en holdning til den unge potentielle gerningsmand (han er ikke dømt, men alene varetægtsfængslet i surrogat) bag det frygtelige skuddrama i field’s, hvor uskyldige og tilfældige mennesker blev dræbt eller sårede. Nogle af disse holdninger er ganske forfærdelige. Her er et eksempel
Hvem der fortjener medfølelse i denne tid, er de efterladte for de dræbte og ikke en fuckup morder.
Jeg svarede vedkommende
Du taler om et menneske, der muligvis var alvorligt syg i gerningsøjeblikket.
Det fik jeg intet ud af, men det havde jeg naturligvis heller ikke forventet.
Heldigvis er der også fagpersoner fra psykiatrien, der udtaler sig og kan gøre det med vægt. En af dem er fx en af mine helte: professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup. På dr.dk kan man lige nu læse blandt andet
Når der sker en togulykke eller et fly styrter ned, bliver en havarikommission sat til at undersøge, hvad der er sket, og hvordan det kunne være undgået.
Sådan burde det også være, når psykisk syge har begået kriminalitet, mener Poul Videbech, der er professor i psykiatri på Københavns Universitet.
Hvis beslutningstagerne tilslutter sig Poul Videbechs forslag om en havarikommission, er det muligt, at man qua “…hvordan det kunne være undgået” endeligt indser, at psykiatrien er nødlidende og har været det i stigende grad siden særforsorgens udlægning i 1980.
Tænk at der skulle en så frygtelig handling til, før det blev synligt for enhver. Tænk at det skulle koste tre menneskeliv. Jeg forstår det ikke.
Det er kun to måneder siden, 10-årsplanen blev hældt af det politiske skakbræt, eller et andet bræt, med argumenter om, at det sikkert ville være godt (måske endda bedre?) at gå til spejder og/eller spille brætspil. Civilsamfundet blev omtalt som en aktør, der måtte træde til, når psykiatrien ikke skulle opgraderes. Den interessante og vigtige “pixiudgave” af 10-årsplanen kan læses her.
Jeg havde set frem til den politiske håndtering af udspillet, så jeg var uendeligt skuffet over, at drøftelsen aldrig kom, og at man kasserede det faglige oplæg udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen i fællesskab, når baggrunden var følgende
Af forståelsespapiret, “Retfærdig retning for Danmark”, aftalt den 25. juni 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, fremgår det, at regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse.
Lige nu er det utrolig ubehageligt at leve med to psykiatriske diagnoser. Det skyldes, at pøbelvældet på de sociale medier har travlt med at producere tal om, hvor farlige vi er, hvor megen kriminalitet, vi begår, hvor mange der indsættes i varetægtssurrogat mv. Stigmaet vokser ind i himlen. Bare det at diskussionen føres er ubehageligt.
Jeg har ledt efter valide tal, men kan ikke finde nogle, jeg tør tro på. Og derfor gengiver jeg ingen her bortset fra tal fra den tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, nu retspsykiater, Gitte Ahle, som jeg har fundet på dr.dk
Gitte Ahle har tidligere stået bag en af de største undersøgelser af psykisk syges kriminalitet, som hun lavede for Justitsministeriet.
Dengang gennemgik de i alt 218 sager fra 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge og konkluderede, at ud af de 13 sager om drab og drabsforsøg, der havde været, kunne 11 have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling.
I årenes løb har jeg været indlagt et utal af gange og dermed haft et utal af medpatienter. Ingen af dem har begået personfarlig kriminalitet. Måske har de kørt over for rødt, men det er vist også det værste.
Selv tror jeg ikke, jeg på noget tidspunkt har overtrådt nogen bestemmelser. Men stigmaet rammer også mig.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Jeg er medlem af nogle usædvanligt dejlige grupper på Facebook, og derfor melder jeg mig ikke bare ud. Det drejer sig om to fora om slægtsforskning og en om hjælp til selvhjælp med WordPress og så er der nok nogle, jeg overser i skyndingen.
Hvis det ikke var for disse grupper og nogle søde både venner og “venner”, ville jeg overveje min deltagelse meget kraftigt i hvert fald for en periode. Det skyldes, at tonen p.t. er usædvanligt hård og at folk har mere end svært ved at holde fokus, hvilket jeg finder ulideligt. Det er det, der får mig til at overveje, om befolkningen er træt? Og skyldes en eventuel træthed et år og ni måneder med Corona, som måske lige nu er krydret med angst for Omikron, der vokser eksponentielt (nu har jeg fundet ud af, at det betyder: fordobling af antal smittede hveranden dag)?
Det er 36 år siden, vi senest har haft en sag ved Rigsretten, så debatten har de seneste dage naturligvis drejet sig om den nye dom. De fleste debattører er – ligesom hovedpersonen selv – i det Freud kaldte “benægtelse“. Et andet godt ord for det samme er “fortrængning”.
Selv om Freud er død for længst, har hans forskning og begrebsapparat stadig relevans. Diskussionerne bliver ørkesløse, fordi det kommer til at dreje sig om, at vi, der mener, at Rigsrettens 25 ud af 26 medlemmer har kendt deres bestemmelse og ladet sig lede af juraen frem for politiske anskuelser, mener at gamle pædofile mænd skal have lov til at forgribe sig på småpiger på 12 år. Ja det er som om, vi mener, det er en dansk værdi at legitimere den form for kriminalitet.
Hverken hovedpersonen eller de omtalte debattører har forstået, hvad dommen drejer sig om. Ingen af dem tænker på at læse dommen eller evt. bare gense Thomas Rørdams forlæggelse den 13. december på TV, hvor han klippede ud i pap, hvorfor Inger Støjberg blev kendt skyldig og straffet med 60 dages ubetinget fængsel. Selv udbrød jeg et meget højt “Yes” kl. ca. 13:10. Så er der alligevel retfærdighed til. Så lever vi alligevel i et retssamfund, hvor selv en minister skal overholde lovgivning og forvaltningsretlige grundsætninger om fx partshøring og ikke bare kan opfinde egne regler og administrere efter dem – og ikke mindst presse forvaltningen til at gøre det samme.
En tråd kan starte med diskussion af Rigsrettens dom og eventuelt af Folketingets drøftelser om værdighed eller ej. I løbet af ingen ting drejer den sig i stedet om statsministerens pressemøde om aflivning af alle mink, SMS-beskeder, der er “væk”, en gammel straffesag mod Rosa Lund, “næser” uddelt af tinget osv.
Det kan næsten sammenlignes med, at en person får en bøde for en færdselsforseelse men nægter at acceptere den, fordi der også var en anden, der kørte for hurtigt evt. med slukkede baglygter.
Kun få forstår alvorligheden af en 25:1 dom fældet af Rigsretten. Ordene “historisk” og “markant” er allerede brugt (for) mange gange, så det vil jeg undlade. Det er som om, diverse debatter er drevet af medlemmer af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, som uden videre anfører, at så skal Mette Frederiksen også ind og sidde.
De to partier har intet imod kriminelle højtstående medlemmer men ser det som deres ypperste formål at slagte statsministeren. Det er tænkeligt, at hun har handlet ulovligt; i hvert fald har hun fra Folketingets talerstol sagt højt, at det er rigtigt, at der manglede hjemmel til aflivningen af alle mink. Hun vidste det bare ikke, da hun udstedte ordren på pressemødet; altså manglede der forsæt. Det var det, Inger Støjberg havde til overflod. Personhetzen mod Mette Frederiksen er så væmmelig og modbydelig.
Der er nedsat en granskningskommission. Lad nu den gøre sit arbejde færdigt. Hvis den kommer frem til, at der var/er ugler i mosen, må Folketingets medlemmer tage stilling til, om de mener, der skal rejses tiltale ved Rigsretten mod Mette Frederiksen. Hun er – i modsætning til Inger Støjberg – ikke hverken anklaget eller dømt for et eller flere kriminelle forhold. Det er indtil videre kun folkedomstolene på de sociale medier, der har rejst anklage. Også statsministre har krav på retsgrundsætningen om at “enhver berettiget tvivl skal komme den anklagede til gode” (“In dubio pro reo” som ikke står noget sted i lovgivningen, men som uden tvivl gudskelov er både rigtig og gældende i et retssamfund). Ordet “berettiget” er fremhævet, fordi de fleste glemmer det. Måske kan jeg medvirke en smule til påvirkning af den kollektive hukommelse?
Men uanset hvad: diskussionerne mangler fokus, og det er ikke til at holde ud. Og derfor holder jeg mig ude.
En diskussion kan også meget let bevæge sig fra Rigsrettens klare dom til, at Bill Gates har iværksat pandemien, at der er “noget” i vaccinerne, der bevirker, at vi efter dem kan overvåges, at pandemien er en verdensomspændende løgn, at vaccinerne er farlige, at politikernes vacciner ikke er rigtige vacciner men bare saltvand eller evt. slet ikke gives (ledsaget af photoshoppede billeder hvor nålen er retoucheret ud) osv.
Så bliver jeg noget så træt i hjernen – og skriver helt bestemt ikke et indlæg. Man kan lige så godt lade være; de fleste er alligevel faktaresistente. Det er sundere (for mig) at transskribere kirkebøger fra 1700-tallet, hvis jeg ellers kan læse hieroglyfferne.
Jeg kan ikke lade være at overveje, om ikke angsten for Covid-19, evt. undertrykt og u-erkendt, der nu har varet knapt to år er med til at splitte mennesker ud mod hinanden? Gør det ikke noget ved os, at vi fx. lige nu skal læse om Omikrons fremmarch og se Søren Brostrøm og Henrik Ullum hver aften i TV Avisen opfordre os til supervåbnet og fortælle, at der er så meget, vi ikke ved om den nye variant?
Det er en velkendt menneskelig reaktion at sparke udad – og gerne nedad – når man selv er presset. Og vi er pressede lige for tiden. Jeg tror, det er det, der bevirker, at folk er så hårde ved hinanden og skriver så pokkers grimt til dem, de er uenige med.
Hvad tror du? Har du tænkt over det?