PAS-rådgivning # 1

Optaget af fortiden 4

Denne artikel ligger i forlængelse af:

1. “Optaget af fortiden“
2. “Optaget af fortiden 2“
3. “Optaget af fortiden 3“

“PAS” er en forkortelse for “Post Adoption Services” under Ankestyrelsen, hvor man selv som gammel dame kan få hjælp til ting vedrørende adoptionen, også selv om den ligger mere end 55 år tilbage. Det er et fantastisk tilbud.

Jeg er i dag startet på et forløb, hvor jeg fra Ankestyrelsen har fået bevilget otte timer i løbet af et halvår. Jeg kan selv disponere tiden, men jeg vil bare i gang. Det kan ikke gå hurtigt nok, for jeg er nysgerrig. Jeg vil lukke det sorte hul fra mit 0. til mit 3. år.

Selvfølgelig skal rådgiveren og jeg lige lære hinanden lidt at kende. Fx var hun bekymret for at lade mig optage samtalen, men da jeg sagde, jeg sædvanligvis er et pænt og ordentligt menneske og i øvrigt er jurist, gled det ned, og jeg fik lov, da jeg tillige havde fortalt lidt om problemerne med hukommelsen.

Det autonome nervesystem og født bipolar

Allerede i dag var der adskillige øjenåbnere. Prøv at se billedet herunder af det autonome nervesystem. Det er lavet med Word, der ikke er det ideelle værktøj, men det kan gå an. Jeg tror, jeg har fået det vigtigste med.

• Til venstre findes alt det rare og behagelige, der opleves af både børn og voksne. Når der er tale om børn, taler man om “tryg tilknytning”.
• Til højre findes det ubehagelige, der også kan opleves af både børn og voksne. Børn oplever det, når tilknytningen er ubehagelig. Der udløses stesshormoner (kortisol) og barnet er i en konstant alert-tilstand. Varer den længe nok, kan barnet kollapse, blive apatisk og/eller sløv.
• Øverst findes en nærmest manisk tilstand. Nederst findes en nærmest depressiv tilstand. Altså de to poler i den bipolare sygdom! Det var en øjenåbner. Jeg har aldrig vidst disse ting.

Rådgiveren beskæftiger sig med alle afskygninger af adoption. Jeg spurgte hende, om hun havde flere bipolare klienter. Svaret var et ubetinget “Ja”.

Jeg er født en måned for tidligt, og det betyder blandt andet, at det autonome nervesystem ikke er færdigudviklet ved fødslen. Hun forklarede, at det betyder, at barnet så er endnu mere påvirkeligt for stress. Og man ved, og det har psykologen også tit sagt, at mennesker med bipolar sygdom er ekstremt stressfølsomme. Puha – det hænger næsten for  godt sammen.

Med hensyn til sløvheden

Børnehjemmet indlagde mig, netop fordi jeg var holdt op med at respondere “… ligger så underligt sløvt og slapt hen” og “i mærkelige stillinger”. Der er noget helt galt, når børn gør det. Nogle mener, at de har givet op. Og børnehjemmet handlede således korrekt. RH afviser hele tiden, at jeg skulle være “… såvel somatisk som psykisk retarderet, men måske nok lidt særpræget”. Sidstnævnte kan man kun grine lidt af; det passer jo sådan set meget godt.

Der har måske været nogle “hattedamer” som nære tilknytningspersoner knyttet til både børnehjemmet og RH, der tog sig af børnene og måske var der en, der tog sig særligt af mig?

Vi ved det ikke; det er det rene gætværk. Hvis der var sådanne, er der måske opstået en tilknytning til den sødeste/kønneste/hende der duftede bedst el.lign. Ved adoptionen forsvinder det menneske også, og barnet kan begynde forfra. Det er hårdt, selvom det sker i den bedste mening og det er det bedste, der kunne ske. Barnet var i dyb sorg og krise ved fjernelsen fra moderen. Nu opstår en ny sorg og krise.

Det natlige skrigeri

Af adoptionssagen fremgår, at jeg inden for kort tid i den nye familie, vågner skrigende om natten i en periode. Mine forældre kan ikke selv se, at der skulle være noget galt, men overvejer at gå til lægen. Mødrehjælpen siger, at det behøver de ikke, for det går nok over. Og det havde de ret i. Jeg tror, det sker inden for den første måned, jeg er hos dem.

Jeg spurgte PAS-rådgiveren, om hun kendte noget til den slags. Og det gjorde hun. Det sker typisk mellem tre og syv måneder, når barnet er begyndt at knytte sig til de nye forældre, men det kan også ske tidligere, og det skyldes, at barnet er hundeangst for endnu en gang at miste den tilknytning, det netop er ved at have opbygget.

Jeg ved ikke noget om børn, men jeg har allerede lært lidt

1) Børn i maven “kender” moderens stemme, bevægelser, duft, simpelthen alt om moderen. Hver celle i barnet er indstillet på, at det lige præcis er denne kvinde, det hører til hos. Fjernelsen fra moderen kaldes et “udviklingstraume” og fortolkes som en nærdødsoplevelse. Dengang mente man, at det bedste var, at de to aldrig så hinanden, fordi det ville gøre adskillelsen endnu sværere. Det hænger godt sammen med, at min mor underskriver en såkaldt “ammefritagelse”.

Det ville man formentlig stille kraftigt spørgsmålstegn ved i dag. Dengang havde man bare ikke viden om disse ting. Et børnehjem/et hospital sørgede for de primære basale behov (mad, tøj, bad mv.), men man tog ikke hånd om traumet. Fokus var på at finde et forældrepar, der ville overtage “pakken”.

2) Får et spædbarn valget mellem moderens mælkefyldte bryst eller et fremmed bryst, ved barnet, hvilket bryst, der er det rigtige. Det vil kun die hos moderen. Helt utroligt.

3) De nye forældre har glædet sig som vanvittige, og det er deres bedste dag nogensinde, når de skal hente barnet. Men det er barnets værste!

I dag lærer man adoptanterne (dvs. adoptivforældrene) hvordan de sætter ord på barnets traume. De skal fx sige: “Vi ved godt, du er så bange lige nu, for du mistede din mor (og måske derefter “hattedamerne” på børnehjemmet). Du vidste slet ikke, hvad der skulle ske, og du er så bange. Du kender os slet ikke. Det kan vi godt forstå.”

På en måde er det lige psykoterapeutisk nok til mig. På den anden side set er det jo det, jeg så gerne vil vide noget om. Så det må jeg tage med.

4) Det adopterede barn ser de nye forældre i øjnene. De er lykkelige. Barnet kigger ind i to par glade øjne. Men barnet er i krise og tolker forældrenes glade øjne som manglende forståelse for situationen. Derfor lukker barnet sin egen krise ned for at overleve.

5) Eftersom jeg var tre år på børnehjemmet – bortset fra de seks måneder på RH – har der været opbygget “mønstre”: “Sådan gør vi, når vi spiser. Sådan gør vi, når vi sover” osv. Ved overgangen til de nye forældre skal der opbygges nye “mønstre”.

6) Hvis jeg har haft en god plejer på RH (og det har jeg sikkert, ellers var jeg jo død) har vedkommende måske bragt noget vitalitet og glæde ind i mit liv. Det kan være grunden til, at RH leverer mig tilbage til børnehjemmet og anser mig for “rask”. Jeg responderer, pludrer, leger osv. – og er i det hele taget forholdsvis normal.

Intet af det ovenstående er skræddersyet til mig. Det fortæller hun til stort set alle voksne adopterede ved første samtale, for vi kommer med de samme problemstillinger. Det er da også interessant. Vi fortsætter om tre uger. Jeg er spændt.

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.