Tvangsfjernelse 3 – aktindsigter efter gråden
Efter gråden
Indholdsfortegnelse
Tvangsfjernelse 3 – aktindsigter efter gråden
Hvis det har din interesse, finder du alle artiklerne om tvangsfjernelse her.
Der var engang for ikke så mange år siden, jeg græd meget over alt skidtet i min fortid. Det var dengang nødvendigt at græde hos psykologen. Engang for mange år siden var det nødvendigt at sidde i favnen hos en psykoterapeut. Forud for det var der år i diverse basisgrupper og kvindegrupper i både Dannerhuset og Kvindehuset i Gothersgade. Men det er jeg færdig med; det er fortid, og jeg er både fri og glad, og jeg har et dejligt liv.
Derfor kan jeg nu skrive disse artikler som var det med en kirurgs skalpel. Jeg føler ikke noget, og jeg går til det, som var det en arbejdsopgave, der kunne dreje sig om en helt anden fx naboen. Dette er i høj grad efter gråden.
Show it – don’t tell it men jeg mangler episke evner
Forfattercoachen sagde om mine udkast til to kapitler til en bog, at det var “korrekt men røvkedeligt”. Jeg blev temmelig trist over, at jeg syntes, jeg havde en historie, men at jeg åbenbart ikke var i stand til at formidle den. Tristheden over det er selvfølgelig for længst borte, og jeg er helt klar over, at jeg mangler det man vel kalder “episke evner”.
Dengang jeg ville skrive bogen, læste jeg selvfølgelig en masse hjemmesider om, hvordan man gør, når man vil skrive noget, der også sælger. De skrev alle om “Show it – don’t tell it”.
Hvis jeg skulle skrive fx historien om min stakkels gamle morfar, der ender sine dage i et nordvendt baglokale til en skobutik eller min egen historie om den eller de manglende tvangsfjernelser som “show it – don’t tell it”, skulle jeg leve mig ind i det, være i det osv. Så kunne jeg blive psykotisk, tror jeg, men jeg er jo ikke psykiater. Jeg ville da ikke kunne gennemleve de 16 mareridt fra artikel to igen.
Jeg har bedt om aktindsigt
En af mine venner, der også er jurist, foreslog mig at bede om aktindsigt på Bornholm, for at finde ud af, om der er nogle sager vedr. mig i forhistorisk tid på Bornholm. Jeg vil blive meget overrasket, hvis der er noget at finde, for så var der jo nogen, der måtte have handlet. Men nu har jeg sendt en mail afsted, og når jeg får svar, kan jeg også sætte flueben ved det procestrin. Jeg prøver i mailen at tage højde for GDPR mv. Om det er tilstrækkeligt eller rigtigt, ved jeg naturligvis ikke.
“Anmodning om aktindsigt(er)
Kære Borgerservice vedr. Aakirkeby og Nexø
Jeg kan ikke gennemskue jeres opdeling i kommuner i Bornholms Regionskommune. Hvis e-mail-adressen derfor er forkert, beder jeg jer venligst videresende denne henvendelse til den eller de rette modtagere. Jeg er klar over, at den eller de modtagere derved får nedenstående informationer. Det giver jeg også mit samtykke til.
Jeg anmoder hermed om aktindsigt i den eller alle de sager, der måtte være vedrørende mig selv på Bornholm.
Mine bopæle og datoer for tilflytning findes nedenfor. Oplysningerne stammer fra CPR.
Mit cpr-nummer er: 231063-xxxx (kun skjult her på hjemmesiden).
1) Tilflyttet Vestermarie: 12. juli 1978. Adressen: Vestermarievej 26. Jeg gik på Aaker Skole.
2) Tilflyttet Svaneke: 11. december 1978. Adressen: Storegade 18, 1. Jeg fortsatte på Aaker Skole.
Jeg fraflytter Bornholm den 31. juli 1980.
Venlig hilsen og på forhånd tak for hjælpen.
Hanne B. Stegemüller”
Det er virkelig spændende, hvad de kommer tilbage med. Jeg tror, jeg – efter svaret – vil sende en lignende mail til både Odense og Assens kommuner.
Læserreaktioner?
Min ven har – efter at have læst gårsdagens post – givet mig ret i, at hun ville have fjernet mig, hvis vi var stødt ind i hinanden i 70’erne. Men det gjorde vi ikke.
Jeg er altid glad for læserreaktioner her på siden. Men der er noget, der undrer mig: De værste historier får aldrig kommentarer, men jeg ved fra mine statistikker, at de bliver læst. Jeg gætter på, at det ganske enkelt ikke er muligt at forholde sig til de absurde ting, jeg har oplevet. Hvis det er sådan, kan det skyldes, at I er meget bedre til “Show it – don’t tell it”, og så får I hurtigt mere end nok og går ud og brækker jer. Det er der ikke noget at sige til.
Har jeg nogenlunde ret i det?
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Trackbacks & Pingbacks
-
[…] har allerede fået svar på min anmodning til Bornholms Regionskomme om aktindsigt. Det er ganske imponerende. De har kun elevmappen, selvom de har gjort sig stor umage og ikke alene […]
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
I mit tilfælde er det fordi, jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal sige, der ikke lyder banalt, hårdkogt eller bare dumt. Og at sætte sig og taste navn, e-postadresse og hjemmeside bare for at sige “Hvor skrækkeligt”, “Stakkels dig” eller lignende banaliteter … det er på en eller anden måde lidt tamt. Derfor får jeg aldrig skrevet noget.
Dine historier er meget genkendelige for mig – ikke fra mig selv personligt, men jeg voksede op i Helsingørs “rabarberland”, og der var mange skæbner som din. De fleste voksne gjorde ingenting, fordi de havde travlt med at udforske tressernes frihed og finde sig selv, og dem, der ville gøre noget, måtte enten gøre det helt på egen hånd.
Min dansklærer var én af dem, der gjorde noget. Men ellers tog vi unger nogle gange sagerne i egen hånd og holdt øje med de luskede personer og advarede, når de var i nærheden … og det gik altså også ud over totalt uskyldige personer.
Verden VAR anderledes den gang.
@ Charlotte
Tak for dit svar.
Jeg kan sagtens se, at “hvad fanden skal jeg skrive” el.lign. Det forstår jeg virkelig godt, og jeg forsøger heller ikke at klandre jer. Jeg forsøger at forstå … Du har hermed bidraget til forståelsen.
Nu kender jeg selvfølgelig ikke området, du skriver om, men jeg kan godt se, at det måske ikke har været nemt. At det blev jer børn, der tog sagerne i egen hånd, er jo også helt galt – og man kan næppe klandre jer for af og til at tage fejl.
Den med at verden var anderledes dengang, har jeg til gengæld svært ved at sluge. Det siger man fx ikke (længere) til Godhavnsdrengene, børnene fra Grønland, der blev sendt til Syddanmark, eller i den sag der p.t. ruller vedr. adoptioner fra både Indien og Korea.
Nej, man siger ikke længere: “Verden var anderledes” til de helt grelle tilfælde. Men hvis vi tænker tilbage, kan vi se, at den var det. Bare et par eksempler:
– Børn tog alene til alle mulige steder hen – hvor mange dage blev du fulgt i skole for eksempel? Nu bliver børn op til 4. klasse kørt i skole. forældrene går med ind, bærer skoletasken og putter madpakken i klassens køleskab.
– Børn var alene hjemme fra en tidlig alder.
– Hvis de fik en skideballe af læreren, ringede forældrene ikke til læreren (hvis de overhovedet havde telefon), de spurgte: “Hvad havde du da gjort?”
– Folk lavede tåbelige ting til julefrokoster uden at det havde nogen form for konsekvenser.
Tænk selv videre. Vores grundforståelse af, hvad der er acceptabelt, ændrer sig lige så stille. Men det er stadig uretfærdigt at dømme fortidens mennesker med vore alen. Som jurist kender du princippet om at en lov først gælder fra vedtagelsen.
Dermed siger jeg IKKE at du ikke burde have være fjernet, for det, du beskriver, var over stregen – også dengang. Og heller ikke at Godhavn osv. var OK, for det var det ikke. Men stregen lå altså et andet sted, da vi var små (jeg er to år ældre end dig).
@ Charlotte
Vi tænker nok på helt forskellige ting.
Når jeg siger/skriver, at jeg ikke vil høre “Det var en anden tid”, så tænker jeg på uhyrlighederne og absurditeterne, ikke på banaliteterne du anfører.
Naturligvis er jeg klar over, at vi ikke bruger lovgivning med tilbagevirkende kraft (modif.: retsopgøret efter besættelsen …).
Jeg forstår ikke, hvad du mener med “ikke at dømme fortidens mennesker med vores alen”. Hvordan passer det ind i sammenhængen? Og jeg har altså fået tre kopper kaffe, så hjernen burde være vågnet her i toget mod Växjö … (eller hvordan det nu staves).
Jo, det er netop forskellen på banaliteterne og de alvorlige sager, der optager mig.
Som eksempel på ikke at dømme fortidens mennesker med vore alen plejer jeg at bruge dueller.
Intet menneske i dagens Danmark ville anse en duel for løsningen på injurier, æreskrænkelser eller uenigheder. Men op i 1800-tallet var det en acceptabel løsning. Det kan blandt andet ses ved, at der gentagne gange bliver vedtaget love, der forbyder præster at medvirke ved eller overvære dueller (for at bistå den tabende i livsfare).
Da Edvard Brandes i 1900 duellerede over en anmeldelse, blev det opfattet som latterligt, og begge blev straffet. Og sådan ændrer opfattelsen af ret og rimeligt og socialt passende sig gennem tiden.
Der er en tendens til nu at “kriminalisere” alt og alle, der gennem tidene har opført sig tosset på en måde, der dengang var socialt acceptabelt. Bare tænk på filmbranchen, fabriksejer, ‘buste’-sagen, overmalede statuer osv.
Og det – synes jeg – mudrer billedet og skygger for de rigtige/alvorlige sager – for eksempel svigt som Godhavn og lignende, grønlænderbørn … og børn som dig.
Jeg håber, det jeg prøver at sige, er klarere nu, ellers bare spørg igen.
@ Charlotte
Jow, jeg tror, jeg forstår, hvad du mener.
Men uden at begive mig ud i at fortolke, hvad du mener, vil jeg prøve at forklare, hvad jeg selv mener, (det er nok det bedste):
Når jeg bliver arrig over at få at vide, at “Det var jo en anden tid”, skyldes det, at jeg så føler, at mine oplevelser og min historie bliver negligeret, hvilket jeg ikke kan acceptere. Og jeg er nu blevet bestyrket i min manglende accept, eftersom en kommunes dygtigste socialrådgiver på området uden at tøve ville have (tvangs-)fjernet mig.
Ja, det er længe siden, men der er stadig tale om grove krænkelser, og nogle af disse er ikke “kun” krænkelser men straffelovsovertrædelser.
Centrale straffelovsovertrædelser er ikke nyopfindelser; de har eksisteret længe før min tid; visse tilbage til 1866 (hvor den første straffelov blev vedtaget). 1866-loven afløste Danske lovs bestemmelser.
Jeg er langt fra selv så straffelovskyndig, at jeg ville kunne finde ud af at rejse tiltale, dvs. bruge bestemmelserne, så selvfølgelig kan jeg tage fejl, og selvfølgelig vil jeg ikke kunne sætte paragraffer på de 16 konkrete eksempler fra artikel 2 (bortset fra blufærdighedskrænkelse): https://stegemueller.dk/tvangsfjernelse-2/.
Der kan også være anden lovgivning, der kunne være kommet i spil, men jeg kender ingen af disse særlove.
Jeg tror, du har ret i dine tanker omkring “show it, don’t tell”. Dine læsere har faktisk indlevelsesevne nok til at blive ganske kvalme omkring “de værste historie”, tror jeg.
Men fortsæt endelig med at skrive så længe det giver mening for dig. Vi andre holder nok til det.
@ Henny
Tak for din kommentar.
Det glæder mig, at jeg måske har ramt nogenlunde rigtigt angående de manglende læserreaktioner på “de værste historier”. Og det bekræfter mig i, at jeg nok er blevet immun overfor min egen historie; og det er kun godt.
Jeg fortsætter!